"Race er ikke længere officielt et redskab for opdeling af samfundet i USA. Men i praksis er race tydeligvis fortsat en uforløst problemstilling," indleder David Eng, der mandag forelæste på Københavns Universitet om 'Queer Diaspora' - en læsestrategi og et nyt "kritisk ordforråd".
Som litterær strategi handler Queer Diaspora for David Eng om at åbne historier op for nye indsigter.Begrebet er en sammmentænkning af Queer Studies og Diaspora Studies - hvor Queer Studies undersøger normaliseringsprocesser omkring køn og seksualitet, mens Diaspora Studies beskæftiger sig med eksilerede befolkningsgrupper. Med sammentænkningen vil David L. Eng, professor i Asian American Studies ved University of Pennsylvania, udfordre dominerende fortællinger om køn, race, tid og rum.
"I abstrakt forstand er vi i dag alle individer uafhængigt af hudfarve - og at tale om race opfattes som racistisk i sig selv. Derfor er det nødvendigt at udvikle et kritisk ordforråd, der kan bruges til at diskutere race i 'farveblindhedens æra'," siger Eng.
"Hvad angår diskrimination, forholdt vi os til race i det statssegregerede samfund, og nu forholder vi os så til seksualitet og lægger racespørgsmålet til hvile, på trods af, at de to hænger uløseligt sammen, og at racespørgsmålet heller ikke i USA er løst i praksis. Det segregerede samfund er ikke længere et påbud, men en mulighed, som staten ikke blander sig aktivt i. Vi skal ikke leve adskilt efter race, men vi kan gøre det som et 'individuelt valg'", siger David Eng.
Han illustrerer sin pointe ved at nævne den psykologiske test, som var med til at fremprovokere den højesteretsdom - i sagen 'Brown v Board of Education' - der i 1954 slog fast, at forestillingen om 'separate but equal' ikke fungerede i praksis.
Det raceadskilte samfund var ikke lige, viste testen, hvor piger på en 'sort' og en 'hvid' skole fik sorte og hvide dukker at lege med og blev bedt om at sige, hvilken dukke der var god, smuk, dygtig osv.; alle pigerne, både sorte og hvide, valgte den hvide som 'den gode dukke' og den sorte som 'den forkerte dukke': "Den samme test blev udført for nylig med stort set samme resultat. Vi er stadig adskilt, men ikke lige", siger David Eng.
"Racespørgsmålet har også fået renæssance i Europa, nu i skikkelse af muslimen, visuelt repræsenteret ved tørklædet," siger David Eng som en understregning af, at det er nødvendigt at tale om race, selvom det ikke er politisk korrekt. Spørgsmålet,har stadig har stadig betydning, både ideologisk, psykologisk og materielt, mener han.
At vente, at opvarte
I sin forelæsning tog David Eng udgangspunkt i Monique Truongs prisvindende roman The Book of Salt, en fiktiv historie om virkelige personer: den modernistiske forfatter Gertrude Stein og hendes partner Alice B. Toklas, der er blevet ikoniserede som det 20. århundredes berømteste lesbiske par. I The Book of Salt fortælles deres liv gennem deres vietnamesiske kok, Binhs, øjne. Et greb, der ifølge David Eng åbner for en alternativ fortælling, hvor det 'koloniale subjekt' skrives ind i historien.
De to amerikanere Stein og Toklas havde i løbet af deres liv i Paris flere vietnamesiske kokke - og det var udgangspunktet for Monique Truongs idé om at bruge Binh som fortæller. Han bor fra 1929 i Stein og Toklas' hjem, og ud over at være parrets kok har Binh seksuelle relationer til flere af de unge mandlige forfattere, der kommer i huset.
"The Book of Salt er modernisme gennem Stein og Toklas, men med post-kolonial og queer kritik. Det er ikke bare en tekst i Asian American Studies, i Queer Studies eller post-kolonialisme - det er alt dette på én gang," siger David Eng, der kritiserer modernisme for at være et hvidt og vestligt projekt, hvor blikket for race ofte er fraværende - på trods af, at store modernistiske litterære figurer som Gertrude Stein og James Joyce og filosoffer som Hegel og Marx skrev i kolonialismens storhedstid.
"Der er stort set ingen interaktion mellem modernisme/postmodernisme og kolonialisme/post-kolonialisme - heller ikke i dag. F.eks. er Edward Said en af de eneste større modernistiske tænkere, jeg kan komme i tanke om, der beskæftiger sig med post-koloniale teorier," siger David Eng.
Han forelæser under den dobbelttydige overskrift 'The Art of Waiting: Queer Diasporas and The Book of Salt'. Og det er 'Waiting' både som i 'venter' og som i 'opvarter'. For det er, hvad kokken Binh gør i Monique Truongs roman. Og det er, hvad mange immigranter fra tidligere kolonier fortsat gør i de tidligere koloniherrers lande: opvarter, mens de venter på at indtræde i historien.
Opgør med nostalgien
"Diaspora er et gammelt græsk begreb, med stærke følelser og forestillinger knyttet til sig - som f.eks. forestillingen om, at individet trækker et biologisk spor tilbage til oprindelseslandet. Queer Diaspora afviser denne nostalgiske længsel efter tilhørsforhold knyttet til tid og rum," siger David Eng og forklarer senere om Queer Diaspora som litterær læsestrategi:
"Det er en strategi, en metode - ikke en politisk løsning. Det handler om at nærme sig tekster dekonstruktivistisk og åbne dem op for nye indsigter."
Queer Studies er et redskab til at undersøge den proces, hvorigennem køn og seksualitet normaliseres, i stedet for at undersøge de former for køn og seksualitet, der afviger fra normen, som man traditionelt gør i bøsse- og lesbiske studier.
Diaspora Studies undersøger, hvad der sker, når etniske grupper lever adskilt i tid og rum fra deres 'oprindelige' samfund, historisk ofte tvunget af omstændigheder som social udstødelse, slaveri, racisme, krig og kolonialisme.
"Race bliver brugt til at fastholde og idealisere forestillingen om familie og tilhørsforhold - forestillingen om, at identitet kan spores tilbage til sin oprindelighed. Queer Diaspora er et forsøg på at dekonstruere naturligheden omkring identiteter som noget, der er bundet op på tid og rum," siger David Eng. Han mener, at den dominerende fortælling om slægtskab, på trods af globalt materielt opbrud, fortsat foregår inden for en ramme hvor 'blodets bånd' og etnisk oprindelse tillægges stor betydning.
Manden på broen
I sin 'Queer Diaspora' læsning af The Book of Salt opholder David Eng sig ved et kapitel om et møde på en bro mellem kokken Binh og en unavngiven mand, der optræder under sit kaldenavn, Ba, over for Binh.
Kun gennem hints om fortid og fremtid og de vietnamesiske navne, som Ho Chi Minh gik under, kan det læses, at manden på broen er ham, der senere skulle blive kendt som lederen af oprøret mod det franske koloniherredømme over Vietnam.
"Truongs første forlægger ville have, at hun skulle navngive manden på broen, men det ville hun ikke og skiftede forlægger. Det ville have været en analogi at kalde ham Ho Chi Minh i bogen, for den figur blev han først flere år senere," forklarer David Eng.
"Ved at afvise navngivningsprojektet lader Truong rummet omkring manden på broen forblive åbent. Dermed bliver det vanskeligt at stille det spørgsmål, der ellers ville have domineret: 'Havde Ho Chi Minh virkelig sex med mænd?'" siger David Eng. Han fremhæver, hvordan det, han kalder 'Historisk katakrese' - ulogiske ordforbindelser som blandt andet afvisningen af at benævne den historiske figur Ho Chi Minh - udfordrer den vestlige historieskrivning.
I stedet skabes en alternativ fortælling om, hvad historien kunne være:
"Hvordan kan det være, at Stein og Toklas bliver det ikoniske lesbiske par i historien, mens det koloniale subjekt, kokken Binh, ikke optræder - og Ho Chi Minh må vente på at dukke op i historien? Det spørgsmål bliver rejst gennem Truongs fortællegreb," siger David Eng.
David Eng forsøger med Queer Diaspora at dekonstruere forestillingen om en fremadskridende historisk proces; en progression:
"Fortællingen om progression forhindrer os i at få øje på de nye former for racemæssig underordning, der reelt er på spil - ideologisk, psykologisk og materielt. Vi har måske nok haft en moralsk afvikling af det raceopdelte samfund, men ikke en materiel."
Kim Vibe:
Der er en grund til, at både menneskerettighedsgrupper (Human Rights Watch, Amnesty Int.) foruden Europarådet krævede et fuldstændigt stop for brugen af klyngebomber herunder i Afgh. De er i høj grad "indiscriminate", dvs., de dræber stribevis af civile herunder længe efter, de er blevet anvendt. Om sådanne våben er Genevekontionerne meget klare:
"Under Article 85 of the Geneva Conventions, it is a war crime to launch "an indiscriminate attack affecting the civilian population in the knowledge that such an attack will cause an excessive loss of life or injury to civilians."
Din argumentation om, at vi skal bruge dem fordi de redde vores soldater er som Claus Perregaard og jeg skriver i indlægget målet helliger midlet argumentation. Man kunne bruge præcis din (og Søren gades) samme argumentation, hvis der var tale om kemiske våben, som Amerikanerne tilfældigvis havde i deres fly, hvis de kunne redde danske soldater. Det er langt ud argumentation, og jeg har for resten svært ved at se, hvor du forestille dig man ville kunne anvende klyngebomber i Pakistans bjerge, uden at det i mindst lige så høj grad som de er gået ud over civile i Afghanistan.
Det hører med til historien, at dukke-studierne viste, at sorte elever på raceblandede skoler havde endnu større tendens til at vælge hvide dukker, hvilket ikke kom frem i retten. Som Jack Weinstein, advokat for NAACP udtrykte det om dukke-studierne: ''I may have used the word 'crap'''
Men vi behøver jo ikke dukkestudier i Danmark, Københavnermodellen don't need no steenkin' studies, senor!
Jeg synes det er bemærkelsesværdigt i en artikel med dette emne, at USA's fængselsvæsen, der helt åbenlyst er et racistisk undertrykkelsesinstrument, ikke nævnes.
USA's fængselsvæsen er ikke ene om at være racistisk. Og de kan ikke bare være det i sig selv. Når flertallet af indsatte er sorte, er det fordi politiet opfører sig racistisk, men også fordi de sorte - negrene som de hed, før alting skulle være åh så korrekt (ifølge hvem?) - udgør langt den største del af de arbejdsløse. Og de er tillige de mest usynlige i erhverslivet - faktisk så usynlige i medierne også, at de har deres eget erhversvmagasin, Ebony Magazine.
Der er ikke sket så forfærdelig meget, siden Martin Luther King holdt sin tale, og Ku Klux Klan er stadig ikke blevet forbudt.
Men det er jo vores regerings yndlingsallierede, så vi kan ikke sige os fri for at være medansvarlige.
Hvad har du for resten gjort i den anledning?
Jeg har sendt min datter på privatskole. Hvad har du gjort?
Klogt valg, Erik.
Det kunne også være, at negrene havde en uforholdsmæssig stor kriminalitetsrate.
Det kunne være. Men retssystemet er alligevel et undertrykkelsesinstrument. USA har med omkring fem procent af verdens befolkning femogtyve procent af verdens indsatte, og en meget stor del af dem afsoner lange straffe for ganske banale forbrydeler, typisk pot og den slags, underklasseforbrydelser. Man kan så diskutere om det er klasse- eller racebaseret undertrykkelse, men frihedens land har et skammeligt fængselssystem.
Det er påfaldende at selv de argeste amerikanske dissidenter altid synes at overse dette, når de aflirer den sædvanlige remse af klager over Washingtons forbrydervirksomhed. Hver tredje sorte amerikaner har på et eller andet tidspunkt siddet i fængsel. Målt med europæiske, for slet ikke at tale om danske standarder, er USA's straffesystem det rene Gulag, en grotesk replik til den politisk hyperkorrekte racedebat i USA.
Tja, men i et multikulti samfund som det amerikanske, der vel ikke engang kan leve op til betegnelsen nationalstat, er regeringsmagten vel nødt til at fare lidt hårdere frem, hvis det ikke skal gå helt i opløsning.
Der er i hvert fald stof til eftertanke. USA bliver altid fremhævet som et forbillede når det gælder integration, den store smeltedigel og alt det der.
Og når man fremhæver USA som forbillede, glemmer man ofte at spørge om, helt præcist hvem indvandringen til USA har gavnet. Vi kan vist roligt slå fast, at det ikke var de indfødte.