Læsetid 3 min.

Historien gentager sig

16 idrætsforskere har sat sig for at hjælpe muslimske kvinder frem i sportens verden. De håber, at flere muslimske lande vil indse, at det styrker den nationale stolthed at lade kvinder deltage i OL
6. juni 2008

Der er langt fra den strand-smarte amerikanske atlet, der barfodet og med ring i navlen smasher beach volleyball'en i sandet, inden hun uddeler sejrsknus til sin sveddryppende makker - og så til den tildækkede iranske skytte, der diskret tager sigte fra sit skjul bag tørklædet.

Den virkelighed skal der laves om på, mener de 16 kvindelige sportsforskere, der for nylig var samlet på universitetet i Oman for at styrke de muslimske kvinders rettigheder i sport.

Gruppen mener, det bør være muligt at definere individuelle frie valg til påklædning og samtidig tage hensyn til Ramadan og bedetider, så kvinderne både har mulighed for at praktisere islam og deltage i sport - selv i beach volley, hvor for meget tekstil ikke matcher det officielle bikinikrav. 13 af deltagerne på workshoppen var muslimske kvinder. En af de få fra Vesten var den tyske idrætsprofessor Gertrud Pfister fra Institut for Idræt på Københavns Universitet. Hun forklarer, at ideen er at sætte fokus på religion og idræt under titlen Accept og Respekt.

"Først og fremmest forbyder den patriarkalske samfundsordens traditioner kvinder i mange muslimske lande at deltage i sport. Det er ikke nedskrevne regler og ikke nødvendigvis i overensstemmelse med Koranen, men derimod strenge kulturelle krav," siger Gertrud Pfister, men understreger samtidig, at der er store variationer i forhold til eksempelvis sportstøj.

"For en marokkansk løber er det en aftale mellem hende og hendes gud, om hun skal bære tørklæde," siger Gertrud Pfister.

Historien gentager sig

I de første moderne Olympiske Lege i 1896 var der ingen kvinder, der deltog. Grundlæggeren baron Pierre de Coubertin fastholdt frem til 1928, at kvinder ikke måtte deltage i atletikkonkurrencerne på stadion, fordi det var farligt og uæstetisk for kvinder at dyrke konkurrencesport.

"De vestlige lande brugte samme argumenter for 100 år siden, som man nu diskuterer med afsæt i religionen," siger Alice Riis Bach, forfatter til bogen Kvinder på banen.

"Kvinder i sporten signalerer frihed og uafhængighed. Det symboliserer styrke at kunne bevæge sig fysisk, og det er præcis de værdier, som kvinderne i Saudi-Arabien ikke må have. Derfor er det farligt for dem at sende sportsikoner af sted. Det undergraver det nationale værdisæt," siger Alice Riis Bach og understreger, at OL- og idrætshistorien har været en lang kamp for, at kvinder skulle have lov at deltage i alle konkurrencer.

"I 1908 sendte Danmark et hold gymnastikpiger til OL i London, dog kun for at optræde. Og da roning blev udviklet som konkurrencesport, måtte kvinder f.eks. ikke ro om kap. De skulle udelukkende bedømmes på æstetik. Det så ikke pænt ud, at kvinder roede voldsomt stærkt - derfor måtte de ikke oparbejde den styrke, det krævede," fortæller Alice Riis Bach.

Hun påpeger samtidig, at professionaliseringen og kommercialiseringen af elitesporten de seneste 15 år har gjort, at det nationale aspekt er blevet vigtigere end hensynet til kønnet. Desuden har sporten udviklet sig til et udstillingsvindue for kvinders kamp for frihed og lighed.

Medaljeregn tæller

Fra nationernes side har nationaliteten hele tiden været det væsentligste hensyn ved OL. Det kunne ses allerede under Den Kolde Krig, både for landene bag Jerntæppet og for USA, men gælder i dag globalt.

"Det betyder stadig rigtig meget for amerikanerne, at de vinder flest medaljer," siger Alice Riis Bach.

Gertrud Pfister er enig i, at medaljer er vigtige for den nationale identitet. En tendens, der tog fart i de østeuropæiske lande, specielt i DDR, hvor man systematisk fokuserede på kvinders medaljehøst som et kommunistisk prestigeprojekt - en ideologisk march mod kapitalismen.

"I en diktaturstat, hvor centralmagten havde magt til at udvikle talenter, som den havde lyst til gennem statsdoping, var det lettere for de østtyske kvinder at vinde medaljer, navnlig fordi de var dopede. Men en medalje er en medalje," siger Gertrud Pfister.

Og det er ifølge Alice Riis Bach netop udsigten til national medaljehøst, der har bidraget til at give kvinder adgang til OL.

"Princippet er i dag: en deltager er en deltager," konstaterer hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu