Læsetid: 9 min.

Jesper Helsøe: ’Man er altså ikke syg i hovedet, fordi man går i uniform’

Om et par dage fratræder forsvarschef Jesper Helsøe efter næsten 40 år i forsvaret. Allerede i januar bad Information om et afskedsinterview, og efter at være blevet holdt hen i månedsvis lykkedes det endelig: ’I får 30 minutter’, lød beskeden fra Forsvarskommandoen
Forsvarschef Jesper Helsøe siger tak for kaffe efter næsten 40 år i forsvaret. Fremover vil han følge danske soldaters indsats fra terassen i Ølstykke.

Forsvarschef Jesper Helsøe siger tak for kaffe efter næsten 40 år i forsvaret. Fremover vil han følge danske soldaters indsats fra terassen i Ølstykke.

Poul Rasmussen

20. juni 2008

Forsvarschef Jesper Helsøe viser sig at være langt mere reflekteret, end jeg på forhånd havde forestillet mig. Mit billede af forsvarschefen stammer mest fra hans usikre optræden i f.eks. Christoffer Guldbrandsens tv-film Den hemmelige krig eller hans skandaleombruste jagtudflugt betalt af våbenindustrien, men som han sidder på sit store lyse kontor på Holmen få dage før sin afskedsparade, virker han både indsigtsfuld, imødekommende og lattermild.

Jesper Helsøe har været topfigur i forsvaret i en periode, hvor Danmarks aktivististiske udenrigspolitik er blevet sat i værk, og han har derfor ansvaret for at sende hundredevis af unge soldater i krig. Som chef har han også gang på gang måttet tage tævene for den perlerække af fadæser, forsvaret har rodet sig ud i: Mislykkede mate-rielanskaffelser i mange-millionersklassen, anklager om tortur mod irakiske tilbageholdte osv.

Jesper Helsøe står ved, at han er gammeldags opdraget til at fægte med åben pande. Og han erkender, at han i for mange år har trukket i den forkerte retning, når det gjaldt om at håndtere fremtiden for de soldater, der mærkede af blivende fortvivlelse er vendt hjem fra missioner i eks-Jugoslavien, Afghanistan eller Irak. Interviewet begynder dog et helt andet sted, nemlig ved et rygte fra langt tilbage i forsvarschefens karriere:

– Som FN-soldat på Cypern brød du dig ikke om synet af kanyler. Har du det stadig sådan?

"Nej, jeg har vænnet mig til det. Det er rigtigt, at første gang, jeg oplevede at besvime, var, da jeg skulle vaccineres, før jeg tog af sted til Cypern. De stod og gjorde sådan en ordentlig hestekanyle klar, og det næste, jeg husker, var, at jeg vågnede på en briks med bukserne nede og røven i vejret. 'Det er overstået,' sagde de så ... Så det med kanyler er jeg kommet over, det kan man vænne sig til."

– Har dit syn på de langsigtede skader og den blivende fortvivlelse, som mange soldater oplever efter hårde missioner, også ændret sig med tiden?

"Jeg ved, at både forsvaret og det danske samfund har lært fantastisk meget om håndtering af syge og sårede soldater. Jeg havde selv som regimentschef på Sjælsmark Kaserne oplevelsen af at tage holdet hjem i 1996 fra sektor nord i Kroatien. Dengang skete det på en god måde, synes jeg, vel at mærke med den erfaring, vi havde dengang. I dag vil jeg sige, at det, vi gjorde, var meget lidt. Vi kradsede bare lidt i overfladen. Derfor er jeg godt tilfreds med det niveau, vi har nået i dag. At Danmark er gået ind i de internationale operationer medfører, at der ligger en samfundsopgave i at håndtere de mennesker, der kommer hjem. Derfor er jeg glad for den styrkelse, der er sket. Jeg vil sige det sådan, at med den viden, vi har i dag, så er jeg tilfreds. Men jeg tror også, der kan gøres mere."

Samfundet har flyttet sig

– Hvorfor er der blandt forsvarets ledelse stærk modstand mod et støttecenter for soldater, der har været udsendt?

"Det er forkert at sige, der er stærk modstand. Jeg har altid været fortaler for, at når Danmark engagerer sig, så er det det officielle Danmark. Hvis det officielle Danmark er med på et støttecenter - det vil sige med på at skabe nogle rammer og vilkår, så soldater, der er fysisk eller psykisk berørt, kan komme under pleje - så er det helt fint. Men lige nu har vi et socialt system, hvor det samlede Danmark med alle de ressourcer, der til rådighed, er i stand til at gå ind og hjælpe. Det er mit grundlæggende synspunkt, og det er i dét lys, at min 'modstand' mod et specifikt center skal ses. Det er en samfundsopgave."

– Er man bange for, at et sådant center vil synliggøre problemer, som forsvaret har svært ved at håndtere?

"Nej. Men siden Danmark startede sine missioner i 1992, har vi været lidt tilbageholdende med til fulde at erkende, at mennesker bliver berørt af det, de har med at gøre. Danmark har skullet bruge noget tid på at vænne sig til den ny type operationer. Jeg har selv været tilbageholdende med at sygeliggøre de folk, der var udsendt. Man er ikke syg, fordi man deltager i en operation i Irak eller Afghanistan. Snarere tværtimod. Derfor er jeg blevet opfattet som en, der trak i den modsatte retning. Men man er altså ikke syg i hovedet, fordi man går i uniform. Også på dette punkt har samfundet bevæget sig ganske meget i positiv retning, mens jeg har været chef for forsvaret."

– Har det ikke undret dig som forsvarschef, at vi mangler et nationalt mindesmærke, hvor vi synliggør og mindes de dræbte og lemlæstede fra de krige, hvor du har båret ansvaret?

"Jo. Og derfor er jeg sat i spidsen i den landskomite, der har til opgave forventeligt i 2010 at have etableret monumentet for Danmarks internationale indsats. Komiteen har haft to møder foreløbig, og jeg refererer direkte til forsvarsministeren, som på regeringens vegne står for den officielle behandling. Så der er en officiel dansk markering af Danmarks internationale indsats i fortid og fremtid på vej."

– Bør et sådant mindesmærke - det danske demokratis styrke taget i betragtning - også inkludere fjendens tab og lidelser?

"Monumentet vil kun være for dem, der er udsendt af det officielle Danmark."

– Vi har tidligere her i avisen bragt et billede fra en ceremoni den 7. december 2004, hvor danske specialstyrkesoldater dekoreres af præsident Bush for deres indsats i Afghanistan. Hvornår kan I fortælle offentligheden, hvad deres bedrift var?

"Hvis man læser medierne fra dengang, diskussionen kørte om indsatsen i Afghanistan, blev der - jeg tror det var i Jyllands-Posten - bragt en ganske stor historie om, hvad der egentlig skete, og hvad der blev håndteret. Og vi har selv lagt væsentlig dele omkring det, som blev Christoffer Guldbrandsens senere forsøg på en Cavlingpris, Den hemmelige krig, ud på nettet, så historien er faktisk fortalt. Vi har fortalt den historie, der kan fortælles om indsatsen i Afghanistan."

Feje eller ej?

– Er du enig med statsministeren, når han i sine mindeord om en dansk soldat i Irak, der blev dræbt af en vejside-bombe, betegnede fjendens handlinger som 'feje'?

"Jeg er faktisk enig med statsministeren. Så den ene del af mit svar er et ja. Du ved ikke, hvem det kommer fra, du ser ikke personen bag det våben, der bruges, der er ingen tilkendegivelse af, hvem der har anbragt den. Jeg er opdraget i en anden tid, og måske lyder det lidt gammeldags og nationalistisk, at jeg foretrækker at fægte med åben pande. Men når det går ud over danske soldater, så betragter jeg det som fejhed. På den anden side er det blevet en del af den militære metier, at ukendskabet til, hvem der påvirker en, og hvilke metoder de bruger, er den virkelighed, som vi må operere i. Og hvad er i øvrigt forskellen på et minefelt og en vejsidebombe? En modstander vælger jo sine våben efter at få den største effekt, det vil sige, at opgaven bestemmer midlet. Hvis dem, vi er oppe imod, konstaterer, at de får den største effekt af vejsidebomber, så gør de jo bare det, som vi selv opdrager vores soldater til. Så der er to sider af den mønt. Som dansk officer hælder jeg til den ene side, hvor det er fejhed, men som militær strateg er det en blanding af begge sider."

– Som forsvarschef har man et medansvar for andres mulige død eller lemlæstelse. Har du gjort dig religiøse overvejelser i den sammenhæng?

"Hvis det går på, om man kan tage et liv eller ikke tage et liv, og hvordan jeg håndterer sårede og døde, og situationer, hvor jeg har været med til at bestemme, at disse mennesker skulle ud og løse nogle opgaver, så kan jeg ikke sige mig fri for, at jeg har en afklarethed omkring det. Om det så er religiøsitet eller ej, det ved jeg ikke. Jeg ville ikke være i stand til at sende folk afsted, hvis jeg ikke selv havde det godt med det og selv ville være i stand til at tage opgaven på mig. Det vil sige en afklarethed omkring rigtigheden af beslutningen, der er truffet. Og der er jeg ikke i tvivl om, at den afklarethed tager afsæt i min kristne livsholdning. Andre bruger andre afsæt, men for mig har troen og kristenheden været et væsentligt fundament."

– Når du nu kigger tilbage, hvordan vil du så betegne forholdet til den forsvarsminister, som så ofte har været rasende på dig?

"Hvad mener du med rasende? Ordet rasende er et meget følelsesladet ord. Jeg har oplevet muligheden for at have en god dialog med den til enhver tid siddende forsvarsminister, som gav plads til, at forsvarschefen kunne have meninger og komme med sine råd. Der er rigtig mange ting, vi har været enige om og kun meget få ting, vi har set forskelligt på, men vi har altid fundet en løsning i stor respekt for det samspil, der må være mellem en bestyrelse og en administrerende direktør. Det er udtryk for en god diskussion og i øvrigt en respekt for den civile kontrols overøvrighed. Andet ville også være fuldstændig utænkeligt. Så jeg har ikke følt, at jeg er blevet puttet ned i en sæk, og jeg har aldrig været ude for, at røret blev smækket på, eller døren har været lukket."

Ikke alle er søde og rare

– Tror du, at det civile samfund og regeringen har erkendt de menneskelige omkostninger, som en langvarig krigsindsats medfører ?

"Du berører noget her, som fylder rigtig meget i mine dagbøger. Det er en bevægelse i den danske befolkning og blandt politikere. Vi må aldrig lade det at sende folk ud i ultimative situationer blive en dagligdags ting. Man skal tænke sig godt om, og man skal tage ansvaret, når man har besluttet sig. Det føler jeg absolut har fundet sted i Danmarks befolkning og den politiske verden. Man er klar over, at vi sendes ud i farlige situationer, og man tager ansvaret. Det at føre en aktiv udenrigspolitik, det har også sin pris. Og Danmarks befolkning er efter min mening helt klar over de omkostninger, der er."

– Kan krigens gru og væsen overhovedet forstås af civilsamfundet, når den udkæmpes på fremmed jord?

"Hvor meget kender du til historie? Uden at kaste mig ud i en større redegørelse, så kender man ikke de grusomme aspekter af meneskehedens historie, hvis man tror, at alle mennesker bare er rare og søde. For at bruge et billede: Det er nemmere at slukke en brand dér, hvor gløderne ligger og ulmer, frem for at vente på, at branden når ens sommerhus. Under Den Kolde Krig var opgaverne for forsvaret nemme at se for sig, vi skulle forsvare Kieler-kanalen sammen med engelske og vesttyske soldater. Det har været en længere proces at få forklaret, at noget af det, der sker i verden i dag, det starter med at skabe et alternativt livsgrundlag for dem, der dyrker opium i Afghanistan."

– Vinder vi i Afghanistan?

"Ja, men det tager tid. Mange vil nok sige, at historien tilsiger noget andet. Derfor siger jeg, at det vil tage lang tid. Vi kan konstatere, at kurven går opad i forhold til Afghanistan, og nøgleordene er tålmodighed og at ville det, man engagerer sig i. Derfor vinder vi."

– Er du træt af at føre krig, eller er den faglige nysgerrighed stadig intakt?

"Mit umiddelbare svar er, at seks år som forsvarschef, to år som næstkommanderende, to år som chef for Hærens Operative Kommando, og ti år i generalstaben har slidt. Tunge beslutninger, lange processer, det at skulle konfrontere direkte med de udsendte soldater ... Jo, enhver officer, der siger 'jeg ønsker kun at føre krig', er i mine øjne ikke en rigtig officer. Det er ikke et mål i sig selv at skulle i krig. Omvendt vil min interesse for det her altid være intakt. Jeg tror ikke, der er nogen i uniform, der kan sige sig fri fra at følge med, også efter de er gået på pension, for når man en gang fået en snert af det, der kaldes den ultimative anvendelse af magt, så vil man altid være nysgerrig."

Om få dage bliver det fra terrassen i Ølstykke, at den tidligere artilleriofficer Jesper Helsøe følger slagets videre gang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Forsvarschef Jesper Helsøe viser sig at være langt mere reflekteret, end jeg på forhånd havde forestillet mig. "

Så er der i hvert fald ikke tvivl om journalistens indstilling...

Her kan opleves, hvordan Bush besvarer et intelligent spørgsmål fra en student, som spørger om lovligheden af de private militære styrker og kontrakter i Iraq og Afghanistan:

http://www.youtube.com/watch?v=FD7BDP3XMG0&feature=related

""It seems that he's forgotten what he instructed Paul Bremer to do both during Bremer's stint as Viceroy in Iraq and shortly before pretending to hand over sovereignty to the Iraqis and leaving.

Student: "Thank-you Mr. President. My question is in regards to private military contractors. Uniform Code of Military Justice does not apply to these contractors in Iraq. I asked your Secretary of Defense a couple months ago what law governs their actions.

Bush: "I was going to ask him. Go ahead. [laughter] Help! [laughter]"

Student: "I was hoping your answer might be a little more specific. [laughter] Mr. Rumsfeld answered that Iraq has its own domestic laws which he assumed applied to those private military contractors. However, Iraq is clearly not currently capable of enforcing its laws, much less against - over our American military contractors. I would submit to you that in this case, this is one case that privatization is not a solution. And, Mr. President, how do you propose to bring private military contractors under a system of law?"

Bush: "I appreciate that very much. I wasn't kidding .... [laughter] I was going to .... I pick up the phone and say, Mr. Secretary, I've got an interesting question. [laughter] This is what delegation .... I don't mean to be dodging the question, although it's kind of convenient in this case, but never .... [laughter] I really will .... I'm going to call the Secretary and say you brought up a very valid question, and what are we doing about it? That's how I work. I'm .... thanks. [laughter]"""

'Man er altså ikke syg i hovedet, fordi man går i uniform'

Nej, ikke altid. Ham her fx. lader til at være sund og rask.

Jeg kan stadig huske dengang (1990) jeg kom marcherende i min fine M-84 uniform (som menig) på vej til Svanemøllen S-togsstation og jeg passerede en kvinde med barn. Hun hvæste "Fascistsvin" og jeg tror jeg nåede at gå endnu 50 meter før jeg fattede at det var efter mig.

Det lod jeg mig dog ikke skræmme af, og jeg fortsatte min tjans i mange år efterfølgende. Min holdning er at forsvaret jo netop er til for at kæmpe for alles ret til at kalde soldater for fascistsvin. Og jeg er da også blevet belønnet med at møde en fandens masse gode folk, der tror på at freden kan skabes. Hatten af for dem alle.

med venlig hilsen
Lennart

PS: Spamfilter : SEJR (hvor råt)

"The pioneers of a warless world are the young men and women,
who refuse military service"

Albert Einstein

“I know not with what weapons World War III will be fought,
but World War IV will be fought with sticks and stones.”

Albert Einstein

citat : "...Danmarks aktivististiske(sic!) udenrigspolitik" .
Oversat fra neo-conservative New Speak :
"Danmarks militaristiske udenrigspolitik" .

Hvor strålende og stolte
de ser ud
Med lange rifler
Over skuldrene

På paradepladsen
oplyst af dagens første stråler
Kinas døtre
har sin der stræber højt

De elsker
uniformer
Ikke silkestoffer

En mor danmark pattende skørteholder takker af.
Afghanerne skar nosserne af de sovietiske soldater og proppede dem i deres mund, det var for at vise at deres modstandere ikke var mænd, krigere, men skørteholdere, der ikke turde møde dem på lige vilkår, mand mod mand, og ikke som fjerntrammere på afstand.
I følge straffeloven skal enhver der har begået en forbrydelse melde sig selv på den nærmeste politistation, det har du nu til til at gøre, du forbryder mod menneskeheden, løgnens følger.

@Åberg

mon ikke en så omfattende politi-operation ville løbe ind i store vanskeligheder, i form af mangel på tolke

@Bismarck

For ikke at tale om bederum, halalmad, tilforordnet imamer, etc., etc., jo det vil naturligvis kræve, at logistikken er iorden!

Undtagelsesvis må jeg give Per Thomsen og Tucholsky (ikke undtagelsesvis for sidstnævntes vedkommende) ret.

Men helt konkret. Danske soldater i Irak og Afghanibulabulastan er det rene vanvid.

Undtagelsesvis må jeg give Per Thomsen og Tucholsky (ikke undtagelsesvis for sidstnævntes vedkommende) ret.

Men helt konkret. Pakistanske soldater og ISI-agenter fra koranskoler i Pakistan er det rene vanvid.

Det er snart syv år siden Taliban og al-Qaida ble jaget fra Kabul. Den religiøse bevegelsen har gjort sitt ytterste for å vinne tilbake makten i Afghanistan. Det er på tide med litt selvransakelse for Taliban-eliten. Har de greid å vinne afghanernes tillit? Har man lykkes med å forbedre livet for den gjengse afghaner? Hvorfor har ikke Taliban nådd målsetningen om å gjeninnføre sharia og drive de utenlandske styrkene ut?

http://news.bbc.co.uk/2/hi/south_asia/5220514.stm

Taliban sier at de er religiøse. De sier at Gud ønsker at kvinner skal holde seg på kjøkkenet. Når Taliban brenner ned jenteskoler, tror geriljaen at kanskje at det slår godt an blant afghanerne flest, ettersom de også er religiøse? Men sivilbefolkningen er lite imponert av slike aksjoner. De er ikke tiltrukket av Taliban. Kan det hende at de ser at utdannelse er viktig, selv for jenter? I følge FN har flere millioner gutter og jenter fått skoleplass: Seks ganger så mange afghanske barn går på skole nå i forhold til under Taliban.

http://www.unama-afg.org/news/_pc/_english/2008/08april21.html

De fleste samfunn askyr brutalitet og vold. Da Taliban hadde makten henrettet de opposisjonelle og homser i pausene på fotballkampene i Kabul. Tyver fikk hendene sine amputert. Ledelsen i Taliban mente tydeligvis det var et eller annet fengslende med slike groteske avstraffelser. Hva slags kick fikk talibanerne av dette? Men også etter Talibans nederlag i 2001, har “skyggeregjeringen” holdt på sine tradisjoner. Afghanske soldater og politimenn, samt utenlandske bistandsarbeidere, har blitt tatt til fange og drept av Taliban. Selve slakten skjer som regel ved halshugging. Det hele blir tatt opp med videokamera. Filmene brukes deretter for å rekruttere flere til Talibans “hellige” krig. Men hva slags personer forventer Taliban å tiltrekke seg gjennom å lage slik propaganda? Taliban bør utvide målgruppen. Sadomasochistiske psykopater utgjør en forsvinnende liten andel av den afghanske befolkningen.
I det hele tatt bør Taliban foreta en grundig gjennomgang av sin kommunikasjonsstrategi. Det handler om dialog og tilgang. Det gjelder å få frem budskapet sitt på en måte som skaper forståelse. Andre jihadister har hatt større suksess med å formidle sitt syn. Mulla Krekar ble for eksempel intervjuet av en dyktig journalist i Dagbladet.
http://www.dagbladet.no/nyheter/2006/03/13/460523.html
Uansett om man er enig eller uenig med Krekar, må man innrømme at han ved å snakke med pressen fikk frem sitt misjonsbudskap. Alle og enhver kunne lese intervjuet og forstå hva han står for. Men i Afghanistan er det vanskeligere å forstå hva de “hellige” krigerne vil oppnå. La oss ta et eksempel: Talibans utsendte delegasjon til Hotel Serena, hvor flere vestlige journalister og diplomater oppholdt seg, var ordknapp. En av de norske gjestene som var på hotellet var den samme journalisten som intervjuet Krekar.
Talibans budskap har en tendens til å bli misforstått når de isteden for å snakke med journalister, skyter de.
Omverdenens sympati med Talibans svekkes. Snart er det bare religiøse mørkemenn og mindretallet i SV som har forståelse for Taliban. Heller ikke Talibans søsterorganisasjon, al-Qaida, lykkes med å øke sin appell. Den siste meningsmålingen utført av Pew Research Center, viser at støtten til al-Qaida i Midtøsten er svekket, særlig i Libanon, Jordan og Pakistan.

http://www.tnr.com/story.html?id=702bf6d5-a37a-4e3e-a491-fd72bf6a9da1

Tallene kommer kanskje overraskende på Mulla Omar og Osama bin Laden. Har ikke al-Qaida jobbet hardt for å vinne muslimenes oppmerksomhet? Hva med selvmordsbomberne som ble sendt til bryllupsfesten ved SAS-Raddison-hotellet i Amman? Hva med attentatet mot den pakistanske presidentkandidaten? Hva med angrepet på den danske ambassaden i Islamabad? Og viktigst av alt: Al-Qaida har gjort sitt ytterste for å styrke bilbombeindustrien i Irak. Dette er al-Qaidas suksessliste. Verdens muslimer er likevel ikke imponert. Hva har gått galt?
Giverlandskonferansen for Afghanistan ble avholdt denne helgen. Talibans fiender skal donere millioner av dollar til afghanerne. Taliban ligger dårlig an i forhold til å oppdrive tilsvarende summer til sivilbefolkningen. Taliban taper i konkurransen om å vinne afghanernes hearts and minds. I desember 2007 sa bare 13% av afghanerne at de støtter Taliban. Det lukter for mye av en “oss/dem”-tankegang. Taliban bør afghanisere innsatsen sin.

http://abcnews.go.com/PollingUnit/Story?id=3931809&page=3

The ISI Mark
The reality is, there is no such thing as Islamist fundamentalist terrorism. To understand the position correctly, we need to recognize that there is only ISI terror that has been dubbed as 'Islamist terror'.

http://outlookindia.com/full.asp?fodname=20080611&fname=kps&sid=1