Baggrund
Læsetid: 2 min.

Politisk uenighed bremser SU-forbedringer

De studerende får ikke flere penge, som regeringen lovede i efteråret. Politikerne kan nemlig ikke blive enige om, hvor pengene til at forbedre de studerendes levevilkår skal komme fra
Indland
21. april 2008

De studerende skal kunne tjene flere penge ved siden af deres studier. Sådan lød budskabet fra regeringen op til valgkampen i efteråret. Ideen var bl.a., at studerende kunne afhjælpe den stigende mangel på arbejdskraft.

Partierne bag SU-forliget, der bl.a. skulle hæve de studerendes fribeløb, var egentlig blevet enige om en aftale, der skulle hæve fribeløbet en smule samt forhøje SU'en for studerende med børn og studerende med et handicap. Men Dansk Folkeparti har sat hælene i og brugt deres vetoret, fordi der skal forbedringer til for alle studerende og ikke forringelser for nogle, mener uddannelsesordfører Martin Henriksen (DF):

"Vi går ind for at give de studerende mere økonomisk frihed, så de kan tjene flere penge ved siden af SU'en. Men vi har brugt vores vetoret i forligskredsen, fordi vi ikke kan se meningen i, at man i SU-forliget vil forringe de hjemmeboende studerende på ungdomsuddannelser økonomisk for at gøre vilkårene for de øvrige studerende bedre," forklarer Martin Henriksen.

Pengene til SU-forbedringer kommer primært fra digitalisering af SU-styrelsens ydelser samt fra en nedsættelse af fribeløbet for de hjemmeboende på ungdomsuddannelserne. Og det er lige netop den, DF er imod.

Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Christine Antorini, er forundret over DF's veto:

"Vi troede egentlig, vi havde en aftale på plads. Men så vendte DF tilbage og ville alligevel ikke være med. Det er ærgerligt, for der er rigtig mange studerende, der ville få glæde af det her."

Hjemmeboende får nok

Formand for Uddannelsesudvalget, Charlotte Dyremose (K), mener modsat DF ikke, at der er særligt mange af de hjemmeboende på ungdomsuddannelserne, der har brug for så mange penge, som de får i dag (2.489 kr. mdl.).

"Jeg har ikke de store skrupler med at tage pengene fra de hjemmeboende studerende på ungdomsuddannelser. De penge vil vi gerne bruge til at forhøje loftet for, hvor meget de øvrige studerende kan tjene, samt til at forbedre forholdene for de studerende, som ikke har mulighed for at arbejde så meget ved siden af studierne som f.eks. studerende med børn og handicappede studerende," siger Charlotte Dyremose.

SF er ligesom DF heller ikke glade for at omfordele penge imellem de forskellige grupper af studerende.

"Vi vil ikke være med til at tage SU fra de hjemmeboende, så andre studerende kan tjene mere, men vi gik med på kompromisset om, at resten af pengene skulle skaffes ved at sætte de hjemmeboende studerendes fribeløb lidt ned," siger Nanna Westerby, der er medlem af Folketingets uddannelsesudvalg for SF.

Forhandlingerne om SU-forbedringer er derfor gået helt i stå, på trods af, at der er et bredt flertal for, at de studerende skal kunne tjene mere ved siden af SU'en.

Christine Antorini undrer sig over, hvorfor undervisningsminister Bertel Haarder ikke har grebet ind, da ændringerne af SU'en efter planen skulle have været gennemført før sommerferien. "Undervisningsministeren kunne have indkaldt os til møde den dag i morgen, så vi kunne komme frem til en løsning på det her. Men der er ikke sket en pind, der har forhandlinger nu været sat på standby i månedsvis," siger Christine Antorini.

Stilstanden i SU-forhandlingerne betyder, at de studerende ikke får mere at leve for før tidligst i løbet af 2009. Charlotte Dyremose mener endda, at det kan blive nødvendigt helt at vente med at forbedringerne af SU'en til næste folketingsvalg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tag dem fra militæret og kirken de har endnu ikke været igennem reformationen. Hvorfor skal de ikke spare, kirken kunne få den almægtige til at støtte dem.

"Jeg har ikke de store skrupler med at tage pengene fra de hjemmeboende studerende på ungdomsuddannelser." siger Charlotte Dyremose.

Gad vide om hun er klar over hvor meget det koster at have en 18-20-årig søn på kost? Efter det attende år er der nul mere børnefamilietilskud, og hvis man er enlig, er det også slut med eksens bidrag til barnet. I sådan et tilfælde er det en økonomisk omvæltning for sådan en lille familie, og det sikrer jo ikke ligefrem den sociale mobilitet, hvis Charlotte Dyremose er indstillet på at skære endnu mere ned.

Hvad med lige at tænke på dem som ikke er født med en guldske i munden og en hest i stalden?

Studerende skal have mindre i SU, men først når reallønningerne og lønspredningen er steget markant, så det kan betale sig at arbejde og yde ekstra. Ellers rådner vi op i den middelmådighed, der er skyld i Danmarks
forværrede globale konkurrencedygtighed.

Jeg har masser af studentervenner fra andre lande; de bor nogen gange
flere på samme værelse, og at have en lejlighed alene er uhørt, selv i USA.
Men det skyldes jo i høj grad, at det er en investering at studere i andre lande, hvorimod i Danmark er det irrelevant for din nettoindskomst.

Sålænge kompetencer og uddannelse ikke belønnes i Danmark, er vi nødt til at skabe bedre vilkår for studerende, men det burde gå den modsatte vej.

Der er ingen højtuddannede blandt de andre OECD lande der vil arbejde i Danmark af den simple årsag, at de har masser af studiegæld og aldrig kan genvinde det tabte i denne mystiske lille andedam.

SU-reglerne er fra en tid med arbejdsløshed. Når der nu er mangel på arbejdskraft er det vel rimeligt, at studenterne til dels forsørger sig selv.
Skatteydernes penge kan så bruges til andre formål.

Kære Hr. Hansen,

Jeg synes dit indlæg lider af dommedagsprofeti og lugter af gammel sur mand. Jeg vil håbe for dig, at du kun skriver sådan, fordi du lige så godt kunne få det hele ud, nu du alligevel havde nogle frustrationer.

Hvis dit indlæg er ment i fulde alvor, synes jeg det er på høje tide at du besøger en videregående uddannelse. Jeg oplever ikke, at jeg eller mine medstuderende er mere eller mindre følelsesløse og apatiske end de generationer der er kommet før. Der bliver stadig diskuteret politik, stadig studeret kunst. Måske udtrykket har forandret sig lidt. Måske der bliver drukket mere kurvand end øl; men dem jeg omgiver mig med er i det store hele hårdtarbejdende, ambitiøse unge mennesker.

Det er træls at folk aldrig kommer ud over den religiøst inspirerede livsanskuelse, at alt var godt i gamle dage, nogenlunde nu, og af helvede til i morgen. Jeg kommer fra en arbejderfamilie; mine forældre har ingen videregående uddannelse, og har arbejdet siden de kunne gå. De sidder for øvrigt i et hus vurderet til 2 mio. kroner, kører Citroen Xantia og ejer sommerhus ved vestkysten.

Min bedste vens far har været lastbilschauffør hele sit liv. Han bor på Langeland i et totalt nyrenoveret hus med gulvvarme og udsigt udover havet.

Min pointe er at den "lille mand" efterhånden kan skide i havet. Det går jo i det store hele godt i Danmark, og det ser jeg ingen grund til at det ikke skulle blive ved med. At min generation så ikke interesserer sig for fagforeninger, er det et udtryk for at disse har sejret sig selv ihjel. Samfundet er i dag så dynamisk, at man arbejdet er en del af ens personlighed. danskeren forlanger meget af sit arbejde, men dedikerer sig så også. Jeg opererer selv ikke med "fik-jeg-nu-også-penge-for-de-fem-minutter" logikken, som jeg finder en håbløs forældet tanke, fra dengang der reelt fandtes en arbejderklasse. Til gengæld forlanger jeg så at mit arbejde er spændende, og giver mig udfordringer.

Mht. studentermedhjælpere har du en pointe i, at disse kan undergrave reel arbejdskraft, men er problemet så stort? Ville du sætte en murer-studerende til at bygge dit hus? Ja, det er da rigtigt at studenterlønnen er lavere, og måske ryger der et søndagstillæg hist og her. Til gengæld står jeg så med et stykke papir, når jeg er færdig med min uddannelse, der indeholder det magiske ord "Arbejdsmarkedserfaring" indenfor det fag jeg vil beskæftige mig med.

Hvis dit indlæg er et udtryk for en generel holdning blandt den arbejdsduelige generation, forstår jeg ikke hvorfor I ikke gør mere for at skabe praktikpladser og trainee- eller junior-stillinger. Næsten alle brancher mangler arbejdskraft, men der er ingen der gider bruge tid på at uddanne og oplære. Har du overvejet at mange studenter har studenterjobs, for at kunne få arbejde når de er færdige?

Der er naturligvis også studerende der arbejder for at kunne rejse, og det er da sikkert korrekt at deres entusiasme for fagforeninger (eller arbejde i det hele taget) ikke er på sit højeste. Alligevel er det positivt at de kommer ud på arbejdsmarkedet, og lærer hvordan det ”foregår i virkeligheden”. De studerende jeg kender, der aldrig har haft et job, har tendens til at have en forestilling om at virkelighedens arbejdsplads styres ligesom en gymnasieklasse, med masser af gruppearbejde og fælles afstemninger. It just ain’t so.

Og hvad er der galt i at folk rejser, får inspiration, ser en anden verden? Jeg har selv boet 3 år i Holland, og kunne have lyst til at foreslå, at det blev gjort lovpligtigt at bo mindst ét år i et andet land. Her bliver ens ”danskhed” sat på prøve, og af og til kommer man tilbage med nogle løsningsmodeller fra det andet land, som faktisk er ret fine.

Nu ér det ikke noget jeg vil foreslå, for der er jo også folk der ikke kan lide at rejse. Sådan er vi jo så forskellige, og det er dét der er det primære problem med dit indlæg. Du anerkender ikke forskelligheden, men antyder en hedonistisk ungdom, blottet for alt andet end egoistiske motiver. Kan det være en studerende der stjæler i Post Danmark? Ja. Kan det være en 40-årig? Ja. Igen nuancen, forskelligheden, alt det der mangler i indvandre/flygtninge-debatten. Man kan ikke bedømme menneskets sjæl ved at kigge på hudfarve, nationalitet, religion eller alder.

Jeg kan kun opfordre dig til at lade være med at se samfundet i en nostalgi-romantisk optik, og se ungdommen som "dem" mod "jer". Mange af "os" er også "jer", vi er måske bare lidt mere uerfarne. Og gu' er der problemer i samfundet, det bedste vi kan gøre er at forsøge at løse dem sammen.

"Nothing's clean, Howard. But we do our best right?"

Gad vide, om KPJ kunne karakteriseres som en af dem "der ikke vil Danmark" og derfor skal sendes "hjem".

Kære Per Vadmand

Dine udemokratiske præferencer skuffer mig,
ligesom tidligere polemiserende indlæg andre steder.

Forhold dig til virkeligheden, thi den forholder sig til dig.
Fakta bliver dig fremlagt; du kan endda "google" de fine
ord, hvis du orker. Læs om ting som studerendes vilkår,
indkomstfordeling, skattetryk i forskellige lande, og vend så
gerne tilbage til debatten. Min påstand vedrørte, at
ligheden i Danmark, den største i OECD, fører til middelmådighed
og manglende arbejdskraft i situationer som den aktuelle,
fordi det er meningsløst at udvikle særkompetencer og yde
en ekstra indsats i Danmark.

Du kan stadig nå at udvide din horisont, både geografisk
og mentalt. Rejs omkring! I så fald vil du formentlig indse,
at Danmark ikke er verdens smørhul, og politikerne ikke
ufejlbarlige, hvorfor det giver mening at debatere og kritisere
som vi gør i et demokrati. Hvis det generer dig, så er det
alt andet lige mere dig, som hører hjemme i et andet,
mindre frit land, tør jeg mene.

Med ærligt håb om, at solen snart skinner på dig.