Niels Egelund, institutleder fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Aarhus Universitet, har målt og vejet den danske folkeskole i årevis. Lige så længe er han selv blevet målt og vejet af sine nærmeste kolleger.
For Niels Egelund er fortaler for PISA-undersøgelsen, større skoler og mange elever i klassen. Og det er en god portion af kollegerne på det pædagogiske område ikke. Deres kritik af Niels Egelund er hård og gør tilsvarende ondt:
"Problemet er især de personlige angreb, der kommer fra kollegerne," siger institutlederen fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.
"Og når man bliver beskyldt for at lave fusk, og de prøver at få en fyret, så er det selvfølgelig meget ubehageligt." Angrebene begyndte længe før, PISA så dagens lys.
"I starten var det en forfærdelig oplevelse", husker han om den første kollegiale kritik i starten af 1980'erne.
"Det var jo dem, der var tættest på mig, dem på mit institut, der mente, at min forskning var underlødig. Det gjorde ondt," siger han.
Frokost på kontoret
Niels Egelund havde analyseret betydningen af klassestørrelser og konkluderet, at store klasser var lige så gode for elevernes faglige udvikling som små klasser. De fleste institutkolleger betvivlede resultaterne, og en gruppe blev sat til at kulegrave hans analyse.
Instituttet var pludselig blevet et temmelig ubehageligt sted at være: "Jeg stod meget alene," fortæller han.
"Jeg løb spidsrod på mit eget institut og var mere eller mindre isoleret i en periode på flere år. Jeg holdt mig væk fra frokoststuen og var ikke medlem af nogle akademiske udvalg, eller når der skulle ansættes nye medarbejdere."
Luderjob og hademails
Anklagerne mod Egelund har været alvorlige. Men i dag griner han, når han fortæller, at kollegerne kalder hans forskning for "luderarbejde".
For selv har han intet problem med at forske i bestemte emner på politikeres opfordring eller med, at hans forskningsresultater får uddannelsespolitiske konsekvenser. Tværtimod. Det er kun irriterende, når "forskningen ikke bliver brugt på en fornuftig måde."
Han henviser til dengang, Ulla Tørnæs - med PISA-undersøgelsen i hånden - hævdede, at eleverne ville havde gavn af flere test.
"Så er det svært ikke at blive irriteret og lidt ærgelig," siger han.
I dag er Niels Egelund efter eget udsagn blevet bedre til at fortælle politikerne, hvad for eksempel PISA-resultaterne kan og ikke kan bruges til. Han er også begyndt at vise sig i instituttets kantine.
"I dag er jeg så højt oppe i hierarkiet, at jeg ikke rigtigt mærker de andres utilfredshed på samme måde", siger han og griner igen.
Men selv om Niels Egelund i dag er professor og leder på institut for pædagogisk psykologi, er der nogle ting, der ikke har ændret sig:
"Når jeg har været ude i medierne, kommer der en serie hademails. Det kommer både fra kolleger og alle mulige andre," fortæller han. "Kritikken er jo så direkte, at jeg ikke bare kan lukke af. Det er lige ind i ørene på én. Men det er klart, at jeg er blevet mere hårdhudet end i starten. Efterhånden ved jeg jo godt, hvad der kommer."
Kære Niels Egelund
Nu kan undersøgelser jo bruges og misbruges til mange ting. Og jeg er ganske sikker på at børn og unge på store skoler opnår de samme gode eller dårlige resultater som børn på små skoler - rent fagligt. Hvordan det så går med deres personlige, sociale eller kulturelle udvikling, kort og godt deres trivsel, melder historien jo intet om, vel ? Nej, i faglighedens hellige navn tæller kun EET: karaktergennemsnittet. Og det man skal holde sig for øje her en en ting og kun een ting: Der er tale om et gennemsnit. Og mht. skolens størrelse så har jeg en mistanke om at du aldrig nogensinde slev har undervist i hverken en folkeskole eller gymnasium. Du aner således intet om, hvoran det er at undervise en gymnasieklasse på 28 elever eller en folkeskoleklasse på 24 elever. Som så meget andet forskning er din forskning sikkert også præget af en del skrivebordsarbejde, hvor du ikke har taget højde for de mange variabler som også er til stede i et klasserum, når der undervises.Og dette er ikke en kritik af dig som person, men af din forskning. Og igen, mht. skolens størrelse, har jeg mine tvivl. Skoler kan godt være for små, ingen tvivl om det, mens skoler kan også godt være for store, alt for store. Og det mener jeg faktisk at erhvervsskolerne mv. er blevet. Mastodonter med op til 1200 eller flere elever på et år er altså ikke godt for folks tryghedsfølelse. Og det er vigtig at være tryg når man skal lære noget. Og så skal man også holde sig for øje, at der er forældrnes uddannelses-niveau, der betyder allermest for hvilke karakterer elever får.
Mht. PISA-undersøgelsen så har jeg engang set en sådan test. Og jeg bliver nødt til at sige til dig, at den måde, de test er bygget op, jo slet slet ikke svarer til den virkelighed, og den måde, der undervises på af lærere flest i Danmark. Jeg kender inegn danske folkeskole-elever der lærer at finde faktuelle informationer i tekster i løbet af undervisningen eller lærer Ohms lov udenad. PISA-undersøgelsen tager udgangspunkt i ren teori, og har ingen klar forbindelse til praksis, hvorimod dansk undervisning stort set altid har taget udgangspunkt i praksis, og forbundet den til teori.
Og jeg mener altså at du som forsker burde kunne have forudset, at VK-regeringen burde bruge de slappe PISA-resultater til at kræve indførelse af flere (faglige) test. Og jeg mener også at du og andre bør forudse, at når PISA-resultatet igen kommer, og afslører, at Danmark igen ligger ca. midt i feltet, at VK-regerringen igen vil kræve yderlige stramninger dvs. karakterer fra 1.klasse måske, skudsmålsbog til hver elev, og at der kommer rigtige karakter på de nationale test regeringen har indført.
Sandhedne er jo den at Danmark rent faktisk klarer sig pænt, omkring 480-490 point i PISA-undersøgelserne. Der er langt op til Finlands 549 point eller Sydkoreas 540 point i matematik (tror jeg det er?), men hvis prisen for dette er, at eleverne skal stå op, når læreren kommer ind i klassen eller næsten ingenting tør sige, når læreren spørger eleverne om noget, ja så er jeg skam godt tilfreds med at vi ligger i en midterposition. Sandheden er jo også den, at rent statistisk ligger vi indenfor varians og sprednings-området, hvis man regner med en varians på 20 på en middelscore på 500 point.
(sådan som jeg har forstået det er 500 point middelscoren). Og set i det lys ligger vi altså ikke så dårligt.