Læsetid: 3 min.

'Angstpræget medløberi'

'Når regeringen snakker værdier og tager løbeskoene på, er det kun for at løbe folkepartisternes ærinde', fastslog den radikale partileder Margrethe Vestager i går
'Når regeringen snakker værdier og tager løbeskoene på, er det kun for at løbe folkepartisternes ærinde', fastslog den radikale partileder Margrethe Vestager i går
6. juni 2008

"Passiv, angstpræget medløberi efter laveste fællesnævner". Den radikale formand, Margrethe Vestager går efter både manden og bolden. Flankeret af en danskvand og med statuen af Grundtvig i ryggen holder hun i fremragende fodboldvejr grund-lovstale på Vartov i det indre København, og der er hug til duoen Venstre og Dansk Folkeparti.

"Forfølgelsen og udstødelsen af mindretal finder hele tiden nye former og nye raffinerede metoder," siger Vestager om folkepartiet som hun betegner "rygraden i regeringsflertallet".

"Men det giver ikke statsministeren problemer. Han kan godt følge med," fortsætter hun.

Omvendt er der ros fra talerstolen til den konservative leder, der i juni sidste år sagde til Ritzau: "Jeg ser ikke noget problem, hvis ansigtet er frit, men jeg kunne ikke forestille mig en dommer med burka. Så har man ikke øjenkontakt. Men ellers blander jeg mig ikke i, hvad for en hovedbeklædning folk går med," citerer Vestager.

"Kloge ord," mener hun. Det samme gør de knap 100 radikale, der er samlet i den brostensbelagte gård. De klapper i hvert fald. Højskolesangbogen ligger klar over de korslagte ben, stråhatten sidder på skrå og skygger for eftermiddagssolen og et par unge piger i Jesus-sandaler søger tilflugt i skyggen. Det er hedt. Ligesom værdikampen om tørklæder.

Tag en tur i samfundet

"Tørklædet er bare ét symbol. Regeringen debatterer ikke, argumenterer ikke. Den løber bare med. Løber med på den ide, at tørklædet er undertrykkende, at tørklæde er islam, at islam er undertrykkende. Det levner ikke religionsfriheden meget plads," siger Vestager og anfører, at Dansk Folkeparti "synes at have en løbende overvågning af ord, de ikke bryder sig om".

Senest ordet flerkulturel der har stået i læseplanen i en årrække. Og hvis man er i tvivl, anbefaler Vestager en tur rundt i samfundet.

"Der er mange forskellige trosretninger i Danmark. Den mad, vi spiser, har øget sin spændvidde med hele kloden, og der tales så mange sprog ud over det danske," siger hun. Derfor ville et oplagt og klart svar fra statsministeren til Dansk Folkepartis krav om at fjerne ordet flerkulturel være: "Lad mig sige det ganske klart: Danmark er et flerkulturelt land. Og vi har et stærkt demokrati og deler værdier som tolerance, gensidig respekt, personlig frihed, ligeværd og ligestilling".

"Hrrmmp, det er løgn," mumler en ung radikal i spraglet blå T-shirt, ternede bermudashorts og klodset moderigtigt ur, mens han nulrer en champagneprop.

"Men i stedet løber statsministeren med igen," lyder det fra formanden.

Tager til genmæle

"Når det kommer til værdierne tager statsministeren løbeskoene på og dropper 'de små skridts politik', der ellers er hans favoritmodel til forandring, men det går for langsomt," fastslår hun.

Margrethe Vestager har et par dage været skydeskive - anklaget efter angrebet på den danske ambassade i Islamabad for at gå terroristernes ærinde sammen med den yderste halvdel af venstrefløjen, fordi hun har talt for en demokratisk refleksion af dansk udenrigspolitik. I dag får hun lov at tale frit og give sit bud på, hvilket Danmark hun gerne vil have: Et åbent, inddragende, diskuterende demokrati.

"Jeg tror, at det kræver, at medløberiet stopper," siger hun og slutter:

"Det er, når vi løser konkrete problemer, at vores værdier bliver til virkelighed."

Der er en der råber bravo. De fleste nøjes med at klappe.

"Det var en god tale," siger Linda Benfield fra Det Radikale Venstres Østerbro-afdeling. Hun glæder sig over, at partiformanden endelig får lov at være sig selv efter at have haft travlt med at forsvare sig

"Hun var afslappet og levende. Folk lyttede. Det handler om at lytte, og jeg havde lyst til hele tiden at høre næste sætning uden afbrydelse," siger Linda Benfield.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu