Læsetid: 3 min.

EU-Kommissionen venter kamp om landbrugsstøtten

EU's landbrugskommissær foreslår at tage mest støtte fra storbønderne, når der skal flere penge til landdistrikterne. England og Tyskland ventes at kæmpe imod
Mariann Fischer Boel har fremlagt et kontroversielt forslag til en ændret landbrugsstøtte i EU. Forslaget, der lægger op til, at de store landbrugere kan se frem til mindre støtte, ventes at møde stærk modstand fra især Frankrig.

Mariann Fischer Boel har fremlagt et kontroversielt forslag til en ændret landbrugsstøtte i EU. Forslaget, der lægger op til, at de store landbrugere kan se frem til mindre støtte, ventes at møde stærk modstand fra især Frankrig.

Dominique Faget

21. maj 2008

Europas største landmænd og dermed dem, der modtager broderparten af EU's landbrugsstøtte, ventes i de kommende måneder at gå til kamp mod EU-Kommissionens forslag om, at de skal aflevere mest, når der i de kommende år skal føres penge fra landbrugsstøtten over til landdistrikterne.

Det vurderer vicegeneraldirektør Lars Hoelgaard, EU-Kommissionen, efter at EU's landbrugskommissær, Mariann Fischer Boel, i går præsenterede sine forslag i det såkaldte sundhedstjek af landbrugspolitikken, der skal forhandles på plads til efteråret.

Landbrugspakkens forslag skal strømline EU-landenes fælles landbrugspolitik. Der er ikke tale om en egentlig reform med afskaffelse af landbrugsstøtten. Det bliver tidligst aktuelt efter 2013, når den nuværende budgetperiode udløber.

Penge fra hektarstøtten

Allerede nu vil kommissionen tage flere penge fra den direkte hektarstøtte og overføre den til at udvikle landdistrikterne.

De nuværende fem procent skal op på 13 procent, og de allerstørste modtagere - landmænd, der får over to millioner kroner om året i støtte - skal miste op til 22 procent af støtten.

Ifølge Lars Hoelgaard vil ønsket om at tage mest fra de største formentlig støde på modstand i lande som England, Tjekkiet og Slovakiet, hvor landbruget har en struktur med store enheder. Også i Tyskland ventes modstanden at være stor på grund af de gamle kollektivbrug i det tidligere Østtyskland, hvor brug på måske 1.000 hektar i dag ejes af 25 mennesker.

Også et forslag om gradvis at udvide mælkekvoterne, inden de endeligt afskaffes i 2015, kan støde på modstand i lande, der frygter, at større kvoter får prisen til at falde.

Endelig kan sundhedstjekket gå i hårdknude, hvis EU's nye medlemslande, der endnu ikke er fuldt med i EU's landbrugsordninger, insisterer på at få en diskussion om omfordeling af støtten allerede nu.

"De synes, det er uretfærdigt, at eksempelvis danske landmænd har tre-fire gange så meget som dem. Hvis den diskussion bliver åbnet, bliver vi ikke færdige," siger Lars Hoelgaard.

Fransk modstand

Pengene fra landbrugsstøtten ønsker kommissionen brugt til tilpasning til klimaforandringer, vedvarende energi, rent drikkevand og sikring af den biologiske mangfoldighed. Men den slags projekter skal landene selv betale halvdelen af, og kravet om medfinansiering kan også skabe modstand.

Inden de konkrete forslag i går kom på bordet, har Mariann Fischer Boels projekt været til debat i medlemslandene i nogle måneder, hvor især Frankrig, der har formandskabet til efteråret, har gjort sig til talsmand for, at der ikke må pilles afgørende ved landbrugsstøtten.

Mariann Fischer Boel sagde i går, da hun præsenterede pakken, at hun er parat til et slagsmål med de stærke franske landbrugsinteresser, hvis landet søger at spænde ben for hendes udspil.

"Den franske minister har overvejelser om at bruge fødevarekrisen som argument for ikke at foretage sig noget som helst. Men det håber jeg ikke, han får held til," siger Mariann Fischer Boel.

Dansk støtte

Hun kan regne med støtte fra den danske regering, selv om de skridt, EU nu tager, efter den danske fødevareministers mening ikke er nok. Eva Kjer Hansens (V) efterlyser større ambitioner og mere vidtgående forslag fra kommissionen.

"Vi vil bakke op fra dansk side, men også være dem, der presser på og siger, skulle vi ikke komme lidt længere? Det, jeg hører hos mange af mine kolleger, er, at de er tøvende og afventende med at tage større skridt. Det er ærgerligt, fordi vi ikke får skabt de bedst mulige rammer lige nu," siger Eva Kjer Hansen.

Hun ærgrer sig, fordi en periode med høje fødevarepriser giver gode muligheder for at gennemføre mere dybtgående reformer af landbrugsstøtten.

I Folketinget lægger Socialdemokraterne stor vægt på at få gennemført forslaget om at skære mest hos de store og at få så meget som muligt af landbrugsstøtten overført til landdistrikterne.

Landbrugsraadet ser generelt positivt på pakken. Det gælder også forslaget om, at alle lande gradvis skal føre penge fra direkte landbrugsstøtte over til at støtte landdistrikterne. Der er dog en stor knast: Landbruget er imod at skære mest i støtten til de store.

Danmarks Naturfredningsforening (DN) mener, at Mariann Fischer Boel med sine forslag rækker naturen i Europa en hjælpende hånd. Landbrugspolitisk medarbejder Rikke Lundsgaard (DN) forudser imidlertid en hård kamp for at bevare natur og miljøværdier i de områder, der igen kan opdyrkes, fordi kommissionen ophæver et krav om tvungen braklægning af 10 procent af landbrugsjorden. ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Verdensbanken regner med, at fødevarepriserne ikke vil falde ned igen før omkring 2015.
I øjeblikket er fattigdomsbekæmpelsen på globalt plan bombet 6 år tilbage, hvilket har ført til, at ca. 100 millioner flere mennesker står over for sultens grimme fjæs.

EU's proklamerede svar er en øjeblikkelig skrotning af braklægningsordningen, dvs. geninddragelse af de 10 % braklagte marginal jorde i produktionen, og de deri funderede uheldige konsekvenser for EU's naturlige dyre og plantefauna.

Beslutningen om at lade 10 % af benzinen i EU erstatte af alkohol i 2020, fortrinsvis produceret af korn, står derimod fast, på trods af fødevarekrisen.

De høje kornpriser forgylder kornproducenterne, men truer med at gøre produktionen af svin urentabel. Da de fleste landmænd, som har svin, også dyrker korn, rammer katastrofen stort set kun de få, der kun har svin.

Kødproduktionen i EU, som sker med proteintilskud i form af importeret sojaprotein fra Argentina, Brasilien og USA, burde i forvejen ikke kunne betale sig. Den er umoralsk, ikke bare fordi man som i Danmark torturerer 1,1 million grisesøer om året, ved at fiksere dem under og efter at de har fået grise, men fordi det er spild af energi og mad at transportere protein til EU for at fodre dyr op med det, når det kunne være gået til mennesker direkte i stedet, eller i det mindste være blevet brugt mere økonomisk til animalsk produktion, der hvor man i forvejen dyrker sojaen sammen med foderkorn.

Den minimale reform, som Marian F. B. taler om, 13 % reduktion i den direkte støtte til de landmænd som oppebærer en støtte på og over 5000 Euro om året (37000 kr.) og en delvis omfordeling af de sparede midler til egns støtte og evt. miljøtiltag, som kompensation for de enormt destruktive virkninger fjernelsen af braklægningsordningen vil få, er komplet latterlig.

EU's landbrug er som bekendt sovset ind i subsidier. Og på trods af landbrugets erklærede liberale indstilling, kunne man ikke drømme om at slippe sutten frivilligt. Dansk landbrug, som er nogle af de mest effektive i EU, og som tjener styrtende med penge på prisstigningerne på korn, argumenterer for bevarelsen af støtten til de største på sin egen underligt omvendte socialdarwinistiske måde. For som de siger, man skal støtte ”den naturlige selektion” ved at støtte ”de bedst egnede”. Det faktum at de største har stordriftsfordelene, evnen til at købe de små, er ikke nok i sig selv.

Det underlige er, at EU's forbrugere og politikere bliver ved med at fodre disse hyklere, som ikke laver andet end at ødelægge grundvandet, havet og landskabet, fordrive folk fra landet, bortøde begrænsede ressourcer osv. At man ikke for længst har forlangt noget for de 350 milliarder Euro, der tilflyder denne industri, vidner om et gigantisk demokratisk underskud inden for EU og i DK.

Det er bittert at højredrejningen i Europa, ikke engang kan medføre nogle gode liberalistiske tiltag. Det ville fx. være fornuftigt at afskaffe både landbrugsstøtten og toldmurene. Men mange er åbenbart kun liberalister, så længe det er til fordel for dem selv! Men så er det ikke liberalisme, så er det egoisme! (Det samme kan siges om visse socialister, der pludseligt ændrer holdning, fordi de opdager at de giver mere til velfærdsstaten end de får igen!)

Det fantastiske er, at de borgerlige i Danmark har støttet en version af EU, der fra starten har handlet om planøkonomi, administration, korruption, begrænsning af markedsfrihed, og favorisering af specielle erhverv gennem lobbyisme, der er konkurrenceforvridende.

Alle disse forhold ved EU er stille skandaler, som ikke kommer markedet og befolkningerne for øre; de ties væk. Senest korruptionsrapporten, som parlamentet stemte imod en offentliggørelse af. Selv danske medlemmer stemte imod.

Velkommen til De Forenede Socialistiske Europastater.
De borgerlige regeringer graver deres egen grav uden at vide det; det kan så glæde de få på vesntrefløjen, der er interesseret i en fremtidig socialitisk verdensmagt som modvægt til USA.

Frankrig har sejret ad helvede til på alle punkter i EU og det er tragisk.