Læsetid: 9 min.

Agenternes navne får vi i næste uge

Hvis man i amerikanske arkiver finder navnene på danskere, der lige efter besættelsen har fungeret som hemmelige agenter for den amerikanske efterretningstjenste, kan man så offentliggøre dem i dag? Det dilemma har historikeren Peer Henrik Hansen måttet overveje, da han skrev ph.d-afhandling om det spirende samarbejde mellem dansk og amerikansk efterretningstjeneste. På onsdag frigiver han nogle af navnene
Indland
31. maj 2008

Var det måske den britiske faldskærmschef, modstandsmanden Ole Lippmann... Eller var det orlogskaptajnen P.A. Mørch, der fra basen i Stockholm havde gjort en stor indsats for spionagen mod tyskerne... Eller det tidligere medlem af frihedsrådet, kirurgen Erik Husfeldt... Eller måske Niels Frommelt, medlem af Studenternes Efterretningstjeneste under besættelsen...

Var en eller flere af disse navnkundige skikkelser fra besættelsestiden i virkeligheden hemmelige amerikanske agenter?

Nogle af svarene får vi om få dage, nemlig onsdag den 4. juni, hvor historikeren Peer Henrik Hansen fra RUC skal forsvare sin ph.d-afhandling om det tidlige samarbejde mellem den amerikanske og den danske efterretningstjeneste. Ved den lejlighed vil Peer Henrik Hansen bl.a. afsløre hvilken kendt person fra besættelsestiden, der var en af amerikanernes flittige agenter i Danmark lige efter besættelsen. Under kodenavnet 'Orange Juice' leverede agenten en lang række informationer til amerikanerne, hvorved OJ efter alt at dømme forbrød sig mod dansk lovgivning.

Eftermæle med ridser

Der har de senere år været meget stor opmærksomhed på, hvorvidt danskere på den ene eller anden måde var i den sovjetiske efterretningstjeneste KGB's sold under Den Kolde Krig. Nu er tiden så kommet til at rette den historiske kikkert den modsatte vej, for også amerikanerne havde deres agenter på plads i København. Også de fik mystiske kodenavne som f.eks. 'Big Horn' eller 'Babylon', 'Doublecross' eller 'Old Faithful' .

Identiteterne bag kodenavnene har Peer Henrik Hansen fundet under studier i Washington af deklassificerede dokumenter fra den militære amerikanske efterretningstjeneste OSS, som var forløberen for CIA. Fra morgen til aften i fem uger gennemgik Peer Henrik Hansen kassevis af dokumenter, fyldt med indberetninger, rapporter, oversigter, vurderinger og især masser af navne. Ikke et eneste navn, ikke en eneste oplysning var overstreget eller slettet.

"Set fra et historiker-synspunkt er det selvfølgelig en sand guldgrube og skønt med den åbenhed, som man oplever hos National Archives. Men jeg skal ikke skjule, at jeg bagefter har haft alvorlig tvivl om, hvorvidt jeg kunne tillade mig at offentliggøre navnene på folk, hvis eftermæle derved risikerer at få en ridse i lakken," siger Peer Henrik Hansen til Information.

At nævne navne eller ikke nævne navne... Spørgsmålet er uløseligt vævet sammen med forskning i samtidshistorie, og det har tidligere givet anledning til voldsom ballade, ikke mindst i kølvandet på DIIS-udredningen (Dansk Institut for Internationale Studier) af Danmarks rolle under Den Kolde Krig.

Men hvor danske arkiver, ikke mindst fra efterretningstjensterne, normalt er utilgængelige eller i hvert fald særdeles tillukkede, så er amerikanernes arkiver helt anderledes åbne. Alt det, som Peer Henrik Hansen under ingen omstændigheder ville kunne få adgang til fra FE-hovedkvarteret på Kastellet eller fra Københavns Politigård, kunne han uden problemer få lov til at snage i, bare han tog til USA.

Det bør du nævne

I første omgang valgte Peer Henrik Hansen dog ikke at videregive alle de rigtige navne på de vigtigste amerikanske agenter i den trykte version af ph.d-afhandlingen Da Yankeerne kom til Danmark.

"Det gjorde jeg ikke, fordi flere af personerne oplagt havde fungeret i ekstremt vanskelige situationer og tilmed i et grænseland, hvor det så mange år senere kan være svært at finde ud af, om det skete på eget iniativ, eller om de gjorde det i forståelse med ledende danske politikere."

Men Peer Henrik Hansen vil offentliggøre navnene på nogle af de vigtigste agenter under forsvaret af sin afhandling.

"Da jeg skrev min afhandling, kunne jeg ikke helt overskue konsekvenserne at af nævne navnene. Men siden har jeg vendt problemstillingen med en række forskellige personer, og rådet fra dem har samstemmende været: Det bør du nævne."

- Hvorfor?

"Det er vigtigt at vide, fordi det på nogle områder rykker ved vores selvforståelse."

- Hvorfor kan du så ikke røbe navnene nu til Informations læsere?

"Hvis jeg sagde det til dig eller til en anden journalist nu, så ville jeg ikke kunne lave andet de næste 10 dage end at svare på opringninger fra medierne, og det har jeg ikke tid til. Men jeg vil da gerne medgive, at jeg da håber, at opmærksomheden om de par navne kan føre til en større forhåndsinteresse for den viden, som nu er kommet for en dag. Alternativet kunne jo være, at min afhandling på 500 sider bare stod og støvede på hylden over ulæst faglitteratur hos nogle historikere."

Historisk nænsomhed

Det var mødet med en amerikansk efterretnings-historiker på en konference i Amsterdam, der bragte Peer Henrik Hansen på sporet af, hvad der kunne gemme sig hos National Archives om amerikanernes samarbejde med den danske efterretningstjeneste.

"Jeg har tidligere i bogen Firmaets største bedrift beskæftiget mig med de såkaldte stay behind-grupper, altså det man kunne kalde et dansk okkupationsberedskab: Hvis Danmark blev besat af russerne, skulle der være grupper, der var klar til at øve sabotage osv. Alt det, som i italiensk sammenhæng blev kendt under kordeordet Gladio. Egentlig havde jeg forestillet mig at forske videre i det emne, men da jeg så, hvad der var af muligheder i det åbne arkiv om OSS, skiftede jeg spor."

Det tidlige samarbejde mellem den danske og den amerikanske efterretningstjeneste lige efter Anden Verdenskrig er ganske vist tidligere beskrevet af enkelte andre historikere, men ifølge Peer Henrik Hansen er det ikke gjort systematistk. Måske fordi kildemateriale ikke har været tilgængeligt. Han kunne straks se, at det amerikanske arkivmateriale på vigtige områder kunne supplere den daværende tilgængelige historiske viden om et felt, som historikerne synes at være gået uden om i en stor bue.

"Af en eller anden grund har de ældre danske samtidshistorikere næsten uden undtagelse været påfaldende ligeglade med efterretningstjenesternes sikkerhedspolitiske overvejelser, som danske politikere modtog i tiden efter Anden Verdenskrig, og som jo i 1949 førte til dansk tilslutning til NATO. I hvert fald er efterretningstjensterne et felt, som faghistorikerne har nærmet sig med en forsigtighed, der kunne grænse til konfliktskyhed," mener han.

Efter at have passeret stribevis af bevæbnede vagtposter og elektroniske dørkarme og fået gennemlyst sit tøj og sin computer, fik Peer Henrik Hansen uhindret adgang til tusindvis af dokumentsider fra det deklassificerede OSS-arkiv.

Ingen overstregninger

"Amerikanerne har generelt et meget mere afslappet forhold til deres historie end europæerne. Amerikanerne mener, at befolkningen hurtigere har ret til at kende sandheden, så de frigiver afslørende rapporter om deres operationer i Vietnam, Chile, Mellemamerika, nogen gange som opfølgning på kongreshøringer. Det ville være helt utænkeligt, at noget lignende kunne ske herhjemme, hvor der stadig hersker en fortidig opfattelse af, at befolkningen i en eller anden udstrækning skal skærmes for ubehagelige sandheder. Dér er amerikanerne fuldstændig iskolde. De vil vide sandheden."

Selvfølgelig var der også dokumenter og rapporter, som Peer Henrik Hansen ikke fik adgang til. Flere hundrede faktisk. Hver eneste var omhyggeligt mærket med en såkaldt withdraval-slip, hvoraf det fremgik, at rapport XX den og den dato var blevet fjernet af embedsmand YY. Ifølge Peer Henrik Hansen, var det beslutninger fra dengang OSS-arkivet som helhed blev deklassificeret. Alligevel var der masser af materiale at gå i kast med.

"Og det mest bemærkelsesværdige var nok, at der slet ikke var nogen overstregninger. Set ud fra et efterretnings-synspunkt burde der måske have været det. Måske skulle dokumenterne have været klassificeret endnu nogle år. Jeg kunne f.eks. læse navnet på en stadig nulevende dansker, som amerikanerne dengang var overbevist om var sovjetisk agent."

Dét navn vil Peer Henrik Hansen ikke røbe, heller ikke på onsdag.

"Jamen, det er slet ikke en person i samme kaliber som 'Orange Juice' eller 'Big Horn'," forklarer han.

Arbejdsområde: Polen

Navne eller ej, ud af dokumenterne kunne Peer Henrik Hansen se, at amerikanerne på et meget tidligt tidspunkt, dvs. allerede i 1943, var ganske klar over betydningen af at satse på Danmark, når det gjaldt indsamling af efterretninger.

"Tidligere mente man, at den amerikanske interesse for Danmark først for alvor opstod i slutningen af 1940'erne, da Europa blev delt mellem øst og vest. Men jeg kunne konstatere, at så tidligt som i 1943 var amerikanerne klar over, at straks efter befrielsen skulle den amerikanske efterretningstjeneste være operativ i København. Og det skete også umiddelbart efter den 4. maj, hvor nogle af de amerikanere, som danske modstandsfolk, officerer og politifolk har arbejdet sammen med og lært at stole på i Stockholm, etablerer sig med en base i København."

Mere opsigtsvækkende er det nok, at danske officerer og ikke mindst den militære efterretningstjeneste så tidligt som i 1946 vælger USA som sin vigtigste samarbejdspartner. Tilsyneladende sker det flere år før, at Danmark opgiver neutralitetspolitikken med sin indtræden i Atlantpagten.

"Forsvarets Efterretningstjenste tager meget tidligt stilling til øst-vest problematikken, og de to tjenester aftaler, at Danmark får Polen som arbejdsområde. Det er jo meget sjovt, fordi i Warszawapagt-sammenhæng havde Polen omvendt Danmark som sit operationsområde."

Selv om de danske efterretningsfolks samarbejde med USA ikke kan undgå at få konsekvenser for politikernes beslutninger, så er det tætte og især tidlige samarbejde ikke noget, man offentligt har vedstået. I den forstand er det nyt land, Peer Henrik Hansen betræder.

Det meldes fra Danmark

"Danske agenter og kontakter, ja selv højtstående danske embedsmænd i Røde Kors, var særdeles aktive med at indsamle efterretninger fra Polen og Tyskland, som så videreformidles til amerikanerne."

FE (Forsvarets Efterretningstjeneste) var også meget pragmatiske. De var således tidligt ude med et samarbejde med tidligere tyske efterretningsfolk fra f.eks. Abwehr.

"Tyskerne var jo af klare militære årsager de, der havde haft størst interesse i efterretningsarbejde mod Sovjetunionen, så der opfører danskerne sig yderst pragmatiske: Nu er en krig overstået, vi må orientere os på ny, også selv om det skal ske i et samarbejde med personer, der i går var vores fjender."

På det politiske plan er det især Hans Hedtoft og H.C. Hansen, de to markante socialdemokratiske statsministre efter besættelsen, som amerikanerne er opmærksomme på. Hedtoft og Hansen er på deres side også hurtigt indstillet på at flytte mellemkrigstidens danske fokus fra London over til Washington. Peer Henrik Hansen kan ikke bevise, men føler sig overbevist om, at de to top-socialdemokrater i en eller anden udstrækning har nikket til efterretningsfolkenes samarbejde med amerikanerne.

I arkivkasserne i National Archives har Peer Henrik Hansen kunnet se, hvor omfattende det danske bidrag til amerikanerne var. Der er f.eks. 36 sider med navne og personoplysninger for de godt 1.800 lithauiske flygtninge, der opholdt sig i Danmark efter krigen. Lithauerne kunne være interessante for amerikanerne som kommende agenter, fordi de snart ville blive returneret fra Danmark til deres hjemland, som USSR nu havde okkuperet.

I materialet indgår også en stribe fortrolige danske notater og overvejelser forud for indgåelsen af den første handelsaftale mellem Danmark og Sovjetunionen, som 'Orange Juice' fik sendt til USA.

Der er også en frisk fortegnelse over 80 ledende kommunister i den danske fagbevægelse, og der er adskillige eksempler på, at en af de amerikanske forbindelser med adgang til modstandsbevægelsens såkaldte central-arkiv over værnemagere har fodret amerikanerne med personoplysninger om danskere, der søgte visum til USA.

Og endelig er der stakkevis af rapporter med f.eks. regelmæssige oplysninger om sovjetisk flådetrafik i de danske farvande, og fotografier af russiske installationer, herunder radarer, på Bornholm.

Peer Henrik Hansen forestiller sig også, selv om det ikke er noteret i materialerne, at der må have været en eller anden form for dansk indblanding i flere af de svensk-amerikanske forsøg, der gik ud på at landsætte illegale agenter med radioudstyr i de baltiske lande. Rønne havn fungerede som base for det mandskab, der i en tidligere tysk motortorpedobåd i nattens mulm og mørke landsatte agenter i Baltikum i gummibåde.

"Alle den slags oplysninger er interessante i dag, fordi de næste 40 års danmarkshistorie tidligt blev bestemt af den konflikt, som viste sig for efterretningsfolkene lige efter krigen: Øst eller vest? Nu kan vi se, hvordan de danske efterretningsfolk meget tidligt valgte at satse på amerikanerne. Så når man i dag taler så meget om, at statsminister Anders Fogh Rasmussen er best buddy med præsident Bush, så er det altså ikke udtryk for en ny kurs: USA har i årevis været ekstremt begejstret for efterretningssamarbejdet med Danmark."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her