Læsetid: 4 min.

Stigende fødevarepriser rammer Danmarks fattigste

Prisstigningerne på madvarer i Danmark kan mærkes af alle, men rammer de fattigste hårdest. For familier på starthjælp betyder prisstigningerne, at det kan være umuligt at få råd til en varieret og sund kost
Familien Jensen/Balbaaki på mor, far og i alt otte børn har 12.000 kr. om måneden at gøre godt med, når huslejen er betalt. Ifølge en ernæringsekspert skal familien bruge mindst 10.000 kr. på mad, hvis de skal leve ernæringsmæssigt korrekt.

Familien Jensen/Balbaaki på mor, far og i alt otte børn har 12.000 kr. om måneden at gøre godt med, når huslejen er betalt. Ifølge en ernæringsekspert skal familien bruge mindst 10.000 kr. på mad, hvis de skal leve ernæringsmæssigt korrekt.

Kåre Viemose

21. maj 2008

At det er blevet dyrere at handle ind, har de fleste familier lagt mærke til. En familie med to voksne og to børn skal hver måned lange 300 kroner mere over disken til kassedamen i supermarkedet i forhold til sidste år, mens en enlig mor eller far med to børn skal bruge 200 kroner mere på madvarer hver måned.

Men da de fleste danskere bruger flere penge på fornøjelse og fritid, end på madvarer, er det de færreste, der kommer til at sulte på grund af prisstigningerne på madvarer. De skal bare møblere lidt om på deres forbrugsvaner, fortæller forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen.

"Men sådan er det ikke for alle. Man skal jo ikke have mange regnemaskiner for at kunne se, at en familie på starthjælp ikke har så meget at møblere rundt med," siger Ann Lehmann Erichsen.

Prisstigningerne på fødevarer rammer husstande med lave indkomster hårdest. De stigende fødevarepriser går derfor ikke kun ud over familier på starthjælp, men over alle de familier, som i forvejen er udsatte og lever af f.eks. kontanthjælp eller andre offentlige ydelser. Det viser en ny undersøgelse, som CASA har udført for Rådet for Socialt Udsatte.

Kun råd til mad

Priserne på fødevarer er steget med cirka otte procent siden sidste år, men enkelte produkter er steget med op til 20 procent. De fødevarer, der er steget mest, er mælk, fjerkræ, æg, brød, sodavand, mineralvand, juice og ost. Især mælkeprodukterne er steget meget, og det rammer børnefamilierne.

En Gallupundersøgelse, Nordea har fået foretaget, viser, at hver anden familie i den laveste indkomstgruppe er bekymret over de stigende fødevarepriser. I undersøgelsen blev familierne spurgt, hvordan de havde tænkt sig at imødegå prisstigningerne. En tredjedel af dem i den laveste indkomstgruppe havde tænkt sig at forsøge at købe billigere madvarer.

"Det kan f.eks være, at man går fra at købe bøf til at købe hakkebøf, eller at man drikker vand i stedet for sodavand, og det er der jo ikke noget i vejen for," siger Ann Lehmann Erichsen. Hun fortsætter dog:

"Men hvis man begynder at erstatte mælk med vand, fordi man ikke har råd til mælk, og hvis man ikke længere har råd til at spise varieret, så begynder det at blive et problem."

Information har fået Preben Vestergaard Hansen som er ernæringsekspert fra Suhrs Videnscenter til at regne ud, hvad det koster at leve ernæringsmæssigt korrekt:

"Det koster minimum 800 -1.000 kroner pr. person om måneden at få en sund og varieret kost. Og det er absolut den skrabede model. Det er det, man regner med, når man køber mad til ældre på plejehjem, og vi ved jo allesammen godt, hvad de får at spise," siger han.

Det vil sige, at en familie på fire som absolut minimum skal bruge 3.600 kroner om måneden, hvis de skal have en varieret og sund kost.

En undersøgelse foretaget af CASA viser, at familier med to børn på starthjælp har mellem 4.039 kroner og 10.738 kroner til rådighed - afhængig af boligudgifter. De penge skal en familie på starthjælp dække daglige fornødenheder som mad, tøj og transport med, men også faste udgifter som licens, forsikringer og telefon.

For de familier, der kun har omkring 4.000 kroner til rådighed, er der altså kun cirka 400 kroner tilbage at leve for, når udgifterne til mad er betalt - penge som udover forsikring og licens også skal dække alle andre dagligdags indkøb end mad. Problemet vokser jo flere børn, der er i familien, fordi en famile på starthjælp kun kan få børnefamilieydelse til de to første børn.

Sundhedsskadeligt

Familien Jensen/Baalbaki på to voksne og otte børn har et rådighedsbeløb på 12.000 kroner om måneden, De skal ifølge Preben Vestergaard Hansen bruge minimum 10.000 kroner om måneden udelukkende på mad, "hvis de bare på en eller anden måde skal opnå det, vi kan kalde en sund og varieret kost".

Det vil sige, at familien kun har 2.000 kroner tilbage til at købe tøj, medicin, bleer og betale transport til otte børn for. Reelt betyder det, at familien ikke har råd til at købe grøntsager og fisk, og at børnene kun får et stykke frugt en gang om ugen, og det kan være sundhedsskadeligt.

"Hvis en familie hverken får fisk eller frugt og grønt, og hvis de heller ikke spiser varieret, fordi de kun har råd til at købe de samme produkter, så begynder det at gå galt," siger Preben Vestergaard Hansen, som forklarer at det især er problematisk, at familien ikke har råd til fisk, fordi de kan komme til at lide af d-vitaminmangel.

Og det er netop, hvad der er sket for familien Jensen/Baalbaki.

"Hvis børnene får en meget ensartet kost med en ekstrem mangel på d-vitamin og kalcium, så får de en meget porøs og skrøbelig knoglestruktur, og det vil give dem massive problemer i fremtiden. Når de bliver ældre kan de få brudproblemer og knogleskørhedsproblemer," siger Preben Vestergaard Hansen.

S: Løft til de svage

Information har forgæves forsøgt at få velfærdsminister Karen Jespersen til at svare på, hvad der skal gøres for, at de stigende fødevarepriser ikke rammer Danmarks fattigste, men det har ikke været muligt at få en kommentar.

Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen, har imdlertid foreslået et løft af de laveste offentlige ydelser, efter at CASA's undersøgelse har vist, at det især er familier på overførselsindkomster, der bliver ramt af de stigende fødevarepriser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer