Læsetid: 5 min.

Mens isen smelter: 'Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget'

Afbrændingen af fossil energi får den grønlandske is til at smelte og bringer fangererhvervet i knæ. Spørgsmålet er, om oliereserverne under den smeltende is er vejen til at sikre et selvstændigt Grønland sin egen økonomi
Afbrændingen af fossil energi får den grønlandske is til at smelte og bringer fangererhvervet i knæ. Spørgsmålet er, om oliereserverne under den smeltende is er vejen til at sikre et selvstændigt Grønland sin egen økonomi
15. april 2008

Grønlændere tilpasser sig.

"Gennem generationer har vi accepteret det vilkår, at der er en tæt relation mellem menneskets aktiviteter og måden, naturen opfører sig, og vi har levet i overensstemmelse med det. Det indebærer den indsigt, at vi som mennesker ikke altid har kontrol over vindens luner, vejret eller klimaet. Det gør os ydmyge på en proaktiv og dynamisk måde," siger Josef Motzfeldt.

Accept af foranderlige vilkår. Det er måske selve forklaringen på, at Christiansborg ikke for længst har set vrede delegationer af grønlandske fangere, hvis tilværelse i disse år dramatisk ændres af den såkaldt menneskeskabte globale opvarmning, dvs. skabt af fossilt energiforbrug hos alle mulige andre mennesker end de grønlandske fangerbefolkninger.

Josef Motzfeldt er grønlandsk politiker fra venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit, indtil for nylig partiets formand samt landsstyremedlem for finanser og udenrigsanliggender, dvs. Grønlands finans- og udenrigsminister.

Jagtsæson er påvirket

Motzfeldt har netop besøgt Færøerne for at tale på TransAtlantic Climate Conference om, hvordan Grønland reagerer på klimaforandringerne.

"Fangere kan ikke længere gå på fangst og jagt, som de har gjort det i generationer," siger han med henvisning til inuitter i Nord- og Nordøstgrønland, men også i det nordlige Canada, Alaska og Rusland.

Med opvarmningen smelter havisen tidligere og i større områder og fryser til gengæld senere på året. Dermed indskrænkes det tidsrum, hvor isen kan bære, og det gør det svært eller umuligt at jage hvalros, isbjørn og sæl, hvilket befolkningen i bl.a. bygden Siorapaluk nord for Qaanaaq ved Thule har oplevet i nu en årrække. Den manglende is har også i perioder afskåret bygdebefolkningen fra slædetransport sydpå.

"Når isen udebliver, og isfangsten ikke kan praktiseres, kan fangerne ikke engang skaffe foder nok til deres hunde. De seneste år har vi måttet give økonomiske tilskud, for at fangerbefolkningen skal kunne klare sig. Det er ikke særlig fremsynet, og det rejser spørgsmålet, om vi kunstigt skal opretholde fangererhvervet, eller vi skal opgive en kultur, der har eksisteret i årtusinder, og søge tilpasning til andre erhverv. At leve på tilskud vil sikkert krænke fangernes stolthed, men det vil også blive en total omvæltning, hvis de skal flyttes til andre dele af landet eller skifte til helt nye erhverv såsom minedrift," siger Josef Motzfeldt.

Han mener, at Vestens befolkninger kunne have haft nytte af at lære af grønlændernes respektfulde forhold til naturen og vejret - så havde vi måske evnet at beskytte de klimatiske balancer frem for at sætte dem ud af kraft - men han mener også, at denne grønlandske indsigt faktisk gør det muligt for de udsatte befolkningsgrupper at komme igennem de voldsomme forandringer.

"Opdraget til denne måde at tænke på og udstyret med dette syn på ændringer i naturen bliver det reelt lettere for os at tilpasse os," mener Motzfeldt.

Nye muligheder

Selv er han født og opvokset i Igaliko i det sydlige Grønland, og her har klimaforandringerne ganske andre konsekvenser.

"Man siger, at 'der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.' I det sydlige Grønland betyder opvarmningen, at vi får en længere vækstsæson, sådan at vi snart kan dyrke alle de kartofler og grøntsager, som Grønland behøver. Markerne, hvor vi dyrker foder til fårene, bliver også mere produktive, så vi kan sikre en mere kontinuerlig produktion af lammekød til det hjemlige marked."

Dertil kan de højere temperaturer i havet betyde, at torsken vender tilbage til grønlandske farvande i større mængder - måske på bekostning af de færøske fiskere.

"Mange byer og bygder i Sydgrønland ser dette som en mulighed for at bringe nyt liv til den lokale økonomi," fortæller Josef Motzfeldt.

Opvarmningen i Arktis foregår omtrent dobbelt så hastigt som for kloden som helhed, og i takt med at isen trækker sig tilbage, bliver stadig større dele af Grønland tilgængelig for økonomisk udvikling. Det er en udvikling, der foregår parallelt med Grønlands proces mod mere selvstyre og selvstændighed, og det rejser en række dilemmaer for grønlænderne.

"Vi er nødt til at vælge mellem på den ene side uhæmmet udnyttelse af vore naturressourcer for at opnå en større grad af selvstændighed og på den anden side beskyttelsen af den natur, der er så dyrebar for os, for at kunne bevare vore kulturelle arv," siger Motzfeldt.

I dag er der en stribe projekter med udvinding af mineralske råstoffer på vej eller under overvejelse i Grønland. Men mulighederne og dilemmaerne knytter sig først og fremmest til de fossile energiråstoffer, som med isens smelten og et varmere klima ad åre kan blive tilgængelige: Skal Grønland kaste sig ud i et storstilet olieeventyr, vel vidende at det netop er den hidtidige globale afbrænding af fossil energi, der har forårsaget indlandsisens afsmeltning? Og at olieudvinding i det arktiske område rummer store miljørisici?

Selskaber i gang

Ifølge GEUS, De Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, er der sandsynlighed for en olie- og gasforekomst i Nordøstgrønland på omkring 31 mia. tønder. Det vil svare til en tredjedel af olie- og gasreserverne i Nordsøen og til blot ét års globalt olieforbrug på dagens niveau. Men for Grønland er det omkring 10.000 milliarder kroner værd, svarende til 3.000 års økonomisk bloktilskud fra Danmark. Dertil kan komme store oliereserver ud for Vestgrønland.

I dag er der udstedt omkring 10 efterforskningslicenser til bl.a. olieselskaberne Exxon, Chevron, det canadiske Husky Energy, britiske Cairn Energy samt til det dansk-grønlandske NUNAOIL og danske DONG Energy. Råstofdirektoratet har afsat 20 mio. kr. til indledende miljøundersøgelser i Nordøstgrønland, og en egentlig udbudsrunde kan komme på tale engang efter 2010.

I dag er det vanskeligt at finde grønlandske beslutningstagere, der distancerer sig fra at fortsætte processen frem mod olieudvinding. Hvem ser en politisk fremtid i at sige nej til et økonomisk potentiale på 10.000 mia. kr. i en verden, hvor ingen andre nationer - med eller uden grønne ambitioner - har valgt at lade olien blive i undergrunden for klimaets og miljøets skyld?

Josef Motzfeldt formulerer et forsigtigt forbehold.

"Vi er meget tæt knyttet til naturen og derfor også meget fokuserede på ikke blot at udnytte mineralerne uden at overveje den potentielle skade på naturen. Vi er nødt til at beskytte naturen fra at blive ødelagt af kortsigtede menneskelige aktiviteter," siger han.

"Jeg er ikke nødvendigvis enig med dem, der siger, at forudsætningen for et selvstyrende eller selvstændigt Grønland er, at der bliver fundet olie. Min egen personlige pointe er, at politisk selvstændighed er forudsætningen for økonomisk selvstændighed."

"Hvis man siger 'værsgo' til olieselskaberne, så får det nok den konsekvens, at bestræbelserne på at udvikle alternative energikilder i Grønland bliver skubbet lidt til side," advarer han.

På den anden side er det vigtigt for Motzfeldt, at det ny Grønland står på egne ben.

"Hvis vejen til selvstyre og selvstændighed er belagt med et andet folks subsidier, så bliver det en skrøbelig selvstændighed. Den bør bygges op på, at befolkningen siger 'Nu smøger vi ærmerne op og giver den

en skalle for selv at skabe og blive ansvarlige for vor levestandard."

"Det er min fornemmelse, at den yngre generation i Grønland er mere åben for udnyttelse af de mineralske ressourcer, inklusive olie, end den ældre generation har været. Det er jo dem, der skal overtage skidtet, når vi andre kradser af," siger Motzfeldt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"spørgsmålet er om oliereserverne under den smeltende is er vejen til at sikre et selvstændigt Grønland sin egen økonomi"
- det kommer jo an på så meget . Jeg så en artikel for nylig, hvor der stod at den danske regering i bedste paternalistiske form var "villig til at dele indtægtene" med grønlænderne selv.
Der er sikker allerede tilstrækkeligt med indtægter på Grønland, men som i alle kolonier går indtægerne mest til udenlandsk storkapital.

Du tror da ikke at indtægterne ville blive i landet, hvis undergrunden var grønlandsk? Som det er i dag, går noget af indtægten tilbage i form af bloktilskud der kommer hele samfundet tilgode, (hvis man går ind for kommunisme) men et selvstændigt Grønland ville måske have industriel kapacitet til at drive kantinen på et borefelt, og så noget elementær skibsdrift.

Hvis Danmark lader Grønland få selvstændighed, vil de blive neokolonialiseret af USA i løbet af nul komma fem. Hvis bare halvdelen af, hvad oliefolk siger om Arktis er sandt, er al snak om grønlandsk selvstændighed mundsvejr; der er for mange penge på spil til at man kan tillade en håndfuld eskimoer at sætte sig på 15% af Arktis.

Uanset hvordan og hvorledes, vil Grønland om 15-20 år været et polart Saudi Arabien: en stenrig overklasse sælger undergrunden til de multinationale. Eller snarere, en stenrig befolkning: der er penge nok til at købe hver grønlænder en Rolls hvert år til jul uden at det kan ses på bundlinien, så hvorfor være smålige?

Danmark har desværre ikke ret meget at skulle have sagt hvad angår Grønlands selvstændighed. Efter Kosovo er selvstændighedsspørgsmål noget der afgøres administrativt i Washington.