Læsetid: 2 min.

Husk hr. og fru Brown

Da hr. og fru Brown støder på en ensom bjørn fra det mørkeste Peru, beslutter de intuitivt at tage sig af det stakkels lodne væsen. Et fint billede på viljen til at hjælpe fremmede i nød efter Anden Verdenskrig
Bjørnen Paddington, der elsker marmelade og kakao, besidder en veludviklet evne til at rode sig ud i uheldige situationer. Han ses her med sin far og skaber Michael Bond.

Bjørnen Paddington, der elsker marmelade og kakao, besidder en veludviklet evne til at rode sig ud i uheldige situationer. Han ses her med sin far og skaber Michael Bond.

16. juni 2008

På Paddington Station i London støder hr. og fru Brown på en lille, ensom bjørn, der sidder på en kuffert og kukkelurer. Om halsen bærer det lodne dyr et skilt med en rørende bøn: "Vær venlig at tage jer af denne bjørn. Tak".

Bjørnen fortæller, at han er fra det mørkeste Peru, men er emigreret til England som blind passager på et skib. Hans gamle tante Lucy har sendt ham afsted på rejsen, beretter han videre, fordi hun ikke længere kunne tage sig af ham, da hun selv skulle på alderdomshjem for bjørne.

Intuitivt beslutter ægteparret at tage sig af den stakkels bjørn, der næsten ikke har mere syltetøj tilbage i det glas, han har med som proviant. De opkalder ham efter togstationen, hvor de har fundet ham, for hans peruanske navn er ikke til at have med at gøre. Og så tager de ham med sig hjem til deres hus i Notting Hill-kvarteret, hvor han får et værelse øverst oppe under taget og hurtigt bliver en uundværlig del af familien.

Sådan cirka begynder sagaen om bjørnen Paddington. Og da det i år er 50 år siden, Paddington kom til verden, er det et naturligt tidspunkt at dvæle lidt ved denne humanistiske børnebogsserie.

Paddingtons sejrsgang

Krigsveteranen Michael Bond kom juleaften 1956 forbi et butiksvindue, hvor han kunne se en teddybjørn sidde ganske alene på en hylde. Han fik den indskydelse at købe kæledyret som en bonusgave til sin kone, og i juledagene inspirerede den nyerhvervede bjørn ham til at skrive den første bog i serien om den belevne Paddington, der elsker marmelade og kakao og besidder en veludviklet evne til at rode sig ud i uheldige situationer.

Bogen udkom to år efter, og siden hen skrev Bond endnu 10 bøger, der er blevet oversat til alverdens sprog og er udkommet i millioner af eksemplarer. Og det er absolut velfortjent, at Paddington har gået sin sejrsgang verden over, iført sine karakteristiske Wellingtons. Paddington-serien er nemlig helt indiskutabelt fremragende børnelekture.

Men bøgerne er også et interessant vidnesbyrd om den internationalt orienterede humanisme, der blomstrede op efter Anden Verdenskrigs rædsler, og som klarest kom til udtryk i FN's Flygtningekonvention af 1951.

Indrømmet, at Paddington næppe ville falde ind under de forfulgte befolkningsgrupper, der ifølge konventionen har krav på international beskyttelse - selv om den elskelige bjørn skam tilhører en art, der er udrydningstruet i Peru. Men den hjertevarme modtagelse, Paddington får af ægteparret Brown, er et fint billede på viljen i tiden til at hjælpe fremmede i nød. Selv om det måske nok kan medføre nogle ekstra udgifter og en smule besvær.

Sørgeligt, at så mange beslutningstagere, der må være flasket op med Paddington-bøgerne, vist helt har glemt hr. og fru Brown.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er bvlevet flasket op med Paddington, både som bog og som tv-serie i 1970erne og til dels i 1980erne.

Til gengæld er Anders Fogh Rasmussen nok ikke blevet flasket op med denne elskelige bjørn - han skulle jo arbejde stort set hele tiden. Og det ikke noget tid til pjat. Mon Helle Thorning Scmidt kender Paddington??