Læsetid: 4 min.

Fokus på danskheden truer demokratiet

Dansk kultur er en impliceret præmis, når politikere og eksperter går ud offentligt. Men det deraf følgende assimilationskrav til alle de ikke-så-danske retfærdiggør ulighed og medvirker til, at hyldesten af dansk kultur bliver en alvorlig trussel mod demokratiet, lyder konklusionen i speciale
23. maj 2008

Når undervisningsminister Bertel Haarder (V) i denne uge har været i strid modvind på grund af en vejledning til HF, der betegner Danmark som flerkulturel, så er det ikke uden grund.

En undervisningsvejledning er nemlig ikke bare en masse fakta om verdenskrige og engelsk grammatik, men også en måde at forme kommende samfundsborgere på. Iben Aamann, nyuddannet cand.mag. i dansk, har skre-vet speciale om netop den måde danskhed og demokrati forvaltes på i tre tekster relateret til uddannelsessystemet.

En af teksterne er fra Undervisningsministeriet.

"Jeg var ret overrasket over det, men Haarders tekst om undervisning i demokrati i grundskolen og på ungdomsuddannelserne er den eneste, der visse steder taler fra en position, hvor Danmark betragtes som et politisk frem for et nationalkulturelt fællesskab. Men ud over de kapitler sætter alle teksterne, jeg har analyseret, lighedstegn mellem danskhed og demokrati, og det er problematisk, for dermed bliver den danske identitet en forudsætning for at deltage i samfundslivet - tilsigtet eller ej," siger Iben Aamann.

Og deraf titlen på specialet Skal jeg have klaphat på og sidde med en øl og en rød pølse? Sådan lød Asmaa Abdol-Hamids retoriske spørgsmål, da Dansk Folkeparti op til valget i 2007 foreslog at forbyde tørklæde på Folketingets talerstol.

Iben Aamann mener, at officielle tekster er et godt pejlemærke for vores måde at håndtere spørgsmålet om samfundets stigende etniske kompleksitet på. For når vi sprogligt ekskluderer etniske minoriteter, hvad gør vi så ikke i praksis?

Historisk har det nationalkulturelle spillet en central rolle i udviklingen af de europæiske demokratier. Men øget europæisk integration og stigende etnisk kompleksitet har ændret på nationalkulturen.

Folket skal gentænkes

"Engang var det nationale en central samlende faktor, men i dag virker den faktisk splittende. Hvis vi virkelig ønsker et solidt forankret demokrati, så gælder det jo om, at folket deltager. Derfor er det presserende med en bredere definition af 'folket', der kan favne alle borgere i Danmark, ikke kun de, der orienterer sig mod den danske, nationalkulturelle identitet," siger Iben Aamann

Medborgerskabsbegrebet som nyt dannelsesideal rummer et vist potentiale, mener Iben Aamann. Her er der nemlig mulighed for at betragte Danmark som et politisk fællesskab og anerkende alle som ligeværdige medborgere - uanset kulturelle og religiøse forskelle.

"Hvis du for at kunne være en del af samfundet, skal orientere dig mod dansk identitet, så står vi med et regulært demokratisk problem. Kravet strider i sig selv mod den demokratiske fordring om personlig frihed, men der bliver også færre 'rigtige' danskere. Derfor er det nødvendigt at definere det at være borger i Danmark ud fra nogle andre kriterier end Dannebrog, fadøl og frikadeller," siger Iben Aamann.

Hændelsen af dansk kultur som indbegrebet af samfundets sammenhængskraft medvirker desuden til at legitimere øget ulighed: Når nationalkulturen køres i spil, negligeres samtidig de klasseforskelle, som udgør en samfundssplittende faktor, konkluderer hun.

Danskhedsforskning

At politikerne har svært ved at gebærde sig sprogligt i forhold til samfundets etniske kompleksitet er måske ikke så underligt set i lyset af en anden tekst, Iben Aamann har arbejdet med. Teksten kommer fra danskfagets højborg, hvor hun selv er uddannet. Og handler om et af Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskabs vigtigste forskningsområder: det danskes transformationer.

"I betragtning af at den internationale forskning de sidste 20-30 år har forholdt sig dekonstruerende til nationalkulturen, er det tankevækkende, at forskningen på landets største danskinstitut stadig forventes at føre til indsigter i 'det særligt danske'," siger Iben Aamann og peger på, at de danskfaglige debatter i stor udstrækning er præget af fagets identitetskrise.

"Set i det lys er det besynderligt, at et af de vigtigste forskningsområder på dansk kun sporadisk rummer anslag til at se på begrebet om den danske kultur i et nyt lys. Efter min vurdering kunne det ellers sikre danskfaget en samfundsmæssig aktualitet langt ud i fremtiden ved at udvikle en 'historiserende' tilgang til fagets hidtidige rolle som kulturbærende og almendannende nationalfag," siger Iben Aamann.

Assimilation

Den sidste tekst, Iben Aamann har kigget på, er bogen Sådan undgår man frafald A-Z. Den henvender sig til lærere og ledere på de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser, der har den største andel af etniske minoriteter blandt eleverne og er skrevet af den radikale politiker og integrationskonsulent Manu Sareen.

"Overraskende nok er Sareens tekst den, der mest konsekvent agiterer for, at succes - eller blot gennemførelsen af en ungdomsuddannelse - kræver kulturel assimilation," siger Iben Aamann.

Manu Sareen karakteriserer religionens betydning for de unge som både ekskluderende og afvæbnende. Men den adfærd der ifølge Sareen er udtryk for en skærpet muslimsk tilværelsesforståelse, ligner faktisk mere de unges forsøg på at give de demokratiske fordringer om frihed og lighed et reelt indhold, mener Iben Aamann.

For eksempel henviser de unge til begivenheder i medierne, som underbygger deres påstande om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet eller boligmarkedet.

"Paradoksalt nok lever de unges adfærd i høj grad op til de erhvervsfaglige ungdomsuddannelsers formålsbeskrivelse om at bidrage til den unges interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund. Det bekymrende er bare, at Sareen fremhæver den adfærd som et udtryk for det modsatte, nemlig et radikaliseringssymptom, men hvis de unges forsøg på at deltage i samfundets demokratiske processer bliver tolket som radikaliseringstendenser, så er jeg meget bekymret for samfundets politiske legitimitet på sigt," slutter Iben Aamann.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Omend jeg er enig i noget af grundsubstansen, er det problematisk, når man referer til fordomsfuld eksklusion med omvendt fortegn. Eller sagt med andre ord hopper på en karikaturvogn som består af øl, klaphatte og røde pølser.

Det er groft sagt legitimt at havde fordomme om danskerne og specifikt DFs vælgermasse samt partimedlemmer, en grad af fordomme som er tilsvarende og lige så ureflekterede, som de fordomme der rettes mod muslimer.

"Hvis du for at kunne være en del af samfundet, skal orientere dig mod dansk identitet, så står vi med et regulært demokratisk problem. Kravet strider i sig selv mod den demokratiske fordring om personlig frihed, men der bliver også færre 'rigtige' danskere. Derfor er det nødvendigt at definere det at være borger i Danmark ud fra nogle andre kriterier end Dannebrog, fadøl og frikadeller," siger Iben Aamann.

Nej det gør ikke, går mod den demokratiske frihed, lige så lidt som krav om respekt for landets udførlige love er det.
Det skal ikke betegnes som tolerance at tolerere intolerance, det er de fleste her vel enige om, specielt når det gælder DF.
Men sikkert også når det gælder de demokratiske normer og de subtilt indlejrede koder for frisind og tolerance.

Det gør islam i sig selv ikke, islam er ikke demokratisk og kun lidt mere tolerant end inkvisitionen var det.
Islam skal vurderes ud fra de eksempler i historien og i nutiden, hvor den i regioner har været mere eller mindre en herskende diskurs og fysisk magt.
Den skal vurderes ud fra de kernetanker, den historisk har været med til at reproducere med empirisk belæg i konkrete tilstande og gentagen fremkomst af teologisk dogmatik.
Ligeledes skal den vurderes ud fra sin evne til at stimulere de værdier vi i særdeleshed værdsætter, fx. frihed for tanke, sjæl og krop, kunst osv. Ligeværd, demokrati, næstekærlighed, tolerance, retfærdighed, rationalitet, viden.

Det er netop disse værdier, ikke leverpostej, klaphatte, fadøl osv. der driver vores samfund.

Nationalstaten er en kunstig konstruktion som repræsenterer et overordnet fællesskab som oftest mere er sprogligt end noget andet.
Derfor skal nationalismen ikke betragtes som hellig. Men det rokker ikke ved det forhold at en lille gruppe lande i Europa i høj grad har udviklet positive værdier som ovennævnte.
Disse værdier er ikke udviklet i islamisk kultur som kun evnede at fremstå som tolerant og oplyst med den mørke middelalder og inkvisitionens ekstreme og absurde intolerance som modstillet billede.

Omvendt skal man skelne mellem muslimen og islam. En kvinde med tørklæde som kalder sig muslim, er ikke nødvendigvis en der afskyr homoseksuelle eller betragter "letpåklædte" kvinder som værende løse på tråden. Og hvis hun endelig gjorde det, ville det ikke være anderledes end hvad en fra indre mission ville tendere til at tænke.
Så vi skal ikke forsvare vores demokrati og tolerante samfund baseret på individets ligeværd, uden at praktisere selv samme over for anderledes tænkende.
Vi skal møde hinanden som individer med udgangspunkt i de individuelle og faktuelle egenskaber vi har.

Fordomme om indvandrere kan isolere dem, for at ikke at forglemme blive selvhæmmende, ved at de selv internaliserer dem som og identificerer sig selv med dem.
De værste fordomme er oftest ikke de eksterne, men de interne omhandlende hvad vi selv tror vi er og kan.

Men hvad angår Asmaa. Hendes retoriske spørgsmål:

"Skal jeg have klaphat på og sidde med en øl og en rød pølse?"

Så indeholder det et afgjort selvmål.
Det fantastiske ved den moderne vestlige kultur, og i særdeleshed den danske. Det er netop at man kan sidde og spise en pølse og drikke en øl offentligt, altså på en bænk, uden at flertallet tager noget som helst anstød af det.
Det er faktisk ret så unikt. I sverige ville det være forbudt (øllen), i mange andre lande ville det være ugleset.
Nej det at være dansk kræver ikke en specifik afbåset adfærd, kræver ikke at man drikker øl, spiser frikadeller, eller ligger topløs på stranden.
Faktisk findes der utroligt mange måder at være "dansk" på. Man bliver ikke mindre dansk at at være vegetar, buddhist og afholdsmand, eller for den sags skyld en muslim der ikke spiser svindekød, altså i sig selv
Der hvor man alvor adskiller sig fra flertallet, er ved at rynke på næsen af individer som spiser frikadeller og drikker øl, går i sexet tøj, som ikke tilhører ens religiøse sekt/retning - så længe det varer for regeringen er jo ved at forsøge på at etablere en metakode/megatrend for folkesundhed, parallelt med andre båseoprettende aktører, faktisk et indgreb i den rummelighed og frihedsdiskurs vi havde fået tilkæmpet os.

Men Asmaa skyder sig selv i foden, ved at lufte en fordomsfuldhed som ikke er mere ædruelig, når den er rettet mod danskere, end når den er rettet mod muslimer.
En fordomsfuldhed som, uanset hvor retorisk den er luftet dog, afspejler en negativ indstilling til disse stereotyper.
Hun bekræfter for så vidt dermed, at hun ikke rummer den tolerance og adfærdsfrihed vi værdsætter, at hun er den selvudnævnte ideologiske/religiøse adel, som vi antager, hun er.
At hun delvist foragter os og ikke fatter de værdier, vi ville lade vores liv for.

Men Asmaa og andre muslimer skal ikke dømmes fordi de bærer tørklæde eller betragter sig selv som muslimer.
Det er det aktive eller implicitte intolerante, antidemokratiske, ulige, irrationelle, reaktionære osv. der skal dømmes.

Det er herligt og alt for latterligt til at være tragikomisk, at det ikke er mere end, ja, 10-15 år siden allerhøjest, at Søren Mørch skrev "Den sidste Danmarkshistorie", og den teori begyndte at blive dogme på antropologi og andre universtetsfag, at danskerne ikke eksisterede og aldrig havde gjort det! Samtidigt fik vi ustandseligt at vide, hvor stor en fordel indvandringen var i Europa og hvor venlige, vi skulle være mod de indvandrende. I spidsen for disse politisk korrekte globaliseringsbestræbelser stod, naturligvis, Anders Fogh Rasmussen, Poul Nyrup, alt hvad der fandtes i Danmark af spidser.

Alt det ændrede sig, som bekendt, 11. september, da Islam viste sit sande ansigt! Sådan lyder den ammestuehistorie, de har bundet os på ærmet.

Det hele er - selvfølgelig - planlagt på forhånd. Klassisk opinionskontrol. HVis man tror, at politikere planlægger ud i fremtiden, er man så konspirationsteoretiker? Territorie-erobring og olie-tilegnelse er formålet.

Helt enig, Thomas Bording Hansen. En debattør afskrev i diskussionen om artiklen "Magtens midte er under forandring" DF's vælgere som fascistisk "white trash", på trods af, at otte procent af DF's vælgere opfatter sig selv som socialister, der er blevet svigtet af akademikerne i Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten ...

Det er hovedsageligt underklassen, der mærker de problemer som indvandring af lavtuddannede og svært integrerbare indvandrere OGSÅ medfører og som mærker at de kavrterer de bor i forslummes og at voldsmonopolet i praksis overtages af bander, domineret af unge indvandrere, der sælger narko.

Det er også dem,. der mærker at undervisningen på deres børns skoler bliver ringere fordi sprogsvage børn forstyrrer undervisningen og tager uforholdsmæssigt mange ressourcer.

DF skal ganske rigtigt tæmme sin antiindvandringsretorik endnu mere - her tænker jeg især på Mogens camre - men den xeonfobiske retorik er i de fleste tilfælde udtryk for reelle frustrationer og ikke for idelogisk baseret racisme.

Det er simpelthen "venstreorienteret klassehad" at afskrive DF's vælgere som hite Trash. Det minder faktisk mest om, at xenofobiske DF'ere afskriver underklasseindvandrere som brown trash ...

Thomas Bolding Hansen

Glimrende indlæg og godt forklaret.

Naturligvis - som så ofte - møder man spammeren Per Thomsen, med sin evige gentagelser og sammenligninger om nazisme.

Sikke en gang sludder og vrøvl. Fordi man i Danmark er imod den multikulturelle idelogi, så skulle demokraiet være under trussel. Danmark har længe været et monokulturelt land, og demokratiet har fungeret udmærket.

Som mange andre i det politisk centrum-venstre forveksler artiklemn det multiETNISKE samfund med det multiKULTURELLE samfund, og at det bliver forventet af indvandrere -som frivviligt er kommet hertil- at de skal integrere sig ind i Dansk kultur er ganske naturligt. Jeg kunne heller ikke rejse til eksempelvis Saudi Arabien, og forvente at 'kunne leve efter Danske normer, der. Skik følge eller land fly.

JSR@

... det er hovedsageligt underklassen, der mærker de problemer, som indvandring af lavtuddannede og svært integrerbare indvandrere OGSÅ medfører ...

Ja, det er rigtigt; men det er A.P. Møller, Dansk Industri, Dansk Arbejdsgiverforening og de dengang politisk korrekte Nyrup'er og Fogh Rasmussen'er, der har plaget om indvandring - sandsynligvis på ordre fra USA, så Europa ikke blev for stor en økonomisk, kulturel og politisk magt.

I øvrigt kommer danske indvandrere selv fra underklassen og endda den ude fra landet af; se til selvbevidste tyrkere i Berlin f.eks., der har baggrund i Istanbul og Ankara og bemærk forskellen.

Indvandringens fordele er mildest talt til at overse - men lad dem dog i det mindste have deres religion i fred ..! Og giv dem ikke kollektivt skylden for 11.09, sådan som Mohammed-tegneren Westergaard indirekte gør i et, synes jeg, afslørende interview i fagbladet Journalisten.