Analyse
Læsetid: 3 min.

Ukraine er et svært dilemma for NATO

Alliancens dybe krise afspejles i strid om optagelse af Ukraine og Georgien
Indland
2. april 2008

Til krigen i Afghanistan har NATO brug for soldater. Ukraine har nogle hundrede tusinde. Så hvorfor ikke optage landet i NATO?

Netop denne sammenkædning har også strejfet ukrainerne, og det er formentlig en væsentlig årsag til, at befolkningen massivt er imod medlemskab. Man har nemlig været i Afghanistan før. I den sovjetiske periode. Og den oplevelse inspirerer ikke til gentagelse.Under NATO-topmødet skal alliancens medlemmer overveje, hvorvidt Ukraine sammen med Georgien formelt skal forberedes til medlemskab. Redskabet er, at man giver dem en såkaldt Membership Action Plan, som målrettet skal gennemføre reformer i de væbnede styrker, så landene kan indgå i NATO's integrerede militære samarbejde.

Den amerikanske præsident Bush har, i øvrigt med opbakning fra Senatet, erklæret sin støtte.

Især NATO's østeuropæiske medlemmer går også varmt ind for projektet. Ifølge flere rapporter er Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Holland, Belgien, Portugal og Luxembourg imod. Danmarks holdning er uklar, men dog med sympati for Ukraine og Georgien.

Fordi alliancens beslutninger træffes med enstemmighed, er udsigterne for Ukraine og Georgien altså ikke gode.

Men uanset hvad toplederne beslutter, stiller de to landes ansøgning NATO i et svært dilemma, og det vækker undren mellem eksperter, at den amerikanske præsident med sin støtte har forstærket modsætninger i NATO.

Unødvendigt lige nu

Der er ingen iøjnefaldende årsag til, at netop Ukraines ønske er sat på dagsordenen lige nu. Behovet for soldater til Afghanistan spiller næppe en rolle. Som andre lande, der ikke er med i alliancen, kan landet godt bidrage, men det har opinionen blokeret. Ukraine havde soldater i Irak, men de blev trukket ud i 2005, da den nuværende præsident kom til, efter en lidet glorværdig indsats.

Ukraine har desuden gennem flere år fået bistand af NATO til omstilling af de væbnede styrker. Siden topmødet i Prag i 2002 har Ukraine været med i en Action Plan, og USA's daværende ambassadør i Ukraine, Steven Pifer, har sagt, at indholdet svarer til 90-95 af en Membership Action Plan. Den store forskel ligger kun i titlen, som i sin nuværende form ikke udtrykkeligt lover medlemskab.

Det er en forskel, som har betydning, hvis alliancen ikke vil provokere Rusland yderligere på et tidspunkt, hvor forholdet er meget belastet og det ikke kun på grund af russisk adfærd. Flere lande, som afviser ansøgningerne fra Ukraine og Georgien, har henvist til, at Ruslands reaktion kan blive meget fjendtlig. Deres argument tilbagevises af andre med, at Rusland ikke har veto over alliancens beslutninger, og at "eftergivenhed" på grund af pres fra Kreml er farligt. Svaret på denne kritik er, at blot fordi Rusland er imod noget, så behøver NATO ikke automatisk at være for.

Storpolitisk skak

Det er klart, at et stærkt motiv for optagelse af de to lande skyldes, at nogle ledere anser storpolitik for en slags skak. Uden især Ukraine kan Rusland ikke genoprette sit imperium og true mindre naboer. Hvis man rykker ind på Ruslands gamle felter, bliver Kreml svækket for evigt. Dertil kommer, at de moralske argumenter for, at "døren til Europa" åbnes med adgang til NATO er stærke.

Men initiativets kritikere står heller ikke uden argumenter. Mellem de stærkeste er, at alle lande, som hidtil er blevet optaget, havde en stærk opinion for medlemskab.

Opinionsundersøgelser fra det seneste år viser, at 60 til 70 procent af ukrainerne er imod - tilhængernes skare ligger på under 25 procent. Fordi NATO er en alliance af demokratier, kan man, siger kritikere, ikke åbne døren, blot fordi en regering med meget spinkelt flertal i parlamentet ønsker det.

Dertil kommer, at man, selv i storpolitisk skak, gerne må tænke nogle træk frem i spillet. Rusland kan skabe meget alvorlige problemer for Ukraine - og dermed også for NATO.

Mulighederne strækker fra at puste til separatisme til fremme af en økonomisk krise, bl.a. gennem kontrollen med energiforsyningerne. Som forskningstjenesten CRS, der arbejder for Kongressen i USA, tørt konstaterer i en lang analyse: Rusland muligheder og lyst til at straffe Ukraine politisk samt økonomisk kan overgå mange NATO-landes muligheder og vilje til at svare.

Formentlig vil NATO efter topmødet overveje, hvordan man ud fra artikel 5 i alliancens traktat (om solidarisk svar på aggression) kan inddrage et svar på trusler mod energiforsyningen. Men det vil vare længe før man har udviklet et beredskab, som kan sætte handling bag smukke løfter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her