Det historiske 1968 - mere end bare vold eller ikke vold

Et forskerhold af historikere fra RUC fik torsdag en forsmag på, hvad der venter den ulyksalige, der forsøger at nuancere den akademiske og samfundsaktuelle diskussion om tiden omkring 1968. En epoke, som fire ph.d'er, fire specialestuderende og en professor har gjort til genstand for kulturhistorisk analyse - på tidens og aktørernes egne præmisser - i forskningsprogrammet 'Det bevæger sig når vi går ... Samfundskritik og utopi i 1960ernes og 1970ernes Danmark'.

At ungdomsoprøret er et "erindringspolitisk kampfelt" både uden for og inden for universitets mure, fik RUC-historikerne bag forskningsprogrammet bekræftet, da de i selskab med tre kolleger fra Københavns og Aarhus Universitet på et "Forskningssymposium omkring '1968'" fremlagde deres foreløbige arbejde for kolleger fra RUC samt fra blandt andet Center for Koldkrigsforskning og Arbejdermuseet. Derudover var omkring 25 studerende, et par folkeskolelærere og interesserede i almindelighed blandt de godt 70 personer, som var mødt op for at deltage i diskussionen om temaerne "Det åndelige '1968'", "Solidaritet med den 3. verden" og "Opbrud i barnesynet".

Historikernes fremlæggelse af tidens ideer og handlinger vækker på sine steder irritation og afstandtagen blandt forskningssymposiets deltagere - især blandt den ældre, mandlige del. Men det vækker også spontan latter, når historikerne fremlægger eksempler som Ebbe Kløvedal Reich, der brøde-betynget vender tilbage til plakatopklæbning og andre "fornuftige og jordnære ting", fordi verden ikke var blevet mindre grusom og imperialistisk "imens jeg sad og fumlede med min mystik". Eller Vietnam Solidaritets opfordring til at forlade gadekampsstrategien og "besvare magthavernes provokationer med iskold ro" for ikke at skabe en situation, hvor "dele af befolkningen og arbejderklassen af den borgerlige statsmagts propagandamaskineri lader sig mobilisere imod den anti-imperialistiske bevægelse og dermed mod deres virkelige interesser".

Refleksion og indsigt

"Historisk forskning kan ikke undgå at blive inddraget i en kamp om, hvad der skal huskes, og hvad der skal glemmes," konstaterer historieprofessor Anette Warring i sin velkomsttale og fortsætter:

"Det er stimulerende at beskæftige sig med en fortid, der som 1968 opleves som relevant og betydningsfuld - men debattens fastlåste positioner mellem negativ eller positiv stillingtagen er både vanskelig at undslippe som forsker og virker ikke befordrende for refleksion og indsigt."

Ifølge Anette Warring er både samfundsdebatten om og forskningen i ungdomsoprøret præget af grundfortællinger, der nok har noget på sig, men som også får folk til at "stirre sig blinde" på yderpositionerne mellem f.eks. "livsstilsradikale" og "politisk venstreradikale" og tolke tiden ind i en ramme, hvor 60erne står for det utopiske, søgende og anti-autoritære, mens 70erne er symbol på dogmatik og totalitære fortællinger.

"Det er vigtigt at holde sig tre ting for øje: For det første var formålet med tidens debat om indre over for ydre revolution for mange at finde en 'tredje vej' mellem yogien og kommissæren. For det andet var langt de fleste aktivister grænsegængere og pendlere mellem de to yderpositioner. For det tredje er det muligt at finde mange lighedspunkter mellem ideen om den enkeltes radikalisering og perspektivet om kollektiv samfundsforandring," siger Anette Warring, der mener, at fortællingen om tiden omkring 1968 "trænger til at blive historiseret".

Anette Warring forsøger at gøre præmisserne for forskningsprogrammet klare fra starten - hvad der senere skal vise sig delvis forgæves:

"Det er ungdomsoprørets årsager og virkninger - og ikke mindst holdningerne til ungdomsoprørets betydning for samfundet siden hen - der præger jubilæet for og samfundsdebatten om året 1968. Vi ønsker med vores forskningsprogram at forskyde fokus til selve opbruddet, at indfange den mening, aktørerne selv tilskrev deres aktivisme, og være sensitive over for variationer og forskydninger."

Vold og det normative aspekt

Hvad den forskydning i fokus betyder for den historiske metode giver Karen Steller Bjerregaard et eksempel på i præsentationen af hendes ph.d.-projekt om 'Guerillaer og græsrødder'.

Bjerregaard tager i sit oplæg udgangspunkt i tre nedslag: De danske trotskisters solidaritet med den algierske befrielsesbevægelse FLN i 1960'erne, de danske Vietnamkomiteers engagement i slutningen af 1960'erne og Forbundet Mod Imperialismen i anden halvdel af 1970'erne. Hendes projekt vil undersøge spændingsforholdet mellem 'ude' og 'hjemme' - hvordan grupper i Danmark satte væbnede kampe i andre lande i forhold til kampen for at forandre det danske samfund.

"Min tilgang er ikke at undersøge, hvorvidt de forskellige grupper i Danmark var for eller imod vold, eller graden af gruppernes radikalitet - snarere går mit analytiske spørgsmål på, hvordan de forstod den væbnede kamp i forhold til deres vision om samfundsforandring," forklarer Bjerregaard.

Men aldrig så snart er ordet lagt ud til salen, før flere deltagere bringer graden af radikalitet og voldens legitimitet i den politiske kamp på banen.

En deltager refererer til Venstresocialisternes berømte plakat med Y'et som en slangebøsse og vil vide, hvad den symbolik fortæller om VS' forhold til vold versus ikke vold i den politiske kamp.

"Det er vanskeligt at sige noget om positioner for eller imod vold - diskussionerne i VS handlede i højere grad om, hvordan politisk og væbnet kamp skulle føres, i hvilken kontekst, og med hvilket formål," svarer Bjerregaard, hvorefter en anden deltager fortsætter diskussionen for eller imod vold som legitimt politisk middel:

"I en normativ vurdering af venstrefløjen overskrider datidens voldsretorik de grænser, vi har i dag. Men hvis fred betyder fortsat undertrykkelse i Den Tredje Verden, er det ikke moralsk forsvarligt at opretholde freden - det skal man være radikal pacifist for ikke at kunne forstå. Hvordan forholder man sig som historiker til det normative aspekt," lyder spørgsmålet med henvisning til de teksteksempler, Bjerregaard har brugt i oplægget, blandt andet et uddrag af en resolution vedtaget på Forbundet Mod Imperialismens Mellemøstkonference i 1975:

"Kun folkekrig kan besejre imperialismen - i Mellemøsten som andre steder. En sådan sejr, og den revolutionære proces, der går forud, vil betyde dels en endelig sejr over og likvidering af områdets reaktionære kræfter - og dels i høj grad forøge modsætningerne i det verdensimperialistiske system."

På spørgsmålet om det normative aspekt svarer Bjerregaard:

"Som historiker er man nødt til at positionere sig, uanset hvilket felt man forsker i. Men normative vurderinger som princip gør det svært analytisk at forstå, hvad der var på spil i aktørernes forhold til væbnet kamp. Min måde at løse det metodisk er at forsøge at gå ind i aktørernes univers og spørge, hvordan det gav mening for dem."

Bjerregaards svar bliver bakket op af kollegaen Søren Hein Rasmussen fra Københavns Universitet:

"Normative vurderinger er ikke nødvendige for at forstå, hvad datidens aktører gjorde sig af overvejelser, og hvad der gjorde, at nogle bevægelser, der støttede væbnet kamp, som f.eks. Vietnambevægelsen, slog igennem i den bredere befolkning, mens andre ikke gjorde."

Ånd og materialitet

Også i den mere fredelige del af symposiet - den åndelige, religiøse og spirituelle søgen i tiden omkring 1968 - må historiker Anne Stadager, med hjælp fra sin kollega Anette Warring, genforklare forskningsprogrammets metodiske principper efter sit oplæg om 'Det åndelige 1968'.

Stadagers oplæg tager udgangspunkt i to personligheder, som hun mener på en gang var atypiske skikkelser og repræsentanter for strømninger i tiden: Ebbe Kløvedahl Reich og Ole Grünbaum. Stadager går særligt ind i det brud, der skete mellem de to i 1972, hvor Reich "cementerede sin bekendelse til den protestantiske kristentro", mens Ole Grünbaum flyttede i 'ashram', et religiøst kollektiv efter indisk forbillede, og tilsluttede sig bevægelsen The Divine Light Mission.

Deres brud kan ifølge Stadager spores til deres uenighed om, hvor og hvordan der skulle kæmpes - i 'lyset' (hvor guruen fører én hen) eller i 'mørket'. Ole Grünbaum hævder i sin bog Bar røv i 60'erne, at Reich engang sagde til ham:

"Det kan godt være, du har fundet lyset. Men jeg er solidarisk med dem, der er i mørket. Jeg vil være den sidste, der går ind i lyset."

Grünbaum og Reich var tilsyneladende også uenige om, hvorvidt den ydre revolution i den materielle verden var vigtigst, eller om vejen til samfundsforandring gik via den enkeltes forandring af sit indre.

Grünbaum argumenterede for, at kun den indre forandring og tilnærmelse til 'Kundskaben' " ... kan bringe fred til denne verden. Den kan afslutte krige og udbytning. Den er det eneste, som kan gøre alle mennesker lige," mens Reich i 1974 atter vendte sig mod praktisk udadrettet politik - nu med dårlig samvittighed over i en periode at have søgt indad.

Mens Grünbaum mente, at forandring af verden gik gennem den 'indre revolution', vendte Reich altså tilbage til, hvad han kaldte "fornuftige og jordnære ting som adresseskrivning, plakatopklæbning og organisering i almindelighed", for mens han havde "fumlet med sin mystik" havde "bevidste og flittige aktivister gjort et stort og mangesidet arbejde" som han skriver i bogen Svampen og korset fra 1974.

I Stadagers afsluttende bemærkning fremhæver hun Grünbaum og Reich som personer, der "udfordrer konjunkturfortællingen om 1960'erne som det 'søgende' årti, mens 1970'erne var det dogmatiske," fordi både Grünbaum og Reich - på trods af sidstnævntes tilbagevenden til politik - fortsatte deres åndelige søgen resten af livet.

Skalkeskjul

Stadagers kollega, RUC-historiker Henrik Jensen, køber ikke Grünbaums selvfremstilling af den indre søgen som en måde at forandre verden, og spørger:

"Er perspektivet om samfundsforandring ikke bare et skalkeskjul for det individualistiske frigørelsesprojekt?"

Et spørgsmål, som Anette Warring karakteriserer som værende "i tråd med selvopgøret i vores samtid, men ikke med selvforståelsen i tiden omkring 1968," og dermed et spørgsmål uden for de metodiske præmisser for den kulturhistoriske analyse i forskningsprogrammet.

Stadager svarer Henrik Jensen, at der selvfølgelig var individualisering på spil, og tilføjer:

"Men det er slående, at selv Grünbaum, der repræsenterer en meget radikal og marginal form for åndelig søgen i tiden, kobler det til et stærkt ønske om en bedre verden."

Endnu en RUC-kollega føler sig nu inspireret til at kommentere forholdet mellem den indre og ydre revolution ud fra en kritik af ungdomsoprørernes ideologiske inspiration:

"Venstrefløjen var fra begyndelsen inspireret af Rousseau - for Marx har ikke tilføjet fem ord til Rousseaus teori om, at hvis bare man kan forandre samfundet, kan man forandre menneskene. Derfor mener marxisterne, at det er umuligt at forandre menneskene indefra, uden at samfundets forandres først," lyder det fra historiker Håkon Arvidson, der ikke har noget spørgsmål til forskerholdet.

Den sandalbærende generation

En af gæstetalerne på torsdagens symposium er Jes Fabricius Møller fra Københavns Universitet, der taler om venstrefløjens forhold til Grundtvig.

"Umiddelbart er der lagt op til konflikt mellem Marx og den liberale og nationalistiske Grundtvig, der blandt andet talte imod at indskrive forsørgelsesretten (der gav fattige ret til underhold fra staten, red.) i Grundloven," siger Fabricius Møller, men peger på, at Socialdemokratiet alligevel ikke havde et åbenlyst modsætningsforhold til Grundtvig.

"Da socialdemokraten Frederik Borgbjerg i 1933 holdt tale ved Grundtvigs 150-års jubilæum, sagde han, at Grundtvig havde stået for en radikal og social politik - hvilket var åbenlyst løgn," siger Fabricius Møller til stor morskab blandt tilhørerne.

Fabricius Møller forklarer, at det især var ved Socialdemokratiets overgang fra 'klasseparti' til 'folkeparti', at partiet begyndte at "tappe på Grundtvigs ideer om nationen som et integrerende folkefællesskab - hvad der har været en væsentlig motor i Socialdemokratiet siden 1930'erne: Danmark for Folket".

En anden drivkraft i forbrødringen mellem Grundtvig og venstrefløjen er - ifølge Fabricius Møller - Ejvind Larsen, der var "arkitekten bag at gøre Information til hoforgan for '1968'."

"Ejvind Larsens forsøg på at udpege ligheder mellem Marx og Grundtvig vakte en del modstand og vandt ikke mange disciple for sig - men det gjorde Grundtvig til gangbar mønt, og især hos den 'sandalbærende generation' udløste Ejvind Larsen en vis accept af Grundtvig," siger Fabricius Møller, og peger på en anden væsentlig begivenhed, der fik Grundtvigs ideer til at vinde genklang på venstrefløjen: EF-afstemningen i 1972.

"Her blev Grundtvigs forestillede fællesskab om 'vi danskere' et effektivt modsvar på ja-sidens perspektivløse kampagne. I græsrodsorganisationerne blev 'folkelighedsbegrebet' taget ud af en national kontekst og gjort identisk med civilsamfundet, og nu kunne man tage både Marx og Grundtvig i sin mund uden at vække anstød."

'Flirten' mellem Grundtvig og Marx - for mere var det ikke, mener Fabricius Møller - fadede ud i løbet af 1980'erne.

"Nu er Grundtvig blevet adopteret af en nationalkonservativ bevægelse, der har det til fælles med datidens venstrefløj, at den hævder at tale på vegne af folkeligheden, nu kaldet 'det tavse flertal' - og den viderefører EU-modstanden med udgangspunkt i det nationale," siger Fabricius Møller, der mener, at mens Grundtvig stadig i dag er udhængningsskilt, er Marx blevet kasseret.

Hvad de havde gang i

Under dagens tredje tema, 'Opbrud i barnesynet', tager Laura Pérez Skardhamar fat på en "kompleks sammensat og overset del" af ungdomsoprøret: det oprør, der rettede kritik mod magtfordelingen mellem lærer og elev, forælder og barn, undervisningsformer og det ideologiske indhold i folkeskolen, børns begrænsede rettigheder i samfundet samt et "børnefjendsk og voksenorienteret" offentligt rum.

Hendes oplæg fulgte to "analytiske spor", hvor det første var angivet i oplæggets titel 'Befri og form børnene':

"Tvetydigheden i titlen illustrerer dilemmaet i tiden: ønsket om på en gang at frigøre børns eget potentiale - 'befri' - og samtidig en ide om, at børn frigøres via politisk bevidstgørelse - 'form'," indleder Skardhamar og nævner Proletariatets Friskole på Vesterbro, hvor der blev trænet partisanteknik i Søndermarken om lørdagen, som eksempel på, hvordan børn skulle 'formes' til politisk bevidsthed.

"I den anden ende af skalaen finder man f.eks. den stærkt anti-autoritære Den lille røde bog for skoleelever, hvis primære budskab var at give skoleelever magt til at kræve fysisk, social og psykologisk udfoldelse i hverdagen."

I 'Den lille røde' blev skoleeleverne opfordret til f.eks. at benytte lærernes toiletter, hvis børnetoiletterne var uhumske, og eksperimentere med forskellige taktikker til at komme på 'dus' med læreren. Bogen gav også råd om, hvordan man kunne få en lærer fyret, samt ideer til antiautoritære spørgsmål som "Hvorfor foregår hver time på samme måde?", "Hvorfor arbejder vi aldrig i grupper?", og "Hvorfor er det altid læreren, der bestemmer, hvornår vi skal holde op med at læse". Bogen blev solgt for en femmer her i Danmark og forbudt i Francos Spanien af hensyn til moralen.

Skardhamars andet analytiske spor knytter sig til spørgsmålet om, hvorvidt de forskellige venstreradikale pædagogiske projekter var politiske eller ej - blandt andet med afsæt i "en fænomenologisk tilgang til, hvordan de selv talte om det, 'de havde gang i', populært sagt," forklarer Skardhamar.

En tilgang i tråd med forskningsprogrammets ide om at bevæge sig ind i aktørernes eget univers, som også fremgår af forskningsprogrammets titel: 'Det bevæger sig når vi går... ', der er inspireret af Skousen og Ingemann-sangen 'Herfra hvor vi står', som Anette Warring i sin velkomsttale beskriver med ordene:

"Den indfanger oprørernes opfattelse af at være i en betydningsfuld tid, hvor alting er i bevægelse, en forandrende bevægelse, som de selv skaber," og citerer fra sangen: "'Herfra hvor vi står kan vi se os omkring - til alle sider. Det bevæger sig når vi går, det forandrer sig i alle tider. (...) Vi har talt sammen næsten hele natten, og her og der er vi gået i stå. Rundt om ligger folk og sover, jeg ved ikke rigtigt, hvilken vej vi skal gå'."