Læsetid: 2 min.

Han styrer historieundervisningen

Bertel Haarder tager afstand fra politisk styret historieundervisning - alligevel har han netop fået opstillet 29 historiske begivenheder, som eleverne i folkeskolen skal undervises i. Historielærerne kalder det statsstyring af undervisningen
23. april 2008

Så sent som i sidste uge var undervisningsminister Bertel Haarder ude og tage klar afstand fra statsstyret historieundervisning i forbindelse med den svenske debat om en statslig informationskampagne om forbrydelser under kommunismen. Nu beskyldes Bertel Haarder i forbindelse med historiekanonen og dens 29 obligatoriske undervisningspunkter selv for statsstyring af historieundervisningen - blandt andet af formanden for historielærerforeningen, Lene Rasmussen:

"Man styrer for meget - og gennem de seneste år, er der en klar tendens til, at man vil styre mere og mere fra politisk side," siger Lene Rasmussen.

Hun har på grund af sin post i historielærerforeningen selv siddet i det udvalg, der har udarbejdet de 29 punkter til kanonen. Her har hun efter eget udsagn "forsøgt at begrænse kanonen så meget som muligt. Så der stadig er noget frihed tilbage til historielærerne."

Da udvalget præsenterede deres oplæg for ministeren, ville han have ændret to ting:

"Han ønskede at få 'Systemskiftet i 1901' med som et punkt - og så ønskede han at få tilføjet 'jødeaktionen' i forbindelse med augustoprøret i 1943."

Og sådan blev det. Dermed ligner Bertel Haarders historiekanon den form for historiestyring, som han i forbindelse med den svenske debat tog klar afstand fra - det mener professor i historie på Lunds Universitet, Kim Salomon, som kalder undervisningsministeriets kanonudspil en 'kraftig styring af, hvad historie skal være':

"I det nye udspil fra ministeriet går man ind og detailstyrer undervisningen på en måde, der ville få svenskerne til at tale om formynderi," siger han. Han mener også, at Bertel Haarders klare afvisning af den kritik, der har været af kanonen, er problematisk:

"Jeg vil mene, at grænserne for, hvad staten skal blande sig i, er overskredet her. I et demokratisk samfund er det vigtigt at debattere grænserne, når man forsøger at flytte dem. Undervisningsministeren bør være opmærksom på, hvad fagfolk siger, og ikke bare affeje kritikken," siger Kim Salomon.

Meningsløs kritik

Bertel Haarder undrer sig over kritikken:

"Den er ligeså meningsløs, som den kritik de svenske historikere giver den svenske regering. Al historieundervisning handler om, at man mener, der er nogle ting, de unge skal vide. Derfor har vi fået lavet en historiekanon, der skal give de unge nogle pejlemærker, som skal følges, men ikke nødvendigvis kronologisk. Jeg mener ikke, at der er noget galt i, at regeringen går ind og laver nogle pejlemærker for undervisningen. Vi har altid haft undervisningsvejledninger, og jeg kan ikke se, at det her er så meget anderledes."

Bertel Haarder kalder kritikken 'ulogisk og meningsløs', fordi de svenske historikere ikke kritiserede den tidligere statsminister, socialdemokraten Göran Persson, da han lancerede et lignende initiativ, der skulle oplyse ungdommen om Holocaust, men gerne vil kritisere både den danske og den svenske borgerlige regering.

"For mig at se handler det her mere om, at de svenske kritikere ikke kan lide borgerlige regeringer. Den svenske regerings initiativ handler jo bare om, at de svenske unge også skal lære om de ugerninger, der er blevet begået under totalitære regimer."

Men uanset om det er en socialdemokratisk eller en borgerlig statsstyring er det problematisk, mener både Kim Salomon og Lene Rasmussen:

"Det er altid problematisk, når et politisk flertal bestemmer, hvad der er historisk vigtigt, for de har hver deres kæphest," siger Lene Rasmussen.

nan@infromation.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich, skal det med Vadmand forstås ironisk ? jeg gør. Jeg er selv student fra 65 og må sige at megen historieundervisning bestod af en bog, en gennemgang og en overhøring. P. Munchs Verdenshistorie. Sådan. Der er da heldigvis blevet mere liv i kludene siden da. Det beklagelige er, at hvor man tidligere havde et overblik, men ikke megen selvstændig stillingtagen, fik man megen stillingtagen og kun lidt overblik. En fornuftig blanding kunne være på plads.
Der blev hældt mange børn ud med badevandet i 70´erne, og nej det var ikke marxisterne, snarere lærerhøjskolens drømmere der fik undervisningen til blive atomiseret, og nu skal vi jo ikke lave samme fejl med modsat fortegn og smide alle de gode sider ved knudepunkts-undervisningen ud.
Den status faget har fået ved at blive prøvefag er et godt afsæt til at højne niveauet og man må håbe at underviserne enten er kompetente eller får kurser så de bliver mere kompetente end nu. Faget har jo netop lidt under , (ikke på mange privatskoler), at det er ikke uddannede, ikke interessede glimrende dansklærere, der har fået tildelt faget og brugt det til lidt af hvert. Nu falder hammeren og det skal Bertel have tak for og det må være i alles interesse at historie får en bedre placering i folkeskolen. Kanon nåh ja.

Heinrich R. Jørgensen

Jens Peter Hansen,

Ja, "forklaringsmodellen" for Per Vadmands manglende kendskab til Stauning var godmodigt drilleri. Per Vadmand er selv en af debattens hyppigste og sjoveste drillepinde, så jeg håber at været tilgivet forsøget på at være morsom.

I øvrigt har Per Vadmand fået indhentet det med Stauning siden :-)

Jeg blev selv student i de tidlige firsere, og mit eneste bidrag er, at jeg oplevede historieundervisningen i gymnasietiden som meget neutral og aldeles uden marxistiske paroler. Det skyldes nok, at jeg gik på et ultrakonservationt gymnasium, der bestemt ikke var blege for at skære fra og lægge lidt til som det passede dem (men bestemt indefor regler, er jeg sikker på). Historielæreren var dog exceptionelt inspirerende og tankevækkende, og brugte lige så meget på at stille åbne spørgsmål som på at lire teksten af. Jeg skylder ham stadig stor tak. Så igen en særpræget og atypisk anekdote om en marginal skole/gymnasie oplevelse, der givetvis har meget lidt at gøre med de flestes oplevelser for samme periode. Beklager :-)

Jeg er enig i, at historie er et vigtigt fag, og er glad for at der sker forbedringer på mange frontet. Det skal Bertel have tak for.

Bertel eller nogen anden får dog ingen tak herfra, såfremt de prøver at diktere en facitliste for historien og åbenbart tror at absolut historie skrivning er muligt. I så fald, trænger de selv til at komme under kyndig vejledning af faguddannede historielærere :-)

Jeg gik faktisk i gymnasiet i begyndelsen af 1970'erne; men der var ikke megen munke-marxisme i undervisningen- slet ikke i historie. Vores latin-lærer viste sig at være medlem af VS, men det skinnede nu ikke igennem i tolkningen af Ovid. Min græsklærer (jeg var vistnok sidste årgang af den ægte klassiske linie- inden reformer udvandede denne) lærte mig om psykophanternes rolle i Athen og en del anden uforglemmelig- såkaldt paratviden- som jeg næppe har taget skade af at kunne.

Historieundervisningen byggede på nogle enkle grundprincipper:

1) Du skal ikke tro eller mene- du skal vide!

2) Alle udsagn, der ikke kan støttes af kilderne, er nonsens!

3) Der findes hverken belæg for humanisme, socialisme eller demokratisme. Generelle udsagn om historiens gang er umulige at falsificere (Jo, vi gennemgik også Poppers falsifikationsprincip).

4) Ethvert generelt udsagn om menneskets natur, samfundets natur, Guds eksistens eller død er umuligt at dokumentere, og hører følgelig ikke hjemme i historiefaget.

Bag enhver ideologi ligger en forestilling om Godhed, Sandhed og Retfærdighed; overladf trygt det til politikere og teologer; fornuftige mennesker interesserer sig for facts.

Uagtet, at disse udsagn kunne nuanceres en smule, bærer de naturligvis en dybde, en visdom og en gennemslagskraft, som ingen postmoderne tænker vil kunne hamle op med.

Sider