Læsetid: 5 min.

Indsats mod terror presser retssikkerheden

Debatten om Højeste-retsdommen i terrorsagen fra Vollsmose fortsætter: Afgørelsen er helt efter bogen.... Spørgsmålet er bare, om bogen også er den rigtige, lyder det fra en juridisk ekspert
2. maj 2008

Professor i erhvervsstrafferet Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet har på Informations opfordring gennemgået den dom, som Højesteret i april afsagde i terrorsagen fra Vollsmose. Ifølge Lars Bo Langsted er dommen "en meget grundig afgørelse ud fra det eksisterende regelsæt."

"Der er ikke en finger at sætte på den dom. Så det er en afgørelse lige efter bogen. Spørgsmålet er så, om bogen er god nok, altså om den lovgivning, vi har, er fyldestgørende," siger Lars Bo Langsted. Mere om det senere.

Også professor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard har læst dommen. Han mener, at der "principielt set er god grund til bekymring for retstilstanden i terrorsagerne. Der skal foretages nogle vanskelige afvejninger af stærkt modstridende hensyn, og mange af reglerne på området er særdeles uklare. Så retssikkerheden er bestemt under pres," siger Vestergaard, der dog også påpeger, at "domstolene i flere terrorsager har formået at fastholde en høj bevistærskel med flere frifindelser til følge."

Efter Højesteretsdommen har advokat Bjørn Elm-quist kritiseret, at forsvarerne kun fik adgang til en del af de notater, som PET havde udarbejdet under efterforskningen af sagen. Alle de notater, der drejede sig om andre end de fire tiltalte, fik forsvarerne ikke lov at se. Tilmed blev afgørelsen herom truffet på et hemmeligt retsmøde, som forsvarerne ikke blev orienteret om.

Hemmeligt retsmøde

"Højesteret kalder det en fejl, at forsvarerne ikke blev orienteret. Men Højesteret lægger også til grund, at denne fejl ikke er af en sådan størrelsesorden, at det ville have gjort nogen forskel for afgørelsen, hvis forsvarerne var blevet orienteret om retsmødet. Nej, vurderede Højesteret. Og det er altid en konkret vurdering," siger Lars Bo Langsted.

I stedet blev de tiltalte på det hemmelige retsmøde repræsenteret af en advokat fra en særlig liste, som Justitsministeriet har udarbejdet. Selv om denne advokat ikke fik mange timer til sin forberedelse, savner Lars Bo Langsted grundlag for kritik:

"Selve øvelsen på det pågældende retsmøde, nemlig at sammenligne en overstreget og en ikke-overstreget samling dokumenter, ser ud til at være en forholdsvis enkel opgave. Det tror jeg godt, at man kan foretage, selv om man ikke har et totalt kendskab til sagen. Det er jo øvede folk, der er på den liste."

- På det hemmelige retsmøde var det PET's juridiske chef, der procederede i stedet for anklagemyndigheden. Bliver det ikke for tæt?

"Nej, det synes jeg ikke. Det er sådan, at systemet fungerer. Det er domstolene, der har den uafhængige rolle," siger Lars Bo Langsted.

Jørn Vestergaard understreger, at Højesteret enstemmigt nu har fastslået, at PET ikke selv skal afgøre, hvilket materiale forsvarer skal have adgang til i terrorsager:

"Forsvarerne har adgang til alt politiets materiale af betydning for sagen, og PET skal give retten lejlighed til at gennemgå det hele og trække grænsen, hvilket PET altså ikke frit kan gøre på egen hånd," siger han.

"Det gjorde landsretten så, og Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens bedømmelse. Højesteret fandt dog, at det var en fejl, at det ikke var forsvarerne, men en advokat uden anden tilknytning til sagen, der var til stede ved retsmødet. I det konkrete tilfælde mente Højesteret imidlertid, at fejlen var uden betydning for landsrettens afgørelse," siger Jørn Vestergaard.

Vidner blev afskåret

Såvel i Østre Landsret som i Højesteret gjorde Elmquist meget ud af, at han ikke havde fået lov til føre alle de vidner, han ønskede. Efter dommen kritiserede han, at det nu er knæsat, at forsvarene forud skal kunne dokumentere, hvorfor et vidne er relevant. Hverken Lars Bo Langsted eller Jørn Vestergaard ønsker at forholde sig til domstolenes vurdering. Men som Lars Bo Langsted siger:

"Det er ikke usædvanligt i hverken større eller mindre sager, at man vurderer vidnernes relevans. Hvis vidnernes genstandsfelt ikke virker relevant, så skal man da afskære vidnerne for ikke at trække sagerne i langdrag. Det er en ultrakonkret vurdering, som jeg ikke kan have bemærkninger til."

Jørn Vestergaard supplerer: "En enig Højesteret fandt ikke grundlag for, at de tiltalte var blevet afskåret fra vidneførsel af betydning. Forsvarerne har altså ikke kunnet overbevise dommerne i de to instanser."

Den forkerte bog ...?

Så tilbage til spørgsmålet, om lovgivningen er den rigtige. For det er Lars Bo Langsted ikke så sikker på: "Politikerne ligger under for et forståeligt ønske om at bekæmpe terror, men man er så at sige kommet til at hælde det retspolitiske barn ud med badevandet. Man skal huske på, at regler, der begrænser PET's virke, jo ikke bare er regler, der beskytter terrorister med bomber, det er også regler, der beskytter uskyldige borgere. En af de tiltalte i Vollsmose-sagen blev jo frikendt. Kernen er, at før dommen er afsagt, ved ingen, hvem der bliver dømt, og hvem der går fri," som han siger.

- Er der eksempler på 'retspolitisk badevand' i lovgivningen?

"Ja, det synes jeg. Af hensyn til fremmede magter kan væsentlige oplysninger i en given sag hemmeligholdes for forsvarerne. Og så bliver det rigtigt kaka'sk, hvis man kan blive dømt for noget, man end ikke kan få at vide, hvad er. Det skaber en ret stor gråzone."

"Et andet eksempel er hvidvask af penge. Det har været diskuteret længe, om forsvarsadvokater skulle pålægges pligt til at indberette mistanker om hvidvaskning af penge hos deres klienter, og lige så længe er man veget tilbage fra dette pålæg af hensyn til retssikkerheden. Men så snart hvidvaskningen blev sat i sammenhæng med terror, så forsvandt alle retspolitiske hensyn som dug for solen, da et EU-direktiv pålagde Danmark at gennemføre det," siger Lars Bo Langsted.

- Hvorfor er det betænkeligt?

"Fordi en klient ikke længere 100 procent kan stole på, at det, han siger til sin forsvarer, at det også alene er for forsvarerens øre."

- Men er det ikke en balancegang mellem sikkerhed mod terror og retssikkerhed?

"Ingen er i tvivl om, at der er tale om en balancegang. Og det er jo præcis derfor, at vi f.eks. når det gælder politiets mulighed for at gennemføre rumaflytning, som politiet selvfølgelig af og til kan have gavn af i efterforskningen, så lægger vi et lod i den anden skål og kræver en domstolsprøvelse. Men når man i terrorsager konsekvent fjerner loddet i den anden vægtskål, nemlig den uafhængige domstolsprøvelse, så nytter det ikke at fastholde, at der stadig er balance. Jeg er nødt til at spørge: Er det udtryk for, at man i sager om statens sikkerhed ikke længere har tillid til domstolenes uafhængighed? For hvis det er tilfældet, så er vi ude i en meget dyb krise," siger Lars Bo Langsted.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu