Hvis en bilist ved en fejl kører ind i en anden bil, er der egentlig ikke så meget at være i tvivl om: Bilisten må op med tegnebogen og betale de skader, påkørslen har forvoldt. Med andre ord: Fejltagelser kan koste.
Men ét er biler, noget ganske andet er mennesker. I hvert fald har det vist sig langt vanskeligere at få udbetalt en erstatning, hvis der er tale om en afvist asylansøger, der efter at være blevet tvangshjemsendt af danske myndigheder er blevet udsat for tortur.
Kan de danske dommere, advokater og embedsmænd, der passer deres arbejde i Flygtningenævnet, gøres ansvarlige for en vurdering, der senere viser sig at være ikke bare lidt forkert, men endog meget forkert? Nej, absolut ikke, fastholder de danske myndigheder. Jo, selvfølgelig både kan og skal de gøres ansvarlige, mener derimod Ashkan og hans danske advokat.
Det er kernespørgsmålet i den erstatningssag, som advokat Bjørn Elmquist på vegne af iraneren Ashkan Panjeheighalehei nu har ført helt til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, efter at både Østre Landsret og Højesteret har haft erstatningssagen til behandling. Ikke mindst i en terrortid kan Ashkan-sagen få stor principiel interesse.
Blodige bandager
Først lidt historik: Tilbage i 1999 vurderede Flygtningenævnet, at der ikke var grundlag for at give asyl til Ashkan Panjeheighalehei, og at han uden problemer kunne blive tvangshjemsendt til Teheran.
Selv om Ashkan som en sidste protest forsøgte at begå selvmord i Københavns Lufthavn, blev han efter et kort ophold på skadestuen (og mod lægernes råd) tvunget op i flyet med blodvædet tøj og bandager over snitsårene i håndleddene.
I Teheran blev han overgivet til myndighederne - og i princippet kunne historien så være endt lykkeligt her.
Desværre for Ashkan var det ikke tilfældet. I stedet blev han to dage efter hjemkomsten afhentet af to civilklædte mænd og ført til et fængsel, hvor han regelmæssigt blev udsat for tortur.
Ifølge de lægeerklæringer, der indgår i Ashkans svulmende sagsmappe, blev han udsat for ydmygelser og trusler i fængslet, bl.a. slag over hele kroppen og under fodsålerne, piskning, ophængning i forskellige positioner, vandtortur og elektrisk tortur.
Efter to år blev Ashkan løsladt mod kaution, hvis han lovede at møde op hver 14. dag til kontrol hos de lokale myndigheder. Ved at betale en menneskesmugler lykkedes det Ashkan at flygte fra Iran klædt i en traditionel kvindedragt og via Tyrkiet komme til Grækenland, hvor han på ny søgte asyl.
Fra Grækenland fik Ashkan telefonisk kontakt til den iransk-danske journalist Hussein Ferdowsipour, der bl.a. med en tv-dokumentar fik hans tragiske skæbne bragt frem til den danske offentlighed.
Samtidig måtte Danmark som følge af EU-reglerne acceptere at overtage asylsagen fra de græske myndigheder, og i marts 2003 kom Ashkan så til Danmark, hvor hans mor og søster allerede havde opnået asyl. I december 2003 fik Ashkan så langt om længe såkaldt konventionsstatus som flygtning og dermed permanent opholdstilladelse i Danmark.
En halv mio. for tortur
Og så til erstatningssagen: Ashkan kom som alle andre flygtninge på starthjælp, men da han som følge af torturen under ingen omstændigheder var i stand til at arbejde og forsørge sig selv, blev han i stedet invalidepensionist, bosat i en mindre lejlighed på Amager syd for København, samtidig med at han gik til behandling på Rehabiliteringscentret for Torturofre.
I starten af 2004 fremsatte advokat Bjørn Elmquist krav om erstatning for de psykiske lidelser, som Ashkan havde været udsat for som følge af Flygtningenævnets vurdering om tvangsudsendelsen. Kravet lød på knap en halv million kroner, som i andre sager om tortur havde vist sig at være en opnåelig erstatning.
Et par måneder senere afviste Flygtningenævnet, at deres vurdering i 1999 kunne være erstatningspligtig, og efter at have opnået fri proces stævnede Elmquist så i foråret 2005 Flygtningenævnet.
I stævningen anførte Elmquist, at Flygtningenævnet ved dels at afvise Ashkans asylansøgning, dels ved at beslutte, at der uden problemer kunne ske tvangshjemsendelse, "har handlet culpøst (dvs. uansvarligt, red.) og derved pådraget sig et erstatningsansvar for de svære skader, som sagsøger i dag lider under".
Stævningen påpegede, at Flygtningenævnet i flere omgange lige inden tvangshjemsendelsen kraftigt blev advaret om de farer, som Ashkan risikerede, hvis han blev hjemsendt, nemlig at han efter al sandsynlighed ville blive frihedsberøvet og torteret.
Ashkan "blev således udsendt til tortur og andre grove overgreb i Iran, hvorved Danmark gjorde sig skyldig i krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, FN's Torturkonvention, FN's Flygtningekonvention og FN's Konvention Om Civile og Politiske Rettigheder", skrev Elmquist i stævningen.
I første omgang fik Ashkan medhold i Østre Landsret, selv om Kammeradvokaten henviste til en bestemt paragraf i udlændingeloven, hvorefter Flygtningenævnets afgørelser er "endelige". Denne såkaldt finalitetsbestemmelse gælder dog efter sammenhængen kun for asylsøgere, og det var jo ikke Ashkans situation, da han på dette tidspunkt havde fået asyl, forklarede Elmquist.
I januar 2007 kom Højesteret imidlertid til den modsatte konklusion, nemlig at Flygtningenævnets afvisningspåstand skulle tages til følge. Som følge af finalitetsbestemmelsen anførte Højesteret i dommen, at en domstolsprøvelse af Flygtningenævnets afgørelse måtte begrænses til deciderede rettergangsfejl, altså "mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse". Og eftersom der ikke var tale om den slags fejl, måtte Ashkan forlade Højesteret med uforrettet sag og tomme lommer.
Uenighed i nævnet
Tre måneder senere indbragte Elmquist Ashkan-sagen for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, stadig med krav om knap en halv million kroner i erstatning.
I klageskriftet til domstolen fra juni 2007 anførte han, at ingen dansk domstol endnu har taget stilling til den gældende lovgivning om erstatningsansvar, fordi Højesteret alene har baseret sin afgørelse på udlændingelovens finalitetsbestemmelse. Og dermed er det en krænkelse af Ashkans menneskerettigheder ifølge konventionens artikel seks, når han ikke kan få sin sag for en domstol.
Desuden var det en krænkelse af Ashkans rettigheder ifølge konventionens artikel tre, at han blev udvist til tortur.
I februar 2008 fremsendtes den danske regerings svarskrift til Menneskerettighedsdomstolen. Regeringen blev alene bedt om at forholde sig til den påståede krænkelse af konventionens artikel seks, altså manglende domstolsprøvelse. Svaret var signeret af Peter Taksøe-Jensen, chef for Udenrigsministeriets Juridiske Tjeneste, og af Nina Holst-Christensen, Justitsministeriets kommitteret i EU og menneskeret.
Heri hed det, at "det forhold, at danske domstole ikke kan prøve Flygtningenævnets vurderingsspillerum og bevisbedømmelse retmæssigt kan forklares ud fra Nævnets særlige sammensætning og baggrundsviden".
På den baggrund kunne konklusionen ikke overraske, nemlig at "alt i alt finder regeringen derfor, at ansøgeren (dvs. Ashkan, red.) vitterlig havde adgang til domstolsprøvelse (...) og grunden til, at Højesteret afviste søgsmålet, var ganske enkelt den, at de indvendinger, som ansøgeren rejste, i realiteten blot afspejlede uenigheden i Flygtningenævnet om, hvordan dokumentationsmaterialet skulle bedømmes".
I sit svarskrift fra marts 2008 har Elmquist fastholdt, at Ashkans menneskeret til at få prøvet sin erstatningssag for en domstol ikke er blevet overholdt, og at de danske myndigheder ikke skal kunne slippe afsted med at udvise mennesker til tortur.
Hvornår næste akt i sagen vil udspille sig, tør hverken Elmquist eller Justitsministeriet gætte på.
