Læsetid: 3 min.

De fattige har ikke råd til at tjene mere

Markedet vil selv kunne løse problemet med de stigende fødevarepriser, og de fattige lande kan endda tjene på situationen, lyder det fra de optimistiske. Problemet er, at i moderne landbrug er det alt for dyrt at tjene mere
17. april 2008

Dette har været ugen, hvor fødevarerne kom øverst på den globale dagsorden og fokus for en stund flyttede fra kvalerne på Wall Street til mavesmerterne i Port au Princes og Dhakas slum. I weekenden mødtes Verdensbanken til krisemøde, og verdens rige lande blev opfordret til at hjælpe bønderne med at bringe flere fødevarer på markedet. Verdensbanken forestiller sig, at de stigende fødevarepriser - med lidt hjælp - kan blive sin egen medicin. Når efterspørgslen og dermed priserne stiger, vil bønderne have både incitament og midler til at øge udbuddet. Således har markedet altid reguleret sig selv i fødevarekriser, siger teorien. Problemet er, at virkeligheden endnu engang er en stædig Rasmus Modsat.

Da chefen for FN's Fødevareprogram, Josette Sheeran, for nylig var i Kenya, mødtes hun med en flok bønder. Da hun bad dem, der havde mærket fordele ved stigende priser om at rejse sig, sad flokken foruroligende stille.

"Bestemt ingen fordele," sagde Carl Tundo, chef for et kornfirma. "Prisen på input er steget absurd meget i det sidste halve år - alt fra gødning, pesticider til såsæd og benzin er meget dyrere nu."

Det er en generel tendens: I moderne landbrug koster det penge at udvide produktionen. Større mængder manipuleret såsæd, mere kunstgødning og nye pesticider.

I Pakistan forudser myndighederne en lavere høst denne sommer end sidste år på trods af de stigende verdensmarkedspriser. Den primære årsag er, at prisen på pesticider er steget med over 50 procent, så bønderne tvinges til at kaste mindre gift på markerne. Det mindsker udbyttet i et landbrug som det pakistanske, hvor den tusind år gamle viden om, hvordan man holder markerne fri for skadedyr, er gået i glemmebogen til fordel for agrokemiens løfter.

Og ifølge flere kritikere kan enkeltlandes mest populære redskab til at sikre fulde maver for egne befolkninger - eksportforbud - trække krisen i langdrag. Priserne på landbrugsvarer holdes nede, og forbrugerne skærmes fra prisstigningerne, mens landmændene ikke høster fordelene. Det ville være til at leve med i den rige del af verden, hvor storbrugene en tid måtte barbere lidt af afkastet. Men det gør ondt i f.eks. Indien, hvor 650 millioner mennesker lever af jorden. Fødevarekrisen kan uden følsomhed over for denne gruppe ende med at forstærke fattigdomsspiralen: Flere vil sælge deres jord til storbønder, der har midlerne til at ekspandere, for dernæst at flytte til byerne, hvor de vil bo side om side med fødevarekrisens hårdest ramte gruppe: de urbane fattige, der ikke kan dyrke deres egen mad.

Småbønderne taber

Den samme risiko knytter sig til biobrændstoffer. Gentagne gange har fortalerne argumenteret for, at USA's og EU's satsning på at udskifte fossile drivmidler med plantebaseret motorkraft kan give de fattige landbrugslande nye muligheder. Det har dog langtfra holdt stik. Ikke alene lider Asiens fattigste nu under stigende fødevarepriser - der til dels skyldes produktion af afgrøder til brændstof. Det er heller ikke lykkedes småbønderne at få del i eventyret ved at omlægge produktionen til de eftertragtede afgrøder, viste en FN-rapport i denne måned.

"De mangler midlerne til at udvide deres jordbesiddelser og omstille til nye afgrøder. Samtidig kan fordelene for storlandbrug skubbe de fattige småbønder væk," advarer rapporten.

I går udkom så en længe ventet rapport fra den internationale landbrugsorganistion IAASTD. Den konkluderer, at moderne landbrug har bidraget signifikant til fødevareproduktionens størrelse, men at fordelene er blevet ulige fordelt. Taberne er verdens fattigste småbønder. Det er på tide at anerkende den kapital, som den lille bonde besidder, og det er snart sidste udkald, hvis den konstante stigning i de input, som det kræver at dyrke en plante, skal standses. For miljøets og for de sultendes skyld.

Professor Bob Watson, direktør i IAASTD, har et klart budskab: "At sige, som vi gør, at det fortsatte ensidige fokus på øget produktion vil undergrave landbrugets kapital og efterlade os med en yderligere forarmet og opdelt verden, er et gammelt budskab. Men et budskab, der ikke altid har vundet genklang i nogle dele af verden."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

400 videnskabsmænd og politikere opfordrer nu fra Paris til en ændring
af den gældende globale landbrugspolitik.
http://www.spiegel.de/wirtschaft/0,1518,547590,00.html

Stående over for den politiske uro, der breder sig især i
udviklingslande, som ifølge af prisstigningerne på fødevarer,
understreger ”IAASTD”(International Assessment of Agricultural Science
and Technology), at den kapitalintensive industrielle landbrugsdrift, med
dens monokulturer og koncentreret brug af pesticider og kunstgødning, har
nået sin grænse.

IAASTD advarer;
- om at et af hovedproblemerne nu også er satsningen på
førstegenerations biobrændsler, fordi den lægger beslag på
landbrugsjord og vandressourcer, der ellers kunne være brugt til
fødevareproduktion,
- mod anvendelse af patenterede genmanipulerede afgrøder, som fattige
bønder ikke har råd til at bruge,
- og om det uholdbare i at fortsætte med den nuværende form for
globaliseret landbrugsøkonomi, som er bygget op over lange energitunge og
på anden vis ressourcekrævende transporter fra producent til producent og
igen fra producent til forbruger.

På den måde vender rådet sig direkte mod den politik, som Dansk
landbrug anbefaler i dag i Børsen, og i generelt mod den politik USA og
EU i øvrigt fører på området.

Dansk landbrug, som er verdensmestrer i at producere svin med soja fra
Argentina (landet prøver at begrænse eksporten af flere interne
årsager), og dansk korn, tænker heller ikke på hverken den globale
fødevaresituation eller det nationale miljø, når man som Gæmelke i
Børsen i dag anbefaler yderligere anvendelse af energitung kunstgødning,
inddragelse af de sidste marginaljorder og genmodificerede afgrøder i
landbrugsproduktionen. Han tænker kun på landbrugets indtjening.
http://borsen.dk/fodevarer/nyhed/130160/

Skrotningen af braklægningsordningen vil sammen med yderligere anvendelse
af kunstgødning få stor indflydelse på kvælstofudvaskningen med
iltsvind til følge i de indre danske farvande.

Hvis man interesserede sig for havet som proteinkilde, den globale
fødevareforsyning, energiforbruget og CO2-problematikken, så droppede
man overforbruget af sojaprotein til svin, satte på den måde sit forbrug
af korn ned, og lod havet forsætte med at virke.

I stedet er man igen vidne til ekstremt destruktiv og snævert fokuseret
fokus på egen indtjening, fra en faggruppe, der beskriver sig som
liberalister, men som i mere end tredive år har været EU's største
bistandsklient, og som hyler op værre end de svin man producerer hver
gang der pilles ved støtteordningerne. Landbruget trænger til at blive
voksent, til at kunne se sig selv i lidt større sammenhæng.