Læsetid: 12 min.

Kandidaten

Anders Fogh Rasmussen har en vision om et Europa, der har værdier, som bør udbredes: de borgerlige frihedsrettigheder, oplysningen og rationalitetens sejr over uvidenhed og tyranni. Et Europa, der står side om side ved USA. Og han noterer sig at Tyskland og Frankrig i dag er tilbage på den transatlantiske position, hvor Fogh selv har befundet sig til stadighed. Statsministeren, der i sin ungdom var modstander af EF, og hvis støtteparti er modstander af EU, er klar til at være bannerfører for Europa
Indland
28. juni 2008

Klokken er 14.00, da døren til statsminister Anders Fogh Rasmussens kontor går op. Venstres politiske leder kommer til tiden, og han forventer, at andre gør det.

Men ikke alt ved manden, der på syvende år er Danmarks statsminister, er som det altid har været. Engang var han en ilter, hurtigtalende og lidt rastløs politiker solidt rundet af sit jyske bagland. Da han i 1990'erne som indpisker og ideolog rejste rundt som partiets næstformand til alle de forsamlingshuse og sportshaller, de lokale kredse i Venstre kunne støve op. Det temperament er nu dæmpet, og gennem det timelange interview er statsministeren fokuseret på det overordnede tema for samtalen: Europa.

Før mødet har jeg fortalt pressechefen, at jeg ikke agter at stille et eneste spørgsmål om statsministerens påståede udlandslængsel. For hvorfor spilde tiden med at stille spørgsmål, som man ved, hovedpersonen svarer det samme på som sidst, han fik det stillet.

En fejlfortolket europæer

Men Information vil gerne vide, hvad der egentlig er sket med Fogh og Europa. Da han overtog styringen fra Uffe Ellemann-Jensen, konkluderede de politiske kommentatorer, at det var slut med EU-begejstringen i Venstre. Forgængerens blå og gule EU-sokker røg ud, og ind kom en mere praktisk og pragmatisk, visse mente endog lettere EU-kritisk, statsminister. Da Fogh var ung, var han endog modstander af EF. Og hans regering baserer sig på stemmerne fra det EU-kritiske Dansk Folkeparti.

Alligevel er han nu manden, der har erklæret, at de danske EU-forbehold skal afskaffes i denne valgperiode.

Fogh smiler: "Jeg mener, at der er tale om en fejlfortolkning af mine interesser og motiver. Som jeg tror, stammer fra, at jeg fra begyndelsen havde en modvilje mod at lade EU-diskussionen blive domineret af traktater og institutioner. Jeg syntes, da jeg tiltrådte, at der blev brugt alt for meget tid på den slags, og det blev måske tolket som en skepsis."

Europas værdier

"Men det var en skepsis, der kun handlede om at lade disse abstrakte institutions-diskussioner få overtaget. Jeg var - og er - langt mere optaget af indholdet, af politikken om du vil. Jeg har hele tiden været meget optaget af EU som den eneste mulige ramme om det europæiske samarbejde. Kommissionen lancerede på et tidspunkt overskriften 'Resultaternes Europa', som dækkede en hel stribe konkrete projekter, og den havde de faktisk taget direkte fra et arbejde, vi havde sat i gang fra dansk side," indleder han og tilføjer, at det derfor for ham at se er "skæbnens ironi, at EU i hele min tid som statsminister faktisk har befundet sig i én lang proces, der har handlet om at tilpasse og reformere institutionerne."

- Findes der europæiske værdier?

"Ja, heldigvis," svarer Fogh uden at tøve: "det er jo et helt interview værd i sig selv."

"Jeg vil fremhæve oplysningstiden. Det var et opgør med religionens og kirkens rolle i samfundet. Det var troen på oplysningen og videnskaben som fundamentet for at skabe rationelle valg til almenvellets bedste," indleder han og uddyber: "Ud af dette opgør med kirkens magt over sindene sprang også folkestyret, frihedsrettighederne, menneskerettighederne, den personlige frihed, hele den kritiske tilgang, der voksede frem i 1700-tallet og førte til de demokratiske europæiske forfatninger i 1800-tallet. Og som da heldigvis blev overtaget i USA og i en række andre lande uden for Europa."

Fogh tænker lidt og siger så sluttelig: "Det er klart, at oplysningstiden også havde en brutal side, men jeg synes alligevel, hvis jeg skal formulere mig kort, at skabelsen af de menneskelige frihedsrettigheder er afgørende. Og jeg er ikke i tvivl om, at de er universelle. Derfor har vi europæere også en forpligtelse til at søge at udbrede disse værdier globalt, at markedsføre dem. Vi skal ud og slås for det," fastslår han.

Det danske hovedansvar

Fogh vil godt medgive, at hans mange år som regeringsleder har givet ham en anden baggrund for at tale med vægt i og om europæisk politik.

"Som nyudnævnt statsminister er ens internationale netværk og erfaring selvfølgelig begrænset. Nu var jeg så i den særlige situation, at EU-udvidelsen skulle færdiggøres under dansk EU-formandskab, hvor vi næsten lige var tiltrådt. Derfor fik jeg i løbet af ret kort tid et stort internationalt netværk og nogle erfaringer, som det normalt tager længere tid at erhverve sig. Det gik simpelt hen noget hurtigere, og det gav mig nogle bedre muligheder for at tale mit lands sag internationalt."

Fogh ved udmærket, hvad det forudgående citat kan bruges til, og derfor understreger han prompte, at "det ikke rører ved, at mit absolutte hovedfokus er Danmark. Det er det, jobbet som statsminister handler om, og det er der ens hovedansvar ligger."

Men han medgiver, at det ikke kan afvises, at der er faser i enhver toppolitikers udvikling, hvor opmærksomheden rettes mere mod omverdenen end mod snævrere, nationale spørgsmål.

Globaliseringen

Det virker, som om indenrigspolitik fylder meget i starten af toppolitikeres regeringstid, og at udenrigspolitikken lige så stille æder sig ind på dagene i kalenderen. Sker det automatisk eller bredes ens interesser naturligt ud med erfaringen?

"Jeg tror som sagt, at ens muligheder for at varetage sit lands interesser øges med erfaringen og med væksten i ens internationale netværk. Mine erfaringer med EU-udvidelsen understregede derudover for mig, at EU altså er rammen om det europæiske samarbejde, og i øvrigt også, at det netop derfor er nødvendigt at modernisere spillereglerne, altså traktaten, så samarbejdet bliver så effektivt som muligt."

"Men jeg vil også gerne pege på en anden ting, som har ændret sig, mens jeg har været statsminister. Og det er globaliseringen, som er blevet en langt stærkere faktor. Det står helt klart for mig, at når man møder de stærke internationale spillere på den globale scene, Rusland, Kina, USA for nu at nævne nogle, ja så er Europa nødt til at stå sammen, hvis vi vil have noget at skulle have sagt. De store spillere profiterer af europæisk splittelse. Det er simpelt hen en benhård realitet, og det føler jeg, at man bliver mere opmærksom på jo flere års erfaring man selv får internationalt," siger han.

Udenrigspolitisk vokseværk

Og tilføjer så: "Man kan også sige det på en anden måde: I den tid, jeg har været statsminister, er det blevet mere og mere klart, at globaliseringen har gjort, at det er en nødvendig forudsætning for at varetage sine indenrigspolitiske opgaver, at man rejser ud."

"Det handler ikke bare om klassisk udenrigspolitik og diplomati, men også helt konkret om f.eks. at rejse ud sammen med danske erhvervsdelegationer og organisationer for at støtte op om dansk erhvervsliv. Et andet eksempel kunne være den store klimakonference, som Danmark er vært for i december 2009. Vi kan ikke varetage ledelsen her, hvis vi ikke rejser ud, så det er en rigtig iagttagelse, at udenrigs- og sikkerhedspolitikken fylder mere i dag, end da jeg tiltrådte som statsminister," siger han og tilføjer, at han også personligt kan mærke på sin egen arbejdsplads, at "udenrigspolitikken fylder mere og mere i statsministeriets egen organisation."

Europa og USA

- Hvordan tror du forholdet mellem Europa og USA vil udvikle sig over de kommende år?

"Jeg tror, at forholdet vil udvikle sig meget positivt i de kommende år. Særligt fordi Tyskland og Frankrig for nylig har skiftet ledere, som har genetableret et varmt forhold til USA. Og det gælder, hvad enten det bliver Obama eller McCain, der vinder valget."

- Der er kritikere, som mener, at du med din stærke opbakning til den nuværende amerikanske præsident har været med til at gøre det sværere for EU at føre en fælles udenrigspolitik?

Statsministeren retter sig lidt op, og læner sig derefter tilbage. Og indleder:

"Jeg vil gerne, for historie-skrivningens skyld, sige, at grunden til, at vi var nogle europæiske ledere, der skrev et brev op til Irak-krigen - den åbne støtteerklæring, hvori otte europæiske statsledere, bl.a. Fogh, Tony Blair og José Maria Aznar, bakkede op om USA's kurs over for Irak - var jo, at den daværende tyske kansler, Gerhard Schröder, og den daværende franske præsident, Jacques Chirac, brød med den fælles europæiske kurs over for USA."

Herefter uddyber han:

"Derefter vil jeg gerne tilstå, at jeg har fundet det ganske interessant at se, hvad der er sket efter, at Tyskland og Frankrig har valgt nye ledere. Jeg har konsekvent lagt en ganske pro-atlantisk holdning, og da Angela Merkel kom til efter den meget negative tyske linje under Schröder, og da Nicolas Sarkozy kom til efter Chirac, så blev kursen hurtigt lagt om for begge landenes vedkommende. Det blev tolket enstemmigt sådan i medierne, som at de to lande styrkede deres position i Europa og globalt. Og London har hele tiden ligget samme sted som Danmark. Alt dette tager jeg som et tegn på, at jeg hele tiden har gjort det rigtige. En pro-atlantisk linje giver Danmark og de andre europæiske lande meget større muligheder for at påvirke amerikanerne, hvilket ikke er det samme som, at vi er enige om alt."

Ingen førstefødselsret

- Hvad er de største farer, der truer Europa ?

"Nu er jeg udviklingsoptimist af natur, men det er klart, at temaerne økonomisk vækst, jobskabelse og Europas aldring kan blive en alvorlig udfordring. Europa har ikke nogen førstefødselsret til at være et dynamisk, økonomisk kraftcenter i verden. Jeg tror, at Europa historisk har været et sted, som mange - også i USA - har set hen til, som det sted, noget stammer fra. Men det er ikke givet, at det fortsætter. Der foregår en voldsom vækst i Kina og Indien, og det kan føre til, at den europæiske middelklasse for første gang siden 1970'erne står med udsigten til faldende levestandard, og at vi får en ny generation, der for første gang ikke kan regne med at blive bedre stillet økonomisk end deres forældre. Derfor er det helt nødvendigt at forbedre den økonomiske konkurrenceevne, og der vil jeg så igen vende tilbage til den femte frihed, jeg talte om tidligere. Det er det, vi skal leve af, en forbedret indsats på forsknings- innovations- og uddannelsesområdet, og det er også her, vi politikere kan gøre noget," svarer han.

"Men hertil kommer jo, at Europa har brug for en bedre indvandringspolitik. Når vi tilsyneladende ikke selv kan føde børn nok, så er det altafgørende, at vi får en kvalificeret og velreguleret indvandring til Europa. Vi skal blive bedre til at tiltrække den kvalificerede arbejdskraft, og her ser jeg frem til den immigrationspakke, som det franske EU-formandskab agter at fremlægge i det næste halvår, hvor de har ledelsen af unionen."

Foghs drøm om Europa

- Hvordan ser Anders Fogh Rasmussens Europa ud. Hvad er din vision eller drøm?

Statsministeren starter med at le af den efterfølgende undskyldning af, at spørgsmålet måske er lidt "pompøst eller storladent." Fogh er når alt kommer til alt kendt for at være en politiker uden hang til falbelader. Så siger han:

"Ja det er jo noget typisk dansk, at den slags spørgsmål falder os lidt svært. Der er jo ingen journalister, der har kvaler ved at stille Nicolas Sarkozy den slags spørgsmål, og han ville også uden at tøve kunne redegøre for det store franske projekt med Europa. Men faktisk synes jeg også, at det er vigtigt at have visionen, det store billede for øje. Man skal ikke kun se på de konkrete politikker," indleder han og konkretiserer:

"For det første mener jeg, at EU må være mere end en frihandelskonstruktion. Men selvom det er sagen, så er realiseringen af det indre marked samtidigt en af EU's store bedrifter. At mennesker, varer, kapital og virksomheder i dag i stort omfang kan bevæge sig frit i unionen hen over landegrænserne, det er en bedrift i den europæiske civilisation. Men jeg har i min europæiske vision det, jeg kalder den 'femte frihed,' frihed for at viden også kan bevæge sig frit."

"Min drøm er, at Europa i fremtiden gør langt, langt mere for at styrke innovation, viden, uddannelser og forskning. Min drøm er, at Europa bliver langt mere attraktivt for unge mennesker at studere og forske i. I dag er der mange europæiske og asiatiske unge, der rejser til USA for at studere, og mange af dem bliver der. Den attraktion, som amerikanske universiteter har, skal vi arbejde på at få her i Europa. Og det kommer ikke af sig selv. Der skal virkelig arbejdes fra politisk hold; det er en ny stor politisk opgave, og jeg er stolt over, at den kraftige forøgelse af forskningsbevillingen i EU's sidste budget, er kommet i stand efter årelangt dansk pres."

Ny sikkerhedspolitik

Men Foghs drøm om Europa begrænses ikke til et velfungerende marked og en styrkelse af vidensamfundets konkurrenceevne. Han nævner også to andre emner: først miljø-, energi- og klimaudfordringerne som en "ny sikkerhedspolitisk udfordring", hvor det er helt afgørende, at EU-landene står sammen og bliver langt mindre afhængige af fossile brændstoffer, særligt olie og naturgas. "Vi bliver nødt til at udvikle en fælles europæisk energipolitik, og vi har brug for solidaritet mellem EU-landene og vi har brug for mere vedvarende energi. Hvis vi skal løse klimaudfordringen kan det kun ske i fællesskab."

Dernæst nævner han det retlige samarbejde.

"Det er jo oplagt. Hvis vi i Europa skal bekæmpe narko, terrorisme, kvindehandel og anden organiseret international kriminalitet, herunder også ulovlig indvandring og menneskesmugling, så skal vi ind i et langt tættere samarbejde i EU. Vi har brug for, at Europa taler med en ensartet stemme."

Men det med den ensartede stemme, står foreløbigt solidt i skyggen af det irske nej til traktaten fra forrige uge.

- Er der ikke noget forstemmende - set med tilhængernes øjne - over at EU's politiske ledere arbejder i over syv år på en ny traktat, blot for at få et nej ved tre folkeafstemninger i træk. Hvad er det, EU gør galt, når traktaterne skal kommunikeres til vælgerne?

"Det irske resultat viser, at mange vælgere ikke er særligt optagede af det der med traktater. De er optagede af, at fødevarerne stiger, af klimaforandringerne, af de stigende energipriser, af deres børns uddannelser, altså de daglige udfordringer. Det tror jeg er hovedforklaringen, og derfor kommer folkeafstemningerne om EU-traktaterne til at handle om noget helt andet. Men det er vigtigt, at EU ikke kører fast her, ikke kommer ind i et dødvande, for det har vi ikke politisk råd til. Det er en selvstændig opgave at holde fast i at EU skal kunne fungere," siger han, og fortsætter med konkret henvisning til situationen i Irland:

"Ethvert land må selv afgøre sine afstemninger, men overordnet er det vigtigt at fokusere på det politiske. Spurgte man vælgerne konkret: 'skal EU gøre mere for miljøet' eller 'skal EU gøre mere for at bekæmpe kriminalitet, terror og narkohandel,' så ved vi, at et stort flertal af vælgerne i alle lande svarer ja. Hvorimod alt det med stemmeregler og kommissærer og præsidenter. Ja der må politikerne så udøve selvkritik. Vi er åbenbart ikke gode nok til at tale om det politiske."

Traktatstop ja tak

- Det lyder, som om du regner med, at Lissabon-traktaten bliver til noget. Hvis den gør det, ville det så være en god ide at vedtage et 'traktat-stop' i EU?

"Ubetinget ja! Og det sagde jeg altså også før det irske nej i sidste uge. Vi bør nu koncentrere os om indholdet og politikken. Lige siden 1992 har EU været engageret i en kæde af nye traktater, og det kan også godt forsvares, når man tager de ændringer, Europa har gennemgået i den periode, i betragtning. Det har jo handlet om, at man skulle geare EU til den nye virkelighed efter Berlin-murens fald, men når man får Lissabon-traktaten på plads så har vi en baggrund, der kan holde i mange, mange år," svarer statsministeren, som et eller andet sted i sit hjerte sikkert forstår skeptikernes uvilje mod de mange traktatrevisioner - ikke blot som gammel EU-skeptiker, men som den bondesøn fra jysk muld, han også er - uanset at han er blevet ferm til at begå sig på de globale bonede gulve.

"Kan vi kalde det for 'Kandidaten'," spørger chefredaktøren efter interviewet. Og selv om vi ikke med et eneste ord har talt om muligheden af den danske statsminister som formand for EU, siger jeg ja, for indtrykket er, at statsministeren er klar til at kaste sig over en europæisk toppost. At kandidaten har talt. Han som netop benægter at være "kandidat til noget som helst."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Læser desværre først nu Annegrethe Rasmussens interview med statsministeren i Inf. den 28.6.2008.

Det er ligegodt fantastisk!
Det er lykkedes Annegrethe Rasmussen at interviewe landets mest kontroversielle statsminister siden Estrup uden at stille ham ét eneste kontroversielt spørgsmål af den slags, der ellers optager en stor del af befolkningen, nemlig den del, der er stærkt bekymret over en statsminister, der
- indenrigspolitisk har formået at producere en grad af social og økonomisk ulighed, der ikke er set siden Madsen-Mygdal – og at centralisere den politiske magt i landet gennem en dårligt planlagt strukturreform, der reducerer lokalpolitikerne til halehæng for den til enhver tid siddende regering,
- udenrigspoltitisk ved sin agressive konfrontationspolitik i alliance med en amerikansk præsident, som Senatet i en nylig rapport har betegnet som en løgner, har formået at bringe Danmark direkte i sigtekornet hos ekstreme fundamentalister i den muslimske verden - og i den forbindelse udvist en despekt for vigtige institutioner i vort politiske system (ombudsmand, rigsadvokat og folketing), som ikke er set af nogen anden statsminister i dette land.

Det må siges at være noget af en præstation! Man skulle ellers tro, at det måtte kunne give anledning til nogle anderledes skarpe og kritiske spørgsmål end de artige spørgsmål, AR stiller Fogh. Men det har måske været et vilkår for, at interviewet overhovedet kom i stand? Det kan man levende forestille sig. Ihukommende den Ekstra Blads journalist, der gravede dybt i baggrunden for Danmarks deltagelse i Irak-krigen, ved vi jo, at statsministeren sorterer kraftigt i rækken af journalister, der får adgang til at tale med ham.

Hele interviewet er gennemstrømmet af en tanteagtig attitude og tone overfor statsministeren. Det ligner de interviews, man nogle gange kan læse med dronning Margrethe, blottet som det er for ethvert tilløb til kritisk holdning. AR må hermed have kvalificeret sig til ansættelse ved Berlingske Tidende eller som pressemedarbejder i Udenrigsministeriet. Men det er i hvert fald ikke, hvad undertegnede forventer af en avis som Information!

Per Jongberg

I et halvhjertet forsøg på at være flink ved journalisten, kunne jeg måske henlede opmærksomheden på sætningen i begyndelsen af artiklen:

"For hvorfor spilde tiden med at stille spørgsmål, som man ved, hovedpersonen svarer det samme på som sidst, han fik det stillet.", skriver Annegrethe Rasmussen.

Der er jo ikke noget at komme efter ... med spørgsmål om kommunalreformen, om krigene, om fremmedlovgivningen, terrorlovgivningen og om regeringens foragt for nogle af de fundamentale institutioner i samfundet - sålænge Rasmussen har et sikkert, demokratisk flertal bag sig.

Flertallet sikrer Rasmussen mod ethvert forsøg på et retligt opgør med syv års lemlæstelse af det danske samfund ... indtil videre.

Efter at have læst kommentarerne opfatter jeg Annegrethe Rasmussens interview som en journalistisk provokation - og afslørende for Fogh Rasmussen. Det kan være vanskeligt at adskille sin ungdoms motiver fra senere politiske dagsordner. Når Fogh på allerførste spørgsmål - om EU - svarer, at han fra begyndelsen havde en modvilje mod at lade diskussionen blive domineret af traktater og institutioner, giver han vel udtryk for en generel bekymring hos både ja- og nej-sigerne, både dengang og i dag, men mon ikke han, bonde som sin far og naboer, lod sig lede at den almene opfattelse dengang hos landmænd, at fordelen ved EF var alt for ringe for erhvervet - i modsætning til de senere tilskudsordninger!