Læsetid: 5 min.

Kæmpe aluminiumsværk med grønlandsk vandkraft

Et erhvervseventyr med milliardinvesteringer er planlagt i Maniitsoq af det amerikanske selskab Alcoa. I Grønland er eufori ved at vende til tvivl
Indland
15. april 2008

"En af de største investeringer i Grønlands historie."

Sådan beskriver den amerikanske minegigant Alcoa det aluminiumssmelteværk, som selskabet gør klar til at anlægge ved byen Maniitsoq på den grønlandske vestkyst.

360.000 ton aluminium skal værket producere årligt, når starten efter planen går i 2014. Anlægget vil rumme produktionshaller, der er op til 1,2 kilometer lange, og optage et areal på 880.000 kvadratmeter nord for byen. Flere gange om ugen vil skibe anløbe en nyanlagt havn med råmaterialer til processen samt forlade den med produceret aluminium og affald. To store vandkraftværker skal anlægges ved indlandsisen for at hente energi til den stærkt elforbrugende proces.

"Grønlandshistoriens største og til dato mest ambitiøse projekt," noterer direktør i Grønlands Arbejdsgiverforening Henrik Leth. Men modsat Alcoa nærer han meget blandede følelser for Grønlands deltagelse i mammut-projektet.

"Vi mener, at beslutningsforslaget langt fra er godt nok," sagde Henrik Leth, da han i fredags havde foretræde for det grønlandske landstings Alcoa-udvalg.

"Der er tale om et både stærkt risikobetonet og urentabelt projekt, der vil sætte samfundsudviklingen uden for Maniitsoq i stå," påpegede direktør Leth og karakteriserede det som "uansvarligt," hvis Grønlands Hjemmestyre nu beslutter at blive medejer af det påtænkte smelteværk.

Projektet er Grønlands møde med de dilemmaer, der rejser sig for et land, som stræber efter selvstændighed og gerne vil stå på egne økonomiske ben. Dilemmaer, der handler om politisk kontrol over nye industriprojekter, om de sociale konsekvenser og om miljø-effekterne.

Når projektet overhovedet er tiltænkt Grønland, er det ikke, fordi man besidder jordarten bauxit, hvorfra aluminium udvindes. Råmaterialerne skal komme sejlende langvejs fra, måske helt fra Ækvator. Grunden er, at Grønland har adgang til de store energimængder, det kræver at udskille aluminium i den såkaldte elektrolyseproces. Og her er dilemma nummer ét:

Mere grønlandsk CO2

Hvis processen var foregået med el fra kulkraftværker et andet sted på kloden, ville det give meget store CO2-udledninger. Det undgår man ved at bruge CO2-fri grønlandsk vandkraft, til gavn for det globale klima. Så vidt så godt. Desværre giver den elektrokemiske proces i sig selv en markant udledning af drivhusgasser, uanset energikilde og placering. I Hjemmestyrets ny rapport 'Beslutningsgrundlag for etablering af en aluminiumssmelter i Grønland' angives anlægget således at ville øge Grønlands samlede CO2-udledninger med op til 75 pct. Fordi anlægget er så stort, og Grønlands befolkning så lille, vil den enkelte grønlænders gennemsnitlige udledning dermed stige fra i dag omkring 11 ton om året til ca. 19 ton - fra dansk til næsten amerikansk niveau.

"Det er et meget stort dilemma," siger Kuupik Kleist, landstingsmedlem for Inuit Ataqatigiit og næstformand i Landstingets midlertidige Alcoa-udvalg.

"Vi vil meget gerne medvirke til mindre udledninger på globalt plan, men der er ikke nogen afklaring af, hvordan tilladelsen til så stort en udledning skal gives. Bliver det inden for den danske CO2-kvote, eller skal vi grønlændere ud og betale for CO2-kvoter? Det er helt uafklaret."

Samlet gevinst

Direktør for hjemmestyreselskabet Greenland Development Flemming Drechsel skriver i en kommentar, at "med erstatning af kulbaseret (aluminiums) produktion vil andre landes udledning til gengæld falde med mindst 10 gange så meget, som Grønlands øges."

"På grund af bloktilskud har vi i en lang årrække kunnet basere en del af vores levestandard på en produktion (og en CO2-udledning), der foregår i Danmark," minder Drechsel om.

Gældssætning

I disse dage er grønlandske politikere og offentlighed nok så optaget af de økonomiske og sociale dilemmaer. Arbejdsgiverdirektør Leths betænkeligheder handler om projektets finansielle omfang set i forhold til Grønlands begrænsede økonomi. De samlede investeringer til smelteværk og vandkraftværker skønnes til 19-23 mia. kr. - næsten det dobbelte af Grønlands BNP - og hvis Grønland bliver medejer, sådan som Grønlands Landsstyre er indstillet på - vil det forudsætte en betydelig grønlandsk låntagning, som ifølge Henrik Leth først efter 15-20 år har mulighed for at give afkast, hvis overhovedet.

Direktør Leth taler om "et spekulativt projekt," hvor det grønlandske samfund kan komme til at hænge på stor gæld, hvis noget går galt, og hvor den grønlandske kasse i en årrække vil være drænet for økonomiske ressourcer.

Hans konklusion er, at Grønland skal holde sig fra medejerskab, hvis projektet skal realiseres.

"Vil Alcoa have en smelter, må Alcoa selv bygge vandkraftværkerne og smelteren," sagde Henrik Leth på sit møde med landstingsudvalget.

Landsstyremedlem for erhverv Siverth K. Heilmann, Atassut, sagde forleden til Grønlands Radioavis, at det for Landsstyret er vigtigt at fastholde grønlandsk medejerskab af Alcoa-projektet "af hensyn til de næste generationer."

Om Alcoa er interesseret uden grønlandsk medejerskab, er uvist. Et faktum er, at selskabet er stort nok til at have dobbelt så mange medarbejdere som Grønlands befolkning på 56.000.

Chinatown

Anlægsprojektet er så stort, at det ifølge konsulentfirmaet Niras kan føre til en overophedning af den grønlandske økonomi og derfor nødvendiggøre en restriktiv finanspolitik på andre områder. Det vil angiveligt bremse tiltrængte investeringer i boligbyggeri, havneanlæg samt social- og uddannelsessektoren.

"For virksomhederne vil det betyde, at de enten skal forsøge at flytte til Maniitsoq, lukke eller gå konkurs. Der er ingen virksomheder, der kan vente i fem-seks år med at få opgaver," påpeger arbejdsgiverdirektøren.

For den lille by Maniitsoq, der har 2.800 indbyggere, er perspektivet omvendt at blive en heksekedel i anlægsperioden med op til 4.000 bygningsarbejdere i sving. Det er markant flere end Grønland kan præstere, og derfor må arbejdskraften importeres udefra.

"Skal vi mon til at etablere en arbejdslejr for flere tusind kinesiske arbejdere? Det er meget fremmedartet for os," siger Kuupik Kleist med henvisning til, at Alcoa på Island har bygget et smelteværk med hovedsagelig kinesisk og polsk arbejdskraft. I grønlandske medier kører nu en debat om en mulig 'chinatown' i Maniitsoq.

Indtil for nylig har der været klar positiv stemning i Grønland for det store erhvervsprojekt. Så sent som i februar udtalte Kuupik Kleists partifælle i Maniitsoq, Mimi Karlsen, at hendes parti var "utrolig glad for," at Landsstyret har udpeget Maniitsoq til at huse smelteværket. Hun så frem til, at Alcoa "kan blive en del af vores lokalsamfund".

I dag har tvivlen ifølge Kleist indfundet sig.

"Landstinget har bedt om at få afdækket en lang række forhold, før der kan tages stilling. Vi har selv stillet omkring 50 spørgsmål, vi vil have besvaret før en beslutning. Jeg tror, vi i det bredt sammensatte Alcoa-udvalg er meget enige om, at vi skal være meget, meget påpasselige med, hvilke indstillinger vi ender med at give Landsstyret," siger næstformand i udvalget, Kuupik Kleist.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Direktør for hjemmestyreselskabet Greenland Development Flemming Drechsel skriver i en kommentar, at "med erstatning af kulbaseret (aluminiums) produktion vil andre landes udledning til gengæld falde med mindst 10 gange så meget, som Grønlands øges."

CO2-udslippet vil også falde mindst 10 gange, hvis vi i langt højere grad genbrugte aluminiumet.

Så vi kan vælge mellem Genbrug eller Grønland.... Genbrug lyder lidt nemmere ikke?

hh

Et nyt "Guld-eventyr" eller bare en gentagelse af gamle fejl?

I en tid hvor industrien ganske uimodsagt udbasunerer sit krav om stadigt billigere, helst gratis, kvalificeret arbejdskraft, uden at nogen påpeger det banalt selvfølgelige i dette ønske om stadig flere ressourcer (penge), hvor finder man de tusinder der så skal arbejde oppe på i mørket på indlandsisen, helt afhængige af virksomhedens overlevelse for livsnødvendige forsyninger og med ekstremt begrænsede transportmuligheder?
Forventer man at folk frivilligt rykker ind i en dybfryser hvor solen næsten ikke skinner, al mad importeres til overpris og ingengang træer træer til brændsel kan gro? Og hva' så når denne dybfryser viser sig at være blevet ekstremt forurenet, underskudsgivende og helt domineret af traditionelle mandefag – og intet tiltrækker kvinderne? Mon så ikke det frivillige element fordufter uanset belønningen? Hvem sender man så? Tvangsaktiverede arbejdsløse? Kriminelle? Dissidenter og modstandere fra krigene?

Jeg synes man bør tage et blik på Kolyma i Sibirien, hvor der er om muligt endnu rigere ressourcer og hvor der overalt findes eksempler på disse enterpriser. Men ingen mennesker vil være der. Alle flygter bort med snart sagt alle midler og industrierne ligger i ruiner.

Amerikanerne har muligvis selv indbyggere nok, der mener en polar GULag er at foretrække frem for deres nuværende opholdssted, hvis belønningen er høj nok. De trækker så i første omgang det korteste strå og må rykke til det yderste nord. Så må vi bare håbe at industrierne ikke bliver ramt af dårlig økonomi, energikrise, fødevaremangel, forsynings- og produktions-vanskeligheder eller andet, der kan overføre dem fra en post i Finansministeriet, til det danske nødhjælps- og bistandsprogram.

Man burde måske starte med en studietur til nogen af de Norske Aluminiumsværker og se på de miljøskader de roder med der, afløvning af træer og døde fjorde. Gang det så med 10 eller 20 når man flytter det ind i et aktisk miljø.

Iver Lyberth

Til Danlag Nord

Jeg skal til orientering oplyse følgende:
Maniitsoq ligger syd for polarcirklen og har dermed ingen polarmørke om vinteren. Solen skinner også om vinteren. Maniitsoq ligger ikke på indlandsisen men på et forholdsvis stort isfri landområde i vestgrønland, hvor der er store højtliggende søer som kan levere rigelig vandkraft til tung industri, såsom et aluminiumssmelteværk. Maniitsoq er åbenvandsområde, dvs byen kan besejles hele året igennem. Der er flyforbindelse hverdag i ugens 7 dage og der er kun 35 minutter til Grønlands internationale lufthavn. Så den med begrænsede transportmuligheder er noget vrøvl skrevet på grund af uvidenhed. Madpriserne ligger på samme niveau som i Danmark, eller bare smule højere.
Det er kun under anlægsfasen, at der er brug for udenlandsk arbejdskraft og mon ikke der findes rigelig med udefrakommende arbejdskraft som er mandfolk nok til at arbejde under vores breddegrader. Maniitsoq-området er ikke så koldt som du måske tror. I driftsfasen hentes mere end 90 procent af arbejdskraften fra de lokale.

Hvad skal de bruge al den aluminium til?
Jeg tror at der globalt foregår meget som vi ikke får at vide, bla. om klima (forandringer)
Min hypotese er at der i dag bliver sprøjtet Aluminium ud fra vores fly både pasagerfly og sepcialfly ombyggede gamle us tankfly KS10 Grunden til at de gør det er for at forsøge at ændre på vores klima. Om de varmer op eller køler ned ved jeg ikke, men kig op. Har du ikke bemærket alle de hvide striper på himelen som bare bliver hængende.
Det er ikke kondens, men kemikalier bla. aluminium. Google Chemtrails og se filmen om det som foregår lige over vores hoveder, lige nu!!
http://www.youtube.com/watch?v=jf0khstYDLA&feature=player_embedded
Sæt dig ind i tingene og vær kritisk hav en sund skepsis.