Læsetid: 2 min.

Baastrup: Spidskandidat eller ingenting

Hvis hun taber kampvalget om borgmesterposten, trækker SF's Anne Baastrup sig som kandidat i København. Hun er presset, lyder vurderingen fra en politisk iagttager
6. maj 2008

Mens SF's nuværende spidskandidat og siddende borgmester i København, Bo Asmus Kjeldgaard, har erklæret sig åben for at spille andenviolin, er meldingen fra hans udfordrer en ganske anden: Taber Anne Baastrup kampen om spidskandidaturet og ledelsen af SF i København, trækker hun sig fra lokalpolitik igen.

"Så synes jeg, at Bo Asmus skal være alene omkring det fremtidige forløb. Det vil ikke være fair, hvis jeg fastholder, at jeg også vil," siger hun og betoner, at valget står mellem to forskellige ledelsesstile.

"København skal betragtes som en politisk arena på linje med Christiansborg. Jeg vil gerne med mine erfaringer prøve at få noget andet end sognerådspolitik ind på rådhuset," siger Anne Baastrup.

Hun vil af med den "silotænkning", hvor samarbejdet mellem borgmestre med forskellig partifarve set gennem hendes briller langt fra fungerer optimalt.

Politisk iagttager Jarl Cordua vurderer, at Anne Baastrup føler sig presset.

"SF i København er begyndt at kaste mudder på hinanden, og hun har ikke rigtig formået at komme ud med substanser, mens Bo Asmus vil afskaffe fattigdom og bruge strejkepengene på velfærd. Han er mere inde i substansen, mens hun leverer almindeligheder," lyder det fra kommentatoren.

Jarl Cordua, der selv har en fortid som kampagneleder for Venstres Martin Geertsen, medgiver, at løbet mellem de to kandidater er tæt:

"Men jeg spår 55:45 i Bo Asmus favør," siger han.

Selv er Anne Baastrup, der også har størst opbakning i SF's gruppe på rådhuset, dog optimist. Hun fremhæver sin erfaring inden for arbejdsmarkeds-, social-, integrations- og retspolitik;

"Og jeg har været vant til, at have det stor overblik og at få tingene igennem. Regeringen er afhængig af et stærkt København, der fungerer godt socialt og miljømæssigt, men man har neddroslet hele det store arbejde med at gøre byen vækstbar, som blev ført op igennem 90'erne," siger hun.

Duellen skal afgøres ved en urafstemning blandt partiets omkring 3.400 medlemmer i København. Stemmesedlerne er sendt ud og optællingen offentliggøres ved en fest den 21. maj.

Ifølge Bo Asmus Kjeldgaards rådgiver tager hans kandidat først stilling til sit videre politiske virke efter at medlemmerne har talt om godt to uger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu