Læsetid: 3 min.

Dansk politiks svar på The Marx Brothers

Ny Alliance er et brand, som fortæller historien om et flop. Den tilbageblevne duo burde overveje at skifte partinavn
Indland
1. juli 2008

Denne klummes ambition er i otte klummer hen over sommeren at forstyrre læseren med en status over de politiske partiers dagsform. Altså om de 'performer' tilstrækkeligt, som det hedder på nudansk.

Man skal starte et sted, og hvorfor ikke lægge ud med den absolutte bundprop i dansk politik - Ny Alliance.

Det mest interessante ved partiet er, at det stadig evner at tiltrække opmærksomhed, til trods for at det hverken har vælgere endsige politisk indflydelse. Efterhånden har Ny Alliance (NA) næsten heller ingen folketingsmedlemmer, og den politiske troværdighed er det også småt med. For nu at sige det meget mildt.

Siden valget har Ny Alliance mest mindet om de gamle Marx Brothers-film fra 1930'erne, hvor underholdningskvaliteten var i top.

Anders Samuelsen er den dominerende, storævlende og kyniske charlatan Groucho Marx, mens Naser Khader er den Chico Marx - damevennen og småsvindleren, der dog har hjertet på rette sted - og Jørgen Poulsen som Harpo Marx - den stumme og naive klovn.

Poulsen er imidlertid ikke stum, hvad der viste sig at være et stort problem. For det udløste den seneste ballade og det politiske tre-kløvers endeligt, således at NA i dag er en duo.

I julemandskostume

Partiet kan formentlig kun takke fraværet af en reel politisk dagsorden for, at medierne forleden og for fuld udblæsning brugte ganske mange kræfter på at formidle Ny Alliances udsmidning af Poulsen fra folketingsgruppen. For politisk rykker det seneste exit fra NA hverken ved Fogh, fugl eller fisk, og Christiansborg vil være det samme sted med eller uden Poulsen.

Dermed kan den gamle DR-korrespondent og Røde Kors-generalsekretærs hidtidige højdepunkt i sin politiske karriere også opregnes. Det må være, da Poulsen trak i julemandskostumet ved den årlige juletræsfest for folketingsmedlemmernes børn og børnebørn, og man kan næppe udelukke, at han kan gentage succesen hos de forventningsfulde små her om et halvt års tid. For ellers er det, der står tilbage efter Poulsen og de øvrige medlemmer i hans nu forhenværende partis jammerlige parlamentariske indsats i dansk politik, at de blev tørret af regeringen under forhandlingerne om asylbørnene. Intet skete - bortset fra, at Malou Aamund forlod Ny Alliance og dermed sikrede VKO's flertal.

Med Poulsen ekspederet ud af vagten, så er Naser Khader alene tilbage med partiets reelle leder og hjerne-trust, Anders Samuelsen. De vil nu forsøge at fortsætte den neoliberale kurs, som partiets støtter i erhvervslivet, Asger Aamund, Lars Kolind og pengemændene i Saxo Bank, ønsker. Man vil nok derfor i stigende grad se Ny Alliance som et slags talerør for lavere skat og en slankere offentlig sektor. Dermed vil partiet rykke til højre og fortsætte en udvikling mod et ideologisk spejderparti med neoliberal kant. Med andre ord: Ny Alliance skal leve af utilfredse VK-vælgere.

Navneforandring

Skal man fremhæve et enkelt politisk resultat af partiets tilsynekomst, så er det, at partiet for alvor fik sat skattelettelser på dagsordenen. Det var formentlig alene Ny Alliances evne til i meningsmålingerne at mobilisere borgerlige vælgere på baggrund af et forslag om 40 procents indkomstskat, at Anders Fogh i august sidste år pludselig trak skattelettelser op af hatten på Venstres Sommertræf. Det endte med et større skænderi med regeringspartneren de konservative, aflysning af Foghs planer om et valg i september samt en marginal skattelettelse, som Bendt Bendtsen og co. siden fejrede som en kæmpesejr.

NA har efter valget forsøgt at holde liv i skattediskussionen, hvorimod VK effektivt har pakket den væk i skattekommissionen. Hvis Alliancen forlader dansk politik, så vil det formentlig også blive et farvel til det eneste parti, der reelt sætter skat på dagsordenen.

Skulle man give de to partiejere et godt råd, så skulle partiet måske skifte navn. Ny Alliance er et brand som fortæller historien om et flop på linje med andre fiaskoer og luftkasteller så som dagbladet Dagen og TV 2 Radio. Så hvis Khader og Samuelsen absolut vil forlænge pinen for dem selv, skifter de det belastede partinavn ud.

Jarl Cordua er blogger og politisk kommentator. Over sommeren tager han temperaturen på Folketingets partier

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her