"Politikerne har så travlt med at sige, at vi skal prioritere. Men det ville være rart, hvis de også prioriterede os en gang imellem".
Birgit Møller Jensen hæver stemmen. Hun har netop i detaljer gennemgået, hvordan hende og hendes mand igennem fire år har forsøgt at finde et botilbud til deres udviklingshæmmede søn, Anders, der er 23 år.
"Jeg kan blive både vred og ked af det og forarget over, at man ikke har mere tilovers for denne gruppe unge og voksne. Det er da ikke rimeligt, at de skal blive boende hjemme, til de er 30, 40 eller 50 år gamle. For hvor gamle er deres forældre så? Hvis de overhovedet lever endnu?" spørger Birgit Møller Jensen.
Hun er selv 60 år, og hendes mand, Knud, er 58. De har boet i Søndersø på Nordfyn i 19 år - og igennem alt den tid har Birgit været hjemmegående.
"Jeg er fuldtidsansat herhjemme. Det er noget af et arbejde, for Anders skal have hjælp til alt. Det har jeg brugt mit liv på, og her de sidste år har vi så prøvet at få etableret en anden løsning. Det har jo ikke noget at gøre med, at vi ikke vil have ham herhjemme. Men når vi nu når en vis alder og ikke magter ham mere, så skal det ikke være en hovsaløsning", siger hun.
"Vi vil gerne i god tid finde en løsning, hvor vi ser, at han har det godt og trives med det. Det er ikke et anderledes ønske, end hvad andre forældre har. Forskellen er bare, at vores dreng skal have hjælp døgnet rundt".
Bosted stadig ikke bygget
Allerede for otte år siden henvendte Birgit og hendes mand sig for første gang i det daværende Fyns Amt. De bad amtet om at undersøge, hvor stort behovet egentlig ville blive for boliger til udviklingshæmmede som Anders i fremtiden. På den måde kunne man, hvis det var nødvendigt, komme i gang i god tid med at bygge nyt.
"Men det undlod man. Og i 2004 bliver vi så indkaldt til et visitationsmøde, hvor han blev visiteret til et bosted i Svendborg. Det er altså ikke lige rundt om hjørnet, når man bor på Nordfyn, så det sagde vi nej til. I dag er det bosted i øvrigt slet ikke etableret endnu. Han blev visiteret til et tilbud, der ikke eksisterede. Det, synes jeg, er uanstændigt", siger Birgit.
I stedet gik Birgit og Knud Møller Jensen på eget initiativ i gang med at få bygget et botilbud i kommunen. De indkaldte interesserede forældre til andre handicappede børn og repræsentanter for kommunen. Og de fik egentlig håndslag på et nyt botilbud - men så begyndte amtet at trække i land igen, siger Birgit.
" Så har vi diskuteret frem og tilbage lige siden. Så var der en kommunalreform på vej, og så kunne man slet ikke tage stilling til noget. Og så kommer der nye folk. Og de ved ikke noget. Og det ved de stadigvæk ikke", siger Birgit.
Ikke stemmer i handicap
Hun og hendes mand har ellers fået lavet tegningerne over et botilbud. Der er udpeget en velegnet grund til formålet i kommunen. Og landsforeningen LEV har erklæret sig villig til at skyde penge i projektet også. Men der er stadig ikke sket noget. Birgit Møller Jensen er ikke i tvivl om, at det netop skyldes, at det er unge handicappede, det drejer sig om.
"Der ikke er stemmer i unge som vores", siger Birgit.
"Havde de haft fire ben og en tryne, så ville der ikke være noget problem med at få bygget overhovedet".
