Nyhed
Læsetid: 1 min.

Fogh: EU-topjob vil gavne Danmark

Spekulationerne om, at Fogh er på vej til Bru-xelles, tager til i styrke. Selv afviser han at være 'kandidat', men tilføjer nu, at et topjob vil gavne Danmark
Indland
8. maj 2008

Det vil gavne Danmark, hvis en dansker bliver udpeget til at besætte en af de kommende internationale topposter i EU eller Nato. Det sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) onsdag på sit ugentlige pressemøde.

Anders Fogh Rasmussen er ved adskillige lejligheder i både dansk og udenlandsk presse blevet nævnt som en mulighed til topposterne i Bruxelles. Men selv fastholder Fogh sin formulering om, at han "ikke er kandidat".

"Jeg synes, at det vil være godt for Danmark, hvis Danmark er i stand til at besætte internationale topposter. Men jeg er ikke kandidat til nogen international post, og det, at jeg synes, at det er godt for Danmark at besætte internationale topposter, er ikke ensbetydende med, at jeg er forpligtet til at forlade min post som statsminister," siger Anders Fogh Rasmussen.

Midt i en proces

- Kan du få øje på nogen danskere, der kunne være kvalificeret til posterne?

"Det er sådan i den type forhandlinger, at det er bedst, synes jeg, at afvente, om der overhovedet kommer en traktat ud af det. Vi er midt i en proces, hvor EU-landene er i gang med at ratificere Lissabon-traktaten. Der er også en folkeafstemning i Irland. Så længe vi ikke ved, om alle lande vil ratificere traktaten, så ved vi ikke, hvilke poster, der er til rådighed. Og så er det for tidligt at diskutere konkrete navne," siger Anders Fogh Rasmussen.

- Men synes du, at du er kvalificeret?

"Den slags kan andre jo bedømme. Jeg kan sige, at jeg befinder mig meget godt som landets statsminister og synes, at jeg har ganske mange opgaver at udføre her i landet," siger statsministeren.

Senest har det store britiske dagblad The Times udnævnt Anders Fogh Rasmussen til at være blandt topfavoritterne til de internationale job.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her