Kommentar
Læsetid: 3 min.

Universiteternes frihed under ansvar

Universiteternes vil have større frihedsgrader, og det har de nu fået på ansættelsesområdet. Omvendt må universiteterne også give de studerende øgede frihedsgrader, så de ikke bliver stavnsbundne til deres uddannelser
En blandet flok af forskere, pædagoger, lærere, studerende og fagforeninger forsøgte gennem to dage i Bologna at overvinde sprogbarrierer og kulturforskelle for sammen at være -kritisk konstruktive og danne netværk på tværs af nationale grænser-.

En blandet flok af forskere, pædagoger, lærere, studerende og fagforeninger forsøgte gennem to dage i Bologna at overvinde sprogbarrierer og kulturforskelle for sammen at være -kritisk konstruktive og danne netværk på tværs af nationale grænser-.

Peter Lars Jensen

Indland
21. maj 2008

De stærke danske universiteter vil gerne have flere frihedsgrader. De befinder sig i en international kappestrid om de bedste hoveder og ser ofte nationale begrænsninger som en hæmsko. Regeringens globaliseringsstrategi har derfor sat et klart mål om flere frihedsgrader til universiteterne. Det betyder blandt andet, at universiteterne får bedre mulighed for at tilbyde konkurrencedygtige ansættelsesvilkår, så de kan tiltrække dygtige forskere og undervisere fra udlandet.

Med finanslovaftalen fik universiteterne desuden frihed til at oprette professorater, og den nye overenskomst mellem Akademikernes Centralorganisation (AC) og Personalestyrelsen giver også mulighed for mere fleksible ansættelsesvilkår, samt at der kan tilbydes fastansættelse til flere medarbejdere på universiteterne. Tidligere skulle man være ansat mindst 21 timer om ugen for at kunne blive fastansat, og den grænse bortfalder nu. Dermed kan universiteterne tilbyde flere medarbejdere de goder, som en fastansættelse indebærer - i form af eksempelvis pensionsbidrag og løn under sygdom.

Detailstyring

Regeringen ønsker - som i eksemplerne nævnt her - at give universiteterne flere frihedsgrader. Det samme gør oppositionen, i hvert fald når regeringen bliver kritiseret for at detailstyre universiteterne. Senere i denne uge skal vi imidlertid drøfte et par forslag i Folketinget, hvor oppositionen i højere grad end regeringen vil detailstyre universiteterne.

For nylig offentliggjorde Rigsrevisionen en grundig rapport omkring kvalitetssikring og -udvikling af uddannelserne på universiteterne. Jeg har kvitteret for den gennemarbejdede rapport og appelleret til, at universiteterne gennem lokale og koordinerede initiativer gennemfører anbefalingerne om at styrke kvalitetsudviklingen og -sikringen. Frem for, at vi centralt skal til at fastsætte nationale bestemmelser.

Det er værd at hæfte sig ved, at kvaliteten af universitetsuddannelserne ikke er en given ting. I dag uddanner universiteterne dobbelt så mange kandidater, som de gjorde i starten af 1990'erne. Og tre gange så mange som i starten af 1980'erne. Det er en voldsom udvikling i antallet af kandidater, der hvert år er klar til gøre en aktiv indsats i det danske videnssamfund. Tidligere har der desværre været eksempler på, at gennemførte evalueringer af konkrete universitetsuddannelser ikke blev fulgt til dørs af de ansvarlige på universiteterne. Så en ny evaluering adskillige år senere måtte konstatere nogle af de samme mangler ved uddannelserne, som den tidligere evaluering havde gjort opmærksom på.

Derfor har regeringen etableret Akkrediteringsrådet, der efter velkendte kvalitets- og relevanskriterier akkrediterer nye og eksisterende universitetsuddannelser. Og vi har gennemført en række initiativer, som skal forbedre de studerendes muligheder for at vurdere kvaliteten på uddannelserne.

Nemmere at skifte

Balancen mellem universiteternes frihed og udviklingsmuligheder og den enkelte studerendes berettigede forventninger kan også ses på mobilitetsområdet. Vores reform af universitetsuddannelserne har haft den klare hensigt at gøre det nemmere for de studerende at skifte studie og universitet uden unødigt spild af studietid.

Ikke desto mindre konkluderede studiechef på Københavns Universitet, Jakob Lange, forleden, at "det bliver sværere og sværere at flytte mellem uddannelsesinstitutionerne".

Han skitserede dilemmaet klart:

"Det er selvfølgelig et valg, om institutionerne skal have stor frihed til at tilrettelægge deres uddannelser, eller om der skal tilstræbes en ensartethed, som gør, at unge kan flytte rundt i landet."

Regeringens holdning er klar: De studerende skal ubetinget have rimelige muligheder for mobilitet mellem studier og universiteter. Alternativet er, at de studerende - og dermed samfundet - kommer til at betale en for høj pris gennem stavnsbinding af de studerende og risiko for unødige forlængelser af studietiden.

Helge Sander er videnskabsminister (V)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her