Læsetid 4 min.

Boomerangpolitik

Den danske iver efter at gøre al land til landbrugsland har vist sig at være et økonomisk og naturmæssigt katastrofe-projekt, der bør give stof til eftertanke i forhold til, at man både betaler for at ødelægge og for at genopbygge det samme stykke natur, mener forfatter Kjeld Hansen
26. april 2008

Kjeld Hansen har brugt fire år på at skrive bogen 'Det tabte land' om, hvordan det danske landskab har forandret sig med stigende hast. Inspirationen til bogen kommer delvist fra en af hans tidligere bøger 'Der er et yndigt land', hvor han satte sig for at undersøge, hvordan den danske natur havde det. Konklusionen fra det projekt viste sig at være temmelig nedslående og førte til et nyt spørgsmål: Hvordan kan man i et så rigt samfund have en så fattig natur?

Hjælp til at besvare det spørgsmål får Kjeld Hansen, da han i 2004 finder ud af, at Statens Landvindingsudvalg arkivalier er blevet offentlig tilgængelig gennem Rigsarkivet.

Han tilbringer herefter det næste år med at gennemlæse de 2.336 beretninger om fantastiske steder i Danmark, som ikke eksisterer længere, men som forsvandt fra danmarkskortet i perioden 1940-1970 med statsstøtte i ryggen.

Den positive svar oven på Kjeld Hansens læsning er, at det var tyskernes skyld. Det knap så positive; at det er Statens Landvindingsudvalgs.

"Tyskerne var årsagen til, at man vedtog den nok mest landsskadelige lov, der er blevet vedtaget; loven om statsstøtte til landvinding," siger Kjeld Hansen.

Loven blev vedtaget på kun 16 døgn i november 1940. Det skete af frygt for arbejdsløshed oven på nazisternes fremmarch og den mulighed, at de kunne overtage regeringsmagten.

"Der var en reel frygt for arbejdsløshed, som en følge af trusler udefra, og så var der samtidig en meget dansk frygt for at komme til at sulte," siger Kjeld Hansen.

En lov om korn

Loven er altså grundlæggende en beskæftigelseslov, men man ligger den under Landbrugsministeriet. Og fra første dag begynder man i det nyetablerede Statens Landvindingsudvalg at fortolke lovens betydning. Formanden for udvalget siger således på første møde:

"Lovens ord om det arbejdsløsnedkæmpende skal nok mest tages som en fanfare. Dette drejer sig om produktion af korn."

Udvalget er ifølge Kjeld Hansen ikke synderligt interesserede i de arbejdsløse, men ser derimod en unik mulighed for at øge landbrugsproduktionen. Det er folk med en sag og en egeninteresse i dansk landbrug, der overdøver alle andre hensyn.

"Mere jord ligegyldigt hvad synes at være devisen. Hvilket fører til den ene idiotisk inddæmning efter den anden," siger Kjeld Hansen.

Den danske natur bliver ifølge Kjeld Hansen systematisk og ukritisk lavet om til kornjord fra 1940 og frem til omkring 1970. Og selv om loven altså begynder som en krigsforanstaltning mod arbejdsløsheden, overlever den på baggrund af et skifte i dansk politik efter krigens ophør. Her dannes der som bekendt en venstreregering, og at en sådan på det tidspunkt skulle fjerne støtte fra landbruget, er ifølge Kjeld Hansen utænkeligt.

"Det har slet ikke været til diskussion," siger han.

Regningen stadig på vej

Landvindingerne fortsætter derfor i stor stil, og det private selskab Hedeselskabet har kronede dage. Selskabet får nemlig 80 pct. af alle landvindingsprojekter og det ofte på ganske inhabil facon.

Direktøren for Hedeselskabet, Niels Basse, sidder nemlig også i Statens Landvindingsudvalg og er altså med til at godkende projekter, som Hedeselskabet skal udføre. Ansatte i Hedeselskabet fører også i visse tilfælde opsyn med projekter, som de selv udfører, hvilket fører til, at budgetoverskridelser aldrig blive til de potentielle økonomiske skandaler, de i langt de fleste tilfælde er.

"Det er en kinesisk æske, hvor skandalerne om budgetoverskridelse på flere hundrede pct. aldrig kommer frem. Overskridelser der får DR's småtterier til at blegne," siger Kjeld Hansen.

Alt i alt bliver der fra 1940-1970 brugt seks mia. kr. på landvindinger af den danske natur. Hvor mange milliarder det kommer til at koste at genoprette skaderne, er svært at sige, men Kjeld Hansen foreslår, at man kan starte med de 12 mio., som Vandmiljøplan I koster. En vandplan, der er en direkte konsekvens af landbrugets forurening på baggrund af statsstøttet overproduktion. Han ser derfor et udpræget behov for at lære af landvindingerne.

"Når 98,5 pct. af alle projekter springer budgettet, er det næppe et rentabelt projekt, man i det store og hele har gang i. Det er jo helt idiotisk at tro, at mere jord i sig selv er kategorisk godt. Det er bevisligt forkert," siger Kjeld Hansen. Han mener, at der er behov for langt mere kontrol med støtteordninger af den her type og opfordre til mere gennemsigtighed. Når staten og det private går sammen, som det skete med Hedeselskabet, bliver det ifølge Kjeld Hansen til en usmagelig og uacceptabel cocktail.

"Der skulle helt klart være nogle bedre mekanismer, der kan sikre, at den slags her ikke sker en gang til," siger Kjeld Hansen og fortsætter:

"Og så synes jeg, Hedeselskabet skylder Danmark en undskyldning for at have ødelagt den danske natur. Jeg har da også spurgt den nuværende koncernchef, men han så bare på mig, som om han ikke fattede, hvad jeg taler om," siger Kjeld Hansen.

anre@infomation.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anonym

Udmærket artikel omend indholdet og Kjeld Hansens forskning ikke just er chokerende for en, der som jeg bor langt ude på landet.
Men undskyld mig lidt flueknepperi:

men man ligger den under Landbrugsministeriet

ene idiotisk inddæmning efter

man kan starte med de 12 mio., som Vandmiljøplan I koster

af alle projekter springer budgettet,

Sproget røgtes snart lige så elendigt som naturen. Tag jer sammen, tak.

Brugerbillede for Arne Thomsen

Jeg er enig med Peter Svendsen.

Når man skriver "ligger" i stedet for "lægger" - og "springer" i stedet for "sprænger" - så svækkes min tillid til skribentens troværdighed.

M.v.h. Arne.

Brugerbillede for Anonym

Ja, Jesper Sørensen, men det påpegede har ikke noget med ordblindhed at gøre, det er sjuskefejl.
Og jo, i det omfang, at ordblinde har overkommet deres handicap og kæmpet sig igennem tilstrækkelige videnskilder til at danne sig en informeret holdning, skal de da være hjertelig velkomne. Jeg ved, at det er en æressag for mange af dem.
Andre, der til gengæld uden sprogligt handicap leverer godtkøbsholdninger uden substans, ofte ovenikøbet beklikkende dem, der har sat sig grundigt ind i tingene, er det sværere at have (faglig!) respekt for.

Brugerbillede for Anonym

Bliv ved Andreas Relster, du skrev en interessant artikel der giver stof til eftertanke. Landbruget har altid haft stor magt og har brugt den til sit bedste. Det er ikke fordi landmænd er mere onde end andre mennesker, men fordi det er en industri, der som andre industrier, ønsker at tjene penge (og griber muligheden når den er der). Penge og magt har altid været korrumperende faktorer og at ”sandheden” nu ser dagens lys er meget prisværdigt. Men vi kan nok kun håbe på lidt visdom i al den viden. For når det gælder natur/miljø er politiske beslutninger ofte populistiske beslutninger og kvaliteten derfor tvivlsom.

Brugerbillede for Per Vadmand

Hvis vi skal være pedantiske, har de orblinde ikke "overkommet", men overvundet deres handicap. Det andet er en flov anglicisme.

I sproggruppen på usenet er det en næsten ufravigelig regel, at folk, der kritiserer andres sprog, uvægerligt selv kommer til at lave en bommert - en form for nemesis, der selvfølgelig ikke bør holde nogen tilbage, kun mane til overbærenhed.

Overbærenhed er dog efterhånden vanskelig at opbyde over Informations generelle sproglige sjusk.

Hvad artiklens indhold angår, er det klart nok, at landindvindingen har ødelagt mange naturværdier, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi har indrettet verden ret sindssygt, når man kan have overproduktion i ét land og hungersnød i et andet - men det er nok en helt anden diskussion ...