"Danmark vil få både fordele og større frihed ved at deltage i euro-samarbejdet." Sådan lød ordene fra Claus Vastrup, tidligere overvismand, da han i onsdags endnu engang beskrev en dansk deltagelse i euro-samarbejdet som det eneste saliggørende.
Den danske debat om dette emne er efterhånden utrolig at følge. Det er ubegribeligt, hvordan politikere og eksperter er så fastlåste i deres positioner, at ingen form for rationel argumentation er nødvendig. Påstande, der er ulogiske og usammenhængende, bliver set som almindelig sund fornuft, og folk, der afviser dem, som smålige nationalister.
Men kig nu lige på Vastrups påstand: Vi får større frihed som medlem af euro-samarbejdet. Men får vi virkelig mere frihed ved at indgå i en gruppe på 15, snart mere end 20 lande? Får vi mere frihed til at indrette vores økonomi i forhold til at fastholde en selvstændig nationalbank, en selvstændig valuta, en selvstændig rentepolitik?
Faktum er naturligvis det modsatte. Ved at fastholde et selvstændigt råderum for handling i tilfælde af uforudsete (og i mange tilfælde forudsigelige) forandringer i verdensøkonomien og konjunkturerne, har vi åbenlyst mere frihed til at reagere på, hvad der tjener Danmarks interesser bedst.
Forvirret debat
Når man overhovedet kan påstå, at opgivelse af alle disse fremtidige muligheder giver mere frihed, skyldes det desværre, at der er megen forvirring omkring, hvilke muligheder Danmark egentlig har uden for euroen.
Forvirringen er primært rettet mod Danmarks fastkurspolitik. For mens fastkurspolitikken nok var fordelagtig i perioden, hvor euroen var ny, og forvirringen var stor, så er det er ikke ensbetydende med, at en fastkurspolitik altid er gavnlig. Der kan sagtens opstå perioder i fremtiden, hvor det ikke er tilfældet.
I dag kan fastkurspolitikken ikke på samme måde legitimeres. Vi får i de kommende år en højere inflation, end vi ville have fået ved en frit flydende kronekurs, da ECB forudsigeligt nok nu har vanskeligt ved at hæve renten, som den burde, grundet de mange forskellige politiske agendaer, ECB skal søge at tilfredsstille.
Ved at fastholde kronen bevarer vi friheden til selv at vælge vores valutapolitik. Fremtiden byder på store globale forandringer, der ikke alle vil være positive for den traditionelle vesteuropæiske model.
De tunge, strukturelt udfordrede gamle EU lande som Frankrig, Tyskland, Italien, Belgien m.fl. står for alt det, der ikke vil fungere i fremtiden.
Der skal massive ændringer og reformer til, for at sådanne antikvariske samfundsmodeller kan bringes op til nutiden.
Euro og handlefrihed
Det er allerede et meget stort problem for Danmark, at vi geografisk ligger i 'den forkerte del' af en globaliseret verden. Vi ligger ikke, hvor den store vækst og økonomiske fremgang vil komme, desværre.
Men som et lille land, der har gennemført flere reformer end gennemsnittet af EU, så har vi muligheder. Hvis man kan samle nationen omkring en ambitiøs, langsigtet strategi, der accepterer, at vi er midt i en stadig hårdere globaliseret konkurrence, så har vi en chance.
Faktisk en rigtig god chance. De vesteuropæiske lande, der formår at reagere rationelt, ambitiøst og intelligent på globaliseringens udfordringer, vil være dem, der drager fordel af dens muligheder.
Danmark kunne blive et foregangsland i Europa og suge mere investering og flere gode hoveder til sig. Men det kræver, at vi beholder vores handlefrihed, og at vi i øvrigt kommer meget hurtigt i gang med en række væsentlige reformer.
Og her er det reelle valg i euro-diskussionen. Hvis vi tror på, at Danmark kan gennemføre en mere effektiv strategi for at vinde i globaliseringskonkurrencen, end man kan i gennemsnittet af de europæiske lande, så skal vi beholde kronen og vores økonomiske frihed.
Hvis man omvendt tror, at vi vil gøre det ringere end Tyskland, Frankrig, Italien, Belgien osv. i de kommende år, så lad os melde os ind under europæisk administration.
Det er det virkelige valg.
Lars Seier Christensen er adm. direktør Saxo Bank
