Læsetid: 4 min.

Hvem skal nu betale prisen for Irlands ja?

Der kan ske meget, når fokus er på frygten for et nej og ikke på prisen for et ja
18. juni 2008

Når den 48-årige Brian Cowen i morgen torsdag for første gang møder op som Irlands premierminister til EU-topmødet i Bruxelles, vil han traditionen tro møde stor hjælpsomhed.

EU-samarbejdet bygger også på en slags kollegialitet mellem de forskellige slags ministre. Kredsen af regeringschefer er ingen undtagelse, og den helt nye mand kan regne med, at de andre ikke alene vil lytte, men også tilbyde hjælp, hvis ellers han ved, hvad slags hjælp, han har brug for.

De vil næppe give ham en ellers velfortjent skideballe for alt det, han gjorde i kampen for at få de irske vælgere til at godkende Lissabon-traktaten. Han lovede temmelig meget, som nemt kunne have kostet de andre landes borgere mange penge.

Der blev skrevet meget om den irske folkeafstemning, og nogle medier nåede hele vejen rundt. Alligevel er det rimeligt at sige, at der var betydeligt mere fokus på 'frygten for et nej' end på prisen for et ja. Prisen var lejlighedsvis afsindig og muligvis afsindig høj. Det er derfor, der er grund at holde øje med, hvad der eventuelt skal betales i anden omgang, når nu valgflæsket ikke gled ned i første omgang.

Det er derfor, de andre må spørge ham, hvem der skal betale gildet, og ikke undertrykke nødvendige spørgsmål blot for at få traktaten i hus.

Sundhedssystemet

Der er også grund til at efterlyse klar besked om, hvad der skal fejes ind under det europæiske gulvtæppe. Her ligger i forvejen en stor pakke med kontroversielle patientrettigheder. Den skulle være fremlagt i december 2007, men blev gemt væk af hensyn til Lissabon-traktatens videre færd gennem ratifikationsprocessen.

Det kontroversielle er, at den enkelte patient i større omfang kan blive behandlet i udlandet for sit nationale sundhedssystems regning, og at denne konstruktion kan undergrave de offentlige sundhedssystemer i de enkelte lande.

Tilbage til de to sager, som spillede en stor rolle i Irland, men som ikke kan betragtes som rene irske anliggender. For det første skattepolitikken. For det andet forhandlingerne i frihandelsorganisationen WTO.

Irske landmænd truede med at stemme nej, indtil premierminister Brian Cowen lovede landmændene en vetoret ved frihandelsforhandlingerne. Skulle USA, EU-landene, Australien, New Zealand og Latinamerika blive enige om at begrænse landbrugsstøtte, så har det irske landbrugsråds præsident, Padraig Walshe, et løfte om et irsk veto. Det er sandsynligt, men ikke beviseligt, at den store europæiske landbrugslobby dygtigt har været med til at spille det irske kort. Sikkert er det dog, at forhøjede fødevarepriser for 490 millioner mennesker i Europa er en del af den pris, som andre end irerne skal betale, hvis traktaten lander i anden omgang.

Selskabsskatten

Den danske EU-analytiker, Sara Hagemann, der arbejder for tænketanken European Policy Centre i Bruxelles, siger, at den lave irske selskabsskat har været den mest betydningsfulde enkeltsag i den irske valgkamp. Der blev skabt tvivl om den lave skat kunne fortsætte eller stemmes ned efter nye regler i Lissabon-traktaten.

Også Jens-Peter Bonde var i Irland for at forsikre vælgerne om, at de andre lande kunne gennemtvinge en højere sats end de 12,5 procent, som er en magnet, der tiltrækker investeringer. Han sagde forsigtigt, at han beklagede den lave sats, men irerne skulle nu passe på, at den ikke blev trukket op.

Regeringen tæppebombede tilbage, men blev ikke troet, da den lovede at nedlægge veto, hvis nogle ville anfægte Irlands ret til den skatteprocent, som de fleste andre lande betragter som mere end usolidarisk - og som det kommende franske EU-formandskab gerne ville lave om på.

Der er i øjeblikket fokus på de demokratiske aspekter af det irske nej.

Det var en folkeafstemning, og resultatet må respekteres, siger de alle. De kan ikke sige andet, for de sagde i sin tid, at det franske nej og det hollandske nej skulle respekteres, og der bliver ikke og der kan ikke gøres forskel på små og store lande i den forbindelse.

Hvem skal betale?

Men er det demokrati, at den irske premierminister vil betale for et ja med økonomiske modeller, som skal betales af folk, der ikke kan stemme? Er det demokrati at holde en folkeafstemning, hvor skattepolitik bliver et hovedtema, når eksempelvis den danske grundlov afskriver skattelove som egnede til folkeafstemning?

Der er ingen aktuel grund til at gennemtænke svarene på disse spørgsmål. Det aktuelle er at holde øje med, hvem der eventuelt skal betale hvilken pris for hvilken slags valgflæsk i Irland.

Der er vel også grund til at spørge, hvad man skal med et fællesskab, hvis det enkelte land for husfredens skyld for lov til at stikke hånden dybt i de andres lommer.

Både ja-side og nej-side i Danmark har ret til at anskue Irland i dette perspektiv.

Poul Smidt er journalist, cand.jur. og har base i Bruxelles

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu