Læsetid: 10 min.

Det er hårdt at gå i skole i et af Århus' rigeste kvarter, når man er på starthjælp

Fatima og Batoul skal hver morgen med bus til skolen i Århus-kvarteret Risskov. De kommer selv fra ghettoen, og deres familie er på starthjælp. Pigerne pjækker, og om to uger mister familien deres børnepenge, fordi børnene ikke passer skolen. Information har fulgt familien i et døgn
Fatima og Batoul skal hver morgen med bus til skolen i Århus-kvarteret Risskov. De kommer selv fra ghettoen, og deres familie er på starthjælp. Pigerne pjækker, og om to uger mister familien deres børnepenge, fordi børnene ikke passer skolen. Information har fulgt familien i et døgn
Indland
6. juni 2008

Klokken 5.00 ringer Gitta Jensens vækkeur. Hun rejser sig fra skumgummimadrassen på gulvet og trisser ud i køkkenet i sine hvide joggingbukser og den forvaskede sorte t-shirt med pandabjørnene på maven for at varme vand. El-kedlen er gået i stykker, og det er glaskanden til kaffemaskinen også, så hun sætter et almindeligt glas på kaffemaskinens varmeplade og venter. Hun står altid tidligt op. Både fordi hun godt kan lide roen inden alle børnene vågner, men også fordi det tager sin tid, når man skal have otte børn i tøjet og i skole og børnehave. Klokken halv syv er hun inde og kalde på børnene første gang. De vil ikke op. Klokken syv kalder hun anden gang, og nu begynder lejligheden i Bispehaven i Århus så småt at fyldes med børn, som tumler forsovede ud i stuen fra deres madrasser i det store værelse. Nu er det slut med morgen-roen.

"Det er en kamp at få dem op og i skole hver morgen," siger Gitta Jensen.

I dag er det kun Mariam på 12 år, Batoul på 14 år og Ali på 7 år, der skal i skole.

"Nej far, jeg vil ikke, jeg vil ikke, jeg vil ikke," råber Ali og hamrer knytnæverne ind i ryggen på sin far, Imad Baalbaki, som har svunget ham over ryggen for at bære ham ud til hoveddøren, så han kan komme i skole. Tårerne sprøjter ud af øjnene på ham.

Abbas på ni år burde også have været i skole i dag, men hans sko er gået i stykker. Sålen er blevet skilt fra resten af skoen, så fyldet står ud af det åbne gab. Det er det eneste par sko, han har, og hans mor mener ikke, han kan gå i skole på strømpefødder, så han har fået lov til at blive hjemme og købe sko i dag.

"Vi kunne måske godt være bedre til at få børnene i skole om morgenen, men de råber og skriger og slår, så vi ikke ved, hvad vi skal gøre," siger Imad Baalbaki.

Der er mange morgener, hvor det kun er et par af børnene, der kommer i skole, og kommunen og det familiebehandlingssted, som familien er tilknyttet har fået nok. Som straf trækker de den 20. juni 14.000 kr. fra de børnepenge, som familien skulle have haft udbetalt.

"Man har som forældre nogle pligter, der hedder, at man skal sørge for at få sine børn i skole. Det er jo den holdning, der er i Danmark," siger Pernille Vamberg, som er en af de familiebehandlere, der er tilknyttet familien.

Familien Baalbaki/Jensen lever på starthjælp, og børnepengene udgør en stor del af det, familien lever for. Pengene går til mad og tøj til børnene, og familien har kun råd til at købe frugt en gang om ugen.

"Hvis de trækker de penge, kommer vi til at leve som en afrikansk storfamilie, der deler en gryde ris en gang om dagen," siger Gitta Jensen.

I skole i villakvarteret

Det er især, fordi de to ældste piger, Fatima på 15 år og Batoul på 14 år ikke passer deres skole, at familien får trukket børnepengene. Pigerne går ikke på en af de lokale skoler, som ligger i nærheden af Bispehaven, Gellerupparken og de andre boligblokke i området. De tager i stedet hver morgen bussen til en skole i villakvarteret Risskov, fordi de er en del af den sprogscreeningsordning, som Århus Kommune har iværksat for at sprede de tosprogede elever.

"Pigerne fra min klasse går klædt som næsten alle normale piger - jeans, dyre trøjer og forskellige sko hver eneste dag - og så har de de der store tasker, som man har over skulderen," siger Fatima. Hun har fire par bukser.

"Det par, jeg har på i dag, er købt i Føtex, og så har jeg et par bukser fra dengang, vi boede i Sverige, et par bukser fra en dreng, som min mor kender og et par bukser, som jeg købte i april," siger Fatima. Batouls veninde har hørt tre af pigerne fra hendes klasse sidde og snakke om hende i skolen.

"De sagde, jeg var beskidt, fordi jeg hele tiden går i det samme tøj, og at hvis de havde tøj i min størrelse, så skulle de nok have givet det til mig," siger hun.

Hun sidder i græsset på bakken ved siden af boligblokken, hvor der er udsigt til det meste af Århus. Det er her, Imad plejer at tage børnene med op for at fange frøer og helikoptere, som drengene kalder guldsmedene. Hun sidder lidt og kigger ud over tagene, inden hun tilføjer:

"Jeg blev lidt ked af det, for jeg troede ikke, de ville sidde og snakke sådan. De er søde mod mig i klassen, så det havde jeg ikke regnet med."

Fatima har ikke rigtigt nogen veninder i klassen, men hun bliver heller ikke mobbet. Hun kan bare ikke være med til de ting, som de laver efter skole, for hun har ikke råd til at tage med i biografen eller at gå med ned i centret og købe tøj. I frikvartererne går hun nogle gange med dem ned i Super Best, når de køber mad. Mest bare for at være sammen med dem. En enkelt gang forsøgte hun at invitere pigerne fra klassen med hjem: Det var, fordi vi havde fået ni fodboldbiletter af Frelsens Hær. Vi er jo ni i familien (med Mona på 10 måneder er de i alt 10 i familien, red.), og vi var også ni piger i klassen, så jeg havde fået lov til at invitere dem. Jeg inviterede dem og alle kom ned i byen, men så blev jeg syg og meldte afbud," siger Fatima og hiver i græsset.

"Altså, jeg var ikke så syg, at jeg ikke kunne gå, men jeg havde lovet, at vi kunne komme hjem til mig efter kampen, og så ville jeg købe chips og den slags, men jeg kunne ikke købe det, så derfor sagde jeg, at jeg var syg," siger hun og fortsætter: "Jeg havde ikke lyst til, at de skulle se, hvordan vi bor, specielt fordi vi kun har madrasser på gulvet og ikke har møbler."

Fagligt bagud

Tidligere på dagen har Fatima været ude at se på efterskole. Familierådgiveren Pernille Vamberg kom klokken halv otte for at hente Fatima, Gitta og den lille Mona.

På vej ud til efterskolen styrer Fatima kortet og siger, hvornår der skal drejes til højre og venstre, men ellers siger hun ikke så meget.

"Har du sommerfugle i maven," spørger Gitta. Fatima svarer med en mumlen.

"Det må vist være elefanter, du har i maven," siger Gitta. På vej op ad grusvejen til Lystruphave Efterskole er Fatimas blik rettet stift mod gruset. Familien og Pernille bliver vist rundt af en af eleverne, Signe, som udpeger musikrummet, smykkeværkstedet og søen, hvor man kan tage kano- og svømmekørekort. Bagefter fortæller Bente Sørensen, som er viceforstander, lidt om, hvad Lystruphave er for en efterskole:

"Det er jo en skole for elever med faglige huller," siger hun. Fatima smiler forsigtigt. Det passer hende rigtigt godt. Hun er selv fagligt bagud. Det har ikke været så nemt at få lavet lektier hjemme, for der er sjældent stille i en lejlighed med syv andre børn, og hverken Gitta eller Imad har kunnet hjælpe hende med de ting, hun havde svært ved. Bente Sørensen spørger Fatima, hvorfor hun godt kunne tænke sig at gå på efterskolen.

"Når jeg kigger rundt her, er der mange forskellige typer, som allesammen går forskelligt klædt. Sådan er det ikke på den skole, jeg kommer fra," siger Fatima.

Smilet forsvinder dog igen fra Fatimas læber, da viceforstanderen fortæller, at man skal have en cykel, ordbøger og en regnemaskine med på skolen. Men på vej hjem i bilen fortæller Pernille, at kommunen formodentlig gerne vil give tilskud til at købe de forskellige ting. Alle håber nemlig, at efterskolen kan blive en ny start for Fatima.

Otte børn og på starthjælp

Fatima har lidt dårlig samvittighed over, at familien mister børnepengene, fordi hun ikke har passet skolen. De 14.000 kroner udgør en stor del af familiens budget, og uden pengene bliver det umuligt at købe tre måltider mad til alle børnene hver dag.

Gitta kan godt se, at det måske ikke var så velovervejet af hende og Imad at få otte børn, når de ikke har råd til at forsørge dem.

"Helt ærligt var de jo ikke planlagte allesammen, men vi har altid gerne villet have mange børn, og vi elsker jo dem allesammen," siger hun. Imad tilføjer, at de fleste af børnene er født i Sverige, hvor de ikke havde problemer med at købe mad nok til dem.

"Jeg elsker børn meget. Jeg kommer fra et land, hvor man får mange børn, og jeg har selv 12 søskende," siger Imad og tilføjer:

"I Danmark er der jo mangel på børn, så jeg kan ikke se, hvad problemet skulle være med at få mange børn. Mine børn tilhører jo Danmark. De skal vokse op og blive danske statsborgere."

Imad flygtede til Danmark i 1985. Han var ved at uddanne sig til urmager, og havde netop lært at skille et ur ad og samle alle tandhjul og fjedre igen, da borgerkrigen brød ud i Libanon. Alle butikkerne i den gade, han arbejdede i blev bombet, og derfor besluttede han sig for at flygte.

"Der lå lig og flød i gaderne. Jeg har set mænd blive skudt, pfff, pfff, pfff i brystet, og børn, der lå med benene ud af en busk," siger Imad. Selv blev han taget af politiet, smidt i fængsel og torteret, men det vil han helst ikke snakke om.

Da Imad kom til Danmark, arbejdede han som skovarbejder, men han fik en skade i ryggen og blev sygemeldt. I dag har han stadig et håb om at komme til at forsørge familien.

"Jeg kan gå ud på gaden og samle affald. Jeg kan arbejde i kloak også, jeg er ligeglad, jeg vil bare have et job og give mine børn et bedre liv," siger han. Han havde håbet på at kunne blive buschauffør, for det er ikke så hårdt for ryggen, men han kunne ikke koncentrere sig om teoriundervisningen på Teknisk Skole og dumpede.

"Mine tanker flyver. Jeg er angst og tænker hele tiden på, hvordan vi skal klare os," siger han. Gitta har heller ikke noget job. Hun blev født i Tårnby, men hendes mor kunne ikke passe hende, så da hun var tre år, kom hun på børnehjem. Selv om hun er født i Danmark er hun på starthjælp og ikke kontanthjælp nu, fordi familien havde boet i mere end syv ud af otte år i Sverige, inden de i 2006 vendte tilbage til Danmark. Hun drømte engang om at blive landmand og har også taget en grunduddannelse på fem måneder, men det blev aldrig rigtigt til noget, og så mødte hun Imad. Imads mor ville ikke have, at han giftede sig med en dansk kvinde, så han blev sendt til Libanon for at blive gift. Efter et par dage vendte han dog hjem igen.

"Han sagde til mig, at han havde været nødt til at sige til hende, han skulle giftes med, at han ikke kunne, fordi han havde en kæreste i Danmark," siger Gitta. De blev gift, og siden da har Gitta brugt det meste af sin tid på at være på barsel og passe børn.

I storcentret uden sko

Det er et fuldtidsarbejde at passe otte børn. Gitta har brugt det meste af dagen på at tage med Fatima ud og se på efterskolen, mens Imad har taget sig af de små drenge, som ikke kan komme i børnehave, fordi pædagogerne strejker. Efter besøget på efterskolen pruster Gitta op ad trappen til lejligheden på fjerde sal med Mona på armen. Hun giver den lille til Imad. Nu skal der købes sko til Abbas på 9 år, så han kan komme i skole i morgen. Gitta, Fatima og Muhammed på fire år går ned til CityVest. Abbas har fået lov til at tage bussen sammen med lillebroren Issa på 6 år, fordi han ikke har nogen sko at tage på. De mødes foran indgangen. Abbas er helt sort under strømpefødderne, da han går ind i storcentret, og han efterlader mæker på de skinnede lyse fliser. I Tøj og Sko er der ikke nogen kondisko i Abbas størrelse, så de tager rulletrappen ned til sports-outletten i underetagen. Her er der nogle røde sko med Spiderman på siden i Abbas størrelse, men han vil ikke have dem. "Det er dem, somalierne går i," siger han.

"Det sagde du bare ikke," siger Gitta. Men hun vil ikke tvinge ham til at gå i nogle sko, som han siger, at han vil blive drillet med i skolen. Det vil nemlig ikke gøre det nemmere at få ham ud af døren om morgenen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her