Læsetid: 2 min.

Eksperter: Karen J. vil lovgive om kærlighed

Velfærdsminister Karen Jespersen (V) vil have pårørende til at levere mere omsorg til de ældre. Men man kan ikke lovgive om kærlighed, lyder kritikken fra eksperter
Velfærdsminister Karen Jespersens udspil flugter fint med regeringens -noget for noget--politik, mener filosoffen Arno Victor Nielsen.

Velfærdsminister Karen Jespersens udspil flugter fint med regeringens -noget for noget--politik, mener filosoffen Arno Victor Nielsen.

Jens Panduro (Arkivfoto)

10. april 2008

Med sit forslaget om, at pårørende skal tage større ansvar for at levere pleje og omsorg, forsøger velfærdsminister Karen Jespersen (V) at lovgive om det personlige ansvar. Men det er et umuligt projekt, mener samfundsdebattør og forfatter Morten Albæk:

"Intentionen er sympatisk: At betone det personlige ansvar. Men håndteringen er ubegavet og rent intellektuelt totalt ulogisk. For velfærdsstaten giver materielle rammer. Den kan ikke give borgerne kærlighed," siger han. Karen Jespersens udspil er da også blevet mødt med hård kritik fra oppositionen:

"Man kan ikke lovgive sig til samfundssind," lød det fra Socialdemokraterne. "Skal kvinderne tilbage til kødgryderne?" spørger de radikale, mens SF anklager ministeren for at ville privatisere hjemmeplejen.

Ifølge filosoffen Arno Victor Nielsen flugter Karen Jespersens udspil dog fint med regeringens 'noget for noget'-politik:

"Velfærdsstaten har udviklet sig til et forsikringsselskab. Derfor er det naturligt for staten, at sige: I kan få nedsat præmien, hvis I har en stor selvrisiko eller store låsesystemer," siger han.

Ifølge Arno Victor Nielsen bliver rent spontane livsytringer nu indkalkuleret i statens regnskab.

"Men det kan man selvfølgeligt ikke slippe af sted med at sige. Derfor bliver det forsøgt solgt som en moralsk oprustning af befolkningen," siger han.

Rygmarvsreaktion

Professor Jacob Torfing fra Institut for Samfundsvidenskab på RUC mener dog, at der i høj grad tale om en rygmarvsreaktion, hvis man lader sig provokere af Karen Jespersens udtalelser om, at "velfærd ikke kun handler om offentlige ydelser og service," men også er "personlige relationer og ansvar for hinanden".

"I Sydeuropa spiller familien en langt større rolle, og i lande som USA og England er markedet og frivillige organisationer afgørende for at sikre velfærden," siger han.

Ifølge Jacob Torfing sender Karen Jespersen dog modsætningsfyldte signaler, når hun plæderer for mere ligestilling og samtidig vil have familierne til at tage sig mere af deres pårørende - og lægger sig dermed på linie med kritikken fra de radikale.

"Hvis det skal realiseres, skal vi jo have en helt anden samfundsstruktur, hvor kvinderne er mindre ude på arbejdsmarkedet," siger han.

Ifølge historiker Henrik Jensen fra RUC er det oplagt at se Karen Jespersens udspil, som et forsøg på at vende tilbage til de "gode gamle dage."

"Velfærdsstaten knækker over i et sted i 70erne. Før det tidspunkt ligger der en moralsk forpligtende velfærdsstat," siger Henrik Jensen.

Han peger på, at der efter sidste års folketingsvalg er kommet en sund reaktion, hvor politikerne betoner pligter mere end rettigheder, som det for eksempel er kommet til udtryk med socialdemokraten Mette Frederiksens (S) 10 teser fra sidste uge.

"Det er et positivt træk, fordi politikerne i lang tid har værget sig ved at tale om noget som helst, der handler om borgernes personlige ansvar," siger Henrik Jensen, der ikke afviser, at man kan se Karen Jespersens udspil, som et forsøg på at holde igen på statens udgifter.

"Men spareøvelse eller ej, så er det godt at komme væk fra det kunde- og klientforhold, som politikerne har skabt," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som hjemmehjælper ved jeg at mange gamle sidder alene, og hjemmehjælpen er groft sagt deres daglige sociale kontakt. DE fleste har et ok forhold til familie, som de ser ved højtider, og indimellem om søndagene. Men børnene har liv med arbejde, børn etc. og bor ofte langt væk. Desuden er der en gruppe som slet ingen kontakt har med familien, de har massivt brug for en hjemmehjælpers kontakt. Ideen er ubrugelig, med mindre ministeren ønsker et smuldret samfund, hvor mange er ensomme, og ingen demokratisk ret og pligt til at deltage har, fordi de ikke har midler til at italesætte. ikke et kønt billede og ikke ret værdigt for vores gamle

Jeg hilser debatten om det personlige ansvar velkommen. Og debat om pligter ligeså. Jeg er slet ikke enig i at mere personligt ansvar bl.a. overfor ældre familiemedlemmer nødvendiggør at kvinder skal "hjem til kødgryderne". Det er ikke en naturlov at det er kvinder der skal varetage omsorgen og kontakten til ældre familiemedlemmer. Det kan mænd gøre lige så godt som kvinder. En helt anden ting er at der kan risikere at komme noget godt ud af at ældre og familien ser noget mere til hinanden og bestemmer nogle ting i fællesskab - har dialog. Familiedialog bør fremmes.

Jeg kan slet ikke forstå hvorfor en stor del af venstrefløjen er så bange for det personlige ansvar og for at familier skal have mere ansvar for egne familiemedlemmer. På det punkt kan vi lære af mange indvandrerfamilier. Mange af dem har ikke berøringsangst i forhold til at tage ansvar for ældre familiemedlemmer.

Så siger bl.a. SF at de ældre vil miste myndighed hvis familien skal være med til at beslutte hvad der skal hjælpes med og hvordan. Men jeg vil da mene at den ældre ofte umyndiggøres når det er kommunen der beslutter hvad den ældre skal have af praktisk og økonomisk hjælp. Det virker som om det er de ansatte i stat og kommuner SF og andre vil passe på og ikke de ældre borgere.

Jeg mangler at der i Information bliver interviewet nogle forskere der har lavet undersøgelser af hvad borgerlige borgere siger til Karen Jespersens forslag.

De ældre der ikke har familie i nærheden eller i det hele taget skal naturligvis have den hjælp og sociale kontakt de har brug for af kommunen - så vidt det er muligt - men de mange ældre, der har kontakt til familie og hvor familierne og den ældre gerne selv vil prioritere hjælpen, skal selv kunne bestemme. Det er ønskeligt at der kommer mere selvbestemmelse til den enkelte ældre og til den ældres pårørende. Det skal ikke være det offentlige der regulerer, hvis det ikke er nødvendigt.

Der behøver ikke at være kærlighed i at hjælpe familiens ældre. Så det er ikke nødvendigvis kærlighed Karen Jespersen vil lovgive om. Hun trækker bare den af venstrefløjen tabuiserede ansvarsfølelse frem af gemmerne igen. Det er faktisk forfriskende. Nærmest progressivt.

Dorte :
Hvad forhindrer "familien" i at tage et " ansvar" for "de ældre"
med den nuværende lovgivning ?

"På det punkt kan vi lære af mange indvandrerfamilier" ...
...hvor det er kvinderne der staar for det "familie-praktiske" og mændene der
(forventes at ) slave(r) pengene der muliggør det, hjem .
Og det synes Karen Joseph Jespersen som bekendt er et stort problem..
.. altsaa at kvinderne hellere vil tage sig af familien end slave den paa arbejdsmarkedet .

En helt anden ting er at den generation der naar pensions-alderen nu
ikke kunne faa deres afkom i vuggestue hurtigt nok saa de kunne skrabe sammen til den 3 bil eller ... Hvem sagde "noget for noget" ?

Jeg synes det ville være besynderligt, hvis jeg lige pludselig blev pålagt at tage mig af mine forældre.

Personligt ville jeg ikke kunne overkomme at tage mig af skizofren mor anbragt 100 km syd for min bopæl, og 80-årig far bosiddende i en anden landsdel.

Det er mine forældre, der har sat mig i verden, ikke omvendt. Jeg kan ikke se at jeg skulle være særligt forpligtet overfor dem.

Karen Jespersens forslag om at familien skal tage større ansvar for de ældre kan ikke ses i isoleret dansk sammenhæng. Man taler i Eu om nøjagtigt det samme fordi vi løber en fremtid i møde, hvor en mindre arbejdsstyrke skal forsørge et større antal ældre.

Når der i Italien kun er godt og vel halvt så mange piger på 4 år som for 30 år siden, behøver vi ikke eksperter til at forklare os, hvor sådan et samfund bærer hen og ikke mindst med hvilken fart. For at forstå Europas fremtid behøver man egentlig kun at tælle, hvor mange små piger som leger i Italiens og Tysklands sandkasser.

Man kan forsøge at opretholde velfærdsstatens forpligtigelser ved at opkræve højere skatter. Dette vil belaste børnefamilierne yderligere ( for det er i høj grad dem som betaler skatterne) og føre til endnu færre børn. Man kan, som EU og Karen Jespersen foreslår, forsøge at få familierne til at tage et større ansvar, men enhver seriøs analyse viser at moderne familier med to forsørgere vil have særdeles svært ved at erstatte velfærdsstatens omsorgsopgaver.

Måske burde vi ligesom med klimaændringerne erkende at vi har et problem uden nogen nem løsning, og så begynde at diskutere det helt fra bunden af.