Læsetid: 3 min.

Informations-støtte var USA-agent

Den legendariske modstandsmand Erik Husfeldt, der tillige var formand for Informations repræ-sentantskab, var ligesom H.C Hansen hemmelig agent for USA, fremgår det af ph.d-afhandling
Informationsstøtten, professoren og modstands-manden Erik Husfeldt leverede oplsyninger til CIAs forgænger, kom dte i går frem under forsvaret for en ph.d-afhandling. Her er det tidligere medlem af Frihedsrådet og formand for Informations repræsentantskab fotograferet i Ungarn under opstanden mod Sovjetunionen.

Informationsstøtten, professoren og modstands-manden Erik Husfeldt leverede oplsyninger til CIAs forgænger, kom dte i går frem under forsvaret for en ph.d-afhandling. Her er det tidligere medlem af Frihedsrådet og formand for Informations repræsentantskab fotograferet i Ungarn under opstanden mod Sovjetunionen.

Indland
5. juni 2008

Jo, der har faktisk været en person med tæt tilknytning til dagbladet Information, der i en periode har været hemmelig agent for en fremmed stormagt...

Under kodenavnet 'Babylon' forsynede den internationalt anerkendte kirurg Erik Husfeldt således den amerikanske efterretningstjeneste med baggrunds-oplysninger fra den danske modstandsbevægelses arkiver. Husfeldts hidtil ukendte rolle som hemmelig USA-agent blev afsløret af historikeren Peer Henrik Hansen i går, da han forsvarede sin ph.d-afhandling Da yankee'erne kom til Danmark.

Afhandlingen bygger på en lang række deklassificerede dokumenter fra OSS, som den tidligere amerikanske efterretningstjeneste hed. Dokumenterne har Peer Henrik Hansen haft adgang til i de amerikanske National Archives i Washington.

Tilhørerne i det tæt pakkede RUC-auditorium fik samtidig at vide, at den socialdemokratiske stats- og udenrigsminister H.C. Hansen ligeledes efter besættelsen var amerikansk agent eller kontaktmand under kodenavnet 'Big Horn', og at det samme var tilfældet med officeren og modstandsmanden Erik Truelsen, der opererede under kodenavnet 'Orange Juice'.

Babylon

Som tidligere medlem af Frihedsrådet skaffede Erik Husfeldt sig f.eks. adgang til oplysninger fra modstandbevægelsens centralarkiv, der rummede personoplysninger om ca. 40.000 danskere, der under besættelsen mistænktes for at have samarbejdet med tyskerne. Herfra vandrede oplysningerne videre til OSS, forløberen for CIA. Det var ikke mindst til behandling af visumansøgninger, at amerikanerne var interesserede i at få belyst forskellige ansøgeres gøren og laden under besættelsen.

At en blakket fortid i forhold til nazisterne kunne gøre det svært, hvis ikke umuligt, at opnå visum til USA, måtte således den danske hærchef Ebbe Gørtz og hans officerskollega Svend Schjødt-Eriksen erfare, da de år efter besættelsen ansøgte om et visum. Især for ældre læsere af Information vil navnet Erik Husfeldt være bekendt. I de svære begynderår lige efter besættelsen kunne Information i hvert fald altid regne med opbakning fra Erik Husfeldt, hvis forbindelser til kapitalstærke og indflydelsesrige kredse i Danmark var så vidtforgrenede, at avisens grundlægger Børge Outze ofte hev ham frem, når avisens økonomi skrantede. Helt frem til midten af 1960'erne sad Erik Husfeldt således som formand for avisens repræsentantskab, men ifølge journalist Ejvind Larsen blandede den hemmelige amerikanske agent sig aldrig i avisens daglige drift, men overlod denne aldeles til redaktør Outze.

Big Horn

Socialdemokraten H.C. Hansen var finansminister i befrielsesregeringen og blev statsminister i 1955. Da han fra efteråret 1945 i en periode var almindeligt folketingsmedlem, blandede han sig i et diskret slagsmål om amerikanernes gunst, der fandt sted bag kulisserne mellem repræsentanter for henholdsvis Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste.

Sammen med politibetjenten Christian Madsen forsøgte H.C. Hansen således at få den amerikanske efterretningschef Lium til at neddrosle forbindelserne til FE, som H.C. Hansen måske vurderede som mere konservative end politiets efterretningstjeneste. I hvert fald overlod PET-repræsentanterne ikke færre end 185 militære efterretningsrapporter fra FE til amerikanerne. Af rapporterne fremgik det, at der blandt nogle af FE-officererne var en vis skepsis over for amerikanerne, og navnlig at FE var i besiddelse af mange interessante oplysninger, som tjenesten bevidst ikke havde videregivet til amerikanerne.

Som Peer Henrik Hansen forsigtigt formulerer det i sin ph.d-afhandling, så ville H.C. Hansens indblanding i den diskrete krig mellem FE og PET "formentlig have fået retslige følger, hvis den var blevet kendt i samtiden."

Orange Juice

Det samme ville nok være tilfældet, hvis den danske offentlighed havde været klar over, at den amerikanske efterretningstjenste næsten som en flue på væggen fik mulighed for at følge med i regeringens forhandlinger med Sovjetunionen om en handelstraktat.

Handelstraktaten, der var en af de første efter krigen mellem USSR og et vestligt land, gav amerikanerne et tidligt indblik, dels i hvad sovjetstaten havde brug for, dels i hvad den havde at handle med. De fortrolige danske oplysninger fik amerikanerne fra den agent/kontaktmand, som de havde givet kodenavnet Orange Juice.

Bag dette navn gemte sig den tidligere reserveofficer og modstandsmand Svend Truelsen. Allerede under krigen, mens Svend Truelsen på linje med andre danske efterretningsofficerer opholdt sig i eksil i Stockholm, blev han ifølge Peer Henrik Hansen hvervet som agent/kontaktmand for amerikanerne. Svend Truelsen havde tidligere arbejdet i Landbrugsrådet og havde derfra gode forbindelser til de landbrugskredse, der selvsagt indtog en central rolle under forhandlingerne om en hand-elstraktat, der kunne åbne op for dansk eksport af fødevarer til Sovjetunionen.

Og som Peer Henrik Hansen skriver, så tyder de deklassificerede dokumenter på, at Svend Truelsen handlede helt på egen hånd, når han udleverede fortrolige danske regeringsdokumenter til amerikanerne. Herved har han, som Peer Henrik Hansen skriver, "efter alt at dømme" gjort sig skyldig i "ulovlig efterretningsvirksomhed for en fremmed magt."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her