Læsetid: 3 min.

Villy, fadøl og folkedybet

Det, som potentielt kan ændre hverdag og levevilkår for mange mennesker, er ufolkeligt og kompliceret, medens et bandeord, tør hvidvin og promovering af en partileder kan få medierne på den anden ende
19. april 2008

Ikke alene billedstærke medier som tv, men også DR's P1 og dagbladene lod sig i den forgangne og starten af denne uge fylde med reportager fra SF's landsmøde, der må være enhver kultursociolog eller antropolog værdig. Selv om de politiske reportere godt ved, at danskerne i høj grad stemmer efter partier og ikke personer, udgjorde store dele af den politiske dækning af folkesocialisternes årlige komsammen dels en lettere ironisk portrættering af persondyrkelsen af Villy Søvndal, dels en beretning om partiets vandring fra lejrskole-stemning og folkekøkken til moderne kommunikation, kølig hvidvin og blinis under laksen. Det tætteste man kom på politiske pejlinger i reportagerne var taktiske betragtninger over det styrkede begær efter ministerbiler, den angivelige højredrejning forbundet med afstandtagen til radikale islamister.

I de gode gamle dage

Man skal næsten helt tilbage til dansk presses næsegruse benovelse over, at det lykkedes statsministeren at holde en tale i bare skjorteærmer uden manuskript, for at mindes et reportagebillede stort set blottet for politisk analyse. Ligesom enhver, der har en hammer, ser søm alle vegne, ser medierne kun kommunikation, og alt kan skæres til efter kommunikative og dramaturgiske skabeloner. Således også SF'ernes succes for indeværende.

Fortællingen er enkel. Tidligere stod den på billige bajere, aktivistiske redaktionsmøder, slidte rygsække og systematisk krøllede skjorter (gerne i tern) og soveposer i gymnastiksale. P1's reporter interviewede flere om længslen efter de gamle dage med deres billige bajere og fælles sovesale. Basisdemokratisk græsrodsstemning med 1970'erne i nær erindring. Selv om den slags er blevet nærmest vældig populært i moderne management, kunne P1's reporter konkludere, at dagsordenen nu var kontrolleret af spindoktorer, politikken forberedt via fokusgrupper, (andre) moderne topstyringsprincipper praktiseret og Villy som kultfigur gjort til det arkimediske punkt for ethvert nyt politisk initiativ. Hvor SF'erne i gamle dage fik høvl af presse og kommentatorer for at være et lukket civilsamfund ude af trit med moderne vælgere og moderne politisk styring, optaget af deres egen fortælling om socialisme uden klangbund i folkedybet og med udtalt parlamentarisk hang til hængkøjen, ses partiet nu som moderne markedsparti, der kæmper om stemmer ligesom virksomheder søger at maksimere markedsandele ved at promovere 'brandet Villy'. Det er æsteticeret kommunikation. Og logikken er, at pressen kun i behersket omfang søger at komme bag om æstetikken, dvs. aflure strategien og afdække politiske nydannelser og ændringer, men i et kolossalt omfang fastholder kommunikationens æstetiske dimension gennem vedblivende at forholde sig til og bekræfte SF's 'nye' storytelling - bare på et metaplan.

Hvidvin er folkeligt

Når Villy Søvndal udtrykker sig klart, beder nogen om at skride ad helvede til eller melder politiske initiativer ud, giver det anledning til langt flere overvejelser over performance, stil og kommunikation end egentlige politiske analyser eller principielle spørgsmål. Eller med en af de markedsøkonomiske figurer, som det politiske og journalistiske sprog er så rigt på, så er navnlig tv-mediet og politiske kommentatorer primært optaget af indpakningen og ikke produktet som sådan. Det sidste er uanset motiver nemlig politisk og ikke æstetisk. Og når man endelig når til produktet - f.eks. Lars Løkkes finanslov, der fik mindre omtale end hans bilagssag, der i samme periode fik ligeså megen omtale som Danmarks deltagelse i Irakkrigen - kan det så syrebades æstetisk og oversættes til taktiske manøvrer og gode kommunikationsfremstød. Det, som potentielt kan ændre hverdag og levevilkår for mange mennesker, er ufolkeligt og kompliceret, medens et bandeord, tør hvidvin og promovering af en partileder kan få medierne på den anden ende. Det er nemlig folkeligt. Vist nok er politik også et teater, en scene, som den italienske filosof Mario Perniola sagde, men når politikerne bruger dramaturgiske og kommunikationsstrategiske redskaber, skal medierne måske tænke sit modspil i et andet register. Men det er noget vanskeligere. Særligt hvis det skal gøres vedholdende og formidles bredt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu