'Det nye universitetssystem vil bryde sammen af grin'

Det nuværende universitetssystem vil bryde sammen før eller siden, om ikke andet, så af grin.

Det var påstanden fra Sune Auken, lektor ved Humanistisk Fakultet på Københavns Universitet, fredag eftermiddag, hvor små 20 personer havde indfundet sig på de grå træbænke i et undseeligt auditorium på Niels Bohr Instituttet.

Under overskriften 'Efter universitetslovens sammenbrud', et arrangement under Forskningens Døgn, havde Sune Auken og Claus Emmeche, professor i Biologi ved KU og redaktør på bloggen Forskningsfrihed, indkaldt til debat om de problemer, som "det nye styre har medført".

Blandt universitetslovens paradokser blev nævnt, at antallet af administrative medarbejdere på universiteterne stiger, mens antallet af videnskabelige medarbejdere falder.

"En historiker på Humaniora regnede ud, at hvis tendensen fortsætter, vil vi om fem-syv år have flere administrative end videnskabelige medarbejdere på fakultetet," fortalte Sune Auken, mens flere deltagere rystede smilende på hovedet.

Den polemiske overskrift på debatmødet slog tonen an, og der blev sat et stort fedt spørgsmålstegn ved selve præmisserne for det glade budskab om "forskning i øjenhøjde for alle", som udgår fra det ministerielle koncept Forskningens Døgn.

Loyal kritik

"Der er en modsætning mellem det politiske system, hvor demokratiske værdier som ytringsfrihed og deltagelse bliver besunget, og så systemet omkring forskningen, hvor de demokratiske betingelser ikke gælder," indledte Claus Emmeche.

Sune Auken forklarede i sit oplæg, hvorfor de forsøger at organisere kritikken mod den universitetslov, som med den første ændring i 1993 og den seneste i 2003, har ændret betingelserne radikalt for universiteter og forskning: "Som kritiker af det nuværende system, kan man forholde sig nogenlunde afslappet: Lortet kan ikke fungere. Men - når vi som loyale medarbejdere alligevel gør, hvad vi kan, for at få det til at bryde sammen så hurtigt som muligt, er det for at skabe det bedste grundlag for at bygge noget nyt op bagefter."

Hvad dette nye skal være, var der dog ikke helt enighed om blandt oplægsholdere og publikum. Mens nogen drømte sig tilbage til tiden før 1993, med "flad struktur" og valgte ledelser, kollegiale bedømmelser frem for kvantitative pointsystemer osv., mente blandt andre Sune Auken, at også det gamle system havde sine indbyggede problemer med nul-ledelse, fastlåste fagmiljøer, og universiteter, der var for lukkede om sig selv og ikke formåede at legitimere sin værdi over for samfundet.

Samfundsnytte

Claus Emmeche påpegede, at kritikerne af universitetsloven bliver skudt i skoene, at de vil skrue tiden tilbage til et system, som var ineffektivt.

"Men er det det system, vil tilbage til," spurgte han, og tilføjede: "Jeg synes ikke, vi har fået diskuteret tilstrækkeligt, hvad vi vil sætte i stedet."

Til det svarede Asger Sørensen, filosof ved Danmark Pædagogiske Universitetsskole: "Jeg synes, systemet fungerede glimrende i 1980'erne. Til spørgsmålet om effektivitet, må vi sige: det er ikke et brugbart parameter, for vi skal i princippet beskæftige os med og formidle viden, der også er relevant om 20 år. Hastværk er lastværk."

Efter Sune Aukens mening er der ikke hul igennem, når universitetsansatte forsøger at pege på "det nye systems" problemer, som følger af blandt andet eksterne bestyrelser, 'fra forsknings til faktura'-tanken og stigende detailstyring fra politikere og erhvervsliv af forskningsmidlerne:

"Men de er også nødt til at lukke ørene. Hvis de begynder at reflektere over, hvad de egentlig skaber, må de bryde sammen af grin."

Sune Auken understregede, at han ikke har noget problem med samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv, men:

"Jeg har noget imod, at der sættes lighedstegn mellem erhvervsnytte og samfundsnytte, og at nytten afhænger af forskningskontrakter med individuelle virksomheder."

Efter hans vurdering, betyder det nuværende parløb mellem erhvervsliv og forskningsbevillinger, at den mediemagister, der hjælper en virksomhed med at skjule, hvad den udleder i Skjern Å, opfylder sin udviklingskontrakt som forsker - mens den biolog, der på egen hånd afslører, hvad virksomheden udleder, ikke gør.

Sune Auken supplerede med en anekdote fra et strategiseminar på det Humanistiske Fakultet, hvor der var opstillet plancher med inspiration til de ansatte. En af dem handlede om universitetets forhold til samfundet.

"Det synes jeg jo lød meget relevant - men der stod ikke én eneste ting på den planche, som ikke rettede sig mod erhvervslivet," sagde Sune Auken, og lod tilhørerne tygge på dén et minuts tid.

Viden og kvalitet

Sune Aukens helt store "hassan", som han udtrykte det, er det nye "målingssystem" til kvalitetssikring af forskningen.

"Enhver videnskabelig kvantitativ måling forudsætter en vis grad af stabilitet i de enheder, man måler: én grad, én meter osv. Hvordan kan man måle én forskning, én viden," argumenterede han, med opbakning fra en tilhører:

"Hvis man fortsætter den kvantitative 'kvalitetssikring' udført af folk, der ikke har forstand på det, de måler, mases kvaliteten ud af vores arbejde - så er der kun indpakning tilbage."

Sune Auken ridsede et af paradokserne i kvalitetssikringssystemet op: "Sådan som pointsystemet er skruet sammen på Humaniora giver 10 ikke-peer reviewede artikler lige så mange point som en disputats. Det svarer til, at man skulle tildeles en doktorgrad for hver gang, man publicerer 10 artikler. Gæt så, hvad jeg vil vælge at lave, hvis mine bevillinger og min ansættelse afhænger af de point," sagde Sune Auken.

Tilmed passer det pointsystem, som er blevet indført på Humaniora, ikke sammen med det, som ministeriet har bebudet. Det sætter forskerne i en "dobbelt Kafka", efter Sune Aukens mening: "De to systemer er lige bimlende vanvittige, men umulige at opfylde samtidig."