Nyhed
Læsetid: 5 min.

Vindmøllevision bremses af Miljøministeriet

Miljøcenter Odense siger nej til tre vindmøller, som kommunalbestyrelsen på Ærø tigger og beder om lov til at opføre. Opførelsen ville ellers være helt i tråd med Connie Hedegaards vision
Indland
16. april 2008

"Det her er absolut sidste advarsel. Kommunerne bliver nødt til at tage deres ansvar alvorligt og vise betydelige fremskridt, næste gang vi gør status i august. Sker det ikke, er jeg parat til at udstede de nødvendige landsplandirektiver."

Sådan sagde daværende miljøminister Connie Hedegaard til Ritzau i maj sidste år med klar adresse til de vrangvillige kommuner, der ikke har villet sikre plads til nye vin.

I Ærø Kommune har man derimod i flere år tigget og bedt om lov at opstille tre nye møller, men har konsekvent fået nej, først af Miljøministeriets Skov- og Naturstyrelse og efter strukturreformen af Miljøministeriets fremskudte bastion på Fyn, Miljøcenter Odense.

Historien tager sin begyndelse tilbage i 1985, da driftige folk på Ærø kunne indvie Danmarks første vindmøllepark: 11 små møller ved Rise Mark, ejet af 128 lokale anpartshavere. Siden har entusiasmen for den CO2-fri vedvarende energi boblet på den lille ø, og i dag har Ærø verdens største solvarmeanlæg i Marstal, og man har tre fjernvarmeværker næsten helt baseret på vind, sol og halm. Man har vindmøller, der dækker en stor del af øens elforbrug, man har flere biler på rapsolie og planer om at introducere plug-in hybridbiler. Og så har man altså planerne om tre nye møller på Ærøs sydkyst.

Møllerne var del af et projekt, hvor i alt seks moderne møller på hver to megawatt skulle erstatte 22 ældre og mindre møller og sikre, at øens elforsyning blev 100 pct. baseret på vedvarende energi - og lidt til. Projektet blev med kommunal opbakning og lokale vindmøllelaugs deltagelse udformet tilbage i 2001. Skov- og Naturstyrelsen gav dengang kun grønt lys til tre af de seks ønskede møller. De blev opsat i 2002.

I 2005 udpegede Fyns Amt så Ærø som et af de områder, hvor der burde ske 'møllesanering', dvs. udskiftning af ældre møller med moderne møller. På Ærø gik man i gang med at udforme et projekt for tre møller ved Bregninge. De nye møller skulle bl.a. erstatte tre halvstore møller i samme område og i kraft af placeringen give mindre støjgener, men til gengæld væsentlig større elproduktion. I en 80 siders VVM-redegørelse, udarbejdet af projektmagerne Ærø Vind 3 og VE-Organisation Ærø, beskrev man i alle detaljer de ny møllers placering i landskabet ved Bregninge. På forhånd var der klar opbakning i Ærø Kommune.

Meget uheldig placering

I mellemtiden er Fyns Amt blevet nedlagt og varetagelsen af de overordnede samfundsinteresser overgået til Miljøcenter Odense, under Miljøministeriet. Her er kontorchef Niels Bjørkbom, tidligere Fyns Amt, ansvarlig for sagen og underskriver af den indsigelse, der som en ubehagelig julegave den 21. december 2007 tilgår Ærø Kommune:

"Miljøcenter Odense vurderer, at placeringen af de tre vindmøller er landskabeligt meget uheldig i forhold til oplevelsen af stranden og klinten og dermed uforenelige med de statslige interesser," hedder det i brevet fra miljøcentret. Altså tommelfingeren nedad: Ærø Kommune, der af Fyns Amt var anmodet om at skifte gamle møller ud med nye, kan ikke bistå miljøministeren med at realisere de vindmøllevisioner, som det kniber så stærkt med at få kommunal opbakning til andre steder i landet.

Ærø Kommune brokkede sig skriftligt og ved møder med miljøcentret, men den 12. marts i år afsendte Niels Bjørkbom et brev til kommunen, hvoraf det fremgår, at indsigelsen fastholdes, og sagen dermed er uddebatteret.

"Indsigelsen betyder, at kommunalbestyrelsen ikke kan vedtage planforslagene endeligt," fastslår skrivelsen fra Bjørkbom.

Ærøs viceborgmester Christian Albertsen (S) har siden ærgret sig højlydt i lokale medier.

"Alle undersøgelser viser, at Bregninge var det mindst dårlige sted at placere vindmøller på Ærø. Og når vi får nej til at placere vindmøller dér, ja, så kan det ikke lade sig gøre på Ærø overhovedet," siger Albertsen til Fyns Amts Avis.

Ærølistens Ebbe Kalnæs, kalder afgørelsen subjektiv.

"Det er mere æstetik og holdning, end det er videnskab. Der ligger ingen konkret lovgivning, intet målbart, blot nogle overordnede skøn. Det kan man ikke helt undgå, men jeg mener, at man med strukturreformen har indført 'demokratur': Som Miljøministeriets fremskudte repræsentanter kan en hvilken som helst sagsbehandler i et miljøcenter vende tommelfingeren ned, og der er ingen ankemuligheder," siger Ebbe Kalnæs.

Hos Miljøcenter Odense bekræfter Niels Bjørkbom, at afgørelsen ikke kan ankes.

"Som systemet er skruet sammen, kan der ikke ankes. Vi er bemyndiget af miljøministeren til at tage os af disse sager. Når vi gør indsigelse, er det en endelig afgørelse," siger kontorchefen.

- Er en sådan afgørelse ikke en subjektiv vurdering?

"Landskabelige vurderinger er hundesvære, for de afhænger lidt af øjnene, der ser. Det er ikke noget, du kan måle og veje. Men vi har naturligvis visse forudsætninger for at vurdere det landskabelige. Den aktuelle vindmølleplacering er meget tæt på Voderup Klint, som er et helt specielt natur- og landskabsområde. Vi har kigget på VVM-rapporten og kigget på stedet, og det er vurderingen, at de meget store møller vil gå ud over oplevelsen."

- I skal varetage statens landskabsmæssige interesser. Men staten har også en udtalt interesse i at få flere vindmøller op?

"Det er et kæmpe dilemma. I udgangspunktet er vi også interesseret i, at der kommer vindmøller op rundt omkring i landet, men det må være en balance. Der kan være en gråzone, hvor det er en vurdering, om man synes, det er slemt eller ikke slemt med en given placering. Vi mener ikke, at placeringen ved Voderup Klint er forenelig med de statslige interesser, politikerne på Ærø er uenige," siger Niels Bjørkbom.

Ebbe Kalnæs påpeger, at der er hele 2,1 km mellem udsigtspunktet på Voderup Klint og den nærmeste af de foreslåede vindmøller.

"Det er jo ikke sådan, at møllerne skal stå på klinten. Men sagen er også principiel.

"Hvis denne beslutning står ved magt, kan der komme en lang række hindringer for at opføre vindmøller på land i Danmark," siger han.

"For Ærø handler det om, at vi med to gange tre møller - hvoraf de tre allerede står ved Rise Mark - kan dække mere end øens elforbrug. Vi får faktisk et overskud, som kan bruges til forsøg, f.eks. med elbiler. Som et lille samfund truet af udvandring skal vi udnytte de muligheder, vi har - herunder vores profil som grøn ø," påpeger Ebbe Kalnæs.

Miljøcenter Odenses afvisning af de tre Ærø-møller fik mandag Danmarks Vindmølleforening og Vindmølleindustrien til at sende et brev til miljøminister Troels Lund Poulsen, hvori man beder ministeren tage affære.

I dag holder Ærøs kommunalbestyrelse møde om sagen. Man vil følge op med en henvendelse til Troels Lund Poulsen, hvor man beder om et møde for at få kendelsen fra miljøcentret omstødt og sagen løst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her