Læsetid: 3 min.

Irsk nej truer afskaffelse af danske forbehold

Danske ja-politikere håber på en isoleret irsk EU-løsning, mens nej-siden og afviser enhver snak om at afskaffe de danske forbehold
14. juni 2008

"Jeg håber, at den periode, der går med at afklare det her, bliver meget kort. EU har behov for at diskutere politik og ikke blive hvirvlet ind i en ny traktatdiskussion."

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) beklagede i går stærkt det irske nej, som i realiteten betyder, at Lissabon-traktaten er faldet. Skal den op ad køre igen, er det op til den irske regering at finde en løsning. Et bud er undtagelser a la de danske fra 1992, men den slags tager tid at udforme. Og ifølge den irske forfatningsdomstol kræver enhver ændring af europæiske traktater, at de sendes til folkeafstemning.

De danske undtagelser tog et år at få på plads, og det var ifølge SF's Holger K. Nielsen, der var en af arkitekterne bag de fire forbehold, så hurtigt som muligt.

"Det er nok mere realistisk at tro, at undtagelser vil tage halvandet år at forhandle på plads," siger han.

Dermed synes afstemninger om de danske forbehold at være sendt et godt stykke ud i fremtiden. I hvert fald når det handler om retsforbeholdet, hvor den danske mulighed for at tilslutte sig det retslige samarbejde samtidig med, at vi bevarer den stramme udlændingepolitik er knyttet til Lissabon-traktaten. Og selv om Fogh ikke vil drage 'forhastede konklusioner', så afviser han at afskaffe retsforbeholdet uden at kunne bevare 24-års regel og tilknytningskrav.

Traktatdød og gratis øl

Det irske nej til traktaten vakte frustration blandt ja-partierne, men hos både DF og Enhedslisten var der noget at fejre. Sidstnævnte inviterede til fest ved den irske ambassade med gratis Guinness øl, mens DF erklærede traktaten for død. "Det er tredje gang at forfatningsprojektet bliver mødt med et nej. Traktaten er faldet bort, nu må man finde på noget andet," siger EU-ordfører Morten Messer-schmidt, som afviser 'enhver snak om at afskaffe de danske forbehold'.

Socialdemokraternes EU-ordfører Svend Auken er ikke overrasket, men nedslået over det irske nej, som han spår kan føre til tre løsninger. Første mulighed er en særlig irsk protokol eller deciderede undtagelser.

"Det vil passe alle bedst. Men ud fra et irsk synspunkt kan det være svært at lade vælgerne stemme om igen to gange inden for bare seks år," siger Auken med henvisning til at Irland også måtte ud i en ny afstemning om Nicetraktaten før den blev vedtaget.

Anden løsning er i lighed med konsekvensen af det franske og hollandske nej at lave en ny traktat.

"Det bliver vanskeligt for mange lande at skulle igennem den mølle igen," siger Svend Auken og peger på den tredje vej: Helt at opgive en ny traktat: "Der er ingen gode løsninger. Lissabon var lidt af et mirakel," siger han.

Foghs køreplan i stykker

Holger K. Nielsen kalder det irske nej 'særdeles beklageligt': "Ikke mindst for Tyrkiet og Balkan, som har brug for EU. Man kan frygte, at der går sklerose i det hele, og at ingen orker at fortsætte," siger han.

Så selv om regeringen i princippet kan vælge at tage efterårsafstemninger om både euro og forsvarsforbehold, tror ingen på, at det vil ske. Og der bliver næppe heller tale om snarlige udpegninger af hverken præsident eller fast repræsentant for EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik - poster som rygtet vil vide interesserer den danske statsminister.

"Foghs køreplan er kørt i stykker," siger Holger K. Nielsen.

Svend Auken mener, at Foghs bedste chancer for en toppost er som NATO-generalsekretær.

"Men det job er bare ikke så betydningsfuldt," siger han.

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) henviser til, at situationen nu må drøftes i EU - første lejlighed er mandag på et møde i udenrigsministerkredsen.

mek@infomation.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu