Nyhed
Læsetid: 2 min.

Miljøminister beskyldes for manipulation med sager

Hver dårlig sag om miljøet skal pakkes ind i to gode. Sådan lyder det i en ny instruks, som miljøministeren har sendt de ansatte. Oppositionen raser og overvejer at klage. Forvaltningsekspert mener, det er uetisk brug af embedsmænd
Indland
21. april 2008

Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) har instrueret sine embedsmænd i, at en dårlig sag skal præsenteres for pressen sammen med mindst to gode.

Det fremgår af et internt notat fra Miljøministeriet, som Politiken er kommet i besiddelse af, og som er blevet rundsendt til ministeriets ansatte.

Notatet er en del af en såkaldt 'Kogebog', der udstikker retningslinjerne for alt fra brevskrivning til pressehåndtering og udarbejdelse af svar til Folketinget, og det fremgår af teksten, at "det er en god idé at forelægge flere initiativer på én gang i en samlet pakke. F.eks. hvis det er to gode initiativer og en dårlig sag".

Formuleringen møder hård kritik fra Peter Munk Christiansen, professor i offentlig forvaltning ved Aarhus Universitet. Han mener, at det overskrider grænsen for, hvad man kan bede sine embedsmænd om, skrev Politiken Søndag.

"Det her er ikke i strid med juraen. Men det overskrider en etisk grænse, fordi man bruger samlede pakker til at foretage en eller anden form for vildledning af offentligheden," siger Peter Munk Christiansen.

Han mener, at det især er et problem, hvis en dårlig sag skal vente på, at der kommer to gode sager, den kan pakkes ind i.

"Udgangspunktet er jo, at ministeren skal tale sandt, og at man ikke må fordreje kendsgerningerne - en minister må altså ikke manipulere," siger professoren.

Foruden strategien om at lancere dårlige budskaber blandt gode kan man også læse, at Troels Lund Poulsen foretrækker en formel stil, når der skal skrives brev, at brevene skal skrives i et lavt lixtal, og at han altid skal være udstyret med tre universelle svar, som kan besvare alle tænkelige spørgsmål i forbindelse med en sag.

Desuden skal alle spørgsmål om økonomi og beregninger tænkes tilbage til 2001, så forskellen mellem den nuværende regering og den tidligere SR-regering bliver tydelig.

Oppositionen er rasende

Socialdemokraterne mener, at det viser, at ministeren enten ikke ved så meget om eller vil gøre noget ved miljøet, og derfor går så meget op i at vildlede offentligheden med spin.

"Det her viser, at der er tale om en meget kynisk minister, som går mere op i spin end i miljøets vilkår," siger socialdemokraten Benny Engelbrecht, medlem af Folketingets miljøudvalg.

Han vil nu bede om at få oversendt hele 'Kogebogen' til udvalget og overvejer en klage til Folketingets Præsidium.

Også i SF syder utilfredsheden.

"Det er helt uacceptabelt, at svarene bliver sovset ind, så man ikke kan skelne mellem, hvad der er godt og skidt. Det giver jo problemer i forhold til vores arbejde i Folketinget," siger miljøordfører Ida Auken.

Dansk Folkeparti og De Konservative bakker derimod miljøministeren op. De mener, at notatet er udtryk for, at Troels Lund Poulsen "ønsker at sætte en miljødagsorden".

"Jeg synes faktisk, det er et udtryk for, at vi har fået en miljøminister, der ønsker at gøre noget for miljøet, for han skriver jo, at svarene skal politiseres, og det er jeg glad for," siger de konservatives miljøordfører Per Ørum Jørgensen.

Politiken har ikke kunnet få en kommentar fra miljøminister Troels Lund Poulsen, som forbeholder sig ret til at holde bededagsferie.ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Er dette notat ikke "bare" en fortsættelse af regeringens informations og spin politik.
Fx måtte embedsmændene i det daværende socialministerie ikke give journalister faktuelle oplysninger i valgkampen.

Dette er i sandhed en bizar information, som Information måske kunne grave lidt dybere i. Og vennerne fra DF og K forsvarer Troels Lund Poulsen med, at han 'ønsker at sætte en miljødagsorden'. Jeg kunne da godt tænke mig at vide, hvilken miljødagsorden, der kan være tale om? Det er måske en dårlig nyhed, der skal pakkes ind i et par gode, som Troels Lund Poulsens mænd og kvinder bare venter på.
Måske kan de imellemtiden svare på, hvad de gode nyheder på miljøets område er? Og hvad er de dårlige nyheder? Hvis der nu ikke er nogen gode nyheder, så kommer de dårlige aldrig frem - ifølge denne form for bizar regeringsførelse. Så er der bare tavshed (og det er der jo i øvrigt også !!).
Herligt: Intet nyt er i denne optik lig med godt nyt.
I al sin enkelthed viser det, hvilken vægt, toneangivende kræfter i regeringen tillægger bæredygtighed, natur, klima og miljø.
Måske kunne miljøministeren læse rapporten fra Det miljøøkonomiske Råd. Den er fuld af dårlige nyheder. At Troels Lund Poulsen udsteder ordrer om, at man skal sammenligne med 2001 er da mystisk, fordi der stort set over hele linien er tale om tilbageskridt (stagnation) på bæredygtighedsområdet. Måske er han grøn inderst inde.
Se her Troels Lund Poulsen: http://www.dors.dk/sw5424.asp
Man kan nu engang ikke bruge en 4-hjuls-trækker til at foretage bæredygtig transport.
Så vi glæder os til de dårlige nyheder, godt pakket ind i de gode nyheder, hvis man ellers kan finde nogen. Vær lidt kreativ, Troels, det er noget din regering mestrer .

Man kan vil bare konstatere, at alt er ved det gamle i den regering.

Nu er det jo sådan, at den miljømanipulerende minister Troels Lund Poulsen (V) ikke gøre noget, som hans miljøhykleriske statsminister ikke har håndplukket han til at gøre. Så jeg forstår ikke, hvorfor folk er så overrasket over, at miljøets minister er ligeså manipulerende, som statsministeren.

For ingen har vel forvent noget andet?

Det understreger så blot det, jeg hele tiden er fremhævende; at man ikke kan beskytte naturen i et demokrati, hvor alle vil have alt, og ingen vil give afkald på noget.

Et sådant system skal naturligvis og for enhver pris bekæmpes, for det er i den grad altødelæggende.

Denne nedkæmpning kan heldigvis ske indenfor de gældende principper i den vestlige verden:

http://flix.dk/modules.php?name=News&file=article&sid=4830

Bjørn Holmskjold