Interview
Læsetid: 1 min.

'Kunderne bliver ført bag lyset'

Brugerne har ikke nogen reel mulighed for at vurdere, hvad de organisationer, som modtager støttepenge, står for, lyder kritikken fra Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske
Indland
9. april 2008

Det er blevet populært at være politisk forbruger. Men vil man være sikker på, hvad man støtter, når man shopper via velgørenhedssitet engodsag.dk, så kan det betale sig at se organisationerne igennem i sømmene. Det mener George Hinge, kirkepolitisk talsperson i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL).

Han mener ikke, at Engodsag.dk's hjemmeside giver brugerne en reel mulighed for at gennemskue for eksempel den kontroversielle forening Agape.

"Foreningens diskutable terapi, der skal hjælpe homoseksuelle til at undertrykke deres seksualitet bliver ikke nævnt med ét ord. Brugerne kan derfor uforvarent komme til at støtte en forening, hvis grundlag de er lodret imod," siger han.

Mads Ellegaard fra engodsag.dk mener, at de gør alt, hvad der er muligt for at beskrive de organisationer, de samarbejder med.

"Vi har en profilside for hver eneste af de 134 organisationer, som folk kan vælge skal have penge. Og fra profilsiderne linker vi også til organisationernes egne hjemmesider," siger han.

På engodsag.dk's hjemmeside, står der, at Agape hjælper mennesker med ondt i livet. Derudover er der et link til deres hjemmeside. Her skal man som bruger finde et nyt link til underafdelingen Basis, der arbejder med mennesker med "en problemfyldt seksualitet".

På denne side står: "Forsøg på at hjælpe personer med homoseksuel orientering, som ønsker at ændre deres seksuelle tiltrækningsmønster, har været virkningsfulde".

De rigtige signaler

Det er symboler for Ældre Sagen og Aidsfondet, der pryder Engodsag.dk's forside. Og ikke symboler for nogle af de mere kontroversielle organisationer, der også er på listen over støttemodtagere.

Medstifter Mads Ellegaard forklarer, at man har valgt symboler for f.eks. Aidsfondets, fordi det er et symbol, som folk kender.

"Vi er nødt til at sende nogle signaler med symboler, der er kendte og alment accepterede. Alle organisationerne får noget ud af, at det er noget, folk kender, der ligger på forsiden, når brugeren i et nanosekund skal vurdere om web-sitet er troværdigt eller ej," siger Mads Ellegaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her