Læsetid: 3 min.

Berlusconi for tredje gang

Med et usædvanlig klart valgresultat kan den lille mand med det store ego se frem til at regere i fem år efter en dramatisk reduktion af antallet af partier i parlamentet
16. april 2008

"Et folk har de ledere, det fortjener," sagde den desillusionerede italienske fabrikant, der blev interviewet her i avisen i lørdags, og så gik han i mangel på alternativer hen og stemte på Silvio Berlusconi.

Et klart flertal af de italienske vælgere har stemt som ham og altså ment, at de fortjener at blive regeret af denne lille mand med plateauhæle og et meget stort ego under den kirurgisk strammede ansigtshud og implanterede hårvækst.

Det vækker undren uden for Italien, at Silvio Berlusconi for tredje gang siden 1994 kan fejre en valgsejr, på trods af, at han i sine to foregående regeringsperioder - en meget kort på blot et halvt år, og en meget lang på fem - ikke har udrettet alverden for Italien, men en hel del for sig selv.

Han har kunnet holde sig fri af fængsel og bevare og ekspandere sin monopollignende medievirksomhed ved at lovgive til fordel for egne interesser, men det har intet betydet i denne valgkamp.

Den OECD-rapport, der blev offentliggjort i sidste uge, dækker nøjagtigt Berlusconis seneste regeringsperiode fra 2001 til 2006 og fælder en knusende dom over Italiens økonomi, men den har heller ingen rolle spillet i valgkampen.

Det har derimod Romano Prodis blot 20 måneder lange regeringstid fra 2006, hvor hans kludetæppe af en union fra centrum til det yderste venstre var så handlingslammet af interne interessemodsætninger, at resultaterne blev derefter. Vælgernes hukommelse er kort, og det har Berlusconi profiteret af.

Berlusconi har altid haft et solidt og trofast vælgergrundlag i ejerne af landets mange små og mellemstore erhvervsvirksomheder og disses ansatte, men hans succes må først og fremmest forklares historisk.

Den Kolde Krig

Den KoldeKkrig er endnu ikke afsluttet i Italien næsten 20 år efter Murens fald, og på gaden og barerne kan man høre Walter Veltronis parti af socialdemokrater og liberale katolikker omtalt som "kommunisterne".

Størstedelen af de italienske vælgere kan fortsat ikke genkende sig selv i et parti ledet af folk med rødder i det hedengangne PCI. For dem betyder "kommunisme" alt for meget stat, altfor stort bureaukrati og alt for høje skatter, og det har Berlusconi været ferm til at bestyrke dem i.

For sine vælgere er Berlusconi en dynamisk og stærk statsmand, der på grund af sin evne til at skære igennem alt vrøvl er blevet misforstået, latterliggjort og lagt for had i udlandet.

"Europa ønsker ikke Berlusconi, fordi Europa hellere vil have et svagt og servilt Italien end et stærkt," som en af hans vælgere sagde forleden. Den nye statsministers tv-kanaler har ikke sendt forgæves.

Det var frygtet af alle, uanset partifarve, at valget ville ende uafgjort. Et flertal for den ene part i deputeretkammeret og for den anden i senatet som værst tænkelige scenario.

Færre partier

På den baggrund er valgresultatet det klareste i 20 år, og flere medier kalder det historisk. Ikke fordi Berlusconi sammen med sine allierede fra det engang nyfascistiske Alleanza Nazionale og separatistpartiet Lega Nord - der fik et kanonvalg - kan se frem til fem år med et solidt flertal bag sig, men fordi antallet af partier i parlamentet blev reduceret dramatisk.

De, som fortsat kalder sig kommunister, i alliance med de grønne, faldt for spærregrænsen, og samme skæbne led fascisterne på den modsatte fløj. Antallet af grupper i parlamentet blev reduceret fra 24 til ni. Skiftende italienske valglove i de seneste 20 år - og der har været en del - har sigtet mod dette og endda mod et topartisystem. Trods Berlusconi klare sejr fik det nye parti Demokraterne et pænt valg med en tilslutning på 38 procent, og både partiet og dets leder Walter Veltroni er kommet for at blive. En hidtil uset homogen opposition og et dueligt regeringsalternativ - men sandsynligvis først om fem år.

Uanset forskellige holdninger til Berlusconis kontroversielle person hilses denne udsigt til politisk stabilitet velkommen af de fleste italienske medier i går. Italien har med sine kolossale økonomiske og sociale problemer mere end nogensinde brug for den .

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu