Læsetid: 3 min.

V og K: Miljøministermå hjælpe Ærø til vindmøller

Når der endelig er kommuner, der vil opstille møller, må man lytte, siger energiordførere. Naturfredningsforening mener, landskabsværdier vejer tungest
17. april 2008

Både Venstre og de konservative vil have miljøminister Troels Lund Poulsen til at komme Ærø Kommune til undsætning og sikre, at øen får de nye vindmøller, som kommunen ønsker, men som Miljøministeriet via Miljøcenter Odense har sagt nej til.

Kommunalbestyrelsen på Ærø rettede i går henvendelse til miljøministeren for at få genovervejet afslaget fra den regionale myndighed, der siger nej med henvisning til landskabelige interesser ved Voderup Klint i nærheden af den planlagte mølleplacering ved Bregninge på Ærøs sydkyst.

Sagen vækker opsigt, fordi tidligere miljøminister Connie Hedegaard havde stort besvær med at få kommuner til at udpege de nødvendige vindmølleplaceringer og for et år siden måtte true med et landsplandirektiv, hvis ikke kommunerne viste større vilje i sagen. På Ærø er der faktisk en kommune, som er entusiastisk omkring vedvarende energi og meget gerne vil sikre en 100 pct. grøn elforsyning ved at udskifte et antal ældre og mindre møller med de tre større og mere effektive møller ved Bregninge. Ærøs plan er det direkte resultat af en henstilling fra det tidligere Fyns Amt om at gennemføre en 'møllesanering' ved at erstatte gamle møller med nye. Ikke desto mindre er kommunens plan altså blevet afvist af det nye Miljøcenter Odense.

"De skal ikke give op på Ærø," siger De Konservatives medlem af Folketingets energipolitiske udvalg, Per Ørum Jørgensen.

"Der er en grund til, at vi gerne vil have kommunerne til at anvise pladser, og det er, at de har lokalt kendskab. Det giver de bedste løsninger."

"Der er en stor samfundsmæssig interesse i at få disse møller op for at kunne nå vore mål for vedvarende energi og CO2-reduktion. Vi taler i den for nyligt indgåede energiaftale om 75 megawatt nye vindmøller på land i både 2010 og 2011," siger Per Ørum Jørgensen.

Han påpeger, at den politiske energiaftale bl.a. rummer en grøn fond, der sikrer erstatning til møllenaboer, hvis en mølles opstilling indebærer tab i ejendommes værdi.

Venstres medlem af energipolitisk udvalg Lars Chr. Lilleholt mener også, at miljøministeren må gå ind i sagen.

"Når der lokalt er et ønske om opstilling af vindmøller, og vindforholdene er i orden, skal vi gøre alt, hvad vi kan for at reservere plads til det," siger Lilleholt.

Venstre-ordføreren understreger, at han ikke har nærmere kendskab til de lokale landskabelige forhold.

Indsigelse

Miljøcenter Odense står ikke helt alene med deres vurdering af placeringen ved Bregninge. Danmarks Naturfredningsforening (DN) har gjort indsigelse mod den kommunale plan.

"Vores indvendinger ligger i tråd med anbefalingerne i en rapport om møller på land, lavet på den daværende miljøministers initiativ. Rapporten, der har afvejet naturhensyn med hensynet til CO2-reduktion, anbefaler, at kystlandskaber så vidt muligt skal friholdes for vindmøller. Vi mener, at der er for store landskabelige værdier ved placeringen nær Voderup Klint," siger præsident for DN, Ella Maria Bisschop-Larsen.

- Kommunens vurdering er, at så kan man på en lille ø som Ærø ikke rejse nye møller?

"Ærø kan ikke tilsidesætte naturhensyn med henvisning til klimaspørgsmålet. Så hvis der overhovedet skal tages landskabelige hensyn, må man måske i højere grad placere møller på havet, i industrilandskaber eller hvad ved jeg. Det er vores opfattelse."

I dag står der faktisk tre møller i samme afstand fra udsigtspunktet på klinten som de planlagte nye og større møller, dvs. ca. to kilometer væk.

De nye møller er tænkt placeret 100 meter fra selve kystlinjen - også i samme afstand som de eksisterende møller. Og i samme afstand som tre andre nye møller, der allerede er godkendt og rejst længere sydpå, ved Rise Mark. Alligevel har Miljøcenter Odense også henvist til nærheden til kysten i sit afslag.

"Det er faktisk muligt at trække de tre nye møller længere ind, så de kommer til at stå 300 meter fra kysten. Det er vindmæssigt ikke så optimal en placering, men det kan godt gøres," siger medlem af Ærø kommunalbestyrelse Ebbe Kalnæs (Ærø-listen).

Miljøministeren vil gerne tage det møde, som Ærøs politikere nu beder om. Før mødet ønsker han ikke at kommentere sagen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu