Læsetid: 11 min.

Det er den rigtige vej- der skal bare lidt lys på de blinde vinkler

Europas socialdemokrater ligger ned. Besejret, såret og forandret af nationalistiske bølger og stærke borgerlige ledere. Den Tredje Vejs politik, der rev tæppet væk under højrefløjen i 90'erne, har slidt sig selv op og afsløret store blinde vinkler
Værdikamp eller klassekamp? Den Tredje Vej har sløret vælgernes oplevelse af en højre/venstre-linje, derfor er de værdipolitiske spørgsmål kommet i front. Hvis Helle-Thorning-Schmidt og resten af Europas socialdemokrater skal konfrontere de strømninger, skal de ikke gøre det værdipolitisk, men med -klassekamp- om fordeling og magt, siger forfatteren Magnus E. Marsdal.

Værdikamp eller klassekamp? Den Tredje Vej har sløret vælgernes oplevelse af en højre/venstre-linje, derfor er de værdipolitiske spørgsmål kommet i front. Hvis Helle-Thorning-Schmidt og resten af Europas socialdemokrater skal konfrontere de strømninger, skal de ikke gøre det værdipolitisk, men med -klassekamp- om fordeling og magt, siger forfatteren Magnus E. Marsdal.

Kurt Johansen

Indland
19. april 2008

Så kom svaret fra Helle Thorning-Schmidt. Først en diagnose og så medicinen. Socialdemokrater i hele Europa er lagt ned af nationalisternes modstand mod globalisering, og nu er velfærdsstaten, miljøet og integrationen ved at forbløde, mener formanden. Noget må gøres.

I to store kronikker i Politiken, ni-ti teser og et par interviews lader hun forstå, at de moderne socialdemokraters tanker om 'Den Tredje Vej' er tilendebragt. Strategien er slidt op, brugt og misbrugt, og har afsløret sine blinde vinkler i en ultraglobaliseret verden, der er en tand mere globaliseret og nationaliseret, end da vi første gang hørte den britiske sociolog Anthony Giddens' tanker om Den Tredje Vej komme ud af munden på Tony Blair i midten af 90'erne.

"Der er ikke noget i vejen med Den Tredje Vej," siger Helle Thorning-Schmidt.

"Men problemet er, at vi står over for nogle udfordringer, som ikke kan løses med de metoder, vi har anvendt. Vi står over for et terræn, der kræver klarere prioriteringer. Vi har haft syv fede år, hvor regeringen ikke har været tvunget til at prioritere, men det kommer vi til de kommende år. Her kommer Den Tredje Vej til kort på forskellige områder. Integration, klimaet og en række kernepunkter i velfærdsstaten. Det kræver nye dagsordener, som regeringen ikke har løst, og som Den Tredje Vej ikke kan løse. Derfor må vi videretænke 90'ernes succesfulde politik."

Lars Bo Kaspersen er professor på Copenhagen Business School og ekspert i Den Tredje Vejs politik. For ham er Helle Thornings diagnose korrekt i forhold til integrationen. Men konsekvenserne er langt større, end hun stiller dem op.

"Problemet med Den Tredje Vej er, at det ikke er en sammenhængende politisk ideologi," forklarer han.

"De har aldrig været i stand til at håndtere spørgsmålet om integration. I sin grundsubstans vokser Den Tredje Vej ud af en opfattelse af, at verden er globaliseret og individualiseret, og hvis du siger det, må du naturligt nok også erkende, at der bor flere hundredetusinde mennesker i Danmark af anden etnisk herkomst. Den Tredje Vej siger jo så, at det må vi udnytte som en ressource - ja tak, men når der står en position af nationalister i de fleste europæiske lande, der fuldkommen kan vende op og ned på den politisk debat, så opstår problemet. De nationalister kan få så meget vind i sejlene, at der ikke er nogen tredje vej-politikere, der kan få, styre eller holde magten uden at tage hensyn til dem. Det er det store problem," siger professor Lars Bo Kaspersen

Magnus E. Marsdal er norsk journalist og forfatter til bogen Det tredje venstre. Han siger det endnu mere direkte:

"Den Tredje Vejs store svaghed som venstrealternativ var, at den hovedsaglig kun var en ny retorisk indpakning af højrefløjens økonomiske liberalisme. Tony Blair var thatcherisme med rød sløjfe på. 10 år efter Blairs magtovertagelse i 1997 kunne Storbritanniens befolkning se tilbage på Den Tredje Vejs resultater: Et klart øget klasseskel med hensyn til indtægt, formue og levealder og en privatisering af den offentlige sektor på en række kerneområder. Det er ikke socialdemokratisk politik."

Neoliberale socialdemokrater

Den Tredje Vejs politik kom for alvor på den europæiske dagsorden med Tony Blairs valgkamp i 1997. Men flere eksperter - heriblandt Blairs rådgiver Anthony Giddens - peger på, at Den Tredje Vej i virkeligheden havde sit udspring i Danmark i begyndelsen af 90'erne med Nyrup-Jelved-regeringen. Den Kolde Krig var afsluttet, og venstrefløjen havde definitivt erkendt, at der ikke var et umiddelbart alternativ til markedet. Markedet var samfundets dynamiske omdrejningspunkt, hvilket neoliberalister som Thatcher og Reagan egentlig havde talt om i årevis, men en række socialdemokrater begyndte i 90'erne at tale om de uheldige tendenser, markedskræfterne skabte i form af fattigdom og marginalisering. Derfor måtte man tænke staten ind i markedet, men på en anden måde end den klassiske tunge socialdemokratiske stat. I Danmark, Sverige, Finland, England, Tyskland og til dels Clintons USA begyndte man derfor at skabe en stat, der faciliterede borgeren i borgerens kamp på markedet. Man vil væk fra en velfærdsstat, der passiviserer borgere og i stedet skabe en velfærdsstat, der aktiverer borgeren. Et væsentligt omdrejningspunkt for Den Tredje Vej bliver derfor arbejdsmarkedet.

"Velfærdstaten skal spille en mere proaktiv rolle med Den Tredje Vej," forklarer professor Lars Bo Kaspersen,

"Altså, hvis borgere får en arbejdsskade eller bliver arbejdsløse, bliver det statens opgave at skubbe dem tilbage på markedet, så de kan hjælpe sig selv igen. Man skifter fokus fra at vægte rettigheder højt til at vægte ansvar og pligt. Derfor ser man i en række europæiske lande et stærkt fokus på aktivering - og det bliver også det store svar på integrationsprojektet."

Lektor på Århus Universitet Jørn Loftager betegner bevægelsen som en socialliberalisme, der ikke er ny for Danmark.

"Ideen med at formulere en tredje vej i England var at få Labour ud af nogle paroler, som de helt åbenlyst var kørt fast i," siger Jørn Loftager og peger på den store forskel, der var på det engelske Labour-parti og de danske socialdemokrater.

"I England havde fagbevægelsen nogle helt absurde rettigheder, som tyngede markedet og gjorde det næsten umuligt for landet at udvikle sig økonomisk. Men sådan forholdt det sig ikke i Danmark."

Her havde højrefløjen accepteret, at det er økonomisk fordelagtigt at have en udbygget velfærdsstat, hvilket betød, at fagbevægelsen ikke behøvede at stå så stærkt. Samtidig tillod man de neoliberale at modernisere den offentlige sektor op gennem 80'erne og 90'erne.

"I forhold til dansk politik er Den Tredje Vej ikke noget nyt. Det er en socialliberal politik, man har haft siden Anden Verdenskrig med en udbygget velfærdsstat og et liberaliseret erhvervsliv," siger Jørn Loftager.

"Hele moderniseringen af den offentlige sektor er udtænkt af nogle neoliberale præmisser. Det er noget, der kommer på banen under Schlüter, men som for alvor bliver sat i værk af Nyrup - der er en massiv kontinuitet på tværs af partierne på det punkt. Det samme gælder arbejdsmarkedspolitikken. Der er en fuld enighed om den hårde aktiveringslinje, man fik etableret i 80'erne."

Nedturen

Den Tredje Vej blev en gedigen succes for det nye centrum-venstre i 90'erne. Med en generel accept af neoliberalisternes tanker om globalisering og individualisering, et stærk fokus på vækst og erhvervsliv, men med en kongstanke om social retfærdighed, blev den løsningen på venstrefløjens krise.

Men ved årtusindeskiftet begyndte det store dyr i åbenbaringen at vise tegn på svaghed. Vælgerne faldt fra, og nationalister over hele Europa fik vind i sejlene. Selv om nationalisterne overtog den venstreorienterede tanke om en stærk velfærdsstat var deres tanker om en nationalstat så fremmed for den globaliserede og tolerante venstrefløj, at de to ikke kunne være i stue sammen. Herhjemme buldrede Dansk Folkeparti frem, men blev kategorisk afvist af Nyrup med et "I bliver aldrig stuerene".

"Nyrups problem var, at han ikke kunne håndtere integrationen," mener professor Lars Bo Kaspersen og slår fast:

"Der er ingen partier i dag, der kan regere uden at håndtere integrationen. Den Tredje Vej har muligvis fundet svaret på stat-marked-problematikken, de har muligvis fundet svaret på konflikten mellem individuelt ansvar og kollektiv solidaritet, men de har ikke noget svar på nationalismen kontra internationalismen. Det efterlader os med spørgsmålet: Vil vi have lighed, eller vil vi have frihed?"

I følge Lars Bo Kaspersen har VK-regeringen valgt at regere på et Tredje Vejs-grundlag, men i alliance med en nationalistisk fløj. På den måde har Fogh lukket hullet mellem nationalismen og internationalismen.

"Man kan mene, hvad man vil om den måde at håndtere integrationen på, men den er klar. Det betyder også, der er en stor inkonsekvens i VK-regeringens politik, der på den ene side gør meget ud af at fortælle, at de styrker globalisering, frie markedskræfter, fri arbejdskraft og EU, men på den anden side bliver de holdt i en stram nationalistisk snor af Dansk Folkeparti. Den inkonsistens har de været villige til at acceptere til fordel for at have magten. Oppositionen vil aldrig komme til magten, fordi de ikke kan håndtere og rumme nationalismen. 80'erne 90'erne skabte en klar skillelinje mellem internationalismen og nationalismen, og her står Den Tredje Vej som internationalister og har ikke noget sammenhængende svar på integrationen, som overbeviser nationalisterne."

$SUBT_ON$Ikke på værdier men fordeling

I følge Magnus E. Marsdal skal en anden del af den store nedtur findes i den lighed, der er blevet skabt mellem centrum-højre og centrum-venstre med Den Tredje Vej. Derved har man tabt den traditionelle arbejder på gulvet.

"Det er ikke muligt at mobilisere store vælgergrupper over lang tid, når man ikke fremmer noget klart alternativ til den økonomiske politik," siger Magnus Marsdal .

"Når Socialdemokraterne i den politiske elite står sammen med højrepartierne om at trimme arbejderes pensioner, mister vælgerne den økonomiske højre/venstre-dimension af syne på valgdagen. Det er vigtigt at bemærke, at det ikke er samfundet, som har mistet sine interessemodsætninger, men de er usynliggjort af en markedsliberal konsensus inden for eliten. Dette efterlader det politiske landskab åbent for en mobilisering af andre konfliktlinjer, nemlig de værdipolitiske," siger Magnus E. Marsdal, der mener, at socialdemokrater i hele Europa hurtigst muligt må komme ud af tanken om Den Tredje Vej.

om 'individualisering' og 'globalisering' fint bidraget til. Hvad, man trænger til, er ikke ord, som ender på -ing, men en konkret politik, som løfter mulighederne og værdigheden for de arbejdende mennesker og alle dem, som lever deres privilegerede liv under markedsliberalismen."

"Den Tredje Vej er ikke mere. Der findes ingenting at hente der. Når folk som Fogh ganske let kan overtage dens retorik, kan det aldrig blive en strategi, som kan mobiliseres fra venstre. I stedet må man formulere en fornyelse, der taler Danmark ud over markedsfundamentalismen. Langt væk fra højrebølgen som satte ind omkring 1980, og som tog sin afslutning omkring 2010. Det har 90'ernes mumbo jumbo

Netop den socialdemokratiske elites afvisning af arbejdervælgeren er i følge Magnus E. Marsdal grunden til højrepopulismens fremmarch de sidste 10 år.

"I Anthony Giddens' verdensbillede eksisterer der nærmest ikke arbejdere mere, men når valgresultaterne tikker ind, eksisterer de pludselig alligevel. Skal man konfrontere de fremmedfjendske toner hos Dansk Folkeparti, Le Pen i Frankrig og Fremskrittspartiet i Norge, skal man ikke gøre det på den værdipolitiske bane. Tværtimod må man konfrontere dem med 'klassespørgsmål', der gælder økonomisk fordeling og magt i arbejdslivet. Man kan sige, at den bedste antiracisme ofte vil være at udvikle en 'klassekamp' om de økonomiske spørgsmål."

Den Tredje Vej fortsætter

Helle Thorning-Schmidt anerkender for så vidt kritikernes analyse af Den Tredje Vejs politik, men hun mener ikke, der er grund til at forkaste hele ideologien.

Tværtimod bør man ifølge formanden bygge videre på dens grundideer og i stedet sætte lys på de blinde vinkler, der viste sig med implementeringen af Den Tredje Vej.

"Der ingen tvivl om, at Socialdemokraterne er internationalister, og vi ser positivt på fremtiden. Man kan ikke vende tilbage til fortiden, og man kan ikke lukke grænserne," siger Helle Thorning til spørgsmålet om, hvordan Socialdemokraterne vil favne nationalismen.

"Vi er en del af den globale virkelighed på godt og ondt, så det vigtige for os er at bevare en velfærdsstat, der bygger på retfærdighed og solidaritet. Derfor er det vigtige at sørge for et fællesskab i vores land, og det får man ved at undgå parallelle samfund i samfundet. Vi skal ghettodannelserne til livs - både i top og bund, sætte turbo under integrationen. Anerkende, at vi ikke har gjort nok. Der er ikke noget, der hedder den gode ghetto. Der skal klare rammer for, hvor mange tosprogede, der kan bo i samme område. Det samme gælder på skolerne. Vi skal sikre, at man ikke har mere end 30 procent tosprogede elever."

- Vil arbejde fortsat være det væsentlige for en effektiv integration?

"Det er stadig utrolig vigtigt, men det er ikke det eneste, vi skal gøre. I Danmark har vi heldigvis en grundlæggende tanke om, at man skal være aktiv på arbejdsmarkedet. Vi har altid sagt, at pligter går før rettigheder. Man har mange pligter også på arbejdsmarkedet."

- Du taler om jobrevolution, men hvad vil du stille op med de her hundredetusindevis af danskere, der til stadighed - selv i fremgang - står uden for arbejdsmarkedet?

"To væsentlige nøgler: For det første skal vi skabe et arbejdsmarked, som ikke systematisk nedslider mennesker. Det er, som om vi er kommet til at acceptere, at man for visse job ikke kan arbejde, efter man er fyldt 60 på grund af nedslidning. Vi accepterer, at social- og sundhedshjælpere har så hårdt et arbejdsmiljø, at vi ikke kan forvente, at de arbejder, efter de er fyldt 60. Det er en underlig forråelse, at vi accepterer nedslidning og stress. Det accepterer jeg ikke. For det andet skal vi have et uddannelsesniveau, der er langt højere end det nuværende og komme frafaldet på ungdomsuddannelserne til livs."

Fogh har fejlet

- Der er stadig en stor gruppe mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet og nok aldrig kommer der ind. De har ikke muligheden for at strejke og ikke ressourcerne til at efteruddanne sig. Hvordan vil du sikre denne gruppe rettigheder?

"Jeg vil fastholde, at den gruppe også har en værdi i vores samfund. Derfor taler vi også stadig om rettigheder. Derudover skal vi også arbejde hårdt på, at den gruppe bliver mindre endnu. Og det er det, jeg taler om, når jeg kalder det for en forråelse, at vi har accepteret, at det ikke er muligt at arbejde et helt liv op grund af nedslidning."

- Passer Den Tredje Vej ikke bare bedre til Fogh-regeringen - har han ikke været bedre til at bruge den?

"Nej, det synes jeg bestemt ikke. De har været gode til at bruge retorikken, men de har også været handlingslammet i forhold til nogle af de største udfordringer samfundet. Derfor er vi kommet ud af de sidste syv fede år uden at have løst de store spørgsmål. Vi plejede at være foregangsland på klimaet, hvorfor er vi ikke det mere? Hvorfor er der uddannelsesstagnation, sådan burde det ikke være efter økonomisk fremgang? Hvorfor har vi ikke løst integrationsproblemerne i en tid, hvor der aldrig har været så gode beskæftigelsesmuligheder?"

- Betragter du det her som et helt nyt projekt for Socialdemokraterne?

"Jeg opfatter ikke det her som et nyt projekt. Vi har opfundet en samfundsmodel - den hedder velfærdssamfundet. Det, der bliver opgaven fremover, er at fastholde nogle af de værdier, som vores samfund bygger på. Værdier, solidaritet, respekt for det enkelte menneske - de ting forsvinder, hvis vi ikke passer på. Hvis regeringen får lov at fortsætte som hidtil, så ødelægger vi det væv, som det danske velfærdssamfund er bygget op omkring."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Magnus E. Marsdal: "Langt væk fra højrebølgen som satte ind omkring 1980, og som tog sin afslutning omkring 2010."

- hvilken krystalkugle er anvendt til dette imponerende indblik i fremtiden?

"Man kan sige, at den bedste antiracisme ofte vil være at udvikle en 'klassekamp' om de økonomiske spørgsmål."

- indvandringens omkostninger har underklassen (i Danmark og Europa) hidtil haft monopol på. Hvis "venstrefløjen" forsætter den hidtidige fordeling af de afledte omkostninger af indvandringen, vil venstrefløjen afskaffe behovet for en højrefløj. Venstrefløjens fordelingspolitik i den internationale solidaritets navn har hidtil været dybt reaktionær (international solidaritet = lokal egoisme. En stadig mere skingrende retorik har ikke kunne fjerne dette indtryk).

Thorning Schmidt: "Der skal klare rammer for, hvor mange tosprogede, der kan bo i samme område. Det samme gælder på skolerne. Vi skal sikre, at man ikke har mere end 30 procent tosprogede elever."

- reaktionstiden imponerer ikke mig. "Venstrefløjen" har hverken villet se , høre eller tale i en menneskelader, men ytrer nu det åbenlyse. Er det troværdigt?

- "tosprogede elever"? Kan de mestre to sprog?

- Der er lang vej igen. "Venstrefløjen" har i en menneskealder opført sig som børn, der ikke kan overskue konsekvenserne af deres handlinger. De har været forført af tanken om en opdeling af handlinger i "gode" og "onde", uden sans for nuancer. "Gode" handlinger kan således ganske let afstedkomme "onde" konsekvenser. Læs PisaEtnisk undersøgelsen fra maj 2007 og lad som om konsekvenserne af indvandringen for folkeskolen i Danmark kommer som en overraskelse - og forklar så hvorfor de velpriviligerede har skyet de "sorte" folkeskoler som pesten, når de skulle vælge skole til deres egne efterkommere.

Jeg sidder langt fra hjemmet uden øl (bor i Norge) og nyder denne artikel. I på information gør det i er bedst til: går bag om nyhederne og analyserer.
Efter den artikel har jeg genvundet min kærlighed til den mindst ringe.

Gode kilder og ordentlig journalistik er jeres adelsmærke på en god dag. FLOT.

Udtrykket ’Den Tredje Vej’ lyser som noget der minder om den tyske drøm ’Det Tredje Rige’. Ikke et godt navn at give et partis teser.

Trægt at socialdemokraterne stadigvæk kører videre på 90’er politik.

Ja tak til at socialdemokraterne lytter til EU’s nationalister. Det er muligt at være nationalist uden at foragte andre eller andre lande. Socialdemokraterne gør det til noget suspekt at være glad for sit hjemland. Men det er det ikke. Det skader ikke at være glad for sit eget land og sin historie når man rejser ud i verden. Tværtimod. Så er der noget at dele ud af.

Den borgerlige regering tager det personlige ansvar seriøst og fokuserer meget på pligt og ikke velfærdsrettigheder. Det falder godt i min smag. Det gør det også at det skal kunne betale sig at arbejde. Mange flere skal kunne varetage et arbejde – mange timer eller få. 900.000 på overførselsindkomst er for dårligt. Alt for dårligt. Det er også for dårligt og et svigt af den enkelte at man kan gå arbejdsløs i 4 år. Det er simpelthen at se for få muligheder i den enkelte borger. Det er en parkering og det er hverken værdigt for den ledige eller for samfundet. Desuden er der alt for mange indvandrerkvinder der endnu ikke er i arbejde. Det er også et svigt af både den enkelte kvinde og af samfundet som helhed. Det kan heller ikke være rigtigt at skatteborgere skal betale for at andre går hjemme og ikke deltager i samfundsmaskineriet og ikke lærer at tale dansk og derfor ikke er i stand til at hjælpe egne børn i skolen.

”Oppositionen vil aldrig komme til magten, fordi de ikke kan håndtere og rumme nationalismen.”

Det er klart at oppositionen ikke kommer til magten hvis oppositionen bliver ved med at sprede kulturelt selvhad og taler nedsættende om danskere og det at være dansker. Det gider man ikke høre på i længden. Det er det samme som at oppositionen skælder min familie ud bare fordi de er danskere og tilfældigvis er født og opvokset og bor i Danmark, som mine forfædre også gjorde. Men hvorfor skal vi skældes ud bare fordi vi føler os hjemme i Danmark og har vores base her og det er herfra vi rejser ud i verden og er verdensborgere? Slap nu af med at rakke ned på vores lille plet på jorden. Der findes ikke andre steder som lige netop vores lille plet som i rigtig mange år har heddet Danmark.

”80'erne 90'erne skabte en klar skillelinje mellem internationalismen og nationalismen, og her står Den Tredje Vej som internationalister og har ikke noget sammenhængende svar på integrationen, som overbeviser nationalisterne."

Man kan let være både internationalist og nationalist på én gang. At betragte sig som dansker med hud og hår og samtidig som verdensborger føles helt rigtig. Danmark ligger i verden. Danmark er ikke en planet for sig selv og vi har meget at byde på i forhold til den verden som vi er en del af. Det befriende ved de borgerlige partier er at de ikke nedgør at vi bor i Danmark og at de godt vil kendes ved vores lands historie og kultur og sprog. De borgerlige partier har desuden nogle gode redskaber til integration, nemlig en opstramning, krav og forventninger. Flere pligter til nydanskere og til os der har boet her i mange generationer. Det giver sammenhold og sammenhængskraft i stedet for parallelsamfund som vi ikke har glæde af fordi parallelsamfund minder om en jungle hvor alle vil kæmpe for hver deres rettigheder i stedet for at kæmpe for noget fælles – for et fælles samfund og kultur.

”Tværtimod må man konfrontere dem med 'klassespørgsmål', der gælder økonomisk fordeling og magt i arbejdslivet” Det er ikke rigtigt. Der er massive problemer med integration og de kan ikke snakkes væk med klassespørgsmål. Derfor skal socialdemokraterne ikke gå den vej. Man kan ikke snakke religiøs undertrykkelse af kvinder væk som et klassespørgsmål. Det er ikke kun i underklassen at religion bruges som kontrol af kvinder. Det er heller ikke et klassespørgsmål at religion fylder for meget i vores samfund. Det er og bliver et værdipolitisk spørgsmål som socialdemokraterne ikke kan pakke ind. Det er netop der socialdemokratiet fejler. De vil ikke se at vi har værdimæssige konflikter.

Der er en kamp om det offentlige rum i gang og den er ikke klassepolitisk. Den er religiøs vs. verdslig. Religiøs vs. sekulær. Husk det socialdemokrater! Religiøs undertrykkelse og diskrimination kan ikke snakkes væk som et klassespørgsmål. Det er netop det spørgsmål socialdemokratiet ikke har kunnet tackle i de seneste 10-20 år og derfor har vi en borgerlig regering med støtte fra DF. De tør godt tale om tingene.

30 % tosprogede (er de tosprogede eller er de i virkeligheden kun 1 sproget?) i hver klasse er et problem. Det er for mange. Det er det dels pga. sproget men også på grund af den omtalte værdikonflikt. Den danske kultur er presset i en del skoleklasser efterhånden. Danske traditioner og skikke og højtider kommer i skammekrogen og nedgøres. Det er skidt. Det skyldes dels udefrakommende kulturer, der vil noget andet end det vi har i Danmark og dels religion. Det bliver socialdemokratiet nødt til at gøre noget ved. Få derfor flere indvandrerkvinder ud på arbejdsmarkedet og så skal religion ud af folkeskolen helt og aldeles. Det gælder også muslimske tørklæder. Både på piger og kvinder. De religiøse symboler skal ud. Tankefrihed spoleres når piger og skolelærere bærer religiøse symboler. Ud med dem, så der kan læres og ikke indoktrineres religion.

Husk at velfærd ikke bare er flere penge til den enkelte. Velfærd er frihed, ytringsfrihed, religionsfrihed (også frihed fra religion), ligestilling, adskillelse mellem religion og politik, religion væk fra kvindelige dommere og fra Folketingets talerstol. Nedprioriter religion i det rum vi er fælles om, nemlig det offentlige rum, offentlige institutioner, arbejdspladser, nedlæg bede rum på uddannelsessteder og skoler. Uddannelse skal bygge på fornuft. Ikke religiøse præferencer. Stop de fleste integrationsprojekter for de skaber parallelsamfund og skader sammenhængskraften. Vi skal her i Danmark gøre det på den danske og vestlige måde. Ikke fordi vi er Danmark, men fordi vi er en del af verden, hvor vi har vist at vi i mange, mange år har gjort det på den bedste demokratiske måde. Vi skal ikke indføre mellemøstelig og religiøs regulering af vores samfund. Vi skal gøre det på vores verdslige sekulære måde. Socialdemokratiet bliver ikke mindre internationalt af at bruge det bedste af dansk kultur og demokrati både indenlands og som eksportvare. Vi er gode og dygtige. Det har socialdemokratiet bare glemt i mange år. Men måske partiet er til at vække af den selvtampende tornerosesøvn.

@Dorte

Nydeligt indlæg, enig med dig langt hen af vejen!

Læs iøvrigt dette indlæg af Kasper Støvring fra JP 12-11-04 hvor han bla. taler om den højkoncentreret oikofobi på venstrefløjen:

Opsang til oikofoberne

Den engelske filosof Roger Scruton er forfatter til adskillige konservative bøger om kunst, kultur og politik. Påvirket af den åndsbeslægtede forfatter Samuel Huntington skrev han for et par år siden bogen The West and the Rest, og i sin seneste lille bog The Need for Nations viderefører han sit forsvar for den vestlige opfattelse af nation og nationalstat. Nationalitet skaber nemlig et fælles værdigrundlag for det moderne demokrati. Derfor er det altafgørende, at vi bevarer den nationale loyalitet og suverænitet samt den territoriale jurisdiktion, der kendetegner nationalstaten. Der gives i teorien ganske vist andre former for jurisdiktion. F.eks. transnationale jurisdiktioner som EU, det tidligere Sovjetunionen eller den muslimske Umma. Men nationalstaten er den eneste, der i praksis har bevist sit værd gennem en lang historisk udvikling. Den nationale loyalitet er grundlaget for det liberale medborgerskab, der gør det muligt for fremmede mennesker at have tillid til hinanden. Ved at være medlem af et nationalt fællesskab, et kollektivt vi, er jeg som borger villig til at acceptere beslutninger og adlyde love, der ikke er i min egen eller mine nærmestes interesse. Også her findes der konkurrerende former for fællesskab. F.eks. det politiske, etniske eller religiøse fællesskab. Men også her har det nationale fællesskab vist sig overlegent. Alene den nationale loyalitet skaber en stærk social sammenhængskraft, og først den demokratiske nationalstat garanterer borgernes retssikkerhed uanset deres partimedlemskab, tro eller afstamning. Alligevel er nationalstaten i dag under pres. Det skyldes, at den nationale loyalitet hyppigt bliver stemplet som noget negativt. National loyalitet opstår angiveligt som en frygt for de fremmede, som xenofobi, der kommer af de græske ord xeno: fremmed, og fobi: frygt. Men Scruton viser, at det snarere er den modsatte tendens, der er fremherskende. Nemlig frygten for det hjemlige. Scruton kalder det oikofobi, som er en art sproglig nydannelse, der kommer af det græske ord oikos: hjem. Oikofobi giver sig udslag i en forkastelse af arv og hjem i en stillingtagen til fordel for dem imod os, dvs. vores nationale sædvaner, kultur og institutioner. Oiokofobi trives hos elitære meningsdannere i de vestlige offentligheder. Disse oikofober reducerer den nationale loyalitet til en vestlig konstruktion, der benyttes til at undertrykke ikke-vestlige kulturer. Det nationale identificeres som ideologisk nationalisme, som chauvinisme, intolerance og imperialisme. Men nationalisme er, skriver Scruton, den patologiske afart af national loyalitet, og at fordømme det nationale svarer til at fordømme kærligheden, fordi den i ekstreme tilfælde leder til jalousimord. En nation er netop ikke konstrueret af magthavere ud fra en vilkårlig beslutning om at ville dominere afvigende kulturer. En nation er et spontant biprodukt af et langt socialt samliv mellem forskellige mennesker, der er bundet sammen af fælles historie, sprog og kultur. Nationalitet er en præstation, et vellykket resultat af en stor indsats af et folk, der bebor det samme territorium. Derimod opstår oikofobi i mennesker, hvor det pubertære oprør mod hjemmets autoritet er blevet kronisk. Oikofobernes oprør mod deres eget hjem nationen har efterhånden vokset sig til et kulturelt selvhad. Revolten mod eget kulturelt ophav er blevet elitens nye ortodoksi, som tjener til at udslette almindelige borgeres tilknytning til deres eget hjemland. Det forklarer, hvorfor især venstreradikale oikofober villigt har allieret sig med fjendtlige kræfter, som det f.eks. skete for kommunister under Den Kolde Krig. Oikofobi viste sig igen efter den 11. september, da flere vestlige intellektuelle udtrykte deres lettelse over terrorangrebet på Vesten. Oikofobernes indsats har fået mange til at tro, at nationalstaten er under afvikling til fordel for andre former for suverænitet. Nogle oikofober peger på markedsstaten, hvor forholdet mellem individ og stat har karakter af en frit indgået kontrakt, som indebærer, at staten skal levere velfærdsgoder for at modtage borgernes lydighed. Men hvis statsborgerskab var en handelsvare, ville den nationale suverænitet hurtigt bryde sammen, akkurat som det er sket i de fejlslagne nationalstater i Afrika og Mellemøsten. Som Scruton skarpt pointerer: Mennesker vil nemlig ikke risikere deres liv for at overholde kontrakter. Derfor bygger stærke nationalstater ikke på sociale kontrakter, men på en national loyalitet, som forstærkes i krisesituationer. Et vidnesbyrd herom er den store folkelige opbakning bag USA's krig mod terror, der fulgte efter den 11. september. Andre oikofober peger på, at nationalstaten bør vige for en verdensregering, der alene kan løse globale problemer, om de end drejer sig om krænkelse af menneskerettigheder, miljøforurening, fattigdom, sygdom eller multinationale selskabers amokløb. Men oikofoberne tager simpelthen ikke hensyn til menneskets natur. For enten er menneskers loyaliteter universelle og religiøse (men i så fald er en verdensregering uden demokratisk legitimitet) eller partikulære og territoriale og så må loyaliteten komme til udfoldelse i nationalstaten. Oikofoberne søger ihærdigt at dæmonisere menneskers partikulære tilknytninger, som bærer ethvert stabilt socialt fællesskab. Dermed truer oikofoberne med at kaste nationalstaten ud i en legitimitetskrise. For når folk berøves den naturlige forbindelse til det nationale, bliver kun den voldelige adgang mulig. Siden Murens fald er den ekstreme nationalisme følgelig blusset op i mange vestlige lande. Derfor er det afgørende, at vi overvinder truslerne mod nationen, som Scruton skriver til sidst i sin bog. Scrutons forslag er, at vi styrker de bilaterale aftaler på bekostning af transnational lovgivning. Institutioner som EU og FN er alligevel rene parasitter på de nationale loyaliteter. Scruton retter også sit skyts mod WTO og anbefaler, at frihandel bør indskrænkes af moralske, religiøse og nationale restriktioner. Hvem kan f.eks. forsvare økonomisk fordelagtig udnyttelse af slavearbejde eller uhindret eksport af pornografi til de islamiske lande?, spørger han. Endelig bør indvandringen kontrolleres, udformningen af uddannelsesinstitutionerne bør gives tilbage til forældrene og praktikerne, og FN's konventioner bør vige for den nationale suverænitet, ligesom relationerne mellem borgerne i de europæiske nationalstater ikke bør reguleres af diktater fra EU, men af historiske loyaliteter. Med sin opsang til oikofoberne bidrager Scruton ikke mindst med et realistisk memento til den standende debat, også herhjemme: Menneskerettigheder sikres ikke gennem højtidelige erklæringer, men ved at blive gennemtvunget. Det forudsætter pligtopfyldende borgere og institutioner med folkelig opbakning og dermed national loyalitet.

Kan ikke se hvorfor integrationspolitik skulle være vigtig i den tredje vej - socialdemokratiet er jo ikke de radikale på området.

Ganske vist har tvivl om Socialdemokratiets holdning kostet nogle stemmer, men nu rykker stemmerne mod SF. Det må da være et tegn på, at man ikke har profileret sig på sit oprindelige kerneområde - på en måde som fænger hos vælgerne vel at mærke.

Den tredje vej kan selvfølgelig betegnes som klassisk socialliberalisme. Og Nyrupregeringen som mere socialliberal end klassisk socialdemokratisk.
Men, det gør ikke den tredje vej mindre relevant, der er vel bred konsensus om at velfærdssamfundet skal bestå, parallelt med at det anerkendes at erhvervslivet skal havde tålelige kår.

Så spørgsmålet er ikke om vejen, men om der skal være styres i venstre eller højre side af den.
Så Socialdemokratiet burde først og fremmest vise befolkningen, at de kan gøre det bedre end Fogh, og slå ned på de rigtige mærkesager.
Selv synes jeg netop de mange offentlige ansatte som er jages med effektiviseringspisken og bruger stigende dele af deres arbejdstid på skemaer og kontrol som udgør et stort mistillidsvotum til dem, at love dem mindre kontrol og mere kvalitet og løn i arbejdet, det er en oplagt mulighed.

Hvad angår de 900000 på overførselsindkomst, så er det med at snakke pligt jo gratis, bortset fra dem man hetzer, de arbejdsløse som skal føle sig som syndere, de førtidspensionerede som skal føle sig udenfor, de sygemeldte som er blevet presset for langt, hvem mangler at udføre sin pligt? og hvor er arbejdet til alle disse hænder?

http://logisksnit.blogspot.com/search/label/socialdemokratiet

Ole E. Mikkelsen

'Jeg mener man burde oversætte begrebet nationalisme til kulturel identitet. For jeg mener det er den kulturelle identitet, der står på spil. Det er den kulturelle identitet (underforstået også stolthed), som gør at integrationsprocessen f.eks. ikke lykkes. For den mangler ganske enkelt.

Jeg er enig i masser af betragtninger både hos Dorte og hos Scruton (citeret af gespenst). Men der mangler en fordybelse i denne kulturelle identitet, som tilsyneladende er gået tabt.

Jeg tror vi alle var(!) stolte af det socialdemokratiske velfærdssamfund. Vi kan ikke forlige os med at det er gået tabt. Skattetrykket blev ulideligt og resultatet er at intet længere fungerer på trods af at skattetrykket fortsat er ulideligt.

Sundhedssystemet er ikke længere gratis for alle. Uddannelsessystemet er kun for de priviligerede på dele af systemet. Folkepensionen er stort set ikke eksisterende, eller rettere princippet om at vi alle er lige når vi fødes og når vi dør er væk ligesom princippet om at markedets og skæbnens tilfældige luner ikke skal dominere menneskesynet er væk.

Det sociale system, arbejdsløshedsunderstøttelsen og systemerne herunder er sat tilbage til 50'erne for enhver der falder udenfor er sat under mistanke for nasseri. Desværre florerer nasseri også i stor stil, f.eks. i indvandrerkredse, men også i den såkaldte socialgruppe 5.

Rudimenter af velfærdssamfundet, - f.eks. efterlønssystemet, har dog fortsat præg af lovunderstøttet nasseri. Tilsvarende andre helt særlige ydelser, der falder ind under en obskur regel.

Skattesystemet er tilfældigt, milliarder af skattefrie formuegevinster unddrages beskatning, mens en enkelt fradragskilometer for lidt på selvangivelsen eller en erhvervsmæssigr anvendt mobiltelefon beskattes til marginalskattesats.

Arbejdere og timelønnede forsvandt og blev erstattet af håndværkere og funktionærer, der udnytter skattesystemet dels ved systematisk sort arbejde dels ved fradrag via topskatten.

Anders Fogh skrev en gang en bog ved navn 'Fra socialstat til minimalstat'.

Hvornår kommer bogen, - 'Fra velfærdsstat eller minimalstat til retfærdighedsstat'. Det er bogen der beskriver et samfund med et grundlæggende retfærdigt menneskesyn, - noget med at sundhed, uddannelse, social sikring i arbejdsliv, under sygdom og i alderdom, børne- og familieunderstøttet arbejdsliv m.v. er helt fundamentale og skal sikres gennem en fælles kasse.

Det er også bogen, der beskriver hvad fordelingsmæssig retfærdighed går ud på, - f.eks. at lighed ikke er et mål i sig selv, men hvis ulighed bevirker at der opstår hvad man kunne kalde klasseskel eller hvis ulighed bevirker at der ikke er muligheder for alle, så skal der udlignes.

Det er bogen der gør bidrag til den fælles kasse til en retfærdig sum af den økonomiske formåen som den enkelte har opnået på den ene eller anden måde hvadenten det handler om arbejde, erhverv eller formuegevinster.

Jeg tror den kulturelle identitet forsvandt da det retfærdige velfærdssamfund forsvandt og visionerne herfor samtidig forsvandt da skattetrykket viste sig at være helt upåvirket af de ydelser som det skulle dække.

Det ses med al ønskelig tydelighed i disse år, hvor skattetrykket fortsat er meget højt men hvor de ydelser man troede skulle være dækket af skattetrykket alligevel skal betales herudover i form af private pensionsforsikringsordninger, uddannelsesgebyrer, sundhedsforsikringer, brugerbetalinger, trafikafgifter, sygesikringer i udlandet osv.

Og hvor den sociale forsorg styres af spindoktorers ord og dagsform i stedet for af reelle behov..

Støvrings og Scrutons vrøvl er ikke andet end en gang fascistoid manipulation, der forsøger at dræbe envher debat og enhver kritik af magthaverne.
Kritik af magthaverne og deres beslutning er i øvrigt heller ikke i modstrid med national loyalitet, og kan jo selvsagt på ingen måde sidestilles med frygt for "hjemmet" eller selvhad.

@ "..der bor flere hundredetusinde mennesker i Danmark af anden etnisk herkomst .. det må vi udnytte som en ressource - ja tak, men når der står en position af nationalister i de fleste europæiske lande, der fuldkommen kan vende op og ned på den politisk debat, så opstår problemet."

Hvorfor dog ikke bruge 'resourcerne' i de lande, disse af anden etnisk herkomst stammer fra ?

Hvis man satsede på 'den vej', ville problemer opstået som følge af hovedløs indvandring af al denne 'anden etnisk herkomst' bedres og ikke forværres, og kunne komme oprindelseslandene til gode, såvel som os selv !

Uden massiv asyl-, og fremmedarbejder- og familiesammenføringspåtvangsindvandring havde der næppe været nogen, der havde talt om 'globalisme'.

Kompromiset mellem de internationale-globale og nationalister må derfor være kvoter for indvandring, der afgøres ud fra hvor mange, der udvandrer af disse indvandrede, så antallet af disse 'anden etniske' nedbringes og 'globaliserings'-modviljen som begreb derved også mindskes.

Svaret på hele problematikken er selvfølgelig massiv repatriering og udvandring til glæde for de fremmedes etniske udvandringslande og for store dele af den danske befolkning, der derved får frigjort massive resourcer, til glæde for offentlige ansatte 'hurtigløbere', for danskere - børn, unge, gamle, syge som raske - som er afhængig af det offentliges (dansk-national) service til borgerne
(og hertil vil resultere i mindre trafik, konflikt, forbrugerræs, forurening osv. i Danmark.)

- Hvis der kun må være 30% tosprogede i skoler og ghettoer, så vil skoler og ghettoer med disse procenttal brede sig ud over hele landet til procenttallet overalt i dem skal hæves til 35% så til 40%, så 45%, og så 50% osv. osv. får at få plads til 'de fremmedetniske'.

Og de danskere der bor tæt på ghettoerne og skolerne vil miste lysten til at stifte familie og derved stiger procenterne endnu mere i fremtiden.

Udvandring er eneste retfærdige svar på den vilde indvandring af asylmennesker, som ikke mere behøver asyl i Danmark, og på de mange fremmedarbejdere, der i dag (stadig) er arbejdsløse, eller har frataget en dansker sit (ufaglærte) arbejde . . . for længe, længe siden.

Med omkring 900000 i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst på et hvilket som helst givet tidspunkt. har jeg personligt svært ved at se behovet for menneskelige ressourcer.

Vi er bedre til at presse og kassere menneskelige ressourcer, end vi er til at anvende dem.

http://logisksnit.blogspot.com/2008/04/vi-har-afskaffet-arbejdslsheden.html

Men naturligvis hvis vi taler om menneskelige ressourcer der kan skabe arbejdspladser, eller menneskelige ressourcer med en uddannelse vi har glemt at give de menneskelige ressourcer vi allerede har til rådighed. Så kan det da give mening.
Men mest mening ville det give at gøre indhug i de 900000 på overførselsindkomst, lukke dem ind i varmen, give dem en uddannelse og lette presset på de allerede travle hænder.

Det er naturligvis dyrere at give mennesker et reelt job, end have dem på en overførselsindkomst.
Men vi snakker jo ikke kun om penge, men først og fremmest om menneskeskæbner.

Magnus E. Marsdal tager altså fejl, når han tror, at den traditionelle arbejder eksisterer endnu. Det gør han ikke. Og jeg bruger bevidst udtrukket 'han' om denne arbejder fra industri-kapitalismens tidsalder. Fremstillings-virksomhederne har for længst udliciteret fremstillingen af f.eks. sko, tyggegummi, komponenter i tv, video og radio til lande i enten Østeuropa eller Østasien, hvor lønnen er under halvdelen af hvad en tilsvarende vestlig arbejder skal have.

Selv køkkener bliver fremstillet via industrielt design og via CAD/CAM og 3D printere i dag. I gamle dage var en snedker og en tømrer ind der kunne bruge en hammer. I dag er snedkerens vigtigste værktøj faktisk en computer. Det samme er smedens værktøj. Denne udvikling kan Magnus E. Marsdal selvfølgelig begræde, men sådan er virkeligheden altså i Danmark i dag. Selv automekanikerens vigtigste værktøj er en bærbar computer som de bruger til diagnose af de problemer der måtte være med bilerne de skal reparere.

Og selv på en kiksefabrik som Bisca Kiks er der indført maskiner, som laver det tunge og beskidte arbejde som mennesker lavede før i tiden. Det kræver en anden organisering af arbejdet, nemlig i teams, hvor den enkelte kan varetage langt flere funktioner end i 1950ernes industri-samfund hvor den enkelte arbejder blot skulle være højt specialiseret og stå og gentage det samme arbejde eller lave den samme bevægelse mange gange om dagen.
For at vænne folk til dette havde man så en skole hvor man lærte at sidde stille og gøre som der blev sagt. I dag skal man jo slet slet ikke gøre dette på arbejdet, heller ikke på en kiksefabrik.

I dag er det langt vigtigere at man er i stand til f.eks. at kunne tænke selvstændigt, arbejde i teams (grupper), tænke out of the box, dvs. kreativt og finde nye løsninger på gamle problemer, eller anskue tingene fra forskellige vinkler, diskutere dem, og så finde en måde at løse problemerne på. Også reflektion, dvs. evnen til at kitte to ting sammen som ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre, f.eks. se sammenhængen mellem det at navigere og at have matematisk sans. Og det er præcis derfor, at skolen i 1990erne lagde vægt på de her færdigheder - fordi alle, nu og i fremtiden, har brug for dem. For at virke som arbejdere i et højteknologisk videns eller creative man society som det danske.

Og mht. indvandringen:

Tjah, folk kan jo gøre som de vil, men jeg mener bestemt, at når staten Danmark om 5-10 år står og mangler en masse mennesker, der bl.a. vil tørre folk i røven, og staten Danmark så bliver tvunget til at lukke op for en massiv indvandring af arbejdskraft i størrelsesordenen 100.000 om året eller deromkring, ja så er der ingen, der vil Danmark pga. at rygtet om vores strikse (og racistiske?) udlændingepolitik er løbet i forvejen.

Mht. de problemer som den tredje vej kommet i, er jeg sådan set enig, at set i en bestemt optik er den tredje vej en ganske udmærket vej at gå. Hovedproblemet med den tredje vej, at kapitalen som sagt flytter sine fremstillingsvirksomheder ud fra Europa, og dermed overflødig eller udgrænser og derved marginaliserer en masse mennesker; de ufaglærte. Grunden til dette er jo den meget enkle, at de ufaglærte ingen uddannelse har af betydning, og når kapitalen kan få billig arbejdskraft i udlandet, ja så bliver de fyret. Og de kan ikke få et andet job, fordi de ingen uddannelse har.

Højrefløjens svar på det i Danmark synes at være, at de bare må sig sammen -og så i øvrigt være bange for muslimerne, som jo bare kommer her for at tage vore job (og vore piger). Socialdemokraternes svar på dette må være præcist som Tony Blair's svar på dette: Education - Education - Education. Og det skal forstås på den måde, at socialdemokraternes vision altså må være, at de ufaglærte skal have en uddannelse, som kan hjælpe dem tilbage på arbejdsmarkedet permanent. Ikke at de ufaglærte skal bruges som en slags arbejdskraft-reserve, som arbejdsgiverne/kapitalen kan få fågivet et hurtigt truck kursus eller et andet kort kursus, så de lige her og nu og p.t. kan opfylde det behov som kapitalen har for arbejdskraft LIGE NU! Det holder simpelthen ikke.

Når det er sagt, er jeg faktisk ganske godt tilfreds med, at man stiller krav til visse typer af arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere. Pligter og rettigheder bør følges ad - og jeg er meget tilfreds med, at det gamle slogan
'gør din pligt - kræv din ret' er blevet pudset af igen og atter kommet til ære og værdighed hos Socialdemokraterne. Det kan godt være, det er mig, der er en smule gammeldags, men der er altså sandhed i John F. Kennedy's rod om 'ask not what your country can do for you, but ask what you can do for your country'. Eller sagt på en anden måde: Gør selv noget først, eller forsøg på det - før du ligger samfundet til byrde. Kan du så ikke det, eller har livet gået dig imod, ja så står samfundet (staten) selvfølgelig parat til at hjælpe.

/Karsten

Pligt til hvad?

Vi har 900000 uden for arbejdsmarkedet, Hvorfor skal de over en kam hetzes?

Det har vist sig, at de fleste job som man presser arbejdsløse til at søge ikke eksisterer:

http://logisksnit.blogspot.com/2008/03/djfferi-igen-igen.html

Nogle er naturligvis mere fredet end andre, førtidspensionister og efterlønnere, dem på barsel.
Men hvad er logikken i at lege indre mission, og lave stikprøver i om de unge har sex eller eller drikker alkohol?

Hvorfor hetze folk uden grund, der er ikke arbejde nok til alle, skal de have en opsang, fordi de ikke kan finde ud af at skabe egne virksomheder og arbejdspladser?

Man kunne jo foreksempel tilbyde mennesker et konkret arbejde i stedet, og respektere dem så meget at man giver dem mulighed for at takke nej 3 gange før fælden klapper.

Så er spørgsmålet jo om nogle former for arbejde ikke er for lavt lønnet i forhold til kvaliteten af arbejdet?

"Så er spørgsmålet jo om nogle former for arbejde ikke er for lavt lønnet i forhold til kvaliteten af arbejdet?"

Tja, det er vel egentlig noget af det, disse dages strejke handler om.