Læsetid: 4 min.

IOC ser gennem fingre med kønsdiskrimination

Selv om OL's charter kræver, at deltagerlandene fremmer kvindeidræt, stiller tre arabiske lande op uden en eneste kvinde på holdet. Det er diskrimination, mener eksperter, men kan være politisk nødvendigt
De iranske kvinders fodboldlandsholds nye dragter overholder akkurat betingelserne for, hvad der er tilladt i Iran. Der må ikke vises hud eller kvindelige former.

De iranske kvinders fodboldlandsholds nye dragter overholder akkurat betingelserne for, hvad der er tilladt i Iran. Der må ikke vises hud eller kvindelige former.

6. juni 2008

Når de 29. Olympiske Lege til august skydes i gang med pomp og kinesisk krudt under sloganet 'One World, One Dream', er der sandsynligvis tre lande, der ikke har en eneste kvindelig deltager med. Det er i strid med en række bestemmelser i Det Olympiske Charter.

"Reglerne foreskriver at der skal være kvinder til at repræsentere hvert land. Så når et land ikke sender nogen kvinder, er der noget galt," siger den amerikanske historiker og vicepræsident i International Society of Olympic Histo-rians, David Wallechinsky.

Historien viser, at tre arabiske nationer aldrig har stillet med en kvinde på holdet, selv om kvinderne ved seneste OL talte 40 procent af deltagerne. Det er Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Qatar. Saudi-Arabien tillader heller ikke at en kvinde ved indmarchen bærer det skilt, hvor nationens navn står. Og selv om den Internationale Olympiske Komite, IOC, er opmærksom på, at landene overtræder de olympiske spilleregler ved konsekvent at lade kvinderne blive hjemme, er det ifølge David Wallechinsky en problematik, der normalt håndteres af værtsnationen.

IOC lukker øjnene

"Det foregår i praksis på den måde, at IOC siger, at de er totalt imod, at kvinder hindres i at deltage i OL. Saudierne vil slet ikke snakke om det, mens Emiraterne og Qatar vil sige, at der ikke er nogen kvinder, der har kvalificeret sig til deres hold. Svarene gør, at IOC kan hævde, at landene dybest set ikke diskriminerer kvinder," siger han og stiller det store spørgsmål: "Hvorfor tillader IOC lande, der aldrig sender kvindelige atleter, at konkurrere ved OL?"

Svaret er ifølge Peter Seeberg, leder af Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet, at internationale organisationer indgår mange politiske kompromisser.

"Der er en klar pædagogisk ambition i Det Olympiske Charter om, at alverdens lande skal tilslutte sig de normer, der danner grundlag for det olympiske samarbejde," siger han og forklarer, at kulturfænomener som idræt ofte ses som folkeopdragere, der bygger nationer.

"IOC har en forhåbning om, at de ved at invitere og acceptere deltagelse af stater, der ikke overholder charteret, alligevel kan påvirke dem. Alternativet ville være, at IOC tog en dyb indånding og lugede ud blandt de stater, der notorisk ikke stiller med kvindelige atleter og har systematisk kvindeundertrykkelse som en del af deres samfund," siger Peter Seeberg.

Han understreger samtidig, at en udelukkelse nok ikke umiddelbart vil have den store effekt på et land som Saudi-Arabien, der "jævnligt har vist sig uanfægtet af internationalt pres," hvilket dog ikke bør mindske internationale forsøg på at øve indflydelse på den saudiske stat. Men for at IOC skal fungere og udfolde sig, ligger det i sagens natur, at komiteen må gå på kompromis i en række sammenhænge, mener han.

"Det er et vilkår for den slags organisationer, at så længe verden ikke er perfekt, vil der være et behov for at indgå en række ideologiske studehandler," siger Peter Seeberg.

Forskellige forklaringer

Helle Lykke Nielsen, lektor på Syddansk Universitet, er ikke overrasket over, at det netop er trioen Saudi-Arabien, Emiraterne og Qatar, der tegner sig for den diskriminationen. Men forklaringen er forskellig fra land til land.

"I Emiraterne er der en frihed til, at kvinder kan dyrke idræt, uden at nogen knyr, selv om de kun er iført gymnastiktøj, mens betingelserne for kvinder i Saudi-Arabien er så restriktive, at kvinderne ikke kan bevæge sig ud på gaden uden at være fuldkommen tildækkede. Saudiske kvinder kan kun dyrke idræt blandt andre kvinder og må ikke ses af mænd," siger hun.

Derfor er det, ifølge Helle Lykke Nielsen, helt udelukket, at man kan sende kvinder til et OL, hvor der er mænd blandt publikum og mandlige journalister til stede.

"I Emiraterne hersker der snarere en attitude af at tilhøre overklassen. Det er en gængs kvindeopfattelse ikke at udsætte sine kvinder for offentlig beskuelse. Og de indfødte Golf-arabere er herrefolket i Golfen - de er meget tilbageholdende med at sende deres koner og søstre af sted," siger Helle Lykke Nielsen.

I Saudi-Arabien er det regeringspolitik, at kvinder ikke må beskues af mænd, mens motivet i Emiraterne er, at overklassen ikke gør den slags, selv om ingen vil forbyde det. Forklaringen på Qatars manglende kvinde atleter er ifølge Helle Lykke Nielsen en blanding:

"Landet har været en vasalstat til Saudi-Arabien i mange år, og Qatars kvinder har været underlagt de samme vilkår som saudierne. Men lige nu undergår landet kolossale forandringer med et enormt økonomisk boom, og samtidig har de ligesom Emiraterne en stærk overklasse," siger hun og understreger, at de ikke er nået så langt endnu.

Helle Lykke Nielsen mener, at der "entydigt" er tale om kønsdiskrimination i Saudi-Arabien. Derimod er det sværere at vurdere diskriminationen i Emiraterne, hvor argumentet er, at kvinderne ikke vil dyrke sport og ikke interesserer sig for det.

En anden pointe er ifølge Peter Seeberg, at idræt i Golfen ikke er et offentligt anliggende som i den vestlige verden, og at der ikke er nogen statslig idrætspolitik. Sport er en privat foreteelse og foregår mere som manifestationer, f.eks. i form af højprofilerede golfturneringer.

"Landene benytter enhver lejlighed til at gøre opmærksom på sig selv, men uden folkelig ambition om at udbrede sporten. I Qatar har man galopløb med astronomisk høje præmiebeløb - kun for at komme på landkortet og markedsføre staten og de økonomiske interesser, der er knyttet til den - ikke for at udvikle selve sporten," siger han.

En tredje forklaring på manglende udbredelse af olympisk kvindesport er ifølge David Wallechinsky et sammenrend af de tre landes royale IOC-medlemmer.

"Vi har en prins fra den kongelige saudiske familie, en sheik fra den royale familie i Qatar og en prinsesse fra De Forenede Arabiske Emirater - altså et kvindeligt IOC-medlem, men de mangler stadig at sende en kvindelig atlet," fastslår han.

Antallet af lande, der ikke har kvindelige OL-deltagere, er dog på vej ned: 35 i Barcelona i 1992, 26 i Atlanta 1996, 10 i Sydney i 2000 og fem i Athen i 2004.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu