Læsetid: 2 min.

Midten der blev væk ...

Tilslutningen til midten af dansk politik er kun gået tilbage siden valget i 2007. Trods manglende indflydelse tror Naser Khader stadig på, at Ny Alliance kan gøre en forskel
24. maj 2008

Symbolikken kan ikke ignoreres. Mens hovedparten af familien Danmark formentlig sidder klinet til tv-billederne af brylluppet mellem prins Joachim og Marie Cavallier, indleder Ny Alliance i dag deres første landsmøde nogensinde. Langt fra tv-kameraerne, langt fra Christiansborg har det ramponerede parti valgt Mols Bjerge ved Århus som rammen om den store diskussion af, hvad der skal være Ny Alliances eksistensberettigelse fremover.

Spørger man professor, dr.scient.pol. Søren Risbjerg Thomsen fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, så er der i dag ikke meget fremtid i at være midterparti.

"Midten er i den nuværende parlamentariske konstellation et sort hul, der sluger alle partier," siger han.

"Oppositionens partier er rykket sammen - og regeringspartierne sammen med Dansk Folkeparti er også rykket sammen. Vi har fået en polarisering af de to grupper. Ny Alliance strøg på et tidspunkt frem i meningsmålingerne - men i realiteternes verden havde de svært ved at fungere som midterparti," siger Søren Risbjerg Thomsen.

Ser man på de golde tal, er den traditionelle midte i dansk politik da også blevet mindre og mindre. Ved folketingsvalget i 2005 stemte i alt 10,9 procent af danskerne på enten de radikale eller Kristendemokraterne. Ved valget i efteråret var vælgerandelen på de to partier plus Ny Alliance faldet til 8,8 procent - og ifølge Søren Risbjerg Thomsens vægtede gennemsnit af meningsmålingerne i april nede på kun 6 procent.

Tilbage, hvor de kom fra

Ny Alliances opbakning er kun omkring en fjerdedel af valgresultatet.

"Ny Alliances vælgere kom fra begge sider og er i høj grad gået tilbage, hvor de kom fra", siger Søren Risbjerg Thomsen.

Ifølge partistifter Naser Khader, betyder det ikke, at Ny Alliance er irrelevant i dansk politik

"Der er mange danskere, der stadig mener, at der er behov for et parti som Ny Alliance. Vi har ikke været gode nok til at udfylde den rolle, men det kommer vi til. Nu er der ro. Nogle er gået - men nu er der klarhed over vores linje," siger Naser Khader om tiden efter, at medpartistifter Gitte Seeberg blev løsgænger, og Malou Aamund endegyldigt trak proppen ud for alliancens indflydelse ved at skifte til Venstre.

"Det er klart, at vi ikke har de afgørende mandater. Men nu fokuserer vi på at gå i dybden og komme med forslag, man forbinder med det at være liberal og åben. Politik handler ikke kun om at stemme i Folketingssalen, men også om at være meningsdanner," siger Naser Khader, der på landsmødet vil tale om, hvordan Danmark bliver 'åbent, tolerant og attraktivt'.

Leif Mikkelsen, der i dag ventes at blive valgt som Ny Alliances landsformand, erklærer sig også positiv.

Han hæfter sig ved, at 280 personer har meldt sig til mødet i Mols Bjerge.

"Og så har vi tegnet 1.700-1.800 medlemmer i en tid, hvor NA ligger under spærregrænsen," siger han.

Selv om succeskriteriet i første omgang er genvalg, stræber NA fortsat efter at få de afgørende mandater.

"Det er vælgernes opgave næste gang," siger Mikkelsen - der gerne stiller sig i spidsen for partiet ved næste valg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu