Læsetid: 6 min.

Race i farve-blindhedens æra

Race er stadig en uløst problemstilling i både USA og Europa, selvom vi officielt har bevæget os ind i en 'farveblind æra'. Det mener den amerikanske professor i kritisk køns- og raceteori David L. Eng, der mandag forelæste i København
Sådan så der ud i race-adskillelsens USA i 1950-erne. Billedet stammer fra Oklahoma City i 1955. Den slags åbenlys diskrimination er det slut med, men race har stadig stor betydning- vi tør bare ikke tale om det. Det mener den amerikanske litteraturprofessor David L. Eng, som forleden gæsteforelæste på Københavns Universitet.

Sådan så der ud i race-adskillelsens USA i 1950-erne. Billedet stammer fra Oklahoma City i 1955. Den slags åbenlys diskrimination er det slut med, men race har stadig stor betydning- vi tør bare ikke tale om det. Det mener den amerikanske litteraturprofessor David L. Eng, som forleden gæsteforelæste på Københavns Universitet.

30. april 2008

"Race er ikke længere officielt et redskab for opdeling af samfundet i USA. Men i praksis er race tydeligvis fortsat en uforløst problemstilling," indleder David Eng, der mandag forelæste på Københavns Universitet om 'Queer Diaspora' - en læsestrategi og et nyt "kritisk ordforråd".

Som litterær strategi handler Queer Diaspora for David Eng om at åbne historier op for nye indsigter.Begrebet er en sammmentænkning af Queer Studies og Diaspora Studies - hvor Queer Studies undersøger normaliseringsprocesser omkring køn og seksualitet, mens Diaspora Studies beskæftiger sig med eksilerede befolkningsgrupper. Med sammentænkningen vil David L. Eng, professor i Asian American Studies ved University of Pennsylvania, udfordre dominerende fortællinger om køn, race, tid og rum.

"I abstrakt forstand er vi i dag alle individer uafhængigt af hudfarve - og at tale om race opfattes som racistisk i sig selv. Derfor er det nødvendigt at udvikle et kritisk ordforråd, der kan bruges til at diskutere race i 'farveblindhedens æra'," siger Eng.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Vibe:

Der er en grund til, at både menneskerettighedsgrupper (Human Rights Watch, Amnesty Int.) foruden Europarådet krævede et fuldstændigt stop for brugen af klyngebomber herunder i Afgh. De er i høj grad "indiscriminate", dvs., de dræber stribevis af civile herunder længe efter, de er blevet anvendt. Om sådanne våben er Genevekontionerne meget klare:

"Under Article 85 of the Geneva Conventions, it is a war crime to launch "an indiscriminate attack affecting the civilian population in the knowledge that such an attack will cause an excessive loss of life or injury to civilians."

Din argumentation om, at vi skal bruge dem fordi de redde vores soldater er som Claus Perregaard og jeg skriver i indlægget målet helliger midlet argumentation. Man kunne bruge præcis din (og Søren gades) samme argumentation, hvis der var tale om kemiske våben, som Amerikanerne tilfældigvis havde i deres fly, hvis de kunne redde danske soldater. Det er langt ud argumentation, og jeg har for resten svært ved at se, hvor du forestille dig man ville kunne anvende klyngebomber i Pakistans bjerge, uden at det i mindst lige så høj grad som de er gået ud over civile i Afghanistan.

Det hører med til historien, at dukke-studierne viste, at sorte elever på raceblandede skoler havde endnu større tendens til at vælge hvide dukker, hvilket ikke kom frem i retten. Som Jack Weinstein, advokat for NAACP udtrykte det om dukke-studierne: ''I may have used the word 'crap'''

Men vi behøver jo ikke dukkestudier i Danmark, Københavnermodellen don't need no steenkin' studies, senor!

Jeg synes det er bemærkelsesværdigt i en artikel med dette emne, at USA's fængselsvæsen, der helt åbenlyst er et racistisk undertrykkelsesinstrument, ikke nævnes.

USA's fængselsvæsen er ikke ene om at være racistisk. Og de kan ikke bare være det i sig selv. Når flertallet af indsatte er sorte, er det fordi politiet opfører sig racistisk, men også fordi de sorte - negrene som de hed, før alting skulle være åh så korrekt (ifølge hvem?) - udgør langt den største del af de arbejdsløse. Og de er tillige de mest usynlige i erhverslivet - faktisk så usynlige i medierne også, at de har deres eget erhversvmagasin, Ebony Magazine.
Der er ikke sket så forfærdelig meget, siden Martin Luther King holdt sin tale, og Ku Klux Klan er stadig ikke blevet forbudt.
Men det er jo vores regerings yndlingsallierede, så vi kan ikke sige os fri for at være medansvarlige.
Hvad har du for resten gjort i den anledning?

Det kunne være. Men retssystemet er alligevel et undertrykkelsesinstrument. USA har med omkring fem procent af verdens befolkning femogtyve procent af verdens indsatte, og en meget stor del af dem afsoner lange straffe for ganske banale forbrydeler, typisk pot og den slags, underklasseforbrydelser. Man kan så diskutere om det er klasse- eller racebaseret undertrykkelse, men frihedens land har et skammeligt fængselssystem.

Det er påfaldende at selv de argeste amerikanske dissidenter altid synes at overse dette, når de aflirer den sædvanlige remse af klager over Washingtons forbrydervirksomhed. Hver tredje sorte amerikaner har på et eller andet tidspunkt siddet i fængsel. Målt med europæiske, for slet ikke at tale om danske standarder, er USA's straffesystem det rene Gulag, en grotesk replik til den politisk hyperkorrekte racedebat i USA.

Tja, men i et multikulti samfund som det amerikanske, der vel ikke engang kan leve op til betegnelsen nationalstat, er regeringsmagten vel nødt til at fare lidt hårdere frem, hvis det ikke skal gå helt i opløsning.

Der er i hvert fald stof til eftertanke. USA bliver altid fremhævet som et forbillede når det gælder integration, den store smeltedigel og alt det der.

Og når man fremhæver USA som forbillede, glemmer man ofte at spørge om, helt præcist hvem indvandringen til USA har gavnet. Vi kan vist roligt slå fast, at det ikke var de indfødte.