Læsetid: 3 min.

Venstrefolk åbner for brugerbetaling

Flere venstrefolk vil i modsætning til statsministeren drøfte brugerbetaling også på lægebesøg: Vi skal droppe de hellige køer, lyder det fra baglandet til V-toppen
23. april 2008

På Christiansborg har Venstre lagt et tungt låg på debatten om brugerbetaling, men i partiets bagland ønsker man en åben debat om tilrettelæggelsen af fremtidens velfærd.

Venstres regionsformand i Midtjylland, Ernst Madsen, mener, at der er behov for en bred debat om brugerbetaling - også på lægebesøg, som man har det i Sverige.

"Vi skal ikke have nogle hellige køer. Hvis vi skal have velfærd til gavn for alle, nytter det ikke noget at frede områder - så kommer vi aldrig videre," siger han.

Sammen med en række partifæller går han dermed imod statsministeren, og imod den konservative leder, der i går bankede finansordfører Lars Barfoed på plads, efter denne havde talt for brugerbetaling på læge og biblioteksbesøg.

Carsten Kissmeyer (V) borgmester i Ikast-Brande, ser brugerbetaling som middel til at adfærdsregulere og ikke som finansieringskilde.

Han peger på det ulogiske i, at lægebesøg er gratis, mens borgerne selv skal betale for briller og tandlægebesøg.

"Mit parti har med held gennemført et skattestop, og folketingsgruppen ser brugerbetaling som en anden form for skat. Men hvis vi skal have alle med, så er man nødt til at prioritere midlerne, og debatten om brugerbetaling bør vi kunne håndtere," siger han.

Dårligt debatklima

Samme melding kommer fra Struer-borgmester Martin Merrild (V), som efterlyser en diskussion om, hvor brugerbetaling er naturligt. Man han erkender, at partitoppen ikke er glad for debatten:

"Det er en kendt faktor i demokratiet, at man ofte er tilbøjelig til at undgå at sætte de ubehagelige spørgsmål på dagsordenen. Klimaet omkring brugerbetaling på sundhedsområdet er dårligt," siger Merrild og henviser til, at drøftelser af egenbetaling på sundhedsydelser ofte fører til anklager om, at man vil det offentlige sundhedsvæsen til livs.

"Der skal slet ikke herske tvivl om, at vi skal bevare den offentlige sundhedsforsikring. Men vi er nødt til at have en diskussion om, hvad det offentlige skal levere," siger Struer-borgmesteren og peger på, at borgernes krav til hurtig behandling for selv mindre lidelser eller kosmetiske operationer vokser.

"En af vejene til at bevare en offentlig sygeforsikring på et højt niveau er en fornuftig holdning til brugerbetaling," siger Martin Merrild.

Gruppeformand for Venstre i region Hovedstaden, Bent Larsen, afviser brugerbetaling hos lægen, og bøger skal fortsat kunne lånes kvit og frit på biblioteket, mens betaling for film og musik kan diskuteres.

"Det har været vores mantra, at der har skulle være lige adgang til at gå til læge.

Det kan være, at skattekommissionen kommer med forslag, der vender op og ned på tingene, men så må vi se på det," siger han.

VU-formand Thomas Banke sætter sin lid til, at partitoppen vil være mere venligt indstillet over for brugerbetaling, når skattekommissionen har talt til næste forår.

"Så er jeg sikker på, at partitoppen vil indtage et fornuftigt standpunkt," siger han.

Da et flertal på Venstres landsmøde i 2006 fik gennemtrumfet, at partiet skulle skrive muligheden for brugerbetaling ind i sit partiprogram måtte statsministeren bøje sig. Men Fogh gjorde det dog straks klart, at det ikke var en mulighed, V-toppen ønskede at benytte. Og på gårsdagens pressemøde var tonen den samme:

"Regeringen har ingen som helst planer om at indføre brugerbetaling. Vi har nedsat en skattekommission og jeg synes ærligt talt, man skulle lade den arbejde i fred," lød det fra Fogh, som finder det naturligt, at al snak om skat forstummer det næste år i dansk politik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Suk. Når neoliberalismen viser sit grimme ansigt... det er ikke slut endnu. Dette er blot begyndelsen til det anarko-kapitalistiske mareridt hvor penge styrer ALT (og staten ikke findes)!