Læsetid: 3 min.

Forbeholdene er begyndt at gøre ondt

Danmarks EU-forbehold kan nu for alvor mærkes i form af tabt dansk indflydelse, konkluderer en længe ventet rapport. Dansk Folkeparti og Enhedslisten kalder rapporten for bestillingsarbejde
Holger og konen sagde nej til Unionen dengang i 1992 og fik i stedet fire forbehold. Nu begynder forbeholdene for alvor at koste Danmark indflydelse, konkluderer ny rapport.

Holger og konen sagde nej til Unionen dengang i 1992 og fik i stedet fire forbehold. Nu begynder forbeholdene for alvor at koste Danmark indflydelse, konkluderer ny rapport.

Geert Bardrum

1. juli 2008

Forfatterne til Danmarks EU-forbehold var mere forudseende, end de anede dengang, konkluderer Dansk Institut for Internationale Studier i en længe ventet udredning om forbeholdenes indflydelse på dansk EU-politik.

"Politikerne bag formuleringen af forbeholdene i 1993 ramte i dén grad rigtigt i forhold til at udpege netop de områder af EU-samfundet, som siden har udviklet sig allermest," siger ph.d. og projektforsker Catharina Sørensen fra DIIS, der i går præsenterede udredningens hovedkonklusioner.

Men hvis ambitionen med de danske forbehold var at forhindre EU i for eksempel at udvikle en Europa-hær eller et overstatsligt retssamarbejde, så er det ikke lykkedes. Tværtimod.

"På flere områder er eventuelle danske ønsker om at sætte en bremse for udviklingen faktisk mindre med forbehold end uden forbehold," vurderer Catharina Sørensen med henvisning til forsvarssamarbejdet i EU, hvor alle lande har veto-ret på nær Danmark, der ikke deltager.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Forbeholdene såvel som det irske nej for nylig er i mange henseender ikke andet end udtryk for de Europæiske folks og manglende evne til at se fremad og tænke globalt og internationalt og deres politikeres manglende evne til at gøre andet end at stirre sig blind på vælgeranalyser.

Man bør ikke forholde sig hverken mere eller mindre kritisk over for EU projektets udformning. Men fundamentalt bør det ikke handle om at forhindre at EU blive leveringsdygtig som Union med fælles udenrigs- og forsvarspolitik, men derimod hvordan man både fremme et sådant projekt og samtidig sikre at nationalstaten fortsat kan være en levende del af samme. Med andre ord hvordan man giver kejseresn hvad kejseresn er og hvilke områder der bør være rent nationale anliggender.

Europas globale rolle, som langt fra altid har været så negativ som mange, ikke mindst på venstrefløjen, ofte skildrer den, vil være på vej ud. Det er en helt ny verden under omformning med helt nye økonomiske og politiske stormagter of hvis ikke Europæerne i de kommende år finder ud af at spille på samme udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske bølgelængde vil det være til stor skade for både Europas langsigtede interessere, men så sandelig også for de store problemer der er afgørende på den globale dagsorden, og intet er vigtigere idag end netop den globale dagsorden. I sammenligning med den er alt andet ligegyldigt og nationalstaten en køkkenhave.

Det burde især venstrefløjen og progressivt tænkende individer begynde at indse

Jeppe Brogård

Tak, Ristinge, det gør vi så. Jeg er i øvrigt glad for Søndergårds argumentation. Jeg finder umiddelbart, at den handler om hvordan EU efter hans mening bør udvikle sig.

Hvis man mener, at én udvikling er bedre end en anden, så må man stå ved den holdning. Hvis den udvikling så koster noget, så må man jo gøre op med sig selv, om integritet er værd at betale for.

Man kan selvfølgelig også lade sig overbevise, helt fair. Men hvis det er spørgsmålet om indflydelse, der bringes i spil, så nærmer man sig opportunisme, synes jeg.

EUs globale rolle er inddiskutabel med eller uden forbehold. Lissabontraktaten siger, at vi skal underlægges økonomisk liberalisme, og at vi skal gå i krig for et godt ord uden FN. Dette vil efter min mening tippe EUs globale rolle i imperialistisk retning, og det tror jeg ikke vi har brug for.

Men hvis EU kunne blive en kraft, der virker imod imperialisme og for balance vil jeg ret gerne være med.

Jeg er skuffet over Søndergårds dybt antiinternationalistiske synspunkter, ikke mindst i betragtning af at han engeng tilhørte den Trotskistiske fløj finder jeg det skuffende.

Virkeligheden er at der ikke i europa er andre krafter og redskaber end EU der kan bringes til at spille denne den progressive rolle Jeppe. Derfor burde de progressive kaste sig over kampen om Europas sjlæl, istedet har mange af den allieret sig med den nationalistiske hovedfjende. Jeg mener hvis alt pilles væk så er det jo DF og EL der er allierede og ikke som Thoimsen vrøvlede rundt i SF og DF. DF og EL deler den nationalistiske og etnocentristismke forestilling, EL har bare pakket det ind i en masse anti-imperialistiske fraser.

I det hele taget er alt det der med imperialisme og antiimperialisme tankegang hentet i fortiden hvor Frankrig og England havde kolonier. Det er ikke noget der længere spiller nogen afgørende rolle, det er mest af alt fraser. Hverken Indien eller kina er kolonier eller ulande, de er hastigt voksende og de potentielle stormagter af imorgen.

Det er ikke mindst derfor på tide at venstrefløjen ankommer til det enogtyvende århundrede. Virkeligheden er at den globale økonomiske magtbalancer er ved på afgørende vis at forskyde sig i sydøstlig retning og at forestillingerne om Euræiske lande som imperialistiske magter eller bare magter af betydning i det hele taget er ved hastigt at forsvinde.

Virkeligheden er også, og det har jeg peget på tidligere, at det er EU's manglende styrke der gør de europæiske lande til logrende halehæng til USAs politik. Det er ikke nogen fare i at styrke EU, mere end det Eu som en slags forenede stater ville være et fremskridt. For der er ikke skygge af chance for at de nationale forskelle vil forsvinde og heller ikke de holdninger der driver værket.

Havde EU haft fælles forsvars og udenrigspolitik ville der ikke have været danske eller britiske soldater i Irak på noget tidspunkt. Mere end det, USA ville formentlig have været tvunget til at opgive det vanvid. Mere end det, EU vill som udenrigsspolitiks faktor give modpil til USA når det gælder Israel, og så er der de glkobale miløjøproblemer, her er EU også idag mere progressiv end USA, og det er på den globale scne det her betyder noget, hvad den nationale rewgering i Danmark gør, er alle vi andre sgu da ligeglade med, det er nærmest betydningsløst.

Venstrefløjen i Europa diskuterer stadig på forudsætninger der handler om den kolde krig, kolonialismen, stakkels undertrykte i- og ulande og den slags, det er tilsyneladende ikke gået op for dem at den post amerikanske og post europæiske verden hastigt vokser omkring ørerne på os alle. De kan ikke se det for deres politik er som at køre bil og se i bakspejlet istedet for at se ud af forruden.

Men, hvor vi førhen skulle til USA og Californien for at se hvilke nyinnovationer og uvaner m.v. vi kan vente os i fremtiden. Der er det hastigt sådan at vi idag til Shanghai, Mumbai og Beking for at se det største, det nyeste og det mest avancerede. USA er stadig med men Europa ligner i tiltagende grad en baghave. Dette perspektiv er muligvis tydeligere for os der ikke længere bor i Europa.

USA er idag finansieret af investorer i mellemøsten Indien Kina og Japan. Hvis Kinas central bank solgte deres amerikanske ’treasure bills’ eller forlange at afregning i samme amerikanske dollar ophørte på stedet ville det sende USA’s økonomi ud i sænk – se det er den virkelige virkelighed – den som få progressive i Europa synes at kunne se. Søndergaard lever som jeg hører ham stadig i 1972, desværre har han tilsyneladende ganske glemt læsningen af hans ynglings klassikere fra dengang i RSF, havde han huske nogen af dem og taget sig et sabbatår på den sydlige halvkugle ville det muligvis begynde at sive ind at der er ved at ske noget afgørende nyt. Noget som for alvor kræver nytænkning.