Læsetid: 3 min.

Velgørenhedsorganisationer gør politik til etik

Velgørenhedsorganisationer lever af en kollektiv illusion om det gode. Det er hensigten - ikke konsekvenserne - der tæller. Og enkeltsagerne skygger for de principielle diskussioner, mener en sociolog og en biskop
11. april 2008

"Så længe en organisation er lovlig i Danmark, så er det en god sag."

Det sagde medstifter af websitet engodsag.dk Mads Ellegaard i onsdagens Information. Engodsag.dk reklamerer for shopping for en bedre verden, men brugerne af sitet støtter uforvarende foreninger som Agape, der 'omvender' homoseksuelle på kurser, og abortmodstanderne i foreningen Retten til Liv.

"Når man sponserer engodsag.dk, handles etikken som en vare. Vi kan forbruge, mens vi bevarer bevidstheden om, at forbrug er skidt. Så er det ok, fordi vi er i kapitalismens periferi," siger sociolog og tidligere forsker i etik ved Københavns Universitet, Ole Bjerg.

Den gode vilje

"Når engodsag.dk viser sig at støtte abortmodstandere, kan forbrugere og virksomheder klare frisag ved at sige, at de tog fejl. Intentionen var jo god nok. Det er hensigten og ikke konsekvenserne, der tæller," siger Ole Bjerg. Sociolog og trendforsker Eva Steensig mener, at engodsag.dk kan ses som et udtryk for samtidens ukritiske støtte til velgørenhed, bare fordi det er velgørende.

"Engodsag.dk er et flueben. Man kan leve videre med god samvittighed, svine kloden til og bruge for meget strøm. Jeg tror dog, at forbrugerne vil blive mere sofistikerede og vælge deres mærkesager," siger Eva Steensig.

"Det gør ingenting for forbrugerne, at der er uheldige foreninger imellem. Det er anderledes for virksomhederne, som har deres omdømme på spil," vurderer Eva Steensig.

Netop illusionen om at gøre det gode er et dilemma i "godhedsindustrien", som biskop i Roskilde Stift, Jan Lindhardt kalder velgørenhedsorganisationerne.

Han mener, der mangler realisme i forholdet mellem velgørenhedorganisationer og forbrugere.

"Man aner ikke, hvad man finansierer, eller hvor mange penge, der nogensinde når frem. Mellem 30 og 50 procent af pengene går til organisationen, og det er ok, men det burde fremgå," siger Jan Lindhardt.

Et andet problem er det billede, enkeltsager tegner af katastrofer, mener han.

"Kampagner med små brune børn med tykke maver er et problem, fordi enkeltsagerne spærrer for overordnede diskussioner om, hvad Tanzania reelt har brug for. Det er jo ikke et træ eller et æsel, men en overordnet plan for overordnede ændringer. Flere seriøse folk siger, at u-landsbistand kun hjælper som plaster på vores dårlige samvittighed," siger biskop Jan Lindhardt.

Entydige ofre

En sag skal være mere etisk end politisk, hvis den skal fænge i befolkningen.

"Foreningen Far arbejder for fraskilte fædres rettigheder, og de har en tvivlsom god sag, fordi den er for politisk. Omvendt mener jeg, at Børns Vilkår bedriver diskriminerende kønspolitik i deres holdning til lovgivning om forældremyndighed, men det fremstår i offentligheden som en etisk sag, fordi de foregiver at tale på vegne af børnene," påpeger Ole Bjerg.Det er balancen mellem etik og politik, der er udslagsgivende for en god sags popularitet. En politisk sag er mudret og derfor svær at sympatisere med. Anden Verdenskrig var en etisk krig med entydige ofre og stor sympati. Langt sværere er det med Irak-krigen og Palæstina-konflikten," mener Ole Bjerg.

"Den etiske sag kræver et entydigt offerbillede. Groft sagt handler politik om mænd over 15 år og etik om kvinder, børn og dyr. Hvis velgørenhedsindustrien skal støtte Palæstina, skal støtten gå til kvinder og børn, ellers er det en dårlig god sag," vurderer Ole Bjerg.

"Det er en standardformulering i krigsreportager, at der var kvinder og børn blandt de dræbte. Det markerer, at krigen nu har bevæget sig udover det politiske og er blevet etisk," siger Ole Bjerg.

Pattegrisens lidelser

Ole Bjerg er enig med Jan Lindhardt i, at velgørenhedsorganisationer afpolitiserer. Vi mister blikket for den politiske diskussion og de strukturelle uligheder, mener han.

"Det er vigtigt, at der kommer fokus på pattegrises lidelser, når de bliver kastreret, men det isolerer også diskussioner om samfundets forhold til naturen, billige priser på svinekød og landbruget som industri," siger han.

Velgørenhedsorganisationerne reducerer reelt politik til detailløsninger, hvor politikere giver almisser til akut nødstedte frem for at reparere underliggende strukturer.

"Det udelukker, at man laver systemet om, fordi politikere ikke tør gå i clinch med følsomme emner," mener Ole Bjerg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg kendte engang en missionsmand, der formanede mig til altid at give til godhedsindustrien - for min egen skyld..
DET FÅR DIG TIL AT FØLE DIG GOD, sagde han. Og det var vigtigt for min sjæls frelse.
Den måde at frelse min sjæl på har jeg aldrig helt kunnet forlige mig med. Men han var ærlig og spytter fortsat i bøssen, uanset hvor tvivlsom hjælpen er.
Jeg vantro derimod ryster på hovedet af de bjærgsomme og hjælper i det nære miljø, hvor det trænges.
Nogle af de anerkendte hjælpeorganisationer skummer selv det meste og lader slatterne komme de nødstedte til gavn og undertiden endda til skade.

I politik såvel som etik er det midlerne, der helliger målet. Uetiske og grusomme midler fører uværgerligt til synd = forfejling af det opstillede mål.
Derfor kan vi ikke blive ved at lade os lokke af sirenesang og ordskvalder.
Vi vil se evidens. Hvad er konsekvensen af indsatsen?
Lad os tage en forening som Børns Vilkår. Den blev stiftet af velmenende og idealistiske personer, der konstaterede, at nogle børn led overlast i deres egne hjem. Det var naturligvis et godt formål at hjælpe misrøgtede børn, og foreningen blev en succes. Desværre, kan man næsten sige, for succes tiltrækker gribbene, som vejrer penge. De overtog foreningen og gjorde den til en interesseoprganisation for behandlere, der ikke kan klare sig på det frie marked.
Under dække af at varetage børns tarv, er foreningen blevet en pengemaskine, en politisk magtfaktor og et springbræt for ambitiøse skiftende formænd, der lever i symbiose med foreningen.
I virkeligheden kunne foreningen ikke kere sig mindre om børn. Børnene er kun et middel til penge og penge. Hvis børnenes vel virkelig lå foreningen på sinde, ville de nok ikke arbejde så hårdt på, at så mange børn skulle anbringes og ikke have hjælp, uanset vi positivt ved, at en anbringelse noget nær er det værste, der kan ske et barn.
Det nedslående resultat af de mange, mange milliarder, der ofres på "særlige hjælpeforanstaltninger" er, at en stigende gruppe børn stilles ringere end dem, der får lov at have deres "dårlige" liv og hjem i fred.
Det vidner de mange yngre udstødte og nødlidende om.
Ved hjælp af dygtigt lobbyisme og propaganda er foreningen blevet velhavende og bestemmer familiepolitikken her til lands. Det foreløbige mål er, at 12 - 15% af enhver årgang umiddelbart skal tilfalde staten.
De allerdårligst stillede må afmægtige se på, at den slags tvivlsomme "frelsende engle" løber med deres børn og deres egne midler tvangsudskrevet til Satspuljen f.eks.

Ingen tvil om, at godhedsindustrien er en givtig forretning - for udøverne.
Politikerne støtter den, fordi det er en effektiv måde at narre os og kapre stemmer på - endda for vore egne penge.

Mogens Michaelsen

Jeg har tidligere givet et fast månedligt bidrag til Dansk Røde Kors, fordi jeg vurderede at de var i stand til at bruge midlerne effektivt til formålet - og fordi jeg aldrig har brudt mig om det biskop Lindhardt kalder "godhedsindustrien". Den bærer præg af, at det i virkeligheden mere er en selv, det handler om, og virker rent ud sagt som en tilpasning til den ekstreme individualisme på markedsvilkår, der hersker idag.

Efter balladen om den umenneskelige behandling af afviste asylsøgere, hvor jeg synes DRK spillede en højst uheldig rolle, overvejede jeg stærkt at droppe min støtte til organisationen (men gjorde det ikke).

Der mangler en organisation, der arbejder på et klart humanistisk grundlag, og som vurderer behovet for hjælp rundt om i verden ud fra et globalt helhedsperspektiv - og som samtidig ikke er knyttet til nationalstaterne, sådan som FN er (idet det er nationalstater, der er medlemmer af FN).

En debat om denne problematik er efter min mening mere nødvendig end enkeltsagerne. Det er lige som om dette perspektiv drukner i medieomtalen af de enkelte sager.

Det betyder også, at vi i virkeligheden viger uden om det nødvendige: nemlig at reflektere grundigt over, hvad meningen er med det hele.

@ Mogens Michaelsen. Din løsslubne snylterfilosofi er kun til misbrug og pral.

Jeres levebrød er at ødelægge verden, så I også kan få dens ødelæggelse som levebrød og pral. Jeg vil foreslå dig at slå dig ned i et muslimsk land og fraråde dem dér at invadere, infiltrere, omringe og besætte os her, og så score lidt fed samvittighed på det. Dérude har de mere brug for dig dér, end nogen har her. Vis dit gode hjerte, udvandre og hjælp dem derude, så de ikke vælter ind over vore overløbne grænser for at kræve dine penge, og hvad du ellers har til dem her.

Det vil hurtigt blive permanet udregnet og MISBRUGT stort !

@ Mogens Michaelsen. Din løsslubne snylterfilosofi er kun til misbrug og pral.

Jeres levebrød er at ødelægge verden, så I også kan få dens ødelæggelse som levebrød og pral. Jeg vil foreslå dig at slå dig ned i et muslimsk land og fraråde dem dér at invadere, infiltrere, omringe og besætte os her, og så score lidt fed samvittighed på det. Dérude har de mere brug for dig dér, end nogen har her. Vis dit gode hjerte, udvandre og hjælp dem derude, så de ikke vælter ind over vore overløbne grænser for at kræve dine penge, og hvad du ellers har til dem her.

Det vil hurtigt blive permanet udregnet og MISBRUGT stort !

@ Mogens Michaelsen. Din løsslubne snylterfilosofi er kun til misbrug og pral.

Jeres levebrød er at ødelægge verden, så I også kan få dens ødelæggelse som levebrød og pral. Jeg vil foreslå dig at slå dig ned i et muslimsk land og fraråde dem dér at invadere, infiltrere, omringe og besætte os her, og så score lidt fed samvittighed på det. Dérude har de mere brug for dig dér, end nogen har her. Vis dit gode hjerte, udvandre og hjælp dem derude, så de ikke vælter ind over vore overløbne grænser for at kræve dine penge, og hvad du ellers har til dem her.

Det vil hurtigt blive permanet udregnet og MISBRUGT stort !

Michael Skaarup

Social development organisationers projekter er social business i den helt store bling-bling stil.
Det er med internationale socialudviklings VIP'er, der rejser verden rundt og tilser organisations projekter, mødes med polititkere og embedsmænd, i flotte kontorer, imens de taler et "fag"sprog , som de underbemidlede lokale NGO'er ikke forstår og uden adgang til de politiske korridorer og kontorer, cykler udviklingspengene rundt blandt multinationale udviklings selskaber, og ned i lommen på de internationale socialudviklings VIP'ers omgangskreds og forretningsforbindelser, og uden om de lokale befolkninger, hvor udviklingsprojekterne foregår i en årrække, også forsvinder, uden at efterlade et bæredygtigt projekt, og uden at styrke lokal befolknings kompetencer, uddannelses niveau, levestandard, osv...

også er jeg helt enig i Mogens Michaelsens afsluttende linier.

mere kærlighed!!!!