Læsetid: 3 min.

Kommentar: Ingen plet kan tåles

Efter gængs dansk statsskik stilles de strengeste krav til ministres vandel. Og kan man på grund af embedsmisbrug ikke blive statsminister, kan man heller ikke være finansminister
19. maj 2008

"Cæsars hustru må end ikke kunne mistænkes."

Sådan lyder et fyndord om strenge krav til offentlige skikkelser. Det har sit udspring i en begivenhed, der fandt sted for mere end 2.000 år siden:

Kvinden Pompeia var gift med Cæsar - ham den rigtige, Romerigets kejser - og hun gav en fest til ære for gudinden Bona Dea. Ifølge traditionen måtte ingen mand være til stede ved denne fest. Alligevel forlød det, at politikeren Clodius havde sneget sig ind, forklædt som kvinde. Hvis det var sandt, stod Pompeia med plettet dyd. Kejser Cæsar lod foretage en undersøgelse. Den frifandt Pompeia. Alligevel lod Cæsar sig skille fra hende, idet han udtalte de bevingede ord om mistankens utænkelighed.

Svindel med smørret

I Danmark har sætningen i det 20. århundrede været brugt om de høje krav, man må stille til ministre. Det skyldes en anden historie. Nemlig historien om P.A. Alberti. Han var Venstres justitsminister 1901-08, men han var samtidig formand for Den Sjællandske Bondestands Sparekasse og forretningsfører for Danske Landmænds Smøreksportforening. For at købe sig popularitet blandt bønderne trak han penge på sparekassen, så han kunne betale en højere pris på smørret, end han fik det solgt for på det britiske marked.

Da ballonen sprak i 1908, havde Alberti bedraget for et beløb, der svarede til en femtedel af alle statens årlige indtægter. Senere undersøgelser viste, at han allerede som ung var bankerot og berygtet i forretningskredse, men at hans politiske poster havde beskyttet ham.

Alberti-skandalen førte til den statsskik, at ingen minister må udøve anden virksomhed, og at ingen kan være minister, hvis der er den mindste antydning af tvivl om den pågældendes redelighed. Det kom i 1960'erne til at betyde, at en advokat måtte vente en årrække på at blive minister, fordi det først skulle afklares, om der var hold i beskyldninger om, at han havde svigtet en klients interesser.

Statsminister Jens Otto Krag (S) lod en fiskeriminister falde, fordi han mange år tidligere var medarrangør af en velgørende indsamling, hvor han havde beregnet provision til annoncer i den avis, han var redaktør for.

Den strenge regel blev bøjet, da statsminister Poul Schlüter (K) i 1990 udnævnte Per Stig Møller (K) til miljøminister, selv om Schlüter vidste, at Møller havde en straffedom for spritkørsel. I 1992 måtte Anders Fogh Rasmussen (V) gå af som skatteminister, da en kommissionsdomstol kritiserede ham for at have givet urigtige svar til Folketinget i forbindelse med Skatteministeriets 'kreative bogføring'. Sagen afskar imidlertid ikke Fogh fra at genopstå som statsminister.

En slappere statsskik anes.

Thor som overtræder

Siden er fulgt sagerne om finansminister Thor Pedersen (V), der blev i embedet, uanset at han overtrådte sommerhuslovgivningen og ulovligt modtog EU-støtte. Og om miljøminister Hans Christian Schmidt (V), der begunstigede sin egen arbejdsplads. Han blev rykket til et andet ministerium - med flere penge at forvalte.

En tilbagevenden til tidligere tiders dyder var det, da familie- og ligestillingsminister Henriett Kjær (K) i 2005 måtte afgå, fordi hun havde to domme for ubetalte regninger.

Og nu har vi altså finansminister Lars Løkke Rasmussen (V), der i en række tilfælde har indleveret bilag til refusion, selv om de ikke kom hans ministergerning ved, bl.a. en hotelregning, der fik påtegningen "overnatning i forbindelse med ministerens aftenmøde". Men det var ikke noget aftenmøde. Det var en julefrokost hos Venstres reklamebureau. At regningen var udskrevet til navnet "Jensen", tilføjer et kuriøst aspekt. Godt er det heller ikke, at Løkke på skatteyderregning har foretaget udlandsrejser, som ikke kom embedet ved. Ej heller, at Løkke ifølge Ekstra Bladet har løftet den refunderlige kuvertpris til 1.000 kr. pr. svælg - bare for vin, øl og spiritus. Mad er oveni.

Hver for sig er sagerne pinlige - samlet tegner de et billede af en karakter, der ikke er egnet til at forvalte offentlige midler.

Hidtil har det i debatten været overset, at man i dansk statsskik ikke har haft én standard for fagministre og en anden og meget højere for statsministre. Kravet om ubetinget hæderlighed gælder for alle.

Heri ligger også, at hvis Løkke ikke kan blive statsminister, kan han heller ikke blive ved med at være finansminister.

Inden den nuværende statsminister i ængstelse viger tilbage for at tage denne konsekvens af de strenge principper, bør han - og den danske offentlighed - nøje overveje, hvad der bliver følgen af at kaste de strenge ministerkrav på historiens køkkenmødding.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Fåk for en neder'n person..

Fyr dog ham Løkke fyren, Han stjæler, fusker og svindler med offentlige penge.

Han har en svag moral.

Et spørgsmål, er han virkelig det bedste du har Anders Fjogh????

mere kærlighed - også til krigsforbrydrere og bilagsfuskere

Såkaldt "sjusket" omgang med bilag var ikke gået i den virksomhed jeg er ansat i, hvorfor skulle en borgmester/minister/måske kommende statsminister have lov til det uden konsekvenser?

Måske David Rehling også lige skulle fortælle, at Alberti altså også fik retur-kommision, og decideret misbrugte sine politiske poster til at mele sin egen kage. Heraf kommer de skrappe regler for hvordan ministre mv. lovligt bør omgå med folkevalgtes penge. Så vidt jeg lige kan huske lånte Alberti også penge af staten til at betale privat spillegæld med - og til at investere i diverse aviser med. Det er jo helt Berlusconisk...

I stedet for at gå efter småbeløb på 13.000 kr. --- eller lidt større småbeløb på 100.0000 kr. eller derover bør David Rehling og hans avis hellere grave lidt i, hvem der mon har ansvaret for forsvaret har købt 3 Hercules helikoptere - der ikke virker - som har kostet skatteborgerne i det her land 10-30 gange mere end Lars Løkkes taxa-regninger. Se, det ville være interessant. Interessant ville det også være at undersøge hvorfor forsvars-ministeren ikke er blevet fyret, ligesom det ville være interessant at undersøge, hvorfor forsvaret ikike er blevet pålagt at spare de 3-5 mia. kr. som helikoptere kostede.

Men det er jo nok nemmere at kaste sig over en vis ministers privatforbrug...

@Karsten Aaen: Det ene udelukker jo ikke det andet.

Og det er da i og for sig korrekt, at en person der nyder en så lemfældig omgang med offentlige midler som det synes at være tilfældet med Løkke Rasmussen, vanskeligt kan betragtes som egnet til at være minister. Det må da være et mindstekrav til ministre, uanset politisk observans, at de er pligtopfyldende og ærlige mennesker der respekterer det ansvar som følger med at bestride et offentligt embede - og derfor skyr den slags fråds, frynsegoder og decideret svindel som der her er tale om.

Løkke Rasmussen kan være en dygtig politiker, og man kan være ideologisk enig med ham, men hvis han ikke har den principfasthed, selvdisciplin og karakter som skal til at forvalte ministergerningen uden at forfalde til at mele sin egen kage, så duer han simpelthen ikke.

Løkke Rasmussen er måske en dygtig politiker, men det at være politiker og minister indebære også kvalifikationer f.eks. som etik og moral. Der er et tysk ordsprog der sige, at dumhed er en Guds gave, der dog ikke bør misbruges.