Er det bedre at sige sin mening og få et alvorligt rap over nallerne end slet ikke at blive hørt? Religionshistoriker Tim Jensen er ikke i tvivl. Han bliver ved med at udtale sig om kristendom og islam, selvom konsekvenserne er voldsomme: Trusler, hadebreve, rasende indlæg på internettet, vrede avisledere, beskyldninger om løgn og klager til hans chef, rektoren på Syddansk Universitet.
"Der brænder lidt af en hellig ild i mig," lyder Tim Jensens egen forklaring på, at han bliver ved med at sige sin mening som forsker på trods af konsekvenserne.
Hans 'hellige' ild brænder blandt andet for forskning i de billeder, der skabes af religion og i medierne. I den forbindelse har han slået til lyd for, at det kan avle religiøs fanatisme, når der sættes lighedstegn mellem muslimer og islamister. Og for, at kristendom skal behandles på lige fod med "islam, scientology og alle andre religioner". Det har gjort ham uvenner med mange, men det tager han med:
"Jeg har aldrig kunnet lade være med at promovere denne her tilgang til religion, og jeg mener, den er vigtig, også politisk set. Men jeg må indrømme, at det ikke altid er lige sjovt," siger lektoren fra Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier.
Sværvægternes vrede
PH-lampen på Tim Jensens skrivebord kaster sit lys på stakkevis af artikler om Muhammed-krisen. En del af dem handler om Tim Jensen selv. For under krisen var han jævnligt enten kilde eller genstand for avisernes forsider, blandt andet udtalte han sig til Politiken om muslimers syn på Jyllands-Postens motiver.
Det var dråben for Morgenavisen, der længe havde været irriteret på forskeren, og avisens chefredaktør var ikke sen til at dele irritationen med Tim Jensen selv.
"Jeg troede, at det var et af de almindelige hadebreve, så herregud," siger Tim Jensen og peger på skærmen på sin bærbare computer, hvor beskyldningerne flimrer:
"Med dine infame påstande ..."
"Hvad bilder du dig egentlig ind ..."
"Det er jo ikke første gang, at du med grove kneb og ufine metoder ..."
Hårdt for familien
Tim Jensen scroller ned:
"Men så at opdage underskriften fra Danmarks måske mest magtfulde redaktør!" siger han og peger på Carsten Justes underskrift.
"Jeg syntes, det var meget intimiderende. Carsten Juste og Naser Khader, som også var ude efter mig på et tidspunkt, er jo sværvægtere. Hvordan skulle jeg forsvare mig? Det var meget ubehageligt og skræmmende at blive anklaget på den måde," understreger han.
Muhammed-krisen var en barsk tid, både for Tim Jensen og familien. Og selvom krisen er ved at være et overstået kapitel, er det stadig ikke nemt at være i familie med en kontroversiel religionsforsker:
"Det er hårdt for familien. For eksempel går jeg ikke selv ind og kigger på de der blogs. Men min datter gjorde det engang, og hun blev rystet, da hun så, hvad der stod om hendes far," husker Tim Jensen.
Blog-indlæggene forsvinder næppe, så længe Tim Jensen beskæftiger sig med islam.
"Hvordan skulle jeg kunne udtale mig objektivt om islam i medierne, uden at det bliver læst og forstået ind i en politiseret kontekst?" spørger han retorisk og læner sig frem i kontorstolen.
"Med så kontroversielt et emne er det meget vanskeligt ikke at havne i en mellem-position mellem neutral forsker og meningsmager," forklarer Tim Jensen.
Selvom man er for eksempel religionshistoriker, er man jo ikke bare objektiv forsker men også "engageret borger", mener han:
"Selvom min mening er forskningsbaseret, så er det stadig min mening. Det er samtidig noget nært umuligt at deltage i den offentlige debat som forsker uden nogensinde at udtrykke sin mening. Og den mening har altid et element af subjektivitet i sig."
Spillets regler
Når de - ellers nok så forskningsbaserede - meninger og holdninger kommer på bordet, er anklagen for at misbruge forskerautoriteten og politisere nærliggende. Og anklagen om embedsmisbrug er aldrig sjov. Derfor kan Tim Jensen sagtens forstå, at mange kolleger ikke har lyst til at tale med medierne.
"Mange siger, at det er farligt, og de har ret," siger han.
"Når man kommer med sine kvalificerede meninger i debatten, risikerer man at sætte forskningens renommé som objektiv og værdifri over styr. Ens eget renommé er også i fare."
Alligevel bliver han ved med at svare, lige så længe medierne bliver ved med at ringe til ham. For det er nødvendigt at deltage i debatten, mener han. Også selvom han hverken er begejstret for hadebrevene eller for mediernes brug af hans udtalelser:
"Skal jeg blive sur, når jeg får 25 sekunders taletid efter at være blevet lovet 40? Så får jeg måske slet ikke lejlighed til at sige noget som helst. Medierne har deres eget spil, og det nytter ikke noget at melde sig ud."
