Læsetid: 4 min.

Det socialdemokratiske selvopgør

Mette Frederiksens teser er en politisk ønskeliste, som formulerer krav om noget bedre og noget mere end Helle Thorning-Schmidts politiske facitliste
De 10 teser markerer mere end bare et opgør med Helle Thorning-Schmidts socialdemokratisme. De er også et forsøg på et opgør med -den tredje vej- og regeringen Nyrup. Det var regeringen Nyrup, som udliciterede og privatiserede i den store stil.

De 10 teser markerer mere end bare et opgør med Helle Thorning-Schmidts socialdemokratisme. De er også et forsøg på et opgør med -den tredje vej- og regeringen Nyrup. Det var regeringen Nyrup, som udliciterede og privatiserede i den store stil.

Tariq Mikkel Kahn

5. april 2008

Velfærd er noget, man kan få mere af, og man kan aldrig få nok. De gode er dem, der går ind for mere velfærd. Hvis man udpeger nogen, der ikke går ind for så meget velfærd som muligt, har man fundet en politisk modstander.

"Vi vælger velfærd" stod der på plakater over hele landet under Folketingsvalget 2007. Og velfærden skulle garanteres som 'rettigheder'. Således talte Helle Thorning-Schmidts socialdemokrater indtil for nylig. Modsætningen mellem det fælles og det private, mellem 'velfærd' og 'skattelettelser' blev ikke tænkt som konflikt mellem borgere og forbrugere, men som en konflikt mellem forbrugere af offentlige service og privatforbrugere. Politik er i den optik offentlig forbrugerbeskyttelse. Alle skal have så meget som muligt.

De 10 socialdemokratiske teser for et bedre Danmark, som partiets næstformand Mette Frederiksen lancerede søndag, er en bemærkelsesværdig kritik af både brugermentaliteten, det kvantitative velfærdsbegreb og rettighedstænkningen. Den ottende tese siger således: "Danskerne skal først og fremmest være borgere - ikke forbrugere". Det hedder i den sjette tese: "Velfærdsstaten er ikke et mål i sig selv", og den anden tese slår fast, at "pligter er vigtigere end rettigheder".

De tre klare formuleringer ledsages af temmeligt uklare forklaringer. Der skelnes for eksempel ikke tydeligt mellem borgerlige pligter i civilsamfundet og brugernes pligter over for staten. Samfundet og staten falder tilsyneladende sammen. Det fremhæves endvidere ikke, at en relativt stor gruppe af danskere faktisk har flere pligter end rettigheder over for velfærdsstaten. Det gælder dem, der er aktiverede, på dagpenge, starthjælp eller kontanthjælp: De skal møde op og parere ordre. De kan ikke strejke. Nogle skal bede myndighederne om lov, hvis de vil besøge deres familie i en anden del af landet eller tage på ferie i udlandet. De skal stå til rådighed. Denne asymmetri berøres ikke i teserne. Frederiksen antyder dog med et løfte om uspecifieret 'omsorgsreform' en intention om en ny socialpolitik.

Opgør med den tredje vej

De 10 teser markerer mere end bare et opgør med Helle Thorning-Schmidts socialdemokratisme. De er også et forsøg på et opgør med 'Den Tredje Vej' og regeringen Nyrup. Det var regeringen Nyrup, som udliciterede og privatiserede i den store stil. Nu hævder Frederiksen i den fjerde tese, at "velfærden hellere skal være fælles end privat". Det var også under regeringen Nyrup, at New Public Management for alvor blev institutionaliseret som doktrin for driften af den offentlige sektor. Det private blev gennem 90'erne set som forbillede for den offentlige forvaltning, og arbejdsmarkedet blev bestemt som stedet, hvor borgerne integreres i det politiske fællesskab. Denne proces er blevet udlagt som overgangen fra welfare til workfare. Dette 'langsomme sporskifte i velfærdsstaten', som Jacob Torfing har kaldt det, blev ikke profileret som et ideologisk projekt, men indledt under regeringen Schlüter i 80'erne, accelereret under den socialdemokratiske regering i 90'erne - og fortsat under Fogh i 00'erne. Mette Frederiksens kritiske teser siger ikke, at det var forkert dengang. Der er ikke tale om en historisk kritik. De kritiske teser fokuserer på effekterne af privatiseringer af pensionsopsparing, skattefradrag til privat sygeforsikring og generel støtte til private alternativer til det offentlige sundhedsvæsen. De understreger for det første en social problematik: De forskellige privatiseringsmanøvrer har ifølge Frederiksen ført til økonomisk ulighed. De pointerer for det andet, at kvaliteten af den offentlige omsorg falder med de private løsninger. For det tredje hævder Frederiksen, at borgerne mister blikket for det fælles, når de zapper mellem ydelserne som forbrugere af offentlige service.

De 10 kritiske teser for et bedre Danmark er ikke en politisk facitliste. Når de store ord skal konkretiseres, forfalder Frederiksen til det kvantitative velfærdsbegreb og erklærer, at "mere velfærd koster flere penge". Den første tese er nærmest et kup, idet Frederiksen minder om, at "det enkelte menneskes frihed" står over alt andet. Målet med det politiske kollektiv er ikke at skabe en stor velfærdsstat, men i sidste instans at gøre den enkelte borger i stand til regere over sin egen tilværelse. Men Frederiksen har ingen ideer til, hvordan man organiserer en offentlig sektor, som ikke bygger på frit-valgs-ydelser og rettighedskrav. Der er ingen forslag til, hvordan de offentlige institutioner kan demokratiseres, så det ikke kun er de sædvanlige med de lange uddannelser og det store udsyn, som sidder i bestyrelserne og bestemmer. Der er en gennemført kritik af Den Tredje Vejs nyliberalisme, men ikke nogen bud på, hvad der skal komme i stedet. Det nævnes, at borgerne bør engagere sig og skrive læserbreve og deltage. Men denne form for engagement accentuerer en anden ulighed, som Frederiksen ikke ænser: Uligheden mellem dem, der har det rigtige sprog og er vant til at gøre sig gældende i offentligheden, og dem, der ikke formulerer sig korrekt, og ekskluderer sig selv, fordi de ikke tror, de kan gøre sig gældende. Og det er denne for velfærdsstaten fundamentale ulighed, som legitimerer New Public Management-tilbud om 'rettigheder' og 'garantier', som alle kan forstå.

Hvordan gør man?

Med sin ideologiske modsætning mellem det offentlige og det private overser Frederiksen også, at staten kan fungere lige så socialt ekskluderende og undertrykkende som markedet. Det store spørgsmål er ikke, om man holder med markedet eller staten. Den store udfordring er derimod, hvordan man demokratiserer forvaltningen af det fælles og også giver de mindre kulturelt privilegerede mulighed for at deltage som borgere.

Det er ikke sikkert, at Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen er uenige. Distancen mellem de tos projekter er snarere, hvad man kan komme op med konkret, og hvad man abstrakt kunne tænke sig. Helle Thorning-Schmidt har leveret en politisk facitliste, som bekræfter Den Tredje Vej og New Public Management. Mette Frederiksen har fremlagt en politiske ønskeliste, som udfordrer hele den tænkning. Hun har ladet den sidste tese stå åben som et fælles projekt. I virkeligheden er det et fælles projekt at finde ud af, hvordan man realiserer tankerne i alle teserne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

De 10 socialdemokratiske teser for et bedre Danmark

indeholder INTET specifikt om

Udvandringscheck til sure muslimer

der er vold-tvangsført til Danmark af muslimske overhoveder.