Læsetid: 3 min.

Folkebevægelsen: Erasmus Mundus murbrækker for privatisering

EU vil bruge eliteuddannelsen Erasmus Mundus som murbrækker for privatisering af uddannelse, mener Folkebevægelsen mod EU, der vil have ændret EU-Kommissionens oplæg til nyt Erasmus Mundus-program
EU-Kommissionen foreslår at alle medlemslande skal indføre fælles betalingsafgift på eliteuddannelsen Erasmus Mundus. Folkebevægelsen mod EU vil have ændret Kommissionens oplæg, så finansiering af uddannelse fortsat er et nationalt anliggende, og vil tage spørgsmålet op i samtlige EU-udvalg.

EU-Kommissionen foreslår at alle medlemslande skal indføre fælles betalingsafgift på eliteuddannelsen Erasmus Mundus. Folkebevægelsen mod EU vil have ændret Kommissionens oplæg, så finansiering af uddannelse fortsat er et nationalt anliggende, og vil tage spørgsmålet op i samtlige EU-udvalg.

4. april 2008

Alle medlemslande skal indføre fælles betalingsafgift på eliteuddannelsen Erasmus Mundus. Sådan lyder EU-Kommissionens forslag til nyt og udvidet Erasmus Mundus-program, der er i udvalgshøring hele foråret. Folkebevægelsen mod EU vil have ændret Kommissionens oplæg, så finansiering af uddannelse fortsat er et nationalt anliggende, og vil tage spørgsmålet op i samtlige EU-udvalg.

"Det er da fedt at unge mennesker kan komme til andre lande og studere gennem blandt andet Erasmus Mundus-programmet, men det skal ikke bruges som metode til at indføre brugerbetaling i lande, hvor uddannelse er finansieret over skatten," siger Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen.

Anne Jensen, MEP for Venstre, understreger, at EU ikke kan tvinge Danmark til at opgive gratisprincippet på uddannelse. Men hun vil arbejde for, at alle medlemslande har mulighed for at deltage i Erasmus Mundus, uden at skulle ændre på nationale finansieringssystemer.

Nationalt anliggende

Folkebevægelsen mod EU har formuleret et ændringsforslag til Kommissionens oplæg, som EU's Beskæftigelsesudvalg onsdag valgte at støtte, da Erasmus Mundus-programmet var til diskussion.

Ændringsforslaget lyder på, at Erasmus Mundus-programmet skal respektere nationalstaternes ret til at beslutte, hvordan uddannelse skal finansieres, i stedet for - som der står nu - at alle lande skal etablere samme betalingsafgift for studerende på Erasmus Mundus, uanset i hvilket land, de bliver optaget.

Det støtter Venstres Anne Jensen, selvom hun ikke deler Folkebevægelsens holdning om, at EU bruger Erasmus Mundus som murbrækker for privatisering.

"Der er ingen, der forhindrer os i at bevare vores gratisprincip i Danmark, men det er klart, at alle lande skal have mulighed for at deltage i Erasmus Mundus, på basis af deres nuværende uddannelsessystemer," siger Anne Jensen og understreger, at det ikke kun er et dansk problem, men at formuleringen i det nuværende oplæg giver problemer for alle lande med skattefinansieret uddannelse.

Folkebevægelsen mener, at Kommissionens oplæg kun er første skridt i privatiseringen af uddannelse - et område som ikke officielt er under EU's kompetence.

"I EU's logik er der ikke forskel på sildefangst og uddannelse, begge ting er ydelser, som der kan og skal tjenes penge på," siger Søren Søndergaard.

Når Kommissionens oplæg, som er udarbejdet i Kultur- og uddannelsesudvalget under ordfører Marielle Sarnez, har været til diskussion i de andre udvalg, skal det tilbage til Kultur- og uddannelsesudvalget, der vil tage stilling til ændringsforslag og kommentarer.

Den endelige rapport om det nye Erasmus Mundus-program skal herefter til afstemning i EU-Parlamentet, formentlig i løbet af juli 2008.

"Jeg vil sikre mig, at ordfører Marielle Sarnez, som er i min politiske gruppe i Parlamentet, er opmærksom på problematikken," siger Anne Jensen og tilføjer:

"Jeg har kæmpet for internationalisering i mange år, blandt andet som formand for CIRIUS (administrationen af EU's uddannelsesprogrammer i Danmark, red.). Derfor synes jeg, det er helt absurd, hvis der skulle være problemer i at deltage fra dansk side - og det ville også være imod regeringens strategi."

Pres på EU

Men selv hvis Folkebevægelsens ændringsforslag om, at finansiering skal forblive et nationalt anliggende, bliver indarbejdet i rapporten til EU-Parlamentet, er "den hellige grav ikke velforvaret", ifølge Søren Søndergaard:

"Som udgangspunkt er der ikke grundlag for at være optimist. Ideen om et offentligt betalt, offentligt drevet uddannelsessystem er imod EU's grundlæggende idé om fri konkurrence og om arbejde, kapital og serviceydelsers fri bevægelighed. Det eneste, der kan forhindre privatisering af uddannelse er en stor mobilisering fra uddannelsesorganisationer og fra de lande, hvor uddannelse er gratis."

Danske Studerendes Fællesråd er, ifølge international ordfører Stinna Gammel-gaard, opmærksom på problemet og har taget kontakt til samtlige danske medlemmer af Europa-Parlamentet.

"Vi håber, at de viser politisk vilje til at arbejde for at fjerne presset om at indføre brugerbetaling i Danmark - et pres, der sandsynligvis vil være konsekvensen, hvis ikke retningslinjerne ændres," siger Stinna Gammelgaard og tilføjer:

"Vi stopper ikke ved de danske parlamentarikere: Vi har kontaktet alle nationale studenterorganisationer i Europa og gjort dem opmærksomme på, at teksten i det nye program prøver at presse brugerbetaling igennem. Flere af dem er nu i gang med at kontakte parlamentsmedlemmerne fra deres lande for at forhindre det."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer