Analyse
Læsetid: 4 min.

Tiden arbejder for S-støtte til indgreb

Tiden arbejder for en bred politisk opbakning til et indgreb i konflikten - hvis det bliver nødvendigt. Og tiden arbejder efter alt at dømme for, at Socialdemokraterne vil sikre en meget bred politisk opbakning til et indgreb
Indland
25. april 2008

De seneste meningsmålinger viser, at Socialdemokraterne, er på vej op fra det lavpunkt i målingerne, de ellers var havnet i. SF's enorme fremgang er bremset, og en enkelt måling forudser en betydelig tilbagegang for SF.

Det er et ikke uvæsentligt bidrag til S-ledelsens lyst til at lægge stemmer til et indgreb.

Men endnu væsentligere er det, at vreden mod FOA-leder Dennis Kristensen er meget stor i den øvrige LO-fagbevægelse, som S-ledelsen er i tæt kontakt med.

FOA-manden, der blandt fjenderne i arbejderbevægelsen går under navnet "kommunist-Dennis", beskyldes for urent trav og et undergravende angreb på den danske aftalemodel gennem hans appeller til politiske løsninger.

Derfor får både regeringen og den socialdemokratiske ledelse under løbende 'orienteringsmøder' med fagbevægelsens ledere at vide, at de strejkende under ingen omstændigheder må blive belønnet for deres "usolidariske" strategi. Skal der gribes ind, skal de strejkende nærmest selv bede om det, og det skal først ske, når FOA's konflikt-kasse er tømt.

De strejkendes "bløde" konfliktmodel, der af flere kommentatorer har givet dem sejren i "medie-kampen" om befolkningens sympati, kan også blive en boomerang, idet konflikten kan få lov at køre ganske længe, indtil trætheden melder sig, både blandt de aktionerende og hos befolkningen.

Pædagogernes stemmer

Den 13. maj er i nogle analyser blevet en magisk dato, fordi man den dato kender resultatet af pædagogernes afstemning om deres overenskomstresultat, der blev anbefalet af forbundets hovedbestyrelses flertal, men som flere lokale bestyrelser har vendt sig imod.

Blandt de politikere, der løbende drøfter strategien for regeringen og Christiansborgs håndtering af konflikten, er der en vis forhåbning om, at overenskomstresultatet vil blive vedtaget og bidrage til at isolere de aktionerende og udstille dem som ekstraordinært krævende.

Den 11. april vedtog et meget stort flertal af 3F's medlemmer et overenskomstresultat på 3F's 'grønne område', der omfatter landbrug og gartneri mv.

Det meget positive resultat opfattes som udtryk for en erkendelse af, at overenskomstresultatet giver en ganske følelig lønfremgang for lavtlønnede grupper på 20-30.000 kr. over et treårigt forløb.

SOSU'erne kunne have opnået en tilsvarende fremgang, og afstanden mellem parterne var ikke voldsom stor, da forhandlingerne brød sammen. I fagbevægelsen er der en del kritik af forligsmanden for ikke at have afprøvet alle muligheder før hun sendte parterne hjem.

Nogle politiske strateger mener, at det er realistisk at undgå et indgreb ved gennem politiske signaler at skabe grundlag for, at forhandlingerne mellem parterne genoptages efter nogle ugers forløb, når trætheden har meldt sig, og strejkekasserne er tømt.

Bidrag til en løsning

En lønkommission er siden årsskiftet hyppigt blevet nævnt som et bidrag til en løsning. Realiteten er dog, at lønkommissionen ikke vil kunne bidrage til løsningen af den aktuelle uenighed om lønvilkårene. Men den aktuelle konflikt vil kunne løses "ved at flytte rundt på nogle penge", mener ledende strateger på Christiansborg. Der kan flyttes beløb fra lokale ordninger til centrale ordninger og fra særlige tillæg til faste løndele og lignende, så - den beskedne faktiske uenighed taget i betragtning - et tilsyneladende tilfredsstillende resultat kan opnås for begge parter uden, at der reelt kommer flere penge på bordet, end den øvrige del af det offentlige arbejdsmarked har fået.

Manglen på hænder

En langsigtet lønkommission kan imidlertid blive et vigtigt bidrag til at løse den personalemangel - manglen på "varme hænder" - som alle mener, er det afgørende problem bag konflikten.

Som arbejdsmarkedsforskerne, professorerne Jesper Due og Jørgen Steen Madsen har argumenteret for, kunne en reform, der etablerede en friere løndannelse i den offentlige sektor blive et væsentligt bidrag til at løse rekrutterings- og fastholdelsesproblemer.

Historiske erfaringer viser, at intet borgerligt parti, de radikale indbefattet, har stemt mod et indgreb i en arbejdskonflikt. Enhedslisten (og dens forgængere VS og DKP) samt SF har altid stemt imod. Socialdemokraterne har stort set altid stemt for, en markant undtagelse var dog 1985 hvor Socialdemokraterne i opposition stemte mod Schlüter-regeringens upopulære indgreb.

Fremskridtspartiet stemte mod i 70'erne og 80'erne, men for indgreb i 90'erne.

I dag er Dansk Folkeparti som regeringens støtteparti under pres for at stemme for, men partiet har et problem med de meget bastante løfter de forud for valget gav specielt sosu'erne.

Efter valget erklærede både DF og Socialdemokraterne sig tilfredse med den nyudnævnte finansminister Lars Løkke Rasmussens bogholdertekniske tilvejebringelse af ekstra milliarder til de forestående overenskomstforhandlinger. Det var et klart udtryk for at søge at skabe plads til et overenskomstindgreb på trods af tidligere løfter.

Foreløbig synes en bred kreds af meget enige Christiansborg-politikere at have givet sig god tid til at udvikle den helt rigtige model for en kommission, der kan være med til at legitimere, at de strejkende ikke får flere penge end de store grupper offentligt og privat ansatte, der allerede har godkendt forhandlingsresultaterne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Brogård

Som gammel solidaritetsromantiker glæder jeg mig hver dag over strejkens succes. De pædagoger og sygeplejesker jeg kender har knyttede hænder. Glem retorikken om arbejderklassen. Den er ikke længere organiserbar, den er for fed. Kreativ klasse? Den har aldrig ladet sig organisere af andre end købmandsstanden.

Kvinder?

Alle andre i hele landet, red jer! Kvinderne er blevet snydt, så de føler det med hver eneste celle i kroppen. De er ikke længere flinke. Og de kan stå sammen. Vi andre står sammen med dem. Og vi kan ikke undvære de offentlige systemer, som nu er lammede.

Pressens daglige besværgelser om, at strejken styrker det private element i sektorerne er let gennemskuelige og dårligt forberedt. Den private del er forsvindende lille og kan ikke afhjælpe noget.

I den situation må regeringen vælge, om den vil handle og lægge sig ud med de berørte lønmodtagere, eller om den vil lade stå til og dermed lade vigtige systemer gå i opløsning, hvorved den vil bære ansvaret overfor de berørte behandlingstrængende.

DF har valgt at hælde benzin på problemet ved at lockoute KL-brancherne. Derved følger de regeringens linie med at prøve at tømme strejkekasserne til skade for lønmodtagerne.